x

NEKROLOG: Yahya Hassan 1995-2020 – digterstjernen startede som rapper

NEKROLOG: Yahya Hassan 1995-2020 – digterstjernen startede som rapper

Yahya Hassan er død. 24 år gammel. Han efterlader sig den bedstsælgende og mest omdiskuterede debut-digtsamling i Danmarkshistorien. Alligevel forlader digteren med kometfarten os med et ufuldendt eksplosivt potentiale. Et potentiale, der har ulmet, siden han startede karrieren som rapper.

Yahya Hassan blev født i Aarhus V i 1995 som barn af statsløse palæstinensiske forældre. Som han beskriver i sin debut, den selvbetitlede autofiktive Yahya Hassan, var opvæksten præget af svigt og overgreb. Allerede som 13-årig blev han anbragt på en institution, dels på grund af forholdene i hjemmet, dels på grund af de kriminelle forhold, der blev en del af hans dagligdag alt for tidligt. 

NATTERAVN OPVOKSET MELLEM GUD OG GADEN – MED HAD TIL BEGGE 

Men det var også tidligt, at han opdagede ordets magt. I moskeen blev imamens messen en grundsten i hans liv på godt og ondt. Noget, han på en gang gjorde oprør mod og bar som en del af sig. På gaden lærte han både jungleloven og at spytte rim. Der gik ikke lang tid, før han foldede sig ud som rapper – og han havde åbenlyst talent for det. 

Selvom han var anbragt blev han kørt på Rap Akademiet, som rapskolen i Aarhus V hed. Han tog navnet Natteravnen. Det var her, jeg første gang mødte ham i 2010. Og under et interview fortalte han dengang følgende:

“Numrene handler om mit liv og ting, jeg har gjort, men ikke på en måde, så det fremstår, som om det er fedt. Alt sådan noget gider jeg ikke mere. Det er sværere at skrive, når det skal være seriøst, men jeg har talent for det. Det har jeg i hvert fald fået at vide. Jeg går også på forfatterskole, hvor jeg skriver noveller.” 

Natteravnen forfulgte rapdrømmen i en årrække. Han stillede op til Rap Kings-konkurrencen og kom videre til finalen, ligesom han medvirkede på de lokale helte Pimp-A-Lots opsamling Udenom Systemet 2. Men det var en anden slags ord, der skulle give genlyd kort efter. Af ord var han kommet. Og han kom som en komet. 

ENESTÅENDE DEBUT OG PERSONLIG DEROUTE 

Digtsamlingen Yahya Hassan blæste Danmark bagover i 2013. De store bogstaver stod lige så råt på siderne som det voldsomme indhold. Han viste Danmark, med udgangspunkt i sig selv, resultatet af fejlslagen integration. 120.000 solgte eksemplarer efter var Yahya Hassan den mest debatterede debutant nogensinde. Pludselig befandt han sig i en skyttegrav, hvor alle ville spænde hans meninger for en vogn. 

I årene efter ventede mange på en opfølger. Yayha Hassan havde derimod travlt med en personlig deroute, hvor han nedsmeltede for rullende kameraer, gik på menneskejagt i ghettoen med flitsbue og pil og endte med at skyde en 17-årig i foden, hvilket kostede et længere fængselsophold. 

Han havde dog ikke opgivet at rappe. I 2018 udkom nummeret “Krudtslam”, hvor han gik tilbage til rødderne i gangstarappen. For jo, han var inspireret af Knausgaard og Strunge, men lige så meget af 2pac og Scarface. På mange måder var det en forløber for den kommende digtsamling, hvor skade og selvskade går hånd i hånd: 

“Der' krudtslam i min gener,  krudtslam i mine vener 

Aarhus V og Vestegnen ved, hvad jeg mener 

Så fuck om I kan li’ mig 

Se mig I en stjålet AMG, når der' problemer 

Ruller op med en chopper – ses senere 

100 skuds magasiner, hvis der' problemer!”

EN VERBAL HÅNDGRANAT DER EKSPLODERER I EGEN FAVN 

Alle de gange jeg har mødt ham, har han været beskyttet. Da jeg interviewede ham i Rap Akademiet i Aarhus V, havde han en ledsager med på udgang. Da jeg bedømte ham til Rap Kings-konkurrencen, havde han en politimand som oppasser. Og de gange, jeg er stødt på ham hos halalslagtere og hashhandlere, har han været i følgeskab med PET-vagter. 

Han var sit voksenliv igennem en jaget mand, der konstant levede med dødstrusler. Men jeg har tit tænkt over om den, som han virkelig skulle beskyttes imod, var ham selv. 

Historien om Yahya Hassan er historien om et ødelagt menneske, der var i stand til at beskrive sin egen ødelæggelse og pege på årsagerne. Men ikke uden at blive ved med at ødelægge sig selv og andre omkring ham. Han var en verbal håndgranat, der lige så vel kunne eksplodere i egen favn som dem, han forsøgte at ramme. 

Da Yahya Hassan 2 udkom i 2019 var digteren selv indlagt på psykiatrisk afdeling. Det til trods læste han kæderygende op af digtene på Bogforum til stor opstandelse. Samtidig med lanceringen lovede han i et interview, at der var flere digte på vej. Det skulle vise sig, at hans lys brændte ud, før det blev en realitet.

Yahya Hassan døde den 29. april 2020. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA