x

STORT INTERVIEW: Wow, langt ude! Det kosmiske talent bag Tame Impala 

STORT INTERVIEW: Wow, langt ude! Det kosmiske talent bag Tame Impala 

Den australske stjerne Kevin Parker fortæller om alt fra samarbejdet med Kanye West til genskabelsen af psykedelisk musik. 

”Det går mere og mere op for mig, hvordan mit liv som musiker giver mig lyst til at være ung for evigt,” siger Kevin Parker. At musikeren, sangskriveren og produceren bag den psykedeliske popsensation Tame Impala er 34 år gammel, mærkes ikke, for han rummer en helt særlig aura af forlænget ungdom. Det er ved at være frokosttid på det særdeles fashionable hotel nær Piccadilly Circus, vi befinder os på, men på trods af dette antyder Parkers søvnige vaghed og stof-klipklapper, at det ikke er længe siden, han stod op. Hans fremtoning minder mest af alt om en mand med barnlig smag, når han sidder der med sit karakteristiske lange hår og skæg, iført jeans og en cardigan fra Starsky & Hutch. 

Med sin svage vestaustralske dræven fortæller han, at han har været i London mange gange, ”men at han altid er blevet kørt rundt, og at han derfor aldrig aner, hvor han er på vej hen. For eksempel har jeg ingen idé om, hvor jeg er lige nu”. Han kigger ud ad vinduet, der har Regent Street under sig. ”Det virker ret fornemt dernede,” siger han. 

Meget popmusik er bundet op på det at være ung, men særligt psykedelia synes at være noget, der hører ungdommen til. For eksempel er det svært at forestille sig The Beatles lave ”I Am the Walrus” som 64-årige. Det skyldes selvfølgelig rusmidlerne, det kan man ikke komme udenom, men det har også noget at gøre med selve musikkens hedonisme. Med glitrende synthesizere, kompakte lag af guitareffekter, gigantiske melodilinjer og sin døsige vokal er Parker fyldt til bristepunktet med eskapisme.

Det har ført ham fra den lille, men frugtbare undergrundsscene i hans hjemby Perth til adskillige samarbejder med superstjerner på tværs af genrer. Han er blandt andet krediteret som enten sanger, sangskriver eller producer på numre ”Violent Crimes” af Kanye West, ”Same Ol' Mistakes” af Rihanna, ”Perfect Illusion” af Lady Gaga og på Kendrick Lamars ”Backwards”. Han har spillet euforiske shows som hovednavn med sit turnerende band på blandt andet Glastonbury og Coachella, og til maj kan man forvente endnu et til All Points East i London. 

Artiklen fortsætter under videoen til "Lost in Yesterday" fra albummet The Slow Rush:

Den elastiske tid

Det hele har dog en pris. ”Hver gang jeg vender hjem til Perth, er folk lige kommet dén del videre i deres liv,” fortæller Parker. Ægteskaber, børn, ordentlige jobs. ”Jeg har ofte tænkt, at det var mig, der efterlod folk derhjemme, men i virkeligheden er det mig, der er blevet efterladt.” 

På trods heraf tyder det på, at Parker ”indhenter det, han ikke har kunnet nå”, som han beskriver det. Sidste år blev han gift med Sophie Lawrence – en gammel skoleveninde, han har kendt, siden de begge var 13 år. Han fortæller mig, at de ville elske at få børn sammen. Også i musikken finder man en anderkendelse af den tid, der har passeret forbi. Tame Impalas fjerde album The Slow Rush blander prismatisk pop med en drømmende elektronisk lyd og et strejf af Supertramps soft-rock i sange, der handler om familie, nostalgi og det at blive ældre og miste sin ”kant”. 

Titlen refererer til tid og dens tilsyneladende elastiske egenskaber. ”Hvis du stirrer på uret, kravler det af sted, men så snart du bliver distraheret, løber tiden af med dig,” siger Parker. ”Som mennesker er der så meget, vi kunne nå at gøre, men på en eller anden måde vinder tiden altid over os. Hvordan sker det lige?” 

En af de mest slående sange på albummet er ”Posthumous Forgiveness” – en oprigtig, todelt elektro-ballade, der omhandler Parkers afdøde, Zimbabwe-fødte far. Han var bogholder i et mineselskab og spillede i band i sin fritid, men frarådede sin søn i at gøre en karriere i musik. – Han levede lige længe nok til at indse, at han havde taget fejl, fortæller Parker efterfulgt af et nervøst grin. ”Men hvis ikke det var for ham, var jeg aldrig blevet musiker.” 

Han mener, han har sit frie sind fra sin sydafrikanske mor, der arbejder som sekretær for et advokatfirma, men også ”bestiger bjerge i stor stil og tager på cykelture til Vietnam og sådan noget”. Parkers forældre blev skilt, da han var tre år gammel, og han boede sammen med sin mor, indtil han blev 11 år, hvorefter han flyttede ind hos sin far. I en tidlig alder var han draget af musik og produktion ligeså meget som selve det at spille musik. Han lærte at spille på trommer, guitar og keyboard og eksperimenterede med optagelsesudstyr og multi-track-optagere i sin fars garage. 

Artiklen fortsætter under "Posthumous Forgiveness" fra albummet The Slow Rush:

LSD, buddhisme og vegetarisme

Efter sin fars død tog Parker en masse LSD, men ikke som et bevidst terapeutisk kneb, insisterer han. ”Jeg ville have taget syre, hvad end min far var i live eller ej. Jeg var alligevel en ’weirdo’ dengang. Jeg var en del inde i buddhisme og var også vegetar i fem år. Jeg sagde til mig selv, at det var min måde at forstå døden på, for jeg talte ikke rigtigt om min fars død. Jeg græd heller ikke. Jeg er en australsk mand, men jeg er også den her stenede hippie, så min hjerne sad på en måde fast imellem de to typer tænkning.” Det lyder nærmest logisk, svarer jeg ham. ”Det er jeg glad for, der er nogen, der synes.” 

Perth lyder som et stimulerende sted at vokse op. Helt isoleret fra resten af Australien har byen haft glæde af så forskellige talenter som Tim Minchin, der har komponeret sangene til Matilda the Musical, indiebandet The Triffids; drum’n’bass-gruppen Pendulum og psykedeliske Pond, som Parker er tidligere trommeslager for. Jeg forestiller mig en af de der små, incestuøse scener i Seattle i 1990’erne, men med flere barbecue-aftener. ”Det var ret konkurrencepræget,” fortæller Parker.  ”Alle sammenlignede sig med alle.” 

Men byen har da budt på så meget vidunderlig musik? ”Ja, men det meste af det kommer fra cirka ti personer. Det får mig til at tænke, og jeg undrer mig, for var Seattle-scenen overhovedet en egentlig scene?” 

Den kontrastfyldte måde, hvorpå Parker omtaler Los Angeles er slående. ”Modsat folk i Australien lider folk i USA ikke af ’the tall poppy syndrome’ – en kultur, hvor mennesker med succes bliver angrebet og kritiseret, fordi de bliver betragtet som overlegne. ”I USA siger de altid ’godt for dig, mand’. Alle hjælper hinanden, og det er faktisk nok den mest samarbejdsvillige scene, jeg kender til.”

Det var i L.A., at Parker havde, hvad han kalder for en åbenbaring, der involverede Bee Gees og magiske svampe. ”Jesus, den episode er kommet tilbage for at hjemsøge mig,” siger han og griner lidt. ”Jeg har bare brugt det som et eksempel på en tid, hvor jeg fandt ud af, at rigtig simpel pop kan være ekstremt dybt og bevægende. Jeg cruisede rundt i L.A. med min ven, Farmer Dave, og prøvede at få tankerne væk. Han laver mandelmælk med cannabis, tror jeg nok. I hvert fald spillede ’Staying Alive’, og jeg tænkte bare – fuck, den her lyd er fantastisk!” 

Alt imens Parker fortæller, at denne episode ”knap nok kan betragtes som et vendepunkt, hvad angår hans kunstneriske retning,” siger det noget om hans nyfundne måde at nyde pop på. Hans arbejde med West, Rihanna og lignende har gjort ham mere åben over for ”eksperimenteren og har ligeledes fået lidt af frygten for det til at fordufte”. 

West er kendt for at tænke og arbejde stort med en hær af musikere, sangskrivere og producere – hvoraf mange ender på gulvet i klipperummet. Da rapperen arbejdede på udgivelsen af albummet Ye, blev Parker inddraget til at arbejde på sangen ”Ghost Town”. Det fungerede dog ikke, og uden Parker selv vidste af det, endte hans arbejde på et helt andet nummer fra Kanye med titlen ”Violent Crimes”. 

Og dog er det netop det kaotiske overskud, der ”giver mig så meget mere respekt for folk som Kanye”, fortæller han. ”De kan tage al den information og koge det ned til et virkelig stærkt nummer. For mig er det ret nemt – jeg lægger bare lydene i lag og færdiggør sangen.” 

Han beundrer også Wests evne til at være hensynsløs og turde efterlade og give op over for ting. ”Hvis jeg først har tænkt på en melodi, jeg synes er god, er der ingen anden mulighed, end at den skal med i sangen. Haha.”

Artiklen fortsætter under "Borderline" fra albummet The Slow Rush:

Vågnede op i flammehav

Parkers forhold til L.A. står ham så nært, at han har fundet bolig der, så han og hans kone kan fordele deres tid mellem den amerikanske vestkyst og det vestlige Australien og jage den endeløse sommer. En jagt, der i sig selv kan være en ulempe i en overophedende verden. 

Parker boede i Malibu, da området blev ramt af naturbrande i 2018. Selv beskriver han at vågne op og se ”flammer over bakken,” alt imens han modtog en besked fra sin manager, der lød: ’Hvad sker der? Står alt i flammer?’ ”Himlen var i en helt mærkelig brunlig, blå farve. Jeg googlede ’Malibu’ og fik et rødt banner frem, hvorpå der stod ’evakuering’.” 

Parker skyndte sig at forlade huset – det eneste, han tog med, var den bærbare computer, hans musik ligger på samt hans Paul McCartney-associerende Höffner-bas. 

Der er en ligefremhed i den måde, hvorpå Parker fortæller sin historie. Interviewet er lavet før den nylige række af brande i Australien, men, som han også fortæller, er ”skovbrande ikke så fremmede for mig”, når man vokser op i Perth i Australien. Ikke at dette nødvendigvis bør forstås som apati over for klimaforandringerne – tværtimod, for spørger man Parker, trumfer de grønne problemstillinger om klimaet alle andre: ”Alt andet er bare mennesker, der diskuterer om mennesker”. Dog har Parker aldrig har været særlig udtalt politisk aktiv, hvilket han også indrømmer: ”Det ikke at gøre noget positivt med den position, jeg er i, er uansvarligt.” 

Så vær beredt på, at albummet efter dette bliver et økologisk bevidst synth-opus. Og dog, for det er svært at forestille sig Parker som en musikalsk version af Greta Thunberg. Han er langt mere forsigtig og afdæmpet end sine melodier og giver da også indblik i, hvordan det står til med nerverne i forhold til modtagelsen af det nye album: ”Jeg ser selvsikker ud, men indeni er jeg faktisk et skælvende rod.” 

Jeg spørger ham, om han er perfektionist: ”Det tror jeg ikke, jeg er. Jeg har bare ikke lyst til at udgive ting, der er lort. Hvad er forskellen?... Nå, der er måske ingen.” 

Parker gemmer sit mest ekstravagante selv til Glastonbury. ”Det er som en utopi,” siger han. ”Jeg har aldrig før været et sted på denne jord, der rummer en bedre stemning – helt konsekvent. Også selv hvis man ikke er fuld. Det er lige så sandsynligt at se børn vandre langs stierne af mudder som forældre, der skubber en barnevogn. Alle er inkluderet, og det er ikke tilfældet ved alle festivaler.” 

Tag for eksempel Coachella, den store og højglanspolerede festival i Palm Springs, hvor det at posere på Instagram er næsten lige så vigtigt som selve musikken. ”Coachella er Coachella,” siger Parker diplomatisk. Han fortæller, at han nød sin optræden forrige år som headliner og stand-in for Justin Timberlake, der måtte aflyse, men beskriver det også som: ”Halv festivaloptræden og halv promovering. Vi brugte en masse penge, hyrede en kreativ direktør og kastede os ud i det med hovedet først. Jeg tror, vi klarede den, men vi tjente heller ikke nogen penge på den optræden – så helt utopisk var det ikke. I stedet var det en episode fyldt med spørgsmål såsom: ’Er min konfettikanon større end Beyoncés’?” (Det var den). 

For en stigende stjerne som Parker ville det være let at blive besat af den slags. Han synes dog mere ivrig efter at gå i den modsatte retning. ”You’re not as young as you used to be”, lyder en linje på nummeret ”It Might Be Time på det nye album. ”You’re not as cool as you used to be”. Måske ikke, men han er mere betagende end nogensinde. 

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Et stort bevis på, hvad Kevin Parker har mest lyst til

Hør "It Might Be Time" fra albummet The Slow Rush:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA