x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Destiny's Child

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Destiny's Child

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen har tidligere været bragt i GAFFA december 2004

R&b-guldpigerne er efter succesfulde soloprojekter samlet igen på albummet Destiny Fulfilled. Men betyder titlen, at det er deres sidste udspil sammen?

Med et samlet salgstal på over 40 millioner solgte plader, en stabel musikpriser og status som en af verdens mest populære popgrupper kan det ikke blive meget større. I hvert fald ikke for de tre Houston-fødte soulsangerinder i Destiny’s Child, som både har oplevet massiv succes som gruppe og som soloartister. Så da nyheden om et sjette album – og måske det sidste – fra den populære trio kom GAFFA for ørene, strakte redaktionen sig langt for at få fat i et interview. Så langt at de sendte overtegnede over Atlanten, for at få et interview før alle andre. Men interviewet blev aflyst – ”pigerne var trætte”, som damen fra pladeselskabet meddelte.

Trætte, mætte, opfyldte. Det er ikke så mærkeligt, at Destiny’s Child har valgt at kalde deres femte album for Destiny Fulfilled. Med så meget succes på bagen synes skæbnen rigtig nok indfriet. Derfor kan det heller ikke undre, at pigerne faktisk er temmelig ligeglade med verdenspressen.

Alligevel får GAFFA, endnu engang, chancen for at møde pigerne, da de gæster Paris for at afholde et pressemøde for den franske presse. Denne gang er Beyoncé, Kelly og Michelle heldigvis veloplagte, og de møder op på klokkeslettet i den guldindfattede mødesal på hotel Ritz – Paris’ finest. Pigerne selv er, om ikke guldindfattede, så i hvert fald stylet til perfektion. Med bølgende hår, glinsende læber og for Beyoncés vedkommende en blottet kavalergang indtager de pladserne ved mødebordet, mens pressen holder vejret. Faktisk holder de vejret så længe, at Michelle utålmodigt må spørge ”Any questions?”

Jo, spørgsmål er der nok af, og dagens første spørgsmål drister sig til at gå på, hvorledes tiden med soloprojekter har påvirket gruppen, og hvorfor trioen har valgt at finde sammen igen.

Beyoncé tøver ikke med at tage ordet: – Faktisk tror jeg at det var lige så svært for mig at følge Kelly og Michelles solokarrierer, som det var for dem at følge min. Kelly havde et af de største hits sidste år, og Michelle har fået blændende anmeldelser på Broadway.

– Vi forstår godt, hvorfor folk undrer sig over, at vi har fundet sammen igen, for normalt finder bands ikke sammen, efter at alle medlemmerne har lavet soloprojekter. Men når venskab er din musikalske motivation, er det anderledes end med andre grupper.

Kelly og Michelle nikker samtykkende, og Beyoncé fortsætter: – Det var vigtigt for os at være væk fra hinanden, at have lidt fritid og være os selv. Man bliver så afhængig af hinanden, når man er i en gruppe. Derfor er det virkelig vigtigt også at tage sig tid til at stå på egne ben og finde ud af, hvad man er god til og ikke god til, så man kan arbejde og udvikle det. Det gjorde vi alle sammen, så da vi vendte tilbage til studiet, var det mere et samarbejde end et gruppearbejde, for vi havde alle sammen noget at sige.

”Hvem er hende dér?”

Ved et lyt på pladen forstår man, hvad Beyoncé mener. Denne gang er der blevet gjort plads til flere individuelle vokalstykker, og Kelly og Michelle har begge været mere involveret i sangskrivningen på Destiny Fulfilled end på de tidligere plader, hvilket sangen Bad Habit, både skrevet og sunget af Kelly Rowland, vidner om. Michelle giver sit bud på, hvorfor hun og Kelly ikke rigtigt har været involveret i sangskrivningen før nu:

– Kelly og Bee har været sammen, siden de var 9 og 10 år, så selvom man ikke har hørt så meget til hendes kompositioner, før nu, er jeg sikker på, at Kelly altid har gået med noget nynneri og nogle melodier i hovedet. Men det er klart, at en større selvtillid er noget, som får kreativitet frem. Det er først, når man er tilfreds med den, man er, og godt tilpas med sin stemme, og hvordan den rent faktisk lyder, at man kan begynde at åbne for kreativiteten.

Beyoncé supplerer: – Både Kelly og Michelle har fået langt mere selvtillid. Jeg har været sammen med Kelly i så mange år nu og har set hende udvikle sig, men jeg er virkelig overrasket over, hvad der er sket de sidste to år. Før i tiden var hun lidt i en skal, med alle rutinerne og sådan, men nu er jeg bare: ”Hvem er hende dér?” Hun fyrer den virkelig af nu – bare se i videoen til Lose My Breath! Michelle har også gået sin helt egen vej på det nye album. Man kan høre det; hendes tone og hendes stemme er bare helt anderledes, end den plejede at være. 

Kelly og Michelle har altså haft større indflydelse på Destiny Fulfilled end på de forrige albums, men det er dog stadig Beyoncé, der har sat det endegyldige fingeraftryk på albummet. Ud over at have skrevet størstedelen af sangene, er hun co-producer på alle numrene (med undtagelse af Bad Habit) og har for første gang haft det fulde ansvar for det vokale arbejde. Men selvom Beyoncé længe har fungeret som mere end en sangerinde, har det taget hende tid at blive anerkendt for sit arbejde uden for rampelyset. 

– I begyndelsen var det svært for mig som producer. Selvom jeg f.eks. havde skrevet 80% af sangene, ville de skrive mit navn som nr. to i rækkefølgen i coveret. Det er sådan nogle små ting, som fortæller, hvor svært det er at blive respekteret som en kvindelig producer og sangskriver.

– Men nu, hvor vi er blevet lidt ældre og har været i branchen i længere tid, føler jeg, at jeg bliver respekteret for alt mit arbejde, hvad enten det er som sanger eller producer.

Hun smiler, mens hun fortsætter: – Jeg elsker at være i studiet og alle de tekniske sider af processen. Hver gang vi laver sådanne nogle ting, stiller jeg altid en million spørgsmål, og jeg ved, at jeg går alle folk på nerverne, men det er bare fordi, jeg er så fascineret af det. Ud over at blive ved med at producere, kunne jeg f.eks. også godt tænke mig at instruere vores egen video en dag.   

Pigesladder på bånd

Måske har multitalentet Beyoncé ladet sig inspirere af sine mange interesser, både inden for musikbranchen og som filmskuespiller, i tilblivelsen af Destiny Fulfilled. Pladen er nemlig et konceptuelt projekt, der minder mere om end drejebog til en film end et standard-r&b-album. Idéen bag pladen er, at den musikalsk følger alle facetter af et forhold, de dårlige såvel som de gode. En udviklingshistorie i bedste forstand, hvor hovedpersonen skal bryde et forhold for at styrkes og stå på egne ben, for til sidst at finde kærligheden igen. Om tilblivelsen af pladen fortæller Kelly:  

­– De første tre dage brugte vi bare på at snakke og følge op på, hvad der var sket i hinandens liv. Vi satte os bare ned og begyndte at snakke om forhold og venskaber, som vi havde oplevet med andre personer. Sådan ”Hvorfor er det, at en mand gør sådan og sådan, og at man føler det på den her måde? Og så ville de andre være sådan: ”Ja, sådan har jeg det også…” Så optog vi samtalerne på bånd og lyttede dem igennem bagefter, og på den måde opstod idéerne til albummet. Så begyndte vi at diskutere forskellige koncepter, og Bee begyndte at komme med idéer til den her slags udviklingshistorie.

Kelly kigger på Beyoncé, der tager over: – Pladen starter f.eks. med Lose My Breath, som handler om en person, der siger, at han vil tilfredsstille dig, men det gør han ikke. Så fortæller man ham, at man behøver en Soldier, som handler om, hvilke slags mænd vi foretrækker. Når man så finder den her Soldier, går pladen over i nogle mere hengivne sange som Cater 2 U og T-shirt, og på den måde følger musikken udviklingen i historien.

– Men det er ikke kun et tøse-album. Det fede ved det her album er, at vi har mange forskellige slags sangskrivere, hiphop-sangskrivere, som også beskriver situationerne fra mandlige synsvinkler. Vi arbejdede f.eks. med nogle meget dygtige folk som 9th Wonder, Sean Garrett og Rodney Jerkins.

Fyre vil f.eks. synes rigtig godt om Cater 2 U og Love, tror jeg. Beatsene på albummet er også hårdere end på de forrige album – nogle af sangene er f.eks. ligesom de sange, som hiphop-artister rapper over. Fyre, som jeg har spillet albummet for, har sagt: ”Det her er et album, jeg ville lytte til!”

Kelly supplerer: Vi ville gerne have, at det her album skulle lyde mere urban end de forrige Destiny’s Child-album. Men vi ville heller ikke have for mange up-tempo-numre, for vi ville have, at albummet skulle være klassisk og tidløst.

Når man ser på coveret til pladen, skinner det tydeligt igennem, at Destiny’s Child har søgt den rene, klassiske stil, med et naturligt look på de tonede portrætbilleder og i hvide gallakjoler på coverets anden del. Ud over at sikre en vis holdbarhed synes denne stræben efter ”klassiske linjer” dog lidt mistænkelig i Destiny’s Child-regi, da de trods alt kun har en gennemsnitsalder på 23. Især når man sammenholder pladen med titlen Destiny Fulfilled, der kun forstærker anelserne om, at dette er sidste udkald for den populære r&b-trio. Men når man spørger til fremtiden for de tre piger, får man langtfra et entydigt svar: 

Beyoncé: – Det er svært at sige, hvad fremtiden kommer til at indebære for Destiny’s Child. Først skal vi i hvert fald på en verdensturné til Europa, Japan og USA, og så er vi nok temmelig udmattede bagefter. Så skal vi nok ha’ lidt Beyoncé-, Kelly- og Michelle-tid hver for sig.

Ud over musikken tror jeg, vi alle sammen gerne vil blive ved med at lave flere film og for Michelles vedkommende flere stykker på Broadway. Men det allervigtigste for os er ting på det personlige plan, som vi stadig mangler at opleve. Vi vil stadig gerne stifte familier, tage på ferie og tage tid til at lære os selv bedre at kende. Og ikke som artister, men bare som helt normale mennesker. Det har vi stadig til gode…

Selvom Destiny’s Child har valgt at kalde deres, måske sidste, album for Destiny Fulfilled, er der altså stadig ting, som de personligt mangler at opnå. På toppen af en hæsblæsende karriere har Beyoncé, Kelly og Michelle forståeligt nok ikke haft tid til at dyrke de nære værdier, som, når alt kommer til alt, er det vigtigste i livet – også for Destiny’s Child. 

Beyoncés mandlige muse

Rygterne har længe svirret om, at Beyoncé privat danner par med den garvede rapper Jay-Z. Ligesom Jay-Z hjalp Beyoncé på hendes første solosingle Crazy In Love, gengældte hun tjenesten på hittet Bonnie & Clyde og på Destiny’s Childs nye album synes Jay-Z igen at have sat sine spor. Ud over formentlig at være den mand, Beyoncé omtaler i sangen Soldier, som bliver gruppens næste single, har han også hjulpet til med sangskrivningen på albummet.

Derudover tæller en af albummets mange producere 9th Wonder, som bl.a. er kendt for at have produceret Jay-Z’s anmelderroste afskedsalbum The Black Album. Denne aftale skulle efter sigende være kommet i stand, efter at Beyoncé dagligt hang ud i studiet under indspilningen af The Black Album. Her blev hun så vild med 9th Wonders arbejde, at hun bad Jay-Z om at formidle et samarbejde på Destiny’s Childs dengang kommende album. På Destiny Fulfilled har 9th Wonder bl.a. sat sit tydelige aftryk på sange som Is She The Reason? og Girl.

Destinys Childs artistiske CV:

Destiny’s Child-diskografi:

Destiny’s Child, 1998

The Writing’s On The Wall, 1999

8 Days Of Christmas, 2001

Survivor, 2003

Destiny Fulfilled, 2004

Beyoncé Knowles (1981):

Dangerously In Love, 2003

Film:

Carmen: A Hiphopera, 2001

Goldmember, 2002

The Fighting Temptations, 2003

Pink Panther, 2005 

Kelly Rowland (1981):

Simply Deep, 2003

Film:

Freddy vs. Jason, 2003

The Seat Filler, 2004

Michelle Williams, (1980):

Heart To Yours, 2002

Do You Know? 2004

Teater:

Aida (Tim Rice & Elton John), Broadway, 2003. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA