x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Nick Caves Grinderman

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Nick Caves Grinderman

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været trykt i GAFFA september 2010.

Personlige apokalypser

Anledningen er Grindermans andet album, men samtalen når vidt omkring, da GAFFA er i en halv times audiens hos Nick Cave og trommeslageren Jim Sclavunos i London

Mens foruroligende anelser og dystre stemninger er fremherskende på den kommende plade med Grinderman, er det en behagelig solskinsdag i Notting Hill i det vestlige London, hvor Nick Cave og trommeslager Jim Sclavunos har sat Deres Udsendte i stævne denne julieftermiddag. Det er Grinderman-år, som Cave har udtrykt det; 13. september udkommer andet opus fra de fire Bad Seeds-medlemmers sideprojekt, som albumdebuterede i 2007 og altså i år spiller hovedrollen. Og i forbindelse med udgivelsen drager kvartetten på en Europa-turné, som også bringer dem til både København og Randers mod slutningen af oktober.

Den mafiøse elegance er naturligvis intakt, da Cave og hans sympatiske sidekick byder velkommen i et mødelokale på andensalen i en diskret, privat klub på Portobello Road. Skjorten er changerende blå og nedknappet, så den afslører en række halskæder, det sorte hår vanen tro redt tilbage og blikket fast, grænsende til det udfordrende, idet vi indleder en samtale, som ikke mindst kommer til at dreje sig om mandens sangskrivning. Men også om en barnlig stolthed over den store anerkendelse – og om at det bestemt ikke er for sjov, hvad Cave og kumpanerne har gang i.

Din sangskrivning forekommer mig at ændre sig i disse år, idet du synes at bevæge dig gradvist væk fra de episke tekster, denne gang i en næsten surrealistisk retning…

Nick: En ting, jeg helt bevidst har forsøgt at gøre på den nye plade har været at komme væk fra det lineære narrativ…jeg ved ikke, om jeg vil sige, de er mindre episke…jo, det er de måske egentlig. Jeg har i hvert fald helt sikkert forsøgt at undslippe narrativets tyranni. Når du lytter til en af mine sange, har du nogle gange været tvunget til at lytte efter historien – ofte på musikkens bekostning, tror jeg. På den nye Grinderman-plade har vi forsøgt at få teksterne til at indgå på en mere organisk måde i musikken. Og en del af den bestræbelse har været at sprænge og opbryde lyrikken.

Jim: Men jeg synes, at der, hvad angår det billedsprog Nick benytter sig af i teksterne og de fragmenter af mening, man rent faktisk kan finde deri, faktisk er et temmelig vidt episk spektrum på spil.

Nick: Det forekommer mig pretty fucking episk…

Jim: Jeg synes, at en sang som "Bellringer Blues" er ganske episk…

Nick: Det bliver ikke større end det…

Jim: Selv en sang som "Worm Tamer" har en massiv mængde…

Nick: Men du har ret i den forstand, at det ikke er disse Grand Stories, på samme måde som på en Bad Seeds-plade.

Man kan sige, at tendensen også gik i den retning på den seneste Bad Seeds-plade…

Nick: Ja, der har muligvis været en tendens.

En del af dine senere tekster, ikke mindst på en plade som Abbatoir Blues, synes at udtrykke en slags apokalyptisk vision. Kan Grinderman-universets temmeligt mareridtsagtige atmosfære siges at afspejle den kultur og tid, det er undfanget i?

Nick: Jeg har altid set apokalypserne i mine sange som meget mere personlige…ubevidste, drømmeagtige. Men helt sikkert mere personlige. Jeg skriver ikke de sange som en konsekvens af at have læst avisen.

Jim: Og truslen om vold, eller dommedag, eller hvad har vi, har været en del af dine tekster i større eller mindre grad i lang tid….

Nick: Ja, det vil jeg nok sige…

Jim:…jeg vil ikke mene, at det er en afspejling af denne specifikke tidsalder, vi lever i. Apokalypsen er snarere bare en personlig trussel…

Nick: Jeg er faktisk mere forbløffet over, hvor civiliseret, vores samfund er. Når man kender den menneskelige natur kan det overraske, at folk ikke render rund og myrder hinanden i gaderne oftere, end tilfældet er. Det meste, jeg skriver, er set gennem et prisme af vold. Men det kommer fra et sted inde i mig selv snarere end verden omkring mig.

Blomster og bier

Som band har I etableret en niche i populærmusikken, som er ganske meget jeres helt egen. Kunne I kaste lidt lys over, hvilke inspirationer trækker I på, i ordets bredeste forstand?

Nick: Alt, hvad vi elsker. Blomster…..bier….

Jim: Vi inspirerer hinanden. Vi motiverer hinanden og opmuntrer hinanden til at fortsætte ud af spor, vi ellers ikke ville have forfulgt. Ting, som måske endda er pinlige, eller vi hver især ville have fundet tåbelige..

Nick: Men du mener specifikke kunstnere – musikere, film, bøger?

Ja, du har eksempelvis tidligere nævnt W.H. Auden som en inspiration…

Nick: Åh ja, ham elsker jeg. Men jeg har nu ofte tænkt, at det ikke yder det, vi laver, retfærdighed at nævne specifikke folk eller ting, som har inspireret os. Hvis jeg kigger på nogle af mine tekster, kan jeg se Auden i dem – men jeg kan også se en million andre ting. For mig at se er sangene konglomerater af alle de ting, som inspirerer os og vi holder af. Og vi taler tusindvis. Hundredetusindevis. Film, jeg har set, plader, jeg har lyttet til, bøger jeg har læst. Auden er en af dem…

Jim: Sangen "Palaces of Montezuma" handler netop om det. Om alle de forskellige mærkværdige ting derude, som en kunstner kan præsentere og som kan betragtes som en del af en kunstnerisk vision.
Ja, i den forstand minder den om Dylans "Desolation Row"….
Nick: Ja, han startede den ting…i populærmusikken.

Seriøst som cancer

Da Grinderman optrådte på Øya Festivalen i Norge i 2008 skrev en anmelder (GAFFAs Simon Christensen, red.) – og jeg citerer: " Man bliver lidt nervøs, når man ser Nick Caves beskæggede, demoniske sidekick, Warren Ellis - foretrukkent våben: maracas - hoppe rundt på scenekanten og vifte med arme og ben. Ikke mindst fordi man begynder at tvivle på, at Grinderman (…) mener det for sjov, når de taler om No Pussy Blues, Go Tell The Women, We Are Leaving og så videre. Man tvivler pludselig på ironien i hele projektet". Hvor seriøst skal man tage Grinderman?

Nick: Jeg vælger at tage det som en kompliment. For vi er ikke ironiske. Det er ikke en eller anden udspekuleret joke. Det har jeg ikke tid til. De sidste seks måneder har jeg arbejdet på dette pladeprojekt, ikke bare indspilningen, men også alle tingene omkring det. Så megen tid ville jeg ikke bruge på en joke. For mig er det meget, meget seriøst – ligesom alt andet, jeg er involveret i.

Jim: Hvis der er et humoristisk element i det, er det en ligeså genuin oprigtig del af vores seriøse præsentation som eksempelvis volden.

Nick: Det er klart, der er et komisk element til stede, men det betyder ikke, at det ikke er alvorligt. Jeg tror, de ting vi skriver om er ubehagelige for nogle, og derfor afskriver de det som ironisk eller noget, som ikke skal tages alvorligt, uden faktisk at forholde sig til det, vi taler om. Andre folk opfatter for eksempel ikke sangen "No Pussy Blues" som en joke, men som utroligt relevant for deres liv. Der kom en syndflod af fyre og sagde "fuck, endelig er der nogen der skriver en sang om ikke at få noget". Den fik en virkelig positiv modtagelse. Ja, den er sjov. Men den også ikke sjov. Det er en fucking epidemi…

Jim: I det lidt større billede er det en sang om fyre som bliver ældre, om deres tvivl og vanvittige sider og frygt. Og de løgne, de fortæller sig selv…

Nick: Og det er faktisk vanskeligt og på nogle måder farligt for en kunstner at tale om de her ting, fordi lytteren selvfølgelig umiddelbart hører det som en afspejling af kunstnerens eget liv. Så mange bevæger sig ikke ind på de områder. Men den har fået en massiv respons.

Jim: Så hvis det, den skribent mente var, hvordan "No Pussy Blues" kan være en refleksion af, hvad Grinderman handler om, når nu Warren er sådan en dynamisk figur, og om det er en eller anden bevidst fælde for lytteren….det passer bare ikke.

Nick: Vi er seriøse. Seriøse som cancer.

Jim: Det er seriøst…

Den seneste Bad Seeds-plade kan siges at inkorporere nogle elementer fra Grinderman-universet – at Nick spiller guitar, for eksempel – mens den nye plade bringer nye facetter til Grinderman. Giver det overhovedet mening fortsat at holde tingene adskilt, nu da Mick Harvey oven i købet har forladt Bad Seeds?

Nick: Ganske givet ikke…vi ved det ikke.

Jim: Det finder vi ud af, når vi begynder at arbejde den næste Bad Seeds-plade.

Nick: Hvis den næste Bad Seeds-plade bare lyder som en Grinderman-plade – hvilket jeg vil gøre alt for at undgå – vil vi ændre på det. Men vi ved det endnu ikke, eftersom vi ikke har lavet pladen.

Jim: Men der er virkelig en mulighed med de her to bands for Nick og de musikere, han arbejder med, for at vise forskellige facetter af det, de ønsker at lave og for at arbejde på forskellige måder. Der er en meget forskellig metodologi i de to bands, eller det har der i hvert fald været hidtil, og selvfølgelig vil tingene blandes, blive uklare og overlappe indimellem, men de er meget distinkte entiteter, autonome enheder. Og måden at arbejde inden for disse enheder er meget forskellige – og det er en fordel, det er en god ting, fordi det giver os muligheder for at lave forskellige ting sammen, og det kan vi godt lide, som kunstnere.

Lort på en tallerken

De seneste ti års tid har man kunnet konstatere en øget akademisk anerkendelse af din sangskrivning, hvilket er noget en del sagnskrivere har et i bedste fald ambivalent forhold til. Hvordan har du det med det?

Nick: Jeg kan godt lide det. For mig går det tilbage til min barndom. Jeg kan lide det, fordi min far var skolelærer, min mor arbejdede på en skole. Og jeg droppede ud. Og på et eller andet virkeligt dumt niveau, emotionelt niveau føles det godt at modtage de her ting som en slags indikation på, at jeg måske faktisk traf den rette beslutning. For jeg tror, det knuste min mors hjerte, da jeg forlod kunstskolen…fordi jeg bare skred uden nogen udsigter til noget som helst.

Jim: Der er for meget anti-intellektualisme i rock'n roll. Der er for meget mistro overfor intelligens eller at være velformuleret eller at have ambitioner om at lave noget som er lidt hinsides den fordummede version af hvad der er generelt accepteret. Som om det på en eller anden måde gør det mere troværdigt eller autentisk at være mindre ambitiøs med din intelligens. Det tror jeg overhovedet ikke på. Jeg mener at der er så mange måder, hvorpå troværdighed kan fremstilles så meget mere umiddelbart og mere gruopvækkende ved at bruge ord på en opfindsom måde, end hvis man bare holder sig til de mere generiske formler.

Ja, rock-tekster være overordentlig interessante i litterære forstand…

Nick: Helt bestemt.

Jim: Ja, rock'n roll- og bluestekster er ofte interessante på grund af det, som udelades. Springene fra et billede til det næste.

Nick: Der er meget poesi i verden som er dårligere end rock-tekster. En dårlig rocktekst kan du stadig synge med på til en melodi, og det betyder ikke så meget. Et stykke dårlig poesi ligger der bare, som en lort på en tallerken. Der er ikke noget, du kan stille op med den. Og i øvrigt er dårlige rock-tekster ofte ganske gode alligevel, på en måde…

Jim: En sangtekst står aldrig alene, der er også sangerens attitude, melodien, den sociale kontekst bandet eksisterer i. Den næres af en masse andet end et stykke poesi på en trykt side.

Må jeg spørge, hvad I har på programmet, når dette "Grinderman-år", som du har kaldt det, er forbi. Der har været tale om en Brecht-musical, og du har også nævnt muligheden af at skrive en roman til….

Nick: Nej, det skal jeg ikke…det er rigtig, at nogen har forsøgt at realisere en film over "Laser og Pjalter", men det skal jeg ikke være med i. Og jeg skriver heller ikke på en ny roman p.t. Jeg arbejder på en masse forskellige ting. Men vi er her for at tale om Grinderman.

Jim: Det er for tidligt at tale om de ting. Lad os vente, til der er noget at tale om.

Nick: For tidlig sædafgang…

Den masturberende abe


Er der nogen særlig grund til, at I har valgt en så simpel titel (Grinderman 2, red.)?

Jim: Ja, det har at gøre med artworket. Artworket er virkelig et smukt aspekt af det, og albummene vil blive husket for deres covers snarere end for deres titler.

Nick: Jeg tænker på langt sigt med de her plader...at der kommer flere af dem, og at de bliver kendt for det, der er på deres omslag, som "ulvepladen" eller "abepladen" eller hvad der nu kommer på den næste. På en måde personificerer dyrene hvad der er på spil på pladerne, som den rædselsslagne, masturberende abe på den første plade…

Jim: Og med en plade med så mange forskellige temaer og billeder og en sådan kompleksitet, kan man ikke undgå at føle, at en titel ville skubbe den for meget i den ene eller anden retning. Den ville ikke kunne favne alt det pladen omfatter. Det er bedre at have en simpel titel, og så lade lytteren udforske albummet og finde alle de forskellige ting.

"Tupelo" er mig bekendt den eneste Bad Seeds-sang, som har fundet vej ind i Grindermans repertoire. Hvorfor lige den?

Jim: Vi smed den bare ind som ekstranummer fordi vi ikke havde sange nok, muligvis på den selvsamme festival, du nævnte. Du ved, Nick plejede at have det her solo-band, som egentlig var rødderne til Grinderman, med de samme fire medlemmer. Og vi lavede en række shows, hvor vi fandt ud at vi havde udviklet en anden lyd sammen, og det fik os til at gå i studiet og udforske det. Og "Tupelo" var en af de sange, vi plejede at spille med solobandet, så den var let at smide ind som et ekstranummer. Men helt ærligt skyldtes det simpelthen, at vi ikke havde materiale nok på det tidspunkt…

Nick: Og fordi den er cool…

Som vi var inde på er arbejdet med Grinderman anderledes, og tilsyneladende mere improviseret. Men på den anden side har du sagt, at blandt andet du og Warren Ellis har haft lange samtaler, om hvilken retning projektet skulle bevæge sig i…

Nick: Vi taler altid om det, men med improviseret musik ryger selv de bedste planer ud af vinduet, når du først går i gang med at spille. Man har ikke rigtigt kontrol.

Jim: Men det er en smuk ting. Man må overgive sig til impulserne..til den kollektive impuls, som bærer dig af sted.

Nick: Har du andet? Vi er ved at løbe tør for tid…

Hvis tiden havde tilladt det, ville jeg have bedt jer kommentere albummet sang for sang…

Nick: Kast nogen ud!

"Bellringer Blues"…

Nick: Arh, den vil jeg ikke tale om. That's just one big heavy motherfucker, den må du lytte til selv. Den vækker mig stadig om natten…

"Worm Tamer"...den minder på en måde om "Jack the Ripper"….

Nick. Ja, det er sandt….

Jim: Det er en god observation, men "Worm Tamer" er en udvidelse, som tager "Jack the Rippers" ikoniske kvaliteter og gør dem endnu større, mere mytiske, mere surrelle…kvindefiguren er endnu mere opslugende og terroriserende i "Worm Tamer".

"Mickey Mouse & the Goodbye Man"…

Nick: Vi har lavet en rigtig god video til netop den sang…

Jim: …som på en meget indirekte måde kaster lys over, hvad sangen handler om..

Nick: For mig drejer den sang sig om oprindelserne til terrorisme og fanatisme…om isolation.

Min halve time er gået og det er tid til de afsluttende høflighedsfraser, idet de to gentlemen rejser sig og giver hånd.

Nick: Så du er kommet fra…Danmark?

Det er korrekt…hvor I spiller to koncerter til efteråret...

Jim: Er det først eller sidst på turnéen?

Det er de to næstsidste.

Nick: Det ser vi frem til. Til den tid skal vi nok have lært sangene.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA