x

GAFFAs Coronakanon del 2 – En hyldest til døden og livet

GAFFAs Coronakanon del 2 – En hyldest til døden og livet

Der er krise i Danmark. Folk er isolerede, frygten for apokalypsen er over os, og indimellem føles det, som om samfundet er ved at brække sammen under vores fødder. Eskapisme er vigtigere end nogensinde, og en masse fans søger mod musikken i disse tider.

Derfor har GAFFAs skribent Simon Heggum sat sig for at konstruere en serie artikler om albums, der kunne have en vis relevans i forhold til samtiden, frygten og længslen efter noget, vi ind til for nylig tog for givet. Så velkommen til en artikelserie, der belyser en række album, som på den ene eller anden måde er blevet overset i sin samtid, og som vi passende kan bruge tiden på at gå på opdagelse i igen. Vi har valgt at kalde denne artikelserie for GAFFAs Coronakanon.

Eels – Electro-Shock Blues (1998) 

Med døden som passager – En mands kamp mod verdens alvor

Døden er det største tabu i samfundet. Det er efterhånden et citat, der er blevet voldbollet af så mange psykologi-typer, at jeg ikke aner, hvem der har sagt det først. Men der kan alligevel være noget om det, når en så stor en del af verden stadig har svært ved at tackle død. I disse pandemitider, hvor alle forhåbentlig søger indenfor, er det, som om døden rykker nærmere. Gennem skærmen og ind i den enkeltes virkelighed. Det er pludselig blevet samfundsansvar – en fælles pligt – at søge for, at de svageste ikke dør af COVID-19. Gaderne er tomme, hospitalerne er overfyldte, og de gamle og svage køres ind bag løs og slå. Døden ånder os i nakken i disse dage.

I 90’erne åndede døden også Mark Oliver Everett – også kendt som E – i nakken. E er et ret unikt tilfælde på den internationale, alternative scene, på hvilken han har vadet rundt som et stort, larmende, hamskiftende spøgelse de sidste 25 år. De senere plader fra E’s band Eels – efter det sidste væsentlige værk Blinking Lights (And Other Revelations) fra 2005 – har ikke nået de store værker fra 90’erne og 00’ernes standarder, men alligevel har E formået at holde en original og selvstændig tråd gennem samtlige af sine produktioner. Eels har udviklet sig, siden debuten Beautiful Freak fra 1996, fra at være en 90’er-ironisk althybrid til et amerikansk rockcirkus med stærke rødder i bluesen.

Vi skal dog sætte fokus på 1998, og efterslæbet af en sær tid for E. Bandet havde haft stor succes med Beautiful Freak, hvor især ”Novocaine for the Soul” blev lidt af en verdensplage. Nogenlunde samtidig mistede E først sin søster Elizabeth til selvmord og derefter sin mor til cancer. For at det ikke skal være løgn, døde Es far, fysikeren Hugh Everett III, også i sin tid af et hjerteanfald. E var den første til at finde ham, i en alder af 19 år.

Døden var altså lige i hælene på E, der første år af gennembruddet, og samtidig skred bandets bassist Tommy Walter i kølvandet på Beautiful Freak-turneen. Så da E skulle skrive sangene til opfølgeren, var Eels reelt set kun ham og den fantastiske trommeslager og bandmaskot Butch – Eels faste opstilling i mange år efter. Eels havde haft et globalt hit med ”Novocaine for the Soul”, men formåede ikke at følge den op med de efterfølgende singler, selvom ”Susan’s House” var tæt på.

Andet album skulle derfor redde Eels ud af det one hit wonder-mærkat, der efterhånden så uundgåeligt ud. E skulle følge Beautiful Freak op, skrive et hit og holde skansen for at bevise, at Eels var kunstnerisk – og ikke mindst økonomisk – rentabel. E var en mand i knæ, da han skrev sangene til Electro-Shock Blues, og når man sidder tilbage og lytter til pladen, med forhistorien i mente, kan man ikke lade være med at undre sig over, at manden overhovedet kom igennem indspilningen. Man undrer sig også over pladens lyd og sangene, når man tænker over, at E på dette tidspunkt var den eneste, der havde overlevet af sin nærmeste familie. Last man standing!

Begravelsesfest

Man skulle netop tro, at lyden af Electro-Shock Blues er lyden af en angrende, trist og dyb melankoli eller et vredt gotisk mørke. Men selvom oplægget er alvorligt – tabet af moderen, faderen og søsteren – valgte E i stedet at forsøge at grine ad hele situationen. E har siden udtalt, at optagelserne til pladen var nogle af de lykkeligste (og mest kreative) stunder, han har haft med Eels. Selvom der er mange melankolske, akustiske øjeblikke på Electro Shock Blues, så er lyden langt hen ad vejen præget af modsatrettede virkemidler, som på en måde understreger vanviddet i dødsfaldene og måske især det tragikomiske i E’s personlige situation.

Samtidig svælger E – og Eels – en anderledes, morbid humor, som har fulgt bandet siden deres debut. Den sorte humor går som et spøgelse gennem alt fra tekst, til instrumentering på albummet. Eels’ lydunivers var, på dette tidspunkt, præget af samtidens brug af samples og elektroniske beats, men kombinerede den med en stærk, personlig og ærkeamerikansk sangskriver-tradition samt en meget speciel glæde for legetøjsinstrumenter. Det, du kan høre klimpre gennem mange af pladens skæringer, hvor børneklaver og klokkespil mødes med distortede basser og samples. Dette var i mange år Eels’ ultimative virkemiddel. En slags barnlig uskyldighed, der skaber en djævelsk kontrast til sangenes oftest alvorlige og eksistentielle emner. Det er på mange måder på Electro-Shock Blues, at Eels for alvor starter.

Teksterne på pladen er dybt personlige, men hovedpersonen er ikke kun E selv, da han bruger en del strofer og tekstbidder fra notesbøger, som hans søster Elizabeth (kaldet Liz af familien) havde efterladt. Liz og E blev opdraget af en presset mor og en endnu fjernere far. Faderen – Hugh Everett III – var fysiker og er bedre kendt som udvikleren af teorien om parallelle verdner. Altså idéen om, at hvert valg, vi tager, skaber en parallel dimension, hvor en anden version af os har truffet et andet valg. Disse abstrakte tanker gjorde, at faren, dybest set selv levede i en parallel verden, der endte med at tage livet af ham.

Denne mangel på autoritet havde kastet søskendeparret ud i forskellige destruktive vaner, og for Liz havde dette udviklet sig til en dyb personlighedsspaltning og en alvorligt stofmisbrug. Liz havde haft et turbulent liv, hvor hun konstant var ude og inde af psykiatriske hospitaler og afvænning.  I kølvandet på udgivelsen af Beautiful Freak slugte Liz en pakke piller og skrev et afskedsbrev om, at hun ville være hos faderen i den parallelle verden. Liz efterlod E en masse noter, og da han tog beslutningen om at skrive sig ud af krisen, var det naturligt at inkorporere de mange, oftest dybt personlige og groteske noter fra Liz ind i sangteksterne. På mange måder er Liz ghostwriter på pladen. I ordets bedste forstand.

Dette er vigtigt for at forstå åbningen af Electro-Schock Blues og faktummet, at psykofarmaka, spændetrøjer og gittervinduer går igen i symbolikken på de 16 sange, blandet med fragmenterede barndomsminder og drømmen om døden som den ultimative eskapisme. Åbneren ”Elizabeth on the Bathroom Floor” bliver ikke mere morbid end noget andet på pladen. Vi kan ligesom godt regne ud, hvad Liz laver på det gulv, og på sangen synger E fra sin søsters synsvinkel.

Sangen er, som mange af balladerne, orkestreret som en børnesang, med en opstemt guitar og et Disney-agtigt mellotronkor, der brummer med i baggrunden, mens E, som Liz, beskriver sin sidste tid før det endelige valg. Sangen lyder som et alternativt selvmordsbrev, når E synger ”Waking up is harder when you wanna die”. Hjerteskærende er sangens konklusion, mens Disney-koret tager en anderledes truende drejning:

My name is Elizabeth

My life is shit and piss

Artiklen fortsætter under sangen

Hvad følger efter søsterens død? Begravelsen naturligvis! På “Going to your Funeral (Pt. 1)” møder vi en ekstremt desillusioneret E, der i en sær sump af loopet swamp-blues, med faretruende bas og den karakteristiske klimpren af celeste, ser sin hjælpeløshed i øjnene gennem en dissekering af begravelsesritualet og afsavnet af hans søster:

Look at all the people with

The flowers in their hands

They put the flower on the box

That’s holding all the sand that was

That was once

That was once you

Artiklen fortsætter under sangen

Det er grove løjer, vi har med at gøre her, mine damer og herrer! Intet mindre. Herefter følger den orgelmættede surf-dødedans ”Cancer for the Cure”, som indeholder et decideret killer groove fra trommeslager Butch, mens E forsøger at sælge døden som den ultimative fetich! Døden i det moderne forbrugersamfund. Canceren, som på daværende tidspunkt var ved at æde E’s mor op, samtidig med at han også mistede andre venner til den forfærdelige sygdom. De småkomiske, sarkastiske kommentarer og en døende bedstefar, der ser pornografi, skal forstås som E, der dybt sarkastisk griner ad alvoren.

Artiklen fortsætter under sangen

Endnu skæggere bliver det på den sindsforvirrede popsang med den sigende titel ”My Descent Into Madness”, der på overfladen lyder som en brillant lille bagatel af en indiepopsang, med celeste og et fængende ”lala”-refræn. Går man i dybden, opdager man dog hurtigt, at sangen handler om E (eller Liz), der sidder i skjul af verden og kigger up på folket, mens de forsvinder i en sky af vanvid, narkotika og skizofreni. Det er meget sigende, at sangens anden hooklinje er:

Voices tell me

I’m the shit

Artiklen fortsætter under sangen

Når ens egen psyke vender sig mod en, og man ender med at blive så selvdestruktiv, at der ikke er en vej tilbage. Pludselig bliver ”lala”-omkvædet en uhyggelig psykopats messen. Lyset viser sig på den smukke ballade ”3 Speed”, hvor E besøger sin og søsterens barndom og forestiller sig at være i hendes sted, hvor hendes fatale depressive tanker allerede viser sig i hendes uskyldige barndomssind. Vi har at gøre med en pige, der egentlig bare vil være et normalt barn (”Want a pony and a birthdaycake/Want a party with a scary clown”), men samtidig indrømmer den udødelige linje:

Life is funny

But not ha-ha funny

Artiklen fortsætter under sangen



På den jazzede ”Hospital Food” beskriver E gennem dybsort galgenhumor menneskets dødelighed. Du ved aldrig, hvornår det sker, og pludselig så ligger du på hospitalsgangen og brokker dig over den mad, det velmenende personale serverer for dig (”it’s gonna help the medicin to go down”).

Artiklen fortsætter under sangen

Selvom det gode humør er til at tage og føle på, bliver den gale boogiestemning hurtigt totalsmadret af titelsangens dybe, sorte alvor. En tekst der, ifølge E selv, er baseret på en note, han fandt i Liz’ efterladte scrapbøger, som var sætningen ”I am ok” hundrede gange. Naturligvis afsluttet med ”I’m not ok”. Den dybt hjerteskærende tekst bliver reciteret på en lydmæssig baggrund, der kaster hilsener til pladens åbning og igen lyder som en vuggevise, mens E synger:

Skin is crawling off

Mopping the sweaty drops

Sticking around for this shit

Another day

Another day

No another day

Artiklen fortsætter under sangen

Den efterfølgende “Efils’ God” kan i første omgang virke noget underlig for lytteren, i sit sære hiphoppede, lettilgængelige univers. Men graver man ned i teksten, bag det funky groove og de baglæns cellosamples, går det op for en, at det, der føles godt er ”det fatale valg” i gerningen selvmord, og derfor ligger sangen i tematisk forlængelse af ”Electro-Schock Blues”, hvor Liz stadig gjorde et forsøg på at blive i de levendes verden. Når E synger. ”Efils good and the time is right/I’ll bundle up and slip away”, skal det altså tages helt bogstaveligt. Dette giver god mening da vi, efter en instrumental reprise af ”Going to Your Funeral” får pladens mest lettilgængelige sang leveret i form af ”Last Stop: This Town”.

Artiklen fortsætter under sangene

Sangen er baseret på en oplevelse, kort efter Liz’ død, hvor E’s nabokone så ”ånden af en ung kvinde” flyve ind i hans lejlighed. For E var det en stor selvfølge, at det var Liz, og sangen, hvor E forestiller sig at flyve med hende tilbage til der, hvor hun kom fra, er både utroligt sørgelig og sært opløftende, komplet med dj-scratch og melodisk grunge-guitar. Måske det mest umiddelbare popmoment på Electro-Shock Blues. ”Baby Genius” – muligvis pladens svageste nummer – leder ind i en af pladens bedste sange – og måske en af de bedste sange, E har skrevet nogensinde.

Artiklen fortsætter under sangen

At klatre ind i månens lys

Det er svært at beskrive – eller tale om - en sang af så høj kvalitet som ”Climbing to the Moon”. Sangen er simpel, samtidig med at den besidder et fuldstændig underskønt omkvæd. Et af den slags omkvæd, hvor man ikke kan lade være med at tænke, at E må have vidst, at han havde fat i den lange ende, da han skrev sangen.

Teksten er igen baseret på Liz’ tanker og noter, men på en eller anden måde opsummerer sangen hele miseren i grænselandet mellem vanvid og død. Versene er egentlig bare en beskrivelse af livet på et psykiatrisk hospital, hvor E – eller Liz – lige så stille mister fodfæstet og sig selv, mens savnet efter en anden virkelighed bliver større og større. Illusionen om døden som den eneste udvej beskrives først i andet vers:

Got a sky that looks like heaven

Got an Earth that looks like shit

And it’s getting hard to tell where what I am ends

And what they’re making me begins

Jo mere ”hjælp” fortælleren får (hvilket mest af alt lader til at være temmelig stærk medicin), jo  længere mod afgrunden drives fortælleren, indtil det kulminerer i det føromtalte, hjertevridende omkvæd, komplet med Grant Lee Phillips på kor og banjo:

I won’t be denied this time
’Fore I go out of my mind over matters
Got my foot on the ladder
And I’m climbing up to the moon

Det er åndeløst smukt og samtidig virkelig sørgerligt, da fortælleren endelig klatrer mod Månen som den uundgåelige skæbne. Op mod himlen. Væk fra dette liv. Der er en grund til, at E selv nævner ”Climbing to the Moon” som en af de sørgeligste sange, han overhovedet har skrevet, for det her er ikke for sarte sjæle. Samtidig er det en sang, som burde være en evergreen på højde med ”Hallelujah”, ”Into My Arms” og ”Like a Rolling Stone”. Så svimlende godt er det faktisk.

Artiklen fortsætter under sangen

Døden tikker ind
At toppe en sang som ”Climbing to the Moon” er nærmest umuligt, og E gør det heller ikke på Electro-Shock Blues. Og alligevel er der masser at komme efter i de sidste fire sange. De to akustiske ballader ”Ant Farm” og ”Dead of Winter” bliver oftest overset, og dette er trist, da de begge besidder utrolig stærke melodiforløb og gode tekstlinjer. ”Ant Farm” er en tematisk forlængelse af ”3 Speed” indeholdende den fantastiske linje:

Hate a lot of things

But I love a few things

And you are one of them

Artiklen fortsætter under sangen



“Dead of Winter” er måske det meste triste nummer på hele pladen – faktisk endnu mere sørgelig end “Climbing to the Moon”. Sangen af et øjebliksbillede af E, der står uden for hospitalet, hvor hans mor er indlagt, og stille og roligt indser, at hun nok også snart skal dø som endnu et offer for canceren:

Well I was thinking how it must feel

To see that little light

And watch it as it disappears

And fade into

Fade into the night

Andet vers beskriver i detaljer moderens afsluttende kemoforløb, og hvordan tuschstregerne på hendes krop skal guide lægerne. ”Dead of Winter” er måske den sang, hvor vi kommer tættest på virkeligheden, og man føler nærmest, man står i kulde, foran hospitalet med E, mens man venter på moderens endelige dom fra lægerne.

Artiklen fortsætter under sangen

Den efterfølgende ”The Medication is Wearing Off” virker en anelse malplaceret, da lyden pludselig klinger af de mere udadvendte numre fra pladens åbningsssange, og de dybe, aggressive beats står i meget skarp kontrast til de engleblide celeste-klokker og dreampop-guitaren.

E rapper næsten på sangen, men lyder nærmere som en mand, der nærmest har opgivet at synge den egentlige melodi. Måske fordi medicinen er stoppet med at virke? Teksten er mere fragmentarisk end nogen andre tekster, og sangen vidner om den tomhed, man føler som den efterladte. En følelse af tomhed, E især må have haft, da han ved moderens død, efter udgivelsen af Electro-Shock Blues, stod som den eneste overlevende tilbage af sin nærmeste familie. Som han synger på sangen:

See this watch she gave me?

Well it still ticks away

Artiklen fortsætter under sangen

P.S. Når enden er god.

Var pladen endt her, havde Electro-Shock Blues måske været for meget af det gode. Den havde i hvert fald været et utroligt tragisk og dystert øjebliksbillede af et menneske, der mister alle sine nære inden for utrolig kort tid. Men i stedet slutter pladen med den overstadige ”P.S. You Rock My World”. Det er her, at E viser, at han ikke bare er en hvilken som helst sangskriver, men også én, der forstår vigtigheden af et narrativ. For det er ”P.S. You Rock My World”, der gør Electro-Shock Blues til noget så sjældent som et optimistisk album om død. Hele pladen igennem har E forsøgt at sorgbehandle sig selv gennem 14 sange, hvor han enten har beskrevet de døende familiemedlemmer, sat sig i deres sted eller spejlet samfundets syn på den uundgåelige ende. På ”P.S. You Rock My World” kommer E endelig videre igen. På papiret kan sangen virke malplaceret – især hvis man har hang til dystre, utilnærmelige plader fra ’90’erne. Det kan også virke en anelse banalt, at E åbner sangen med:

I was at a funeral the day I realized

I wanted to spend my life with you

Men samtidig er sangen så sindssygt livsbekræftende, efter man har siddet Igennem 14 sange om død. Og man under virkelig den hårdtprøvede mand endelig at komme videre efter alt det tab, sorg og død, han har været igennem. Musikken er blid, tyk af strygere, og E synger anderledes tilbagelænet, end han har gjort på resten af pladen.

Teksten er naivistisk og beskriver E's fornyede syn på verden og beskriver alt fra ikke at få det rigtige beløb tilbage i penge eller en kvinde, der fejlagtigt tror, at han arbejder på en bilvask. E har accepteret tingenes forgængelighed, og det har bragt ham et nyt perspektiv og en fornyet optimisme. Eller som han selv synger det i pladens sidste strofer, inden sangen fader ud i stilheden:

Maybe it’s time to live

Artiklen fortsætter under sangen



Dødens cyklus og livets triumf

Electro-Shock Blues er ikke blot E og Eels’ hovedværk, men var også en nødvendig plade for, at Eels kunne fortsætte. Opfølgeren Daisies of the Galaxy fulgte de meget lysere toner fra ”P.S. You Rock My World” og kan på mange måder ses som den åndelige efterfølger til Electro-Shock Blues og er, trods den meget anderledes lyd, mindst lige så meget værd at tjekke ud som Electro-Shock Blues. Deres leverede Eels højdepunkter som Souljacker (2001) og det vanvittigt stærke dobbeltalbum Blinking Light and Other Revelations (2005). E er uden tvivl en af sin generations bedste sangskrivere, selvom der er længere mellem snapsene på de senere plader.

Jeg håber, det står klart for læseren, hvorfor jeg har valgt lige præcis Electro-Shock Blues som en del af GAFFAs Coronakanon. For pladen handler om en del ting, vi bør tænke ekstra over i disse kriseramte tider. Frygten for corona er, hos mange, også frygten for enten selv at stille træskoene eller miste nære relaterede – præcis som E gjorde det i tiden før og efter Electro-Shock Blues. Pladen er noget så sjældent som en lyttervenlig sorgbearbejdelse, der samtidig også viser, at der er lys ude i horisonten.

Vi kommer igennem alt fra cancer til selvmord og ender alligevel med at køre mod en lysende horisont med et åbent sind over for verden. Lige præcis dette skal vi også huske, når vi gradvist vender tilbage til et liv, som helt sikkert ikke er det samme, som det var før krisen. Vi skal lære af smerten og døden ligesom E og huske at sætte pris på de små ting. Lige præcis som E gør, når han midt i alt kaosset sætter pris på livet. Trods alt. For hvad fanden kan vi ellers gøre?

Måske er det tid til at leve?

LÆS OGSÅ: GAFFAs CORONAKANON (DEL 1): Et overset dansk mesterværk

Hør Electro-Shock Blues:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA