x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte David Byrne

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte David Byrne

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA maj 2010. 

David Byrne: En sang for Imelda

Den nemme løsning havde været at indspille et tre kvarter langt album med radiovenlige ørehængere. Men sådan fungerer David Byrne ikke. I stedet har han i fællesskab med Norman ”Fatboy Slim” Cook skabt et dobbelt-disko-konceptalbum om den tidligere filippinske præsidentfrue, Imelda Marcos, hvor vokalerne håndteres af ikke mindre end 20 forskellige sangere. Kom ikke og sig, at de store ambitioners tid er ovre i musikkens verden.

Første gang verden blev bekendt med Byrne og Cooks ambitiøse projekt, som bærer titlen Here Lies Love, var ved en teatralsk opførelse i marts 2006 i den australske by Adelaide. Her medvirkede imidlertid kun tre forskellige sangere, og det er således en ganske anderledes udgave af det store musikalske værk, som nu ser dagens lys.

Imelda Marcos' historie er ganske kompleks, hvorfor Byrne flittigt beskriver og forklarer de enkelte numre i materialet, der følger med, når man køber albummet. Han har valgt at tage udgangspunkt i forholdet til en af hendes tjenere, Estrella Cumpas, som dukker op i flere afgørende stunder i hendes liv. Her skal blot gives en helt grundlæggende introduktion af fortællingen, således at samtalen, der følger, også vil give mening for de ikke allerede indviede.

I 1929 blev Imelda født ind i en relativt fattig, romersk-katolsk familie, men hendes omgivelser afslørede med al tydelighed, hvor velstillet man kunne gå hen og blive i denne verden. Hun gik i sin ungdom op i at synge og blev også skønhedsdronning, og i 1953 mødte hun sin kommende mand, Ferdinand Marcos, der på dette tidspunkt var medlem af den filippinske kongres.

Efter de blev gift, krævede Ferdinand, at Imelda påtog sig rollen som hans politiske støtte, hvilket medførte et nervøst sammenbrud. Efter en tur til New York vendte hun imidlertid tilbage, forvandlet og klar til at støtte sin mand. Hun levede et overdådigt liv, hvilket hun blandt andet forsvarede ved at hævde, at det var for at udgøre en inspiration for de fattige.

I 1972 erklærede Marcos-parret undtagelsestilstand og sikrede sig derved præsidentposten på ubestemt tid. Den følgende periode var præget af voldsom korruption, underslæb, fængsling af politiske fjender og censur af pressen, alt imens Imelda gjorde sig som byggematador og etablerede adskillige kultur- og medicinalcentre på Filippinerne, ligesom hun købte adskillige bygninger på Manhattan. Derudover erhvervede hun sig også eksempelvis over 3000 par sko – den bedst kendte historie om Imelda, som Byrne bevidst har udeladt fra sin version af fortællingen.

I 1986 blev parret drevet i eksil i forbindelse med store politiske optøjer, og der blev anlagt intet mindre end 9001 sager imod parret. Ferdinand døde tre år senere, og i 1991 kunne Imelda vende tilbage til sit hjemland, hvor hun genoptog sin politiske karriere, som hun stadig er engageret i.

Et forsøg på at forstå hr. og fru Marcos

GAFFA mødte David Byrne i London, hvor han i en blanding af indlevende entusiasme og hyppige latterudbrud svarede på alskens spørgsmål om historien bag værket, arbejdet med albummet og sit syn på Marcos-parret.

Kan du huske den allerførste gang, du hørte om Imelda og Ferdinand Marcos?

– Det kniber lidt. Det har nok været dengang, de var unge og glamourøse. Time Magazine havde en fotoserie om "den smukke Marcos-familie". Det var lidt ligesom Kennedy-familien. Og så kan jeg huske, at jeg hørte om dem, da jeg gik på universitetet – om alle optøjerne og eksplosionerne og undtagelsestilstanden. Jeg forstod det aldrig helt, men det lød bare som om, alting var et fuldkomment rod. Da jeg så blev ældre, kan jeg huske, at man kunne følge deres detronisering. Den del husker jeg meget tydeligt, og i min research har jeg naturligvis lært meget mere om dem.

Du har sagt, at det, der interesserede dig mest ved Imelda Marcos' historie, var spørgsmålet om, hvad der driver magtfulde mennesker. Nu hvor du har været indhyllet i hendes historie i årevis, har du så fundet et svar?

– Ja, lidt. Meget af det har med psykologiske aspekter at gøre. Det er afgørende, hvad der sker i vores barn- og ungdom. Det er en kliché at pointere det, og vi har allerede set det i en million film, men der er noget sandt i det. De dæmoner, vi tager med os, er det, der driver os til at gøre ting senere i livet. Da Marcos-parret erklærede undtagelsestilstand, og pressen blev censureret, og det blev muligt for dem at fængsle deres fjender, så blev alle reglerne nærmest ophævede. De havde fuldkommen magt. Og når hvem som helst ender i den situation, er det uundgåeligt, at de misbruger deres magt. Det er ikke på grund af en psykologisk brist i hende. Jeg tror vitterligt, det bare er menneskets natur – at når man tror, at man kan gøre hvad som helst, så sker der forfærdelige ting.

I hvilket omfang er du sympatisk over for Marcos-parret?

– (tænker i lang tid) Jeg prøver egentlig bare at forstå dem – uden at bifalde dem og deres handlinger. Det er en hårfin grænse, når man prøver på at sætte sig ind i folks liv og prøver på at forstå, hvordan de blev til det, de blev, og hvorfor de traf de beslutninger, de gjorde. Jeg kan godt forstå, at det kan lyde som om, jeg bifalder hende og har sympati over for hende – men det håber jeg alligevel ikke, at det gør. Jeg håber bare, at jeg lader folk høre hendes side af sagen – hvad hun tænkte, og hvad der drev hende.

Da jeg læste op på Imelda Marcos' liv, slog det mig, hvordan hendes fysiske skønhed og sangstemme igen og igen syntes at imponere og påvirke hendes omgivelser.

– Ja, især da hun var yngre, var hun virkeligt smuk og meget charmerende. Hun var venlig og udadvendt. Hendes sangstemme skal man dog lige udvikle smag for først. Jeg har hørt nogle forskellige indspilninger med hende, og det er ikke rimeligt at sige, men hun havde nok ikke lige været et af mine første valg til det her album! (griner)

"Der må have været nogle piller involveret"

Som barn var hun relativt fattig, mens hendes omgivelser afslørede, hvor rige andre mennesker var. Er det noget, du kan relatere til – følelsen af at være tilskuer til et liv, som du ville ønske var dit eget?

– Ja, bestemt. Jeg kan sagtens nikke genkendende til det at være en outsider – ikke økonomisk eller sådan i forhold til sociale klasser. Det gik jeg vist ikke så meget op i. Men følelsen af ikke at passe ind – hvor jeg ville spekulere på, om der mon var noget galt med mig, og på hvordan jeg kunne bevise, at jeg var noget bevendt. I hendes tilfælde handlede det om det filippinske klassesystem, som kan være meget voldsomt. Der er de her meget magtfulde og indflydelsesrige familier, og der er også et racebaseret hierarki. Det handler om at være lys i huden. Det er bedre. Så de sælger massevis af afblegende hudcremer.

Den linje, der gjorde størst indtryk på mig i Walk Like A Woman var "if you loved me on the day we met, why must I be someone else?". Hvordan tolker du den forvandling, hun gennemgik efter sit nervøse sammenbrud?

– Det slår mig, hvor ufattelig hurtigt det skete. Hun havde sit sammenbrud, og så tog hun til New York, hvor hun blev tilset af en læge – og der gik måske en måneds tid, før hun vendte tilbage. Og derefter var der ingen problemer. For så stor en psykologisk forvandling er det virkelig gået stærkt. Jeg tænker, at der må have været nogle piller involveret. Det kan ikke udelukkende have været psykoterapi.

Du har selv beskrevet det at gå i terapi som at få det hvide snit, fordi man får alle sine kanter slebet af.

– (stor latter) Man kunne jo sige det samme om hende! Hun havde nogle ret vilde kanter, der stak ud! Efter forvandlingen smed hun sig jo fuldstændigt ind i livet som den politiske hustru, der kæmpede for sin mand, og hun blev til den, han ønskede, hun skulle være. Hun blev til den her charmerende værtinde, og hun klædte sig efter den rolle, og det havde hun ingen problemer med. Det synes jeg er chokerende.

Sangen Dancing Together omhandler hendes dyre vaner og "trang til at være smuk for folket" – hendes pligt til at være "en ledestjerne for de fattige". Tror du, der findes en sådan mekanisme – hvor fattige mennesker ser op til de rige og berømte og bliver inspirerede – eller er det bare en undskyldning for at leve et overdådigt liv?

– Jeg tror, det handler om begge dele. Rige folk bruger den til at retfærdiggøre deres overdådige livsstil, ligesom hun gjorde. Men jeg har tænkt over, hvorfor alle de her fattige mennesker i USA stemte på Bush. Han ville jo give skattelettelser til de rige – ikke til de fattige. De fattige ville blive fattigere eller i hvert fald forblive fattige. De ville jo ikke blive rige via den politik, han repræsenterede. Men jeg tror, de stemte på ham, fordi de på en måde kunne identificere sig med ham og tænkte "jeg vil være ligesom ham, og hvis jeg stemmer på ham, så blåstempler jeg mine personlige ønsker og drømme om at blive sådan". Det et er en slags psykologisk stemme, snarere end en pragmatisk, realistisk stemme.

Sammenblandet, men sammenhængende

Hvad er den største forskel på Norman Cook og andre folk, du har samarbejdet med gennem tiden?

– Norman bidrager med sin forkærlighed for loops og samples og trommelyde og alle sådan nogle ting. Selv om han interesserer sig for alt muligt forskelligt, så kan man virkelig høre ham i næsten alle de latin-agtige cha-cha-cha-sange. Det var noget, som han havde i sit arkiv, som vi arbejdede videre med.

Jeg læste i din dagbog, at han er mere groove-baseret, mens du fokuserer mere på akkordprogressioner.

– Ja, i løbet af de forgange år har jeg lært et par yderligere akkorder! (griner) Det var ikke altid, det var passende, men nogle gange ændrede jeg en akkord eller fik melodien til at bevæge sig anderledes. Det er meget sværere at gøre i groove-baserede numre, hvor der kun er en eller to akkorder. Men begge typer af sange har deres fordele.

Blandede I dem bevidst sammen?

– Ja, på titelnummeret eksempelvis. Norman var kommet med oplægget, som egentlig havde en fast basgang, men jeg ignorerede mere eller mindre, at den aldrig ændrede sig. Jeg tilføjede alle mulige akkorder, og vi var så nødt til at reparere bassen – men det gav nummeret en særlig styrke, at det foregik på den måde. Det blev helt ubønhørligt og trance-agtigt, og det var fedt at få frem.

I væsentligt højere grad end andre album, hvor der er en ny sanger på hvert nummer, føles det her album som et hele – ofte synes jeg end ikke, man lægger mærke til, at det er en ny person, der synger.

– Wow. Måske er sangskrivningen bare tilstrækkeligt sammenhængende. Men jeg tænkte over det aspekt, da jeg begyndte at invitere alle sangerne med om bord. Jeg tror, jeg startede med fire forskellige – bare for at prøve det af, og høre, om det ville lyde fuldkommen rodet. For folk skulle ikke tænke, "hov, hvis perspektiv er dét her? Vi er faret fuldkommen vild mellem alle de stemmer, der kommer imod os!" Det formåede vi at undgå, synes jeg. Jeg spillede numrene for venner og pladeselskabsfolk og spurgte dem, om de troede det ville fungere. Værket kræver rigeligt med forklaringer i sig selv, så jeg ville ikke forvirre folk!

Var der nogle af sangerne, der overraskede dig?

– Jo, altså... (stort grin) Der var en person, som ikke kom med på pladen, og som kom ind i studiet og sang med en meget, meget affekteret stemme. Fuldkommen anderledes end noget, jeg tidligere havde hørt med hende på hendes egne plader! Hun klarede sig end ikke igennem første take. Jeg sagde bare "det her kommer ikke til at fungere!". Men derudover var der kun positive overraskelser. Nogle af dem gjorde tingene på måder, jeg ikke selv havde forestillet mig. For eksempel havde Cyndi Lauper en meget analytisk tilgang til projektet. "Hvad føler hun i det her vers? Er det oprigtig vrede? Begejstring? Hvordan udvikler det sig? Bliver det mere intenst? Er hun lidt længselsfuld?" Hun pillede det helt fra hinanden, på samme måde som en skuespiller ville have gjort det med replikker i et manuskript.

Stoler på, at folk vil forstå albummet

Jeg lyttede til albummet både før og efter, jeg begyndte at dykke ned i hele historien, og det var et fint album til at begynde med, men det blev en helt anderledes oplevelse, når først den bredere forståelse kom på plads. Er du ikke bekymret for folks koncentrationsevne? Rent konceptuelt er det jo væsentligt mere komplekst end de fleste andre album.

– (griner) Ja, det ved jeg! 20 sange, som man ikke rigtig kan høre ud i ét! Måske hvis man nu skal ud på en lang køretur.

Eller man kunne sætte det på til en fest.

– Ja, det ville være perfekt! Men det er nok ikke et album, man bare sætter sig ned og bruger halvanden time på at lytte til. Det tror jeg er ret usandsynligt.

Men er du ikke bange for, at folk ikke forstår det? At de bare afskriver det som "David Byrne er blevet disko"?

– (griner og tænker sig godt om) Nej. Altså, måske tager jeg fejl, men det bekymrer mig faktisk ikke, for sangerne gjorde det rigtig godt, og sangene er meget fængende, og de to ting tror jeg tager hånd om dén sag. Jeg tror snarere, der kan opstå noget politisk polemik. "Hvorfor skrev du ikke om underslæbet og bruddet på menneskerettighederne?"

Føler du, at sangskrivere og musikere i almindelighed frembringer deres kunst for meget efter, hvad formularerne dikterer?

– Ja, det gælder da for nogle. Nogle gange hører du en fantastisk sanger eller sangskrivers nye plade, og så lyder det som om, de bare har holdt sig til formularerne og slet ikke har forsøgt at forny sig. Men samtidig synes jeg også, der sker en hel masse ting i musikkens verden, der inspirerer mig, og som kommer nye steder fra.

Du har fået Steve Earle til at agere Ferdinand Marcos i A Perfect Hand, hvilket skaber en ganske interessant stemning (stor latter fra Byrne) – hvordan faldt valget på ham?

– Hans stemme taget i betragtning mente jeg, at han kunne mestre den brovtenhed, som sangen påkrævede. Og velvidende hvor han står politisk, var jeg sikker på, at han ville finde det morsomt at være med i projektet – at han ville forstå, hvilken retning jeg forsøgte at gå i. At han synger fra Ferdinand Marcos' synspunkt, betyder ikke, at han bifalder ham!

Imelda Marcos vil gerne have "Here Lies Love" indgraveret på sin gravsten. Hvad vil du gerne have, der skal stå på din?

– Det eneste, jeg kan komme i tanker om, er sådan nogle sjove nogle – jeg kan huske én, hvor der stod den afdødes navn, og så ordene "Jeg sagde jo, at jeg var syg"! (griner)

Jeg har en til dig (jf. anden linje i Talking Heads-nummeret Psycho Killer, red.) – "No longer tense and nervous – finally I can relax".
– (stor latter (heldigvis)) Den var god!


Sia: "Man siger ja, når David Byrne beder én om noget"

Blandt de 20 sangere finder man ud over Steve Earle og David Byrne selv udelukkende kvinder. Det gælder blandt andre Natalie Merchant, Tori Amos, Martha Wainwright, Cyndi Lauper, Florence Welch – og så Sia, som GAFFA mødte to dage før interviewet med Byrne. Hun fortæller følgende om sin medvirken på projektet:

– Det var fantastisk. Jeg har stadig ikke mødt Norman, men jeg mødte David til et velgørenhedsarrangement, som Lou Reed og Laurie Anderson stod for, og som min kæreste (J.D. Samson fra Le Tigre, red.) dj'ede til. David introducerede sig selv for mig, og senere mødte vi hinanden på et kunstgalleri, hvor han så spurgte mig, om jeg ville synge på hans plade. Det sagde jeg ja til. Det gør man, når David Byrne beder én om noget.

Jeg skal faktisk interviewe ham om to dage. Har du et spørgsmål til ham?

– Ja, spørg ham, om han vil komme over til middag i juli.

Som sagt, så gjort, og David Byrnes entusiastiske svar lyder som følger:

– Ja, gerne! Vi bor rigtig tæt på hinanden i New York, så det lyder glimrende!

Hør Here Lies Love:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA