x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med albumaktuelle Lucinda Williams

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med albumaktuelle Lucinda Williams

En stor del af Danmark er stadig lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt på GAFFA.dk i maj 2013. Lucinda Williams er i øvrigt aktuel med det meget roste album Good Souls Better Angels.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Vrede får veloplagt countryrock-veteran til at finde et ekstra gear

Lucinda Williams: Kapitalismen er ude af kontrol

"Det her ville være meget nemmere, hvis vi sad over for hinanden frem for gennem en telefon….så kunne vi sidde og få et glas vin og sådan", sagde den 60-årige Louisiana-sangskriver Lucinda Williams da jeg sidst talte med hende for et par år siden.

I mellemtiden er Tom Overby, hendes mand siden 2009, indtrådt i rollen som hendes manager - og det er unægteligt flatterende at tro, at det er ægteskabelig jalousi som har obstrueret det rendezvous, vi faktisk aftalte - udveksling af mailadresser og så videre - dengang i 2011. 

Mere sandsynligt er det dog trods alt, at det er en af de klippefaste kontordamer på pladeselskabet, som har sørget for, at det "kun" bliver til en transatlantisk telefonsamtale med den markante dame denne gang - forud for en Europaturné, som omfatter to akustiske koncerter i Danmark i maj, i Koncerthuset i København 20. maj og på VoxHall 21. maj.

Gennem bolværket

De fleste af de såkaldte stjerner, undertegnede har haft fornøjelsen af at tale med, har faktisk været ganske omgængelige; indimellem decideret rare og imødekommende. De har bare som hovedregel skidetravlt.

Og er af samme årsag omgivet at et bolværk, der blandt andet inkluderer en pladeselskabsdame, som bryder ind i samtalen efter tyve minutters tid for venligt, men bestemt, at gøre opmærksom på, at det er tid til sidste spørgsmål.

Sådan er det ikke i dag, hvor vi ringer direkte til privaten hjemme i L.A. og de tyve minutter, vi har fået stillet i udsigt, bliver til tre kvarter.

Og hvor vi kommer omkring både sydstatsrødder, religionens rolle, amerikas tilstand og meget andet, inden GAFFA selv runder af med en ydmyg forespørgsel om et møde under damens danske visit. Svar? "Den må du tage med Tom".

Masser af nyt

Først: Tak for at du tager dig tid til det. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har?

Well, det gør jeg heller ikke....hvad er klokken hos dig?

Den er et om natten...

Åh...well, jeg har ikke travlt.

Glimrende. Du har angiveligt en masse nyt materiale liggende.....har du været i studiet på nuværende tidspunkt?

Jeg har ikke været i studiet endnu, men jeg har ganske rigtigt mange sange liggende. Lige nu befinder vi os mellem pladekontrakter....shopper efter et nyt selskab, fordi min gamle kontrakt er løbet ud. Vi har nogle gode tilbud på hånden og prøver at få styr på dét.

Men jeg er klar....jeg er faktisk ved at blive utålmodig. Det ser godt ud, vi holder møder og der er et par gode muligheder blandt. Og i mellemtiden har jeg så skrevet en del, og glæder mig til at komme over til jeres del af verden, ha-ha. Jeg har tænkt mig at spille en del af det nye materiale, når jeg kommer over....

Kan du sige noget om den musikalske retning i det nye materiale...eller den lyriske, for den sags skyld?

Som sædvanlig har jeg nogle sange, som er country-agtige og andre, som er mere rockede... for at være ærlig har jeg formentlig nok til to plader, når vi kommer i studiet. Så muligvis laver vi en plade med mere tilbagelænede ting og en anden med mere rock/pop-agtige ting, eller hvad du nu vil kalde det....

Det lyder interessant....

Du ved, hvordan mit materiale sædvanligvis favner både country og rock....

Sydlig stolthed

Ja, "Blessed" (fra 2011, red.) var jo ganske alsidig... da vi talte sammen i forbindelse med den plade, var du kort omkring dit forhold til sydstatsforfattere som Flannery O'Connor. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om, hvordan sydstatsidentiteten har været med til at forme dig som sangskriver. Den stærke sense of place, arven fra borgerkrigen og så videre...

Jeg har faktisk lige afsluttet en telefonsamtale, hvor jeg diskuterede mine tre yndlingsbøger, gennem hele mit liv. Det er temmelig svært at begrænse sig til tre, men den første forfatter jeg nævnte var Flannery O'Connor, den anden Eudora Welty.....kender du Eudora Welty?

Desværre ikke.....

Well, hun var en novelleforfatter fra syden ligesom Flannery O'Connor... hun boede i Jackson, Missisippi, mens Flannery O'Connor var fra Georgia. Den tredje, jeg nævnte, var min far (digteren Miller Williams, red.), og alle tre har denne her......jeg tror, at grunden til at jeg blev tiltrukket af en forfatter som Flannery O'Connor var, at det var noget velkendt.

Du ved, hendes karakterer mindede om det, jeg var vokset op blandt. Det er lidt vanskeligt at forklare... men du sagde det faktisk selv lige før, da du talte om sense of place og alle de ting. Jeg var meget bevidst om at komme fra sydstaterne, mens jeg voksede op... der følger en særlig stolthed med.

Jeg var meget interesseret i mine forfædre og havde et nært forhold til mine bedsteforældre på min fars side. Jeg var meget respektfuld overfor dem, så meget op til dem og var interesseret i mine rødder. Derudover flyttede vi meget rundt, da jeg var barn... vi boede i forskellige dele af syden, og det gav mig mig mulighed for at udforske de forskellige områder og deres unikke karakter.

For det er ikke bare det samme - forskellige sydstater har hver deres unikke ting over sig. Men der en er en særlig rigdom over meget af sydstatskulturen, og jeg var i stand til at opsuge det.

Min fars arbejde var selvfølgelig også påvirket af andre sydstatsforfattere...du ved, Flannery O'Connor var en af hans mentorer. En gang tog han mig med hen til hende, fordi vi boede i nærheden...vi boede i Macon, Georgia, i de tidlige tressere, og jeg fik lov til at komme med over til hendes hus sammen med min far.

Hun opdrættede påfugle....jeg husker det ikke nøjagtigt, for jeg var ikke særligt gammel. Men min far har fortalt, at jeg løb rundt og jagtede hendes påfugle. Min far og jeg havde et meget nært forhold gennem min opvækst; han var min mentor. Så i den forstand er det hele ligesom givet videre, kan man sige.... 

Før koncerterne

Iøvrigt: Jeg er nødt til at stille dig et par spørgsmål i den mere trivielle afdeling, skal vi få dem overstået?

Ha-ha, yeah...

Tak. For det første: Hvordan er det gået i øvelokalet her op til Europa-turnéen?

Det har været fint. Du ved, vi har lige haft et par turnéer herovre, så vi har egentlig ikke rigtig øvet. Det er kun  en måneds tid siden, jeg var af sted med Doug Pettibone (guitarist, red.).....vi gav en hel række shows, bare os to. Vi fik mange af de nye sange på plads, og det var sjovt at optræde på mindre spillesteder. Når vi kommer over, tager vi også min bassist med....vi tilføjede ham i sidste øjeblik, så det er ikke sikkert at det fremgår af plakaterne.....Jeg var i al fald ikke klar over det.

Hvad skal det danske publikum forvente af dine koncerter i maj?

Well, som sagt spiller jeg nogle af de nye sange, og så spiller jeg altid en del af folks favoritter. Du ved, "Drunken Angel", "Changed the Locks"...selvom jeg ikke har min trommeslager med spiller vi stadig nogle af up-tempo-sangene, bare lidt anderledes. Vi spiller "Joy", "Get Right With God", nogle bluesting og så videre. Vi ændrer sætlisterne lidt fra show til show.

Hvem er din bassist iøvrigt?

David Sutton. S-U-T-T-O-N...han var med på "Blessed", og "Little Honey" før det.

Jeg skal spørge, hvad der er på din rider (forplejningsliste backstage, red.)?

Åh, det er faktisk et sjovt spørgsmål. Så meget økologisk mad som muligt, frisk frugt, godt fuldkornsbrød, den slags. jeg kan godt lide at forsøge at spise så sundt som muligt. Men det allervigtigste er rigtig god rødvin! Det kan vi godt lide.

Hvad gør du, lige inden du går på scenen? Har du nogen ritualer?

Jeg har bare brug for ikke at have for mange folk omkring mig; være lidt for mig selv, spise en god middag og bare blive klar. 

Hvad lytter du til i tourbussen?

Det afhænger af humøret, men på en af turnéerne satte jeg The Doors på hver aften før koncerterne for ligesom at komme i stemning.

Forleden dag havde jeg en snak med den texanske sangskriver Kinky Friedman, som pointerede at selv de bedste, yngre sangskrivere synes at være afledninger af noget, der har været før. Som om selve formen er blevet udtømt, eller alle de gode sange skrevet. Er du enig?

Nej, ikke helt. Det er en meget kynisk observation, ha-ha. Hvis jeg troede på det, ville jeg være virkelig deprimeret. Jeg er faktisk overhovedet ikke enig; jeg synes der kommer nogle fantastiske, yngre kunstnere. Jeg er selv meget kræsen, jeg kan ikke lide hvemsomhelst. Men der er nogle gode....der er en fyr, der hedder Jonathan Wilson, han bor i L.A. og er vel i trediverne. Han laver noget fantastisk arbejde for tiden.

Når jeg ikke er på landevejen er jeg tit involveret i forskellige projekter, og for nylig indspillede jeg en sang til et Jackson Browne-hyldestalbum sammen med Jonathan Wilson, i hans hjemmestudie i L.A........så nej, jeg kan ikke lide den dér kynisme.

Stadig optimist

Jeg tror det Friedman mente var, at der er meget reproduktion. En masse unge musikere, som gerne vil lyde som Townes Van Zandt....

Åh ja, jeg forstår skam godt hvad han mener. Alle mine yndlingsplader udkom i tresserne, du ved. Det var en særlig tid...der er kun en Jimi Hendrix, kun en Bob Dylan. Men du ved.....

Det ikke forbi, efter din mening?

Det er ikke forbi. Der har altid været forskellige musikalske stilarter; blues, jazz, country, rock - og det hele bliver på en eller anden måde recirkuleret. Jeg er enig i, at der ikke kommer en masse originale ting ud hele tiden. Men en del af problemet, eller udfordringen, idag er også at der er så meget. Med adgangen til Youtube og den slags...konkurrencen er så meget desto større idag, tænker jeg.

Jeg tænkte det kunne være interessant, hvis du havde lyst til at dele nogle af dine tanker om USAs aktuelle tilstand....oplever du, at optimismen i kølvandet på Obamas indsættelse i 2008 i en eller anden grad er falmet?

Well, til en vis grad. Jeg er stadig optimist, når det kommer til stykket. Men selvom han er valgt til præsident skal han stadig komme til enighed med en masse idioter, der omgiver ham. Han kan ikke bare underskrive noget; det skal godkendes af alle de her andre folk...systemet er på en eller anden måde låst fast. Med andre ord: Jeg tror, Obama har hjertet på rette sted - men han har ikke tilstrækkelig opbakning fra folk i Huset og senatet. Så han bliver bebrejdet meget.

Du ved, indimellem sidder Tom og jeg og taler om, at vi måske i virkeligheden bare skulle flytte til Europa. Det er der mange amerikanere, mange af mine venner, som siger! Eller "Lad os flytte til Canada....eller Spanien".

Jeg skulle lige til at spørge om, hvor I overvejer at slå jer ned, hvis I skulle vælge at emigrere?

Well, jeg taler noget spansk og elsker den latinamerikanske kultur. I løbet af min opvækst boede vi i Santiago, Chile, og også i Mexico City.

Det skulle nok prøves af, men jeg har et par venner herfra, som tilbringer meget tid derovre. Kender du Gary Louris fra The Jayhawks? Nå, men han bor i Spanien noget af året....

Og tilbage i 70'erne tilbragte Zevon noget tid der, i øvrigt....

Yeah. Og så er Irland selvfølgelig også et populært sted for amerikanske musikere.....

Rige hvide mænd

Men for at vende tilbage til politikken: Hvad er de største udfordringer lige nu, efter din opfattelse?

Well...(tænker længe, red.)...rige hvide mænd på toppen. Erhvervslivets grådighed. Jeg tror på.....jeg har ikke noget imod at betale lidt mere i skat for at hjælpe andre, som ikke haver hvad de behøver. Ikke at der er noget galt med kapitalismens grundidé, men det er kommet helt ud af kontrol. Du har garanteret også set det i nyhederne: De rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere.....

Hvilket i øvrigt også er tilfældet her hvor jeg sidder, om end i en anden skala....

Ligesom da Woody Guthrie skrev sine sange, i fyrrerne. Woody Guthrie havde en sang der hedder "I Ain't Got No Home in this World Anymore", som jeg indimellem spiller, og som har et vers om hvordan "the bankers took my home". Nu sker det igen.....og jeg tror bare på, at folk har ret til visse ting: Tag over hovedet, mad, lægehjælp. Jeg synes ikke, at sundhedssystemet burde ikke være et særligt privilegium, men det er der andre som ikke er enige i. Åh gud, det er så deprimerende....

Jamen så lad os vende tilbage til musikken, hvis du foretrækker det....

Åh, det gør skam ikke noget. Faktisk finder jeg det meget interessant, at du spørger mig om sociologi og politik......det får jeg ikke lejlighed til at tale om så tit. I de fleste amerikanske byer en den østlige del den fattigste, og en af mine nye sange hedder "Eastside of Town" og handler om.....du ved, den har et vers der spørger: "You think you got it bad? / You ain't seen nothing yet / Come over to my side of town".  

De taler altid om, hvordan de bekymrer sig om det her udsnit af samfundet, om de fattige, men de besøger aldrig de bydele. Er bange for at komme i de nabolag. Den handler på en måde om klassekamp; "Kom over og se hvordan den anden halvdel bor". Du ved, ofte taler de bare uden at have nosserne til rent faktisk at gå en tur i de kvarterer og se problemerne.

Det er ikke helt det samme, men ligesom da Katrina (orkanen som ødelagde New Orleans i 200?, red.) fandt sted og George Bush bare fløj over katastrofeområdet i sin flyvemaskine. Hykleri, ville nogle kalde det....Yeah, men selv de....kender du udtrykket "bleeding heart liberal"?

Folk som taler om hvor ondt de har af de her mennesker, men som aldrig kunne finde på at tage over i de bydele. Ligesom i den dér Phil Ochs-sang: "Love me, love me, I'm a liberal!" (fra 1966-albummet Phil Ochs in Concert, red.). Det er svært at sætte ord på...det er derfor, jeg skriver sange.

Trods de mange års erfaring kan du stadig synes forholdsvis sårbar på scenen. Har du det godt med at optræde i det aktuelle, meget intime setup?

Indimellem bliver jeg nervøs på grund af intimiteten i det. Men jeg bliver også stadig nervøs, når jeg spiller med fuldt band på et større sted. Jeg tror det afhænger af spillestedets stemning.....jeg bliver gerne mere nervøs sådan nogle steder, hvor alle folk sidder ned og er meget stille. For så ved jeg ikke om de lytter, eller om de keder sig. Jeg kan godt lide, når der er noget interaktion mellem publikum og jeg. Jeg kan godt blive nervøs, når alle sidder dér og kigger på mig, ha-ha.

God fod med Gud

Jeg har indtryk af, at religion stadig spiller noget mere væsentlig rolle i Sydstaterne i dag end for eksempel her i Nordeuropa. Men hvilken rolle spiller den for dig personligt?

Begge mine bedstefædre var metodistiske præster. Min mors far var meget....kender du udtrykket "Hell, fire and brimstone"?

Ja...

Yeah, det er der faktisk en af mine nye sange, som hedder. Flannery O'Connor beskæftiger sig meget med Sydstatspræsten i sit forfatterskab, som i den novelle der hedder "Wise Blood". Den er filmatiseret, jeg ved ikke om du har set den? Du skal se den hvis du kan finde den, den er genudgivet på dvd nu. Den kom i tresserne og er instrueret af John Huston...anyway, den handler om en præst som foregiver at være blind.

Well, men min mors far var denne her bibelbælteagtige du-er-en-synder-så-du-skal-i-helvede-type, mens min fars far var hvad jeg ville kalde en kristen i ordets egentlige forstand. Han troede på kvinders rettigheder, på racelighed, han var involveret i fagforeningskampen under Depressionen, og han var militærnægter under første verdenskrig, hvilket var højst usædvanligt.

Det var altså min farfar...så jeg fik ligesom begge sider. Min mor tog afstand fra alt sammen, trak sig væk fra det, men hun var stadig....du ved, hun døde i 2004 og led af psykisk sygdom, og jeg tror meget af det kom fra den opvækst. Hendes kamp mod alt det, hun voksede op blandt. Da jeg selv voksede op frekventerede vi i nogen tid The Unitarian Universalist Church - du ved, den liberale kirke -  og indimellem hørte jeg min farfar prædike.....

Betragter du sig selv som et religiøst menneske?

Nej, jeg betragter snarere mig selv som en spirituel person...Og hvad ligger du i det begreb? Well, jeg finder det meget interessant at sammenligne religionerne og elsker at læse om dem, deres kulturhistorie....men hvad jeg ligger i det spirituelle?

Jeg føler, at der eksisterer en slags forbindelse; noget som forbinder og allesammen eller sådan noget. Vi ved givetvis ikke hvad det er, men noget som der løber gennem livet....jeg knytter mig ikke til nogen organiseret religion, bevægelse eller den slags. Jeg har mit eget forhold til....Gud. Hvad så end din forestilling om Gud er.

Hvis du kom ind i mit hjem ville du se, at jeg elsker - og samler på - kors, de fleste af dem er fra Mexico og Peru. En af de ting, jeg er interesseret i, er det man kalder Santeria; en slags katolicisme blandt med voodoo....du ved, sådan med blod der drypper fra Jesus på korset, det Hellige Hjerte og slangen, den slags.

Jeg samler på kristen ikonografi....jeg ved ikke, hvad man skal kalde det - det er folkekunst, du ved hvad jeg taler om. Jeg er også meget interesseret i De Dødes Dag (mexicansk helligdag, red.), med kranierne og alt det - jeg elsker den kunst, der udspringer af det.

Det lyder underligt, når jeg prøver at beskrive det...Jeg tror, jeg er med...Jeg ved ikke, hvorfor jeg holder af korset, det er noget med selve symbolet. Jeg ved ikke hvad det betyder eller repræsenterer, men det har fundet vej ind i så mange kunstformer....jeg elsker outsider-kunsten, og har mange af sådan nogle folkelige malerier. Kender du Howard Finsters arbejde?

Nej, desværre....

Nuvel, han var en folkekunstner fra Sydstaterne, som lavede en masse skøre, meget farverige tegninger med bibelcitater henover. Du ved, ligesom inde i coveret på min cd "Essence" - det her er et godt eksempel på det, jeg taler om - hvor der er en tegning med ordene "Get Right With God". Det er faktisk et postkort, jeg havde....når man kører på landevejene gennem Syden kan man stadig se de her store skilte med påskrifter som "Repent! Repent!" (angr, red.).

Noget af alt det har også fundet ind i nogle af mine sange; "2 Cool 2 Be 4gotten", "Atonement",  "Get Right With God". Jeg ved ikke, jeg elsker jo også meget af den gamle deltablues....Mississippi Fred McDowel, som var gospel/blues-sanger, for eksempel. Og jeg elsker hele dikotomien i at gå ud lørdag aften og drikke sig fuld og så stå op og gå i kirke søndag morgen....

Flasken og Bibelen

Det er meget smukt beskrevet i en sang der hedder "A Bottle & A Bible" med nogle, der kalder sig The Yahoos....

Præcis, det er netop det jeg taler om! Hele den dér Godt versus Ondt, Lys versus Mørke-ting. 

I forhold til det her med spiritualiteten og den mystiske forbindelse mellem mennesker.....spiller musikken en rolle i den sammenhæng, efter din opfattelse?

Helt sikkert.

Hvordan?

Well, jeg ved kun hvad jeg selv føler. Indimellem, når jeg synger en bestemt sang og føler energien fra publikum, føler jeg mig....løftet. Jeg har et behov for at skrive og udtrykke mig; det er meget katharsisk for mig. Katharsisk og terapeutisk på samme tid. Som om jeg er nødt til at gøre det. Den del er dét, jeg selv får ud af det....at det behov, eller det tomrum i mig, opfyldes. En af de sange, som gør det for mig, og som jeg elsker at spille live, er "Unsuffer Me"....

Lucinda, det har været en fornøjelse at tale med dig...

Yeah, jeg nød også at tale om forskellige andre ting end det sædvanlige!

Det glæder mig. En sidste ting: Da vi talte sammen for et par år siden aftalte vi faktisk at mødes næste gang, du var i nærheden - hvilket jo så er i næste måned. Så: Har du tid og lyst til et lille backstage-rendezvous til den tid?

Åh, forhåbentlig. Jeg aner ikke, hvordan min tidsplan kommer til at se ud. Du må tage den med min mand/manager Tom, så må vi se om vi kan finde ud af noget...

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Vrede får veloplagt countryrock-veteran til at finde et ekstra gear

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA