x

DIIV-interview: ”Det hele kan falde fra hinanden hvert øjeblik”

DIIV-interview: ”Det hele kan falde fra hinanden hvert øjeblik”

Efter en række omtumlede år vendte det amerikanske shoegaze-band DIIV i 2019 tilbage med en ny og mørkere lyd på deres tredje album Deceiver. GAFFA mødte forsanger Zachary Cole Smith og kollegerne til en åbenhjertig snak forud for bandets koncert i Pumpehuset i København den 6. marts, kort før corona-nedlukningen af samfundet.

Stoffer og rockmusik har altid hørt sammen. Alligevel kom som et stort chok for mange, da Zachary Cole Smith og hans daværende kæreste, Hollywood-skuespilleren og sangeren Sky Ferreira, i 2013 blev anholdt af politiet, fordi man i forbindelse med en ransagning havde fundet både heroin og ecstacy i deres bil. 

Ganske vist havde Cole Smith ofte berettet om sin store fascination af Nirvana og Kurt Cobain, men på det tidspunkt var han stadig mest kendt for sin musik. Som forgrundsfigur i DIIV havde han etableret sig som en ombejlet del af den hippe og hypede Brooklyn-scene med debutalbummet Oshin, hvis medrivende hybrid af slørede vokaler og ringlende guitarer-arabesker hen over en tung og dirrende bund af trommer havde vundet mange fans blandt både anmeldere og indiefolket.

Men nu var det altså andre ting, der trak overskrifter, og at DIIV også var et band, som delte vandene, blev hurtigt klart, da internettets kommentatorfelter begyndte at svømme over af hadefulde kommentarer rettet mod alt lige fra bandets musik og tøjstil til Cole Smith og Ferreira personligt. 

Faktisk blev det så slemt, at Cole Smith så sig nødsaget til at stille op til flere interviews, hvor han erkendte, at stofferne havde været hans. At det var ham, og ikke Ferreira, der havde et problem. Ved samme lejlighed udtalte han, at nu skulle det dreje sig om musikken. Postyret havde fået ham til at indse, at den eneste måde at redde karrieren på ville være at lave en plade, som ikke var til at komme uden om. 

Desværre var balladen ikke overstået. Umiddelbart efter kom det nemlig frem, at bandets daværende bassist David Ruben Perez på et chatforum var kommet med både homofobiske og antisemitiske udtaleser.

Så meget stod på spil, da DIIV i 2016 udgav efterfølgeren til Oshin, det ambitiøse dobbeltalbum Is The Is Are, som – måske uden ligefrem at feje benene væk under nogen – generelt fik en positiv modtagelse af både anmeldere og fans. På tekstsiden kredsede flere af sangene om stoffer, og derudover var DIIV’s karakteristiske blanding af drømmepop, shoegaze og krautrock intakt. Da Cole Smith i forbindelse med udgivelsen hævdede, at han havde fået bugt med sit misbrug, tegnede fremtiden igen lys. 

Men kun for en kort bemærkning. Snart udviklede bandets Europa-tour sig nemlig så kaotisk, at de måtte aflyse de fleste koncerter med henvisning til ”et akut helbredsproblem”. Det fik i et følelsesladet opslag Cole Smith til at meddele sine Instagram-følgere, at han ville søge behandling for sit stadig intakte narkomisbrug.

Denne gang med succes. Han har nu været stoffri siden marts 2017. Samtidig har han ladet de Cobain-agtige lyse lokker falde til fordel for et mere asketisk og karseklippet look med stålindfattede hornbriller. Og i 2019 udsendte DIIV så deres tredje album Deceiver, der adskiller sig fra forgængerne ved at være mørkere og mere støjende i lyden. Men hvad fik Cole Smith og kollegerne Andrew Bailey, Colin Caulfield og Ben Newman til at gå den vej? Og hvilken betydning har det dramatiske forløb haft for pladens tilblivelse?

Det var nogle af de spørgsmål, som GAFFA forsøgte at få svaret på, da vi mødte dem til en åbenhjertig snak forud for deres koncert i Pumpehuset i København. Den 6. marts, samme dag som statsminister Mette Frederiksen havde anbefalet arrangører af koncerter med flere end 1000 personer at aflyse eller udskyde arrangementerne og dermed foregreb samfundets corona-nedlukning fem dage senere. Pumpehuset kan dog kun huse 600 personer, så det var ikke et tema under interviewet.

Kaotisk tid, da vi trak stikket

I har selv kaldt Deceiver for ”en ny begyndelse”. Hvordan vil I selv beskrive tingenes tilstand, da I valgte at holde pause tilbage i 2016? 

Cole: Ikke gode. 

Colin: Vældig kaotiske ...

Cole: Ja, som de fleste nok ved, blev vi tvunget til at indse, at vi befandt os på en meget uholdbar kurs, så vi valgte at trække stikket og bruge noget tid på at arbejde med os selv.

Hvornår besluttede I at lave en ny plade?

Cole: I 2018. Det startede med, at vi begyndte at spille et par koncerter hist og her, hvilket langsomt gav os glæden ved musikken tilbage

Siden Is the Is Are er I alle sammen flyttet til Los Angeles. Hvilken betydning har det haft? 

Colin: Først og fremmest, at vi spiller meget mere sammen end før. Hele processen med at skrive, øve og indspille er så meget nemmere i Los Angeles, hvor vi bare snupper en delebil til øvelokalet. Samtidig er vejret meget bedre og mere behageligt end i New York, og der er en del færre distraktioner

I har udtalt, at Deceiver i forhold til de tidligere plader i langt højere grad er resultatet af et samarbejde. Hvordan kom det til udtryk? 

Cole: Lige fra vi først satte os ned og lyttede til musik sammen, til vi begyndte at spille og præsentere idéer for hinanden. Gennem hele forløbet var det altid sådan, at den bedste idé vandt. 

Undervejs fik I lejlighed til at teste de nye sange live, da I drog på turné med Deafheaven ..?

Colin: Det var en cool mulighed. Og noget, vi havde talt om i et stykke tid. Vi havde skrevet en del ting, som var sværere at spille, end vi normalt er trygge ved, så det at turnere med dem tvang os til at blive gode, hvilket kunne vi bruge, da vi kom hjem og skulle arbejde videre med sangene

Cole: Ja, på det tidspunkt var det meget selve arrangementerne, der manglede. Der lærte vi meget ved at studere Deafheavens sange og se, hvordan de fungerer. Noget af det, de er rigtig gode til, er at blande forskellige genrer. Det hårde med noget mere melodisk, som vi også vidste, at vi ville arbejde med på pladen. 

Senere var I også ude at spille som opvarmning for Ariel Pink. Hvordan var det? 

Colin: Fantastisk … 

Cole. Ja, nærmest en livsforandrende oplevelse. Vi har alle i lang tid været nærmest besatte af hans musik. For mig står Ariel som en slags optimeret popmusik. Alle hans sange er perfekte. Der er ikke en tone for meget eller noget, der ikke fungerer. Samtidig er alle medlemmerne af hans band virkelig gode musikere, så det var fedt at se dem spille hver aften. Det hjalp os meget i forhold til den mere poppede side af pladen. 

Colin: Ariel har også det til fælles med Deafheaven, at han gør lige præcis, hvad han har lyst til. Hele hans ”I don’t give a fuck”-attutide var ekstremt inspirerende for os. Vi føler, at vi har taget en stor chance med den nye plade, og selv om vi havde en god fornemmelse, havde vi alligevel brug for en dosis selvtillid til at gennemføre det.

Mørkere, mere moden og dynamisk

Hvilken betydning havde det, at I for første gang valgte at arbejde sammen med en producer, Sonny Diperri?

Colin: Det var en stor hjælp. Selv om vi godt kan finde ud af indspille musik, er ingen af os uddannede teknikere. Der var Sonny ekstremt god til at føre vores idéer ud i livet. Hvis det for eksempel drejede sig om en bestemt lyd, vi var inspireret af. Samtidig formåede han også altid at skære igennem og komme med gode råd, hvis vi var kørt fast med et nummer.

I har tidligere nævnt navne som Nirvana og Sonic Youth som referencer. Havde I nogle særlige inspirationskilder denne gang? 

Ben: Ja, en masse forskelligt. Ikke så meget deciderede sange som elementer eller en sound. Vi har allerede nævnt Ariel og Deafheaven. I forhold til den forvrængede guitarlyd var det meget Smashing Pumpkins, mens trommerne mere læner sig i retning af hårdere ting som Neurosis. 

Cole: Ja, men når det kommer til det melodiske, er der også referencer til både Eliott Smith og Big Thief.

Hvordan vil I selv beskrive Deceiver i forhold til jeres tidligere plader? 

Cole: Jeg vil sige, at den er mørkere, men også mere moden og dynamisk. Sangene er mere gennemarbejdede, og på det tematiske plan kredser de en del om eksistentielle spørgsmål, hvor de tidligere nok var lidt mere umiddelbare. 

Teksterne fylder også mere denne gang. Hvorfor? 

Cole: Fordi vi ønskede, at alle sange skulle være rigtige sange med en forholdsvis traditionel struktur. Derfor brugte vi en del tid på teksterne. Tidligere var de ret sekundære for os, fordi det mest handlede om at have en bestemt vibe, hvor vokalerne bare var endnu et instrument i helheden.

Du sagde selv før, at mange af sangene kredsede om eksistentielle spørgsmål. Kan man ligefrem tale om et overordnet tema på Deceiver?

Cole: Meget handler om personligt ansvar, og hvordan man overvinder modgang. Det er klart, at det meste udspringer fra mig selv. Selv om der nok også bliver peget et par kritiske fingre i andre retninger. 

Hvordan har jeres gamle fans har taget imod den anderledes lyd på Deceiver? 

Cole: Nogle ville tydeligvis ønske, at vi aldrig havde skiftet spor. Men det, tror jeg, er meget normalt. Folk bryder sig generelt ikke om forandring.  Så det bliver man bare nødt til at ignorere. 

Colin: Men samtidig har mange også været positive over for idéen om, at vores musik skulle udvikle sig. Til vores koncerter spiller vi sange fra hele bagkataloget, og når turen kommer til de nyere og mere støjende sange, virker det som om, mange der måske til at begynde med havde afskrevet pladen, pludselig får den der: ”Ok, nu forstår jeg det”.

Gør ikke længere dumme ting

Når man ser jer spille i dag, fornemmer man i det hele taget, at I griber det anderledes an end tidligere …

Cole: Før i tiden øvede vi aldrig. Der tog vi den bare på rutinen, fordi vi dybest set var ligeglade. Men de nye sange er sværere at spille, og derudover har vi også brugt så mange kræfter på pladen, at vi skylder at gøre vores bedste, så koncerterne bliver så gode som muligt. 

I jeres nye minidokumentar Starting Now fortæller I ærligt, hvordan turnéerne tidligere udgjorde en betydelig belastning for jeres mentale helbred. Hvordan tackler i det i dag?

Colin: Well, for det første er vi blevet langt bedre til at omgås hinanden.

Cole: Derudover hverken drikker vi eller gør dumme ting længere. Det hjælper. Men ellers forsøger vi på at være professionelle, møde op, spille og behandle folk godt og samtidig have det sjovt som venner. At gøre sit bedste hver gang hjælper mig til at have et fokus.

Når man sidder her og taler med jer, får man fornemmelsen af, at I befinder jer et godt sted både personligt og professionelt. Er I aldrig nervøse for, at det gamle kaos bryder ud igen?

Cole: Jo, selvfølgelig. Det er jo ikke sådan, at man bare skal gøre arbejdet en enkelt gang, og så er alt fantastisk. Man er nødt til at strenge sig an. Hele tiden! Heldigvis har vi fået nogle gode redskaber. Men selvfølgelig kan det hele falde fra hinanden hvert øjeblik.

Hvad byder fremtiden ellers på for DIIV?

Cole: Lige nu skal vi turnere sådan cirka de næste 200 dage (den turné er så aflyst grunde coronakrisen, red.). Vi er også så småt begyndt at tale om det næste album. Vi har en masse ideer. Nogle gode og også en del dårlige. Men ellers handler det bare om at leve vores liv og prøve at finde en god balance mellem karriere og privatliv. Ligesom alle andre.

LÆS OGSÅ: DIIV-ANMELDELSE: Brutal sårbarhed

Se videoen til "Blankenship" fra albummet Deceiver:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA