x

STORT MOI CAPRICE-INTERVIEW: ”Det er fint at komme tilbage med et brag”

STORT MOI CAPRICE-INTERVIEW: ”Det er fint at komme tilbage med et brag”

Det danske indiepopband er tilbage med album – og turné i august

moi Caprice er tilbage. Det danske indiepopband, der udgav fire album, turnerede flittigt og hittede pænt i 00’erne med sange som ”Artboy Meets Artgirl”, ”To the Lighthouse” og ”Drama Queen”, har netop udgivet deres første studiealbum i næsten 12 år, det anmelderroste Becoming Visible. Den 12. marts skulle de have indledt deres Danmarksturné, der dog grundet coronavirussen er blevet udskudt til august. I anledning af det nye album og den kommende turné har vi fået en snak med sanger og keyboardspiller Michael Møller om, hvorfor moi Caprice i sin tid forsvandt, hvordan de fandt sammen igen, og hvad der har inspireret til det nye album.

– En sen sommernat i 2018 mødte jeg min gamle ven og trommeslager Casper (Hansen, red.) i mediebyen på Roskilde Festival. Det var otte år siden, vores fælles band sidst havde spillet koncert, og selvom vi aldrig reelt var gået i opløsning, havde jeg for længst opgivet drømmen om at genoplive den hensygnende teenagedrøm, som hed moi Caprice. Men mens vi sad og talte om turneer og releasefester i 00’erne, blev vi enige om, at det kunne være sjovt at lave musik sammen igen. Måske endda som moi Caprice, siger Michael Møller og fortsætter:

– Efter sommerferien pressede Casper på for at få nogle skitser til numre, som han kunne arbejde med. Reelt havde jeg ikke ret meget på lager. Den enorme skuffelse over ikke at kunne samle tropperne i vores gamle band havde nok resulteret i, at jeg ikke havde skrevet den type numre i mange år. Altså klassiske moi Caprice-sange. Jeg fandt dog tre numre. To af sangene endte på pladen, den tredje var med til at danne fundament for den første single fra pladen.

– Men vi havde brug for dykke ned i processen, hvis vi for alvor skulle skrive nye sange og genetablere bandet. Det lykkedes via to succesfulde ophold på en ødegård i Sverige, tilhørende Frederik og Fridolin Nordsø (The William Blakes med flere, red.), hvor hovedparten af sangene er skrevet og/eller har fundet deres endelige form.

– Vi kom hjem en uge efter med en stribe nye numre, som helt indiskutalt lød af moi Caprice. Og derfra begyndte puslespillet bare at falde på plads igen. Vi skrev til David (Brunsgaard, red.), som ikke havde rørt en guitar siden 2010 og har været offentligt ansat siden dengang, men var fyr og flamme for at lave musik igen. Jacob Funch, vores gamle liveguitarist, som var blevet fast guitarist i tiden før vores langsomme disintegration, var også på med det samme, og det er i øvrigt første gang, han medvirker på et moi Caprice-album.

– Jakob Millung, vores gamle bassist, takkede nej. Han har de sidste fem år boet i Colombia, hvor han arbejder som møbelsnedker, har en farm og havde lige fået et barn, så det gav næsten sig selv. Vi spurgte Fridolin Nordsø, som tidligere har vikarieret på bas og været producer for os, og han ville gerne overtage rollen som bassist i bandet.

Se musikvideoen til "Maureen" fra moi Caprices nye album Becoming Visible – artiklen fortsætter nedenfor

Gik aldrig i opløsning

moi Caprice gik dog aldrig formelt i opløsning dengang, påpeger Michael Møller.

– Vi var begyndt at arbejde på et nyt album omkring 2010 og fik lavet fire numre, blandt andet ”We Know the September Sea”, som findes i en liveudgave på YouTube, men på det tidspunkt havde Casper travlt som trommeslager i Choir of Young Believers, som virkelig havde succes i den periode, og han havde også lige fået et barn, så han ville gerne holde en pause fra gruppen. Og samtidig havde jeg gang i mit soloprojekt, hvor jeg skrev 31 sange om ugengældt kærlighed (det udkom online og som tredobbelt album i maj 2011, red.), og det tog meget fokus.

– Så det ene tog det andet, moi Caprice gled ud i sandet, og så spurgte Fridolin og Frederik Nordsø mig, om de og jeg ikke skulle gå i gang med det pop-projekt, vi havde talt om i mange år. Det blev så til The Mountains, som fik både major label-kontrakt og flere radiohits, selvom vi egentlig oprindeligt betragtede det som et sideprojekt. Da vi skrev kontrakt med Warner i 2013, spurgte Jan-Erik Stig fra selskabet faktisk, hvordan det gik med moi Caprice, og da sagde jeg, at vi stadig var i gang, men i virkeligheden lavede vi ikke noget og havde ikke set hinanden i et år. Der var hele tiden noget andet i kalenderen.

Før brugte du udtrykket ”en klassisk moi Caprice-sang”, men hvordan vil du beskrive sådan en sang?

– En klassisk moi Caprice-sang er vel et popnummer, der ikke er bygget op som et popnummer. Det gælder i hvert fald sange som ”My Girl You Blush”, ”To the Lighthouse”, ”Drama Queen”, ”The Town and the City” og de nye ”Teenagers” og ”Maureen”. Der er ofte mange stykker - altså i betydningen introer, vers, omkvæd, mellemstykker og outroer - og temmelig mange akkorder. Noget vemod. Og næsten altid et catchy synthtema!

Hvordan skriver I jeres sange?

– Det er forskelligt, men det er langtfra altid mig, de begynder hos. I begyndelsen af vores karriere var det ofte David, der kom med et oplæg, som jeg så arbejdede videre på. På dette album har det især været Casper, ikke kun beats, men også akkorder, det gælder for eksempel på en sang som ”The Romantic Movement”. Det er jo helt almindeligt i en moderne popkontekst at begynde med et beat, men måske mindre almindeligt i indie.

– Men det er nok alligevel mig, der starter de fleste sange. Jeg begynder tit med nogle abstrakte akkordsammensætninger – mere abstrakte, end de er i The Mountains – som så forhåbentlig bliver til melodier, som jeg så skriver teksterne til. Jeg skriver altid teksterne til sidst, og det er ofte dem, jeg har sværest ved at skrive, selvom jeg går meget op i tekster, er meget litterært interesseret og også har læst litteraturvidenskab. Men jeg er altså ikke forfatter, og jeg skriver ikke tekster hver dag, og mange af teksterne laver jeg om flere gange.

Se musikvideoen til "Teenagers" fra moi Caprices nye album Becoming Visible – artiklen fortsætter nedenfor

Referencer er god inspiration

Noget af det karakteristiske ved Michael Møllers tekster er, at de ofte refererer til andre værker inden for både litteratur, musik og film, og både populær- og finkultur. Titelsangen på albummet Becoming Visible er eksempelvis opkaldt efter en digtsamling af den amerikanske lyriker Philip Lamantia (1927-2005), og samme sang rummer linjen ”Last night I just forgot that somebody loves me”, hvilket The Smiths-fans hurtigt vil genkende som en reference til nummeret ”Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me” fra bandets sidste album Strangeways, Here We Come fra 1987. De mange referencer er der både en lavpraktisk og en mere kunstnerisk forklaring på, forklarer Michael Møller.

– En reference til et andet værk er faktisk tit en måde at sætte mig selv i gang på. Jeg kan godt starte med at læse nogle digte om morgenen, inden jeg skal skrive en tekst, og så bruge det som inspiration. Jeg synes dog også, det er meget sjovt, når andre gør det. Jeg kan godt lide den gætteleg, der er i at finde referencerne. For eksempel når Kate Bush gør det, som i hendes sang ”Cloudbusting”, der refererer til Wilhelm Reich (østrigsk læge og psykoterapeut 1897-1957, red.).

– Det gør også, at der er noget konkret i en tekst. En tekst i sin helhed behøver ikke at være 100 procent konkret, men jeg kan godt lide, at der er en slags anker et eller andet sted i teksten, man kan forholde sig til. Og når jeg nævner Robin Hood og Lady Marian i sangen ”The Romantic Movement” på det nye album er det jo et billede på den ægte, romantiske kærlighed; det er et billede, alle forstår. Det er ikke noget, jeg gør for at virke intellektuel.

Hvilken musik inspirerer jer i dag?

– I dag er det faktisk mere synthlyde, beats og samples end egentlige bands. Men det kan nævnes, at vi havde lavet en slags inspirationsplaylist, som vi lyttede til på vejen til Sverige, som blandt andet havde noget Tame Impala, Real Estate, Beach House, John Maus, Flaming Lips og Miley Cyrus’ fælles plade (Miley Cyrus & Her Dead Petz fra 2015, red.) og soundtracket til Stranger Things. Det synth-univers, der er på det lydspor ramte os dybt. Men jeg synes, der var flere definerende indiebands tilbage i 00’erne, som eksempelvis Flaming Lips og Arcade Fire, end nu. Jeg synes, indierocken er blevet mere nichepræget i dag end i 00’erne.

Som noget nyt har moi Caprice selv produceret hele det nye album, og det er kommet som en naturlig udvikling.

– Vi co-producerede også selv vores sidste album (We Had Faces Then, 2008, red.) sammen med Jeff Knowler. Den store forskel er, at vi selv sidder og indspiller det hele nu. Det er jo blevet meget lettere at arbejde med musikprogrammer som Logic og Ableton. Jeg har også fået mit eget studie, hvor jeg selv har indspillet alle vokalerne helt alene; det gjorde jeg ikke med den sidste moi Caprice-plade. Fridolin mixer dog, og mixet betyder jo meget. Der er mindre hellighed om det at producere i dag, end der var i 00’erne, og jeg kender rigtig mange, som mere eller mindre gør det selv i dag.

Se musikvideoen til "Orpheus" fra moi Caprices nye album Becoming Visible – artiklen fortsætter nedenfor

Gammel fan er korsanger

På det nye album kan man på flere numre høre korsangeren Camilla Kaiser Dalgaard, der var stor fan af bandet tilbage i 00’erne.

– Jeg underviser i musik på Johan Borups Højskole i København, og her mødte jeg hende en dag til en besøgsdag, og siden blev hun elev. Jeg kunne tydeligt huske hende, da hun kom til mange koncerter med os i 00’erne. Jeg tror, det kom som en overraskelse for hende, at jeg var underviser. Hun er selv en fantastisk sanger og rigtig god til at lave korstemmer og arrangementer, så vi har brugt hende som kor, hvor jeg synes, der manglede noget luftighed. Jeg kan ikke synge så højt som i gamle dage – for eksempel ”My Girl You Blush” fra vores andet album ligger jo vildt højt – så hendes stemme bibragte noget lyst og luftigt til det vokale.

Albummet Becoming Visible er ligesom alle gruppens gamle plader udkommet på pladeselskabet Glorious Records, der drives af bandets gamle ven Ulrich Lauridsen, som ellers slet ikke har udgivet noget i de mellemliggende 12 år. Tilbage i 00’erne udsendte selskabet også navne som countrybandet Wynona og Peter Peters The Bleeder Group, hvor førstnævnte for længst er gået i opløsning, mens sidstnævnte netop er vendt tilbage til livescenerne under deres oprindelige navn Bleeder.

– Da vi var taget til Sverige for at skrive sange, lagde vi et billede op på Facebook, der antydede, at vi var tilbage. Ulrich var en af de første, der kommenterede det og skrev, at han var klar på at udgive os, når vi havde noget klar, så det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Og han var også kommet til et tidspunkt i sit liv, hvor han var klar til at arbejde i musikbranchen igen, fortæller Michael Møller.

Men plader sælger jo ikke ret meget i dag i forhold til i 00’erne, skal I så ud og turnere en masse?

– Det her band har aldrig handlet om at tjene penge, selvom det nogle gange har været en behagelig sidegevinst. Det har altid handlet om en passion mere end noget andet. Jeg elsker bare at lave musik; det er så magisk en følelse. Det er ligesom man kan have en passion for fodbold, og så tænker man ikke over det meningsfulde i det. Jeg har talt meget om det med Casper: ”Hvorfor gør vi det her?” Vi tjener ikke ret mange penge på det, og modsat dengang vi var i midten af tyverne, er der heller ikke en eller anden rock’n’roll-drøm om flirts med kvindelige fans forbundet med det.

– Nej, vi sælger ikke så mange plader, men med en okay turné ser det fornuftigt ud – vi er dog indtil videre ikke blevet booket til nogen festivaler (interviewet er lavet inden regeringens seneste anti-corona-tiltag, red.) – og ellers har vi jo andre indtægter. Jeg er som sagt højskolelærer og underviser også på Rytmisk Konservatorium. Det her er det dårligst betalte arbejde af dem, jeg har, men det er det sjoveste.

Hvad kommer I til at spille på den kommende turné?

– Vi kommer selvfølgelig til at spille en helt masse nye sange, for vi er meget glade for vores nye album, og også en masse gamle. Der er jo nogle klassikere, som vi ville skuffe folk ved ikke at spille, men ellers var det hele åbent, og vi kommer blandt andet til at spille sange, som vi ikke har fremført live siden omkring 2005.

Har meget mere på vej

Som nævnt er Michael Møller ligeledes medlem af elektropopgruppen The Mountains og har også haft gang i en solokarriere, og begge dele kan vi forvente nyt fra inden alt for længe, afslører han.

– The Mountains har faktisk indspillet et nyt album, som blev forsinket utroligt meget af diverse årsager, og som skulle have været ude før dette album, men som nu kommer senere til foråret. Vi er meget glade for pladen, men kommer nok ikke til at gøre det store ud af den promotionmæssigt. Jeg har også arbejdet i evigheder på et soloalbum, som jeg lige har lagt lidt til side her omkring moi Caprice-tiden, og som tidligst udkommer næste år.

I er sammen igen, og det er The William Blakes og Spleen United også, og Veto vendte tilbage i 2018. Er den danske 00’er-indie tilbage, og hvorfor mon?

– Ja, og Speaker Bite Me, Sterling og Cody er også tilbage, og Kashmir i en lidt større skala. Det kan jeg ikke give nogen forklaring på. Det er ikke fordi, vi har været til en musikbranchejulefrokost og så alle aftalt at blive gendannet samtidig, griner Michael Møller.

Coveret viser et glas taget op imod et vindue, vil du sige lidt om det motiv?

– Det er et billede, min kæreste helt tilfældigt tog på Kullen, som ligger ved Helsingborg, og hvor man kan se til Danmark. Vi kunne alle sammen godt lide det med det samme. Og da sangene er skrevet i Sverige, og man kan se mod Danmark, syntes vi, der var en god symbolik i det, og det passer også fint til titlen, hvor glasset og lyset fra vinduet jo er lidt slørede. GAFFAs anmelder nævnte det med, at man kan diskutere, om glasset er halvt tomt eller halvt fyldt, men det har jeg nu slet ikke tænkt over, haha. Men det er nu da også lidt mere end halvt fyldt.

Går der 12 år, inden moi Caprice udgiver jeres næste album?

– Nej, tværtimod, vi har fået lyst til at lave en plade mere, nu har vi fået maskineriet op at køre. Vi har allerede skrevet nogle sange, som er færdige, men som ikke passede ind på dette album, og dem håber vi at kunne udgive på en ep enten senere dette forår eller til efteråret. Jeg synes, det er fint at komme tilbage med et brag, nu vi har været så længe væk. Og så håber vi at kunne udgive et nyt album inden for et par år.

moi Caprices turné ser foreløbig således ud:

  1. august: Nygadehuset, Aabenraa
  2. august: Harders, Svendborg eller Skråen, Aalborg (mere info følger)
  3. august: Skråen, Aalborg eller Harders, Svendborg (mere info følger)
  4. august: VoxHall, Aarhus
  1. august: Posten, Odense
  2. august: Fermaten, Herning
  3. august: Vega, København
  4. august: Richter, Gladsaxe

Datoen for koncerten på MantziusLive i Birkerød offentliggøres senere.

Albummet Becoming Visible har fået flotte anmeldelser, blandt andet i GAFFA, hvor det blev til fem ud af seks stjerner.

LÆS OGSÅ: Danmarks bedste indiepop-band tilbage i fuldt flor

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA