Volbeat rocker igennem på tredje album

Volbeat rocker igennem på tredje album

Volbeats danske pladedistributør har ladet GAFFA sniglytte til "Guitar Gangsters & Cadillac Blood", og det kan afsløres, at den aggressive metallyd og de dobbelte stortrommer er nedtonet til fordel for et mere direkte og rocket udtryk.

Her er en gennemgang af albummets sange:

1. "End of the Road" – Der lægges for med en stemningsfuld ét minut lang slideguitar-intro eksekveret gæstemusikeren Anders Pedersen.

2. "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" – Det nærmeste Volbeat har været et klassisk rock’n’roll-nummer med et omkvæd der sender tankerne i retning af kultkongerne i MC5 og de snart hedengangne svenskere i Hellacopters.

3. "Back to Prom" – Når Michael Poulsen har "Social Distortion" tatoveret på sin ene arm, kan det næppe overraske, at der før eller siden måtte komme en hyldest til – eller skal vi kalde det en musikalsk omskrivning af – idolet Mike Ness og hans band af samme navn. "Back to Prom" kunne med andre ord lige så godt være et Social Distortion-nummer.

4. "Mary Ann’s Place" – Efter en eksotisk klingende intro, brager sangen i gang med et typisk Volbeat’sk groove, der kun gøres stærkere af at Jon Larsen holder igen med de dobbelte stortrommmer. Og, nårh ja, så falder bomben: The Storm- og eks-Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl synger et halvt vers og duet med Michael Poulsen i omkvædene.

5. "Hallelujah Goat" – Dette sært betitlede nummer lyder som en krydsning af "Pool of Booze, Booze, Booza" og "Always, Wu" og markerer det første sted på pladen, hvor Volbeat genbruger af eget materiale.

6. "Maybellene i hofteholder" – Førstesinglen er allerede blevet kåret som "Ugens Uundgåelige" på P3, og de fleste har nok allerede hørt dette ikke alt for overbevisende forsøg på at lave en ny "Garden’s Tale".

7. "We" – Gæstemusiker Anders Pedersen kigger igen forbi med lap steel i introen og en herlig slide-solo i dette nummer, der bedst kan beskrives som en up-speedet punk-version af "Soulweeper".

8. "Still Counting" – Igen eksperimenterer Volbeat i introen, hvor bandet kaster sig ud i ska/reggae, der næsten lyder som No Doubt. Resten af sangen minder heldigvis mere om et andet Volbeat-nummer, "Mr. and Mrs. Ness".

9. "Light a Way" – En af de få semiballader på albummet. Formentlig en kommende single. Poulsen kunne godt have kaldt dette nummer for "Soulweeper #3". Det har han ikke gjort, men til gengæld prydes sangens omkvæd af et strygerensemble, der føjer et – i Volbeat-regi – hidtil uhørt episk udtryk til musikken.

10. "Wild Rover of Hell" – Tilsyneladende en hyldest til Metallica, som også nævnes i sangteksten. Michael Poulsens riffs minder umiskendeligt om klassisk Metallica og Slayer i det pumpende vers, og Jon Larsen giver den – med rette – gas på de dobbelte stortrommer i omkvædet.

11. "I’m So Lonesome I Could Cry" – På det første album fik Elvis Presley masser af hilsner med på vejen, på andet album var det Johnny Cash. Denne gang er det endnu en countrylegende, Hank Williams, der fortolkes i form af denne klassiske sjæler, der – bortset fra introen – minder mere om Me First & The Gimme Gimmes punkede udgave end om mesterens egen.

12. "Broken Man and the Dawn" – Den akustiske intro og Poulsens vokalmelodi minder næsten om The Kinks, men som sangen går igang, er det nærmere "I Only Wanna Be with You", man tænker på.

13. "Find That Soul" – Introen er stort set planket fra Black Sabbaths "Children of the Grave". Et af pladens tungeste numre; ellers ”klassisk” Volbeat. Måske netop derfor markerer sangen sig som en lidt kedelig afslutning på et ellers fornemt eksekveret værk.

14. "Making Believe" – Bonusnummeret er et cover af Kitty Wells’ hit fra 1950’erne, men Volbeats version er en ligegyldig efterabning af Social Distortions fra 1992.

"Guitar Gangsters & Cadillac Blood" sendes på gaden den 1. september, og udkommer desuden i et stærkt limiteret oplag med to live-bonusnumre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA