x

DIZZY MIZ LIZZY-INTERVIEW: Hvorfor løb vi? Vi ku' ha’ gået hele vejen

DIZZY MIZ LIZZY-INTERVIEW: Hvorfor løb vi? Vi ku' ha’ gået hele vejen

Tim, Martin og Søren har skruet op for tyngden, ned for tempoet og er rejst dybt ind i de lange droner. Her udforsker trioen det atmosfæriske og grænseløse i en verden af meditativ skønhed, dystre passager, vilde fraseringer og en mur af massiv guitarstøj. Som et oprør mod tidens stress har de med egne ord søgt fordybelse og nærvær. Dizzy Mizz Lizzys Alter Echo anno 2020.

”Hvorfor løb vi? Vi ku’ ha’ gået hele vejen”. Peter Sommer siger det på den allerbedste måde. Jeg synes, den er så skarp, den sætning.

Tim Christensen citerer den danske trubadur med eftertryk på Sony Musics kontor i Indre By, mens Martin Nielsen og Søren Friis nikkende signalerer, at Sommers beskrivelse af et fejlslagent parforhold er ”spot on” som metaforisk ramme for den retning, trioens fjerde album har taget.

GAFFA møder de tre gamle venner, der selvom de kun er midt i 40’erne til efteråret runder utrolige 32 år som band sammen. Og lige så meget, som guitar-rocken skriger, larmer og brøler – i et band, hvor den primære inspiration i stigende grad kommer fra nyere metal – er der zen over feltet og ingen stress på. Afslappet og stilfærdigt udtrykt af bandets trommeslager på følgende vis:

Søren: – Vi er rolige mennesker, vi er et roligt band. Vi laver den musik, der passer til, hvem og hvor vi er. Vi kan lide at være sammen med familien derhjemme og har ikke så travlt eller så meget stress på for at komme ud i verden.

Det er nok de færreste, der ikke kan relatere til Peter Sommers udsagn i et eller andet omfang, og vores snak kommer både rundt om slagsiderne ved Snapchat-kulturen og endeløse rækker af folk med ansigtet nede i hver deres mobilskærm i S-toget, men også om hvordan gradvis flere mennesker søger ro og dybde i for eksempel mindfulness og meditation og dykker dybt ned i detaljer, nørderi og analyser af endeløse fabulerende serier som Game of Thrones.

Tim: – Denne her plade er helt sikkert mere Games of Thrones end Snapchat. Det er en kombination af det voldsomme og det zen-agtige. Det har jo trukket lidt i langdrag – bevidst, men med en god hensigt. Står du af, inden introen til det første rigtige nummer er slut, er det nok ikke noget for dig. Men overgiver man sig til det, er der til gengæld en belønning og en oplevelse, hvis man hænger på hele vejen. Det synes jeg.

Det var egentlig meningen, jeg skulle have haft musikken på forhånd, men ting er trukket ud, og aftalen blev i stedet, at jeg dukker op på pladeselskabet, og så tager vi den derfra. Vi får catchet up på forskelligt, som Martin, der skal høre min vurdering af den nye Pearl Jam-single, som han – trods status som kæmpefan – har svært ved at sluge. Vi bliver enige om en vekselvirkning af snak og musik, og sådan kører de næste to-tre timer på bedste vis.

– Du er den første udefra, der hører den færdige plade, fortæller Tim mig.

Faktisk er Tims udsagn en sandhed med modifikationer. Sangene er færdigindspillede, ja, albummet er indekseret, men ikke mastereret endnu. På bordet ligger print af layout til albummet. Jeg spørger Tim, hvorfor det her vers, jeg hører ham synge ikke er at finde i teksten og forskelligt andet og får svar som ”nå, det har jeg sgu glemt at få skrevet ind, godt du siger det” og ”står der virkelig det, hvor henne?”

Generalprøve

Jeg kender både bandets bagkatalog og folkene selv ganske godt igennem nu flere årtier. Til gengæld har jeg aldrig set og mødt bandet så tæt på i skabelsesprocessen. Det føles lidt som at være med til sidste generalprøve, hvor den endelige dom skal fældes, og hvor man stadig kan nå at ændre enkelte detaljer, men kun hvis det er virkelig vigtigt.

Da vi hører det 22 minutter lange nummer ”Amelia”, sidder Tim med hovedet rettet mod højtaleren og følger musikken rytmisk og dybt koncentreret gennem de mange faser, facetter og stemninger, nummeret indeholder, mens Søren og Martin nikker, smiler, griner og indimellem småkommenterer. Tim har et ubestrideligt naturtalent for at skrive og spille musik og har udviklet en form for telepatisk forståelse med sine barndomsvenner Søren og Martin, der formår at løfte Tims kompositioner på en måde som ingen andre. Så det er en meget fascinerede situation, lidt som ”the artist in the making”, ”med geniet på arbejde” eller noget i den stil, der samtidig illustrerer bandets dynamik, identitet og personlighed. Det er Tim, der som oftest fører ordet, men man mærker tydeligt konsensus og sammenhold mellem de tre.

GAFFA møder altså Dizzy Mizz Lizzy særdeles tidligt i processen, oven på færdiggørelsen af Alter Echo. Et album, hvor alt er ved det gamle, men intet er som før. Det vil sige, at man tydeligt kan høre, hvilket band man har med at gøre. Tim har skrevet og komponeret rub og stub – men væk, eller næsten væk, er de hurtige, korte rocknumre med de fængende omkvæd. De er i stedet erstattet af en væsentligt langsommere, meditativ tyngde, hvor lytteren bliver kastet rundt i et opdateret metallisk prog-rock- univers, der ikke er hverken for eller af begyndere.

Trods ro på, nærvær og tid til familien betyder det ikke, at der er skruet ned for de kreative ambitioner. På Alter Echo udfordrer Dizzy tidsånden, sig selv og ikke mindst sit publikum markant. Noget, som trioen er helt bevidste om. De har en signaturlyd, der gør, at man aldrig er i tvivl om, hvem der spiller. Et varemærke for personlighed og originalitet, hvilket ikke er identisk med ren idyl.

Tim: – Det er også en hæmsko. Guldburet, som nogle kalder det. Publikum vil både have det, de kender og forventer også udvikling, men bliver det for meget, så står de af. Vores tekniker Rune, som også var involveret i D-A-D’s seneste album, talte om publikums forventninger i denne sammenhæng. Som at D-A-D i folks bevidsthed ikke er oppe imod deres sidste album, men mod hele deres samling af ”greatest hits”, som jo har taget årtier at opbygge. Hårde odds.

– Det var vi nødt til at være ligeglade med denne gang. Nu har vi bevist, at vi kunne gøre det i både det ene og andet årti. Hvis bandet fortsat skal have relevans for os selv – ikke så meget for publikum – men for os selv, så skulle vi ryste posen. Vi kunne sikkert godt have lavet 10-12 skarpe rocksange, men det er ikke der, vi er.

Søren: – Der er en masse snak omkring, at når vi laver lange numre, så kan man ikke spille dem i radioen. Jamen, det er så bare ærgerligt, så må man komme ud at høre det i stedet. Vi kan ikke sænke os ned i de rammer.

Tim: – Vi har friheden til at sige, at det er vi ligeglade med. Og hvis det så går ned og ikke fungerer, så har vi i hvert fald stået op for os selv.

Søren: – Vi skulle ud ad en tangent denne gang.

De nye veteraner

Da Tim Christensen flyttede med sin familie fra Espergærde til Valby i 1986, fandt han sammen med sin nye klassekammerat Martin Nielsen på første skoledag. Musikken bandt dem sammen, og en ven foreslog, at de tog kontakt til den jævnaldrende Søren Friis, der havde et trommesæt. Siden efteråret 1988 har bandet været en realitet, og kernen er forblevet intakt og identisk. Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock i 1993 og fik efterfølgende historisk succes i en dansk musikmæssig målestok. Men allerede i 1998 trak de stikket, efter utallige koncerter og festivaler, stor succes i Japan og to album, hvoraf debuten solgte over 250.000 enheder.

Herefter brugte Tim de næste 12-13 år som solist med succes, hvor Søren og Martin trak sig fra savsmulden, fik familie og helt almindelige jobs som henholdsvis lastbilchauffør og på Postterminalen. Det var lidt af en sensation, da Dizzy annoncerede en gendannelse i 2010, men hvor de satte en tyk streg under, at det var hyggen og nostalgien, der var udgangspunktet, ikke at skabe nyt. Koncerterne blev større og flere – publikum strømmede til, både gamle og unge – nye sange pressede sig gradvist på, og i 2016 så Forward in Reverse, bandets tredje album (og det første i 20 år) dagens lys. Her fire år efter kommer opfølgeren så.

Bandet er helt bevidste om, at de er ved at nærme sig veteranstatus, og at mange også er blevet trætte af dem (”Det er et grundvilkår for alle bands, der har mange år på bagen”, som både Martin og Tim udtrykker det). Til gengæld har de på nærmest sensationel vis formået at både fastholde og udvide publikum. Blandt andet illustreret ved, at bandet i forbindelse med udgivelsen af Alter Echo spiller seks danske arenakoncerter.

”I walk on water now
But I can't even swim
I might surrender now
But I’m not giving in”

Sådan lyder åbningslinjen på albummet fra nummeret ”In the Blood”. Men trods kontinuerlig succes mener bandet nærmere, at de nu nærmere står over for sandhedens time, end at kunne gå på vandet.

Tim: – Vi er et privilegeret sted, samtidig med at vi ved, at luften er taget ud af den store historie om, at vi vender tilbage, efter at alle troede, det var slut. Den bue er spændt op og forløst. Nu når vi til plade nummer to i anden omgang, altså den anden nummer to i vores karriere. Det hele har været lidt unaturligt og hysterisk, fordi der har været så meget nostalgi i fortællingen. Det har vi levet meget på. Nu er luften ude, så nu er det nærmere ”Hvad kan det så egentlig?” og ”Hvor er den reelle interesse for, hvad vi kan i dag?” Nu skal vi tilbage til hverdagen og virkeligheden.

Tim Christensen synger og skriver alle sangene, og sådan har det været siden starten. I solokarrieren har Tim i mange faser afsøgt sin indre McCartney og udviklet sit ballademager-øre, hvilket blandt andre Celine Dion har samlet op i sin fortolkning af ”Right Next to the Right One”.

Men han har også rocket hårdt igennem og har mere eller mindre kunnet vælge og vrage blandt de bedste musikere på scenen. Blandt andre med bandet The Damn Crystals, og trods hits og almen succes, så jeg gruppen så sent som 2011 på Spot Festival, hvor de spillede godt, men hvor der også var god plads i salen. Det er der aldrig, når det er Søren og Martin, der står ved siden af Tim. På papiret kunne Dizzy ligne en stjerne med to tilfældige backingmusikere, men virkeligheden er en anden, og det ved Tim Christensen bedre end nogen.

Tim: ­– Der er noget mere her. Det er store ord, men jeg synes, der er en magisk synergi i denne trio. Vi har lært hinanden op i øvelokalet sammen, uden at der var nogle andre involverede. Fra vi var 14-15 år gamle udviklede vi os som musikere sammen og er nærmest blevet som en symbiotisk maskine. Vi kan sagtens fungere i andre sammenhænge uden hinanden, men denne her helt specielle synergi hænger ikke på træerne; det er jeg meget bevidst om. Der kan ske nogle vilde ting i musikken nogle gange, hvor vi kigger på hinanden, og siger ”hvad var det?” og ”hvor vidste nogen fra, at det skulle lyde sådan?”. Det har udviklet sig til et helt unikt fællesskab. Der var også fællesskab og gode tider med The Damn Crystals, men i sidste ende var det mit ansvar. Her har vi det samme ansvar alle tre, samme ejerfornemmelse, hvilket gør noget ved fællesskabet.

Martin: – Den der Laudrupske ting kommer kun ved de mange år. Det er ikke noget, man kan bestille eller bare lære. Det kræver bare mange år.

Søren: – Vi går op i, at det skal være godt; vi øver og forbereder os. Vi ved, hvor hinanden er henne, og hvad vi kan hver især.

Tim: – Det siges, at det tager 10.000 timer at blive virkelig god til noget, om det er at spille guitar, fodbold eller hvad som helst. Men det kan også være 10.000 timer som band, og det tror jeg, vi har nået.

Prog-rock

10.000 timer sammen som band betyder ikke kun, at man har spillet, men også hørt en masse musik sammen. Martin og Søren er dedikerede kendere af rock og ikke mindst metal i mange afskygninger, og nogle vil vide, at Tim er tæt på at være den ukronede konge af hovedstadens mange blomstrende musikquizzer og usædvanligt aktiv på sociale medier i forhold til diverse albumkåringer og alment musiknørderi.

Og når man hører, at et album indeholder et 22 minutter langt nummer, i fem afdelinger, er der ligesom ét ord og ét årti, der springer i øjnene, nærmere bestemt ”prog-rock” og ”70’erne”, hvor elementer fra klassisk og jazz blev flittigt koblet med rockhistorien. Pink Floyd, Emerson, Lake & Palmer, Genesis, King Crimson og Yes, men også i den tungere afdeling, hvor navne som Led Zeppelin, Deep Purple og Rush ikke var blege for at lade enkelte skæringer vare både 10 og 20 minutter.

Dizzy har styr på de gamle klassikere, og Tim nævner direkte Pink Floyds Atom Heart Mother som en tjek-reference i forhold til Amelia. Men prog-rock og genrens mange disciple tenderer ofte til at udgøre en slags anakronisme, hvor genren har få eksempler på reel udvikling og senere relevans. Personligt står jeg af på Marillion-flanken. Det forholder sig så anderledes med dele af metal-genren, hvor store navne som Tool og Mars Volta har tydelige rødder, der kan spores til prog-rock. Og det er vigtigt i forhold til at forstå Dizzy og hvor de befinder sig i dag.

Fint med klassikerne som fundament, men de er primært inspireret af nyere musik, særligt inden for metal-verdenen, og ofte mindre, obskure og instrumentale varianter inden for genren. Nu er Black Sabbath ikke prog-rock, men har flere elementer tilfælles med udtrykket og har vist sig at have en kolossal indflydelse på udvikling af tung og atmosfærisk rockmusik i en bred forstand. Og som Tim meget rammende udtrykker det: ”Vi er meget inspirerede af bands, som er inspirerede af Black Sabbath” (i øvrigt sagt i samme uge, hvor Birmingham-bandets selvtitulerede debutalbum kunne fejre 50 års jubilæum). Kært barn har mange navne, og det er om noget sandt for begrebet ”metal-subgenrer”.

Tim: – Jeg – og vi alle tre – har hørt en masse forskellig metal: Stoner, sludge og doom metal med navne som Elder, Pelican, Russian Circles og mere kendte navne som Mastodon, Kyuss og Queens of the Stone Age. En inspiration, der også går ind i postrock, der startede med Mogwai og Godspeed You! Black Emperor. Alle navne og genrer, der har udforsket instrumental drone-musik, det atmosfæriske og meditative. Næsten al ny musik, jeg køber er metal, og jeg kunne også nævne en masse navne, som ingen her vil kende. På den måde er jeg som sangskriver ikke nødvendigvis inspireret af prog-rock og Black Sabbath, men meget i forhold til artister, der har taget den videre.

Det er dog langtfra alle nyere metalbands, som får thumbs up i Dizzy-lejren. Det gælder typiske arena- og Copenhell-artister med store omkvæd og pedalen i bund som Five Finger Death Punch, Disturbed, Avenged Sevenfold og Alter Bridge.

Martin: – Det er ikke der, vi er. Jeg oplever meget, at mange af de bands, som for eksempel Five Finger rider så tydeligt på ryggen af noget, der var en gang. Og de rider ikke på kernen, men på banaliteterne af, hvad der var en gang. Det fremstår ofte overproduceret og forceret og havde sikkert lydt 100 gange bedre i en lo-fi produktion uden overdrive.

Søren: – Nogle gange, når man hører radiostationen MyRock, lyder det, som om det er det samme band, eller det samme nummer, der er gået på repeat.

Rockmusik er i det hele taget blevet en paradoksal størrelse, som har ændret karakter på mange måder, hvilket også passer ind i forhold til, hvor Dizzy Mizz Lizzy befinder sig i landskabet i dag. Rock er langt væk fra toppen af hitlister og streamingtjenester, og nyere rockmusik kan ifølge Tim nærmest anskues som en subgenre. På den anden side trækker klassiske rockbands historisk mange folk til koncerter i dag. Det gælder dinosaurer som U2, Metallica og for den sags skyld Rolling Stones, og 90’er-bands som Pearl Jam, Alice in Chains, Foo Fighters og (nu igen) Rage Against The Machine spiller for langt flere mennesker i dag, end da deres nye numre satte dagsordenen og definerede samtiden. Og Volbeat er den største internationale koncertsucces i Danmarkshistorien. Dizzy kender denne virkelighed.

Tim: – En artist som Gilli streamer 100 gange mere end os, men der er mange artister, der streamer langt mere end os, der ikke vil kunne trække 1/100-del af publikum af, hvad vi kan.

Søren: – Rock skal høres live.

Tim: – Vi spillede slet ikke så store steder i 90’erne. Det er meget større i dag, selvom mange måske tror, det forholder sig anderledes. Og der sker nye ting. Jeg tager sgu hatten af for, at The Minds of 99 kan fylde Parken. Der er noget om snakken, jeg ser også dem som et rockband.

Hvor er det så, jeres rock-vibe ligger i dag?

Tim: – Jeg vil sige, at den ligger i at turde at komme ned i tingene, frem for at være oven på dem.

Hvordan integrerer I det i forhold til jeres rolige sindelag, nu lavere tempo, men også voldsommere udtryk?

Tim: – Men det er jo der, vores Alter Echo kommer ind

Søren: Lige præcis, det er vores andet jeg.

Producerkasketten og ”Love Me a Little” (eller faktisk – not so much)

Gennem hele karrieren har Nick Foss været på sidelinjen som (executive) producer, men denne gang står der Tim Christensen på coveret.

Tim: – Det faldt bare ikke naturligt med Nick denne gang; det var ikke bevidst. Vi begyndte med en bandromantisk idé om at bare gå i gang med blank tavle. Sådan er der mange store rockplader, der er skabt. Det brugte vi et år på, og det kommer der nummeret ”In the Blood” ud af, men ikke meget andet. Vi kom ikke rigtigt nogen veje. Hvis der skulle ske noget, måtte jeg tage producerhatten på og tage styringen endnu mere tydeligt, end jeg havde gjort før. Hvad der står på coveret, er for så vidt ligegyldigt.

Martin: – Det var fedt, du tog den, det var nødvendigt. Du har i virkeligheden produceret alle pladerne, det er bare første gang, at du står som producer

Tim: – Sidste gang sagde jeg til Jacob Hansen (Volbeat med flere): ”Skal jeg bare skrive, at pladen er mixet og produceret af dig?” ”Hvad mener du? Jeg er ikke produceren, det er sgu da dig,” sagde han. ”Nej, det er da dig,” sagde jeg og så videre. Vi kom næsten op at slås om de skide credits, ha, ha. Til sidst endte det med, at det blev ham.

Martin: – Hvad er en producer egentlig? Vi har aldrig været et særligt produceret band.

Nogle gange er det vigtigste, at en producer er en god psykolog.

Tim: – Ja, én, der kan styre processen. Det gjorde Nikolaj måske. Han har ikke opfundet vores sound, vi lød jo, som vi gjorde. Men han har måske været med til at kanalisere, hvad vi lavede. Han var også god til at smide skodnumre ud.

Martin: – Han var også god til at smide skodnumre ind, ha, ha.

Tim: – Der skulle bare kradses ind, der er nogle helt klare fejlskud på Rotator.

Martin: ”Love Me a Little” (fra debuten, red.), den havde vi ikke selv taget med.

Tim: – Den har altid været et hadenummer i bandet. Nogle gange har vi hevet den op som et ekstra-ekstranummer for sjov.

Martin: – Jeg kan ikke finde ud af at spille den længere, så det er ligegyldigt nu.

Den grønne bølge 2020

I tager Psyched Up Janis med på tur, og Kashmir skal spille reunion- koncerter. Er den grønne bølge på vej tilbage, og nu uden kontroverser?

Tim: – Ha ha, nej det tror jeg ikke. Der var noget rivalisering dengang, og det er straight nok. Sune (Wagner, red) var ærlig og sagde, at han havde været misundelig på den succes, vi fik. Vi havde sikkert haft det på samme måde, hvis det var omvendt. Vi havde en skide hyggelig snak, Sune, mig og Kasper (Eistrup, red.) på 90’eren på Gl. Kongevej for omkring fem år siden (gengivet i GAFFA februar 2020, red.). Der var ingen bad vibes, Sune var bare mere fræk i munden dengang. Jeg kan ikke huske, han svinede os til, det var vist mest Kashmir og Inside the Whale og Strawberry Slaughterhouse, det gik ud over.

Og nu skal I på tur?

Tim: – Vi tænkte længe over, hvem der skulle med på tur, i forhold til hvad vi selv kan lide og er friske på at lytte til. Bersærk var en no brainer. De har en ny plade på vej, og de passer bare godt. Så kom det op med Psyched Up, og det syntes vi var super cool, på trods af fare for gammel elev-fest. Men de er et fedt band. Jeg er ikke så pjattet med debuten (Swell, red.), men de efterfølgende Beats Me og Enter the Super Peppermint Lounge er sgu nogle rigtig gode plader.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA