x

TRØSTE-SPOT: David Fricke-interview: "Musik bør opleves på dens hjemmebane"

TRØSTE-SPOT: David Fricke-interview: "Musik bør opleves på dens hjemmebane"

OBS: I denne weekend skulle årets Spot Festival løbe af stablen, men grundet de nuværende omstændigheder er dette desværre ikke muligt. Det betyder dog ikke, at I skal snydes for alt det gode indhold, som vi fik lavet til årets Spot Magasin. 

Spot Festival lokker hvert år et hav af internationale branchefolk til aarhus. En af disse er David Fricke fra det legendariske musikmagasin Rolling Stone. Vi har taget en snak med den velansete rockjournalist om, hvad der gør Spot Festival så speciel og får ham til at vende tilbage år efter år.

Det er en høflig, ydmyg og ikke mindst cool og tjekket David Fricke, der sidder ovre i New York, og som jeg har den ære at have i røret. Fricke har om nogen viet sit liv til musik, hvilket bunder i en oprigtig nysgerrighed for at opleve ny musik – men bestemt ikke kun ny, amerikansk musik. For selvom hjemlandet huser et utal af spændende musikfestivaler, tøver Fricke ikke med at rejse tværs over kloden for at være klar til at overvære nye musikalske strømninger i lande som Norge, Finland, Island og Danmark.

– Jeg har været til en lang række europæiske festivaler, men jeg vender kun tilbage til dem, hvor jeg føler mig særligt tilpas, fortæller Fricke. Han må tænke sig grundigt om, da jeg spørger, hvor mange gange han har været at finde på SPOT Festival. Han ender med at skyde på 15 gange – hans første gang var tilbage i 2002.

– Jeg kender Aarhus som min egen bukselomme, erkender han. – Jeg har efterhånden fået mig mine stamkaffebarer og stampladebutikker, såfremt de har overlevet. Jeg elsker virkelig Aarhus, og jeg nyder at gå ned ad de mange gader. Jeg prøver også altid at besøge Aros, tilføjer han.

En social og følelsesmæssige tilknytning

Da mit spørgsmål falder på, hvad der gør, at han tager sig tid til at rejse hele vejen til Aarhus og besøge SPOT Festival år efter år, kommer svaret prompte:

– Det skyldes to ting - musik og venskab. Jeg vender tilbage, fordi der altid kommer noget musik, jeg gerne vil se, og så er der nogle venner, jeg bare er nødt til at se. Og det, at jeg kan få lov til at komme tilbage hvert år, betyder noget helt særligt for mig. Jeg ville nok under alle omstændigheder komme forbi festivalen i ny og næ i professionelt øjemed, men det er uden tvivl det sociale og følelsesmæssige forhold, der gør det værd at foretage rejsen hvert år.

– Jeg har fået mange venner, som er tilknyttet festivalen på den ene eller anden måde – både folk, der er arrangører, musikere, en del af pressen og så videre. Men jeg måler altid sådan nogle oplevelser ud fra kvaliteten af samværet – måden, folk interagerer og snakker til hinanden på, måden du møder nye mennesker og mærker en samhørighed med dem.

– Før i tiden, når jeg vendte hjem igen, forsøgte jeg altid at skrive om den stemning, der er på SPOT Festival, i Rolling Stone, når jeg kunne slippe af sted med det. Og nu, hvor jeg laver radio for Sirius XM, laver jeg altid et særskilt program om SPOT og Danmark bagefter.

– Det giver mig chancen for at fortælle folk, at der er en hel del fantastisk musik derovre og en hel del fantastiske mennesker, som bare er så engagerede og innovative, når det kommer til musik og kunstnerisk udtryk, men også på et personligt plan… I er jo ikke engang modbydelige, når I er fulde! Alle er bare afslappede. Og det er virkelig værd at have med, for der er godt nok meget druk involveret. Men alle er der bare for at hygge sig og være fælles om oplevelsen, som de virkelig også ønsker at dele med udenlandske gæster som mig.

En helt særligt SPOT-vibe

Det er således ikke usandsynligt at støde ind i David Fricke, når SPOT Festival udspiller sig hvert år. Og når du står inde i den mørke koncertsal, og dine øjne falder på den cool, 67-årige musikelsker med det letgenkendelige pagehår, kan du være sikker på, at han bliver hængende koncerten ud.

– Jeg går altid ind med et åbent sind og for at blive overrasket, understreger han. – Og det er meget sjældent, at jeg på SPOT Festival – og en hvilken som helst anden festival – går derfra tidligt. Hvis jeg går derind, er det for at blive gennem hele sættet. For bandet får jo kun 35 minutter, og måske fungerer de to første sange ikke helt optimalt, fordi de lige skal have styr på lyden, og måske er det bare den sidste sang, der gør det for mig. Det skal virkelig have en negativ effekt på mig, før jeg går videre. For det mindste, jeg kan gøre, er da at dukke op og blive hængende gennem hele koncerten.

Som den garvede SPOT-gænger, han efterhånden er, er David Fricke mere end opdateret på den danske og nordiske musikscene. Og der er også en række bands, der i den grad har formået at imponere den amerikanske musikelsker. Her nævner han blandt andre The Raveonettes, Junior Senior, The Blue Van, Thee Attacks og De Underjordiske.

– Jeg kunne helt sikkert også nyde deres musik herhjemme ved skrivebordet, men det er bare ikke halvt så sjovt, som at se et liveband connecte med et publikum, og især når det er et publikum fra deres hjemland – eller endnu bedre: deres hjemby. Det er noget helt særligt at være vidne til. Sidste år så jeg Efterklang optræde med en kammermusikgruppe fra Belgien, og jeg elsker Efterklang!

– Jeg har efterhånden set dem ret mange gange. Men at se dem optræde med et helt nyt projekt på deres hjemmebane… det giver en helt anden vibe. For de gør det jo ikke bare for salgstallenes skyld, og det er ikke bare endnu et stop på turnéen. Der er en vibe til stede, som i bund og grund stemmer overens med måden, musik generelt fanger mig. Når man ser musikere, der er så passionerede, at det bliver til mere end bare promovering.

Og sådan nogle ting ser man bare ret ofte på SPOT, fordi de formår at lave en masse spændende crossover-arrangementer, som hiver musikerne ud af deres vante kontekst og får dem til at samarbejde med nogle andre genrer. Det er nogle ret fascinerende projekter. Og når du falder over noget, der fanger dig på samme måde, som SPOT Festival formår at fange mig, så er ting som geografi og sprogforskelle bare nogle ligegyldige forhindringer, som du nemt overkommer.

– Jeg er beæret over at blive inviteret tilbage hvert år, og jeg er altid frisk på at komme forbi, sige tak og give en kop kaffe eller en fadøl. Jeg er altid frisk på at give en omgang.

Det er virkelig også en ting, der bliver værdsat her i Danmark. Vi siger sgu aldrig nej til en ekstra fadøl.

– Nej, det var jo netop det, jeg lærte på min allerførste visit. Og det er bare en lektie, jeg aldrig glemmer igen, svarer Fricke og griner.

DAVID FRICKE
Fricke er efterhånden en af rockverdenens mest toneangivende skribenter. Han har i over 30 år skrevet for Rolling Stone. Gennem 1990’erne var han magasinets musikredaktør. Fricke laver også radio for den amerikanske radiostation Sirius XM, hvor han hvert år, når han er hjemvendt fra SPOT Festival, laver et særskilt program dedikeret til festivalen og den danske musikscene.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA