x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med Jackson Browne

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med Jackson Browne

En god del af Danmark er stadig lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi en stribe af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt på GAFFA.dk i juni 2015.

Midt i bruddet – en samtale med Jackson Browne

Den 66-årige, californiske sanger/sangskriver-veteran Jackson Browne har insisteret på selv at ringe op denne tidlige eftermiddag i april. Han sidder, viser det sig, i Barcelona, hvor han – som han tøvende siger – forbereder sig på sin forestående turné, som også bringer ham til Danmark med koncerter i både København og Aarhus den 18. og 19. juni.

Og nogle minutter over aftalt tid ringer telefonen da også på GAFFAs Aarhus-kontorer, og den velkendte stemme i røret siger: "Hello, it's Jackson Browne."

Mig bekendt har du været baseret i det sydlige Californien næsten hele dit liv….hvordan tror du, landskabet – stedet, settingen – har påvirket dig, som sangskriver betragtet?

Well, du ved….nærheden til havet og vejret har ansporet mig til at skrive visse sange – "A Child in These Hills," "Jamaica Say You Will." Der er helt sikkert en del tid tilbragt i biler, ha-ha. Mange metaforer, som har at gøre med vejen, med at køre. "Running on Empty," ikke? Så det påvirker da mit billedsprog.

Og så er det et sted, som har alt….Californien har en masse sorte mennesker, en masse latinoer – og som har de samme problemer, som resten af landet har. Socialt set synes jeg ikke, den er så unik. Måske er der en afslappet….der er også folk på The Strip om vinteren, ikke så meget for at arbejde som for bare hænge.

Der er en atmosfære af afslappet optimisme, som måske finder vej ind i min sangskrivning. Men det er faktisk sjovt, at du spørger mig om det; folk får som regel bare det ud af det, som de vil – altså, jeg er vant til at min musik beskrives som "californisk," du ved. Jeg ved ikke, hvor væsentligt, det er. 

Bassisten ved besked

Din kommende turné strækker sig helt ind i efteråret…hvordan tilbringer du egentlig tiden, når du er på tour?

Når jeg er på turné, spiller jeg to dage i træk og holder så en dags pause. Og det er den fridag, som holder mig kørende, faktisk. At spille hver aften, gentagelsen, ville være hårdt, tror jeg. Jeg prøver at få noget hvile; jeg lytter til musik, læser, jeg behøver ikke tale med nogen.

Og det, tror jeg, giver mig et reservoir af good will, som virkelig hjælper koncerterne. Det giver mig plads til at føle mig spontan, til at føle positivt i forhold til at ændre på ting. Noget andet er, at bandet er så godt i sig selv….de nyder at spille, og de er så gode.

Og i stand til at spille hvad som helst….selv ting, de aldrig rigtig har spillet før. Vi ændrer på sætlisten undervejs…det er lidt vanskeligere med et band, end når jeg spiller alene. Det bliver lidt komisk, når jeg skal hen og fortælle alle sammen, hvad vi skal spille.

Eller hvis en blandt publikum har kaldt på en sang, og jeg beslutter at spille den – men bassisten har ikke hørt det, og står og kigger spørgende rundt. Du ved, bassisten er ham, som er nødt til at vide det, ikke? Alle andre kan ligesom glide ind i en sang…men the bass player's gotta know

Jeg mener, man kan indimellem lave en fejl her og dér…men hvis man hører en bas-fejl, kan det virkelig ødelægge det hele. Anyway:  Den slags uforudsete ændringer er der en del bands, som er allergiske overfor. Det her band tolererer dem.

Zevons spøgelse

Jeg har noteret mig, at du stadig har Warren Zevon-sange på din sætliste. Jeg sætter personligt Zevons arbejde meget højt….hvilket indtryk efterlod han på dig, som ven og kollega? 

For mig var han altid en, som gjorde hvad ingen andre var i stand til. Han var helt unik, og jeg havde det rigtig godt med at være med til at lave hans første par album. Jeg så altid op til ham, som sangskriver. Han lavede ting, litterært og musikalsk, som var på et helt andet plan, end andre sangskrivere – inklusive mig selv.

Som tiden går, og han ikke er her længere.…før i tiden var det sådan, at jeg spillede et par af hans sange til mine koncerter – og ingen havde hørt om ham. Jeg spillede "Werewolves of London," "Hasten Down the Wind" og sådan nogle – og sagde "det var en sang af Warren Zevon – husk navnet!"  

I dag spiller jeg dem fordi, han ikke er her til at gøre det selv. Og fordi folk råber på det. Ud over det er der andre bands, som Dawes og Jonathan Wilson, har også en stak af hans sange i baglommen …de spiller det for fornøjelsens skyld, og for at sørge for at disse sange bliver husket.

Jeg satte mig sammen med Sean Watkins og Sara Watkins…de har noget, det hedder The Watkins Family Hour, og derudover samles de hos venner og så videre. Det er ofte covernumre og traditionals, men også egne sange … og da jeg spillede Zevon-sange for dem, havde de aldrig hørt dem!

Sange som "Poor, Poor Pitiful Me" eller endda "Life'll Kill Ya" – det er jo fantastiske sange, for den generation. Så du det Dave Letterman Show for nylig, hvor Dawes spillede "Desperadoes Under the Eaves"?

Nej…

Åh…du skulle checke det ud; det findes på YouTube. Det burde du; det er fantastisk. Zevon var jo adskillige gange gæst hos Letterman, og var også vikar for (orkesterlederen, red.) Paul Schaffer på et itfspunkt. Så de havde et stærkt bånd.

Dawes lavede en fantastisk hyldest til Zevon med "Desperadoes Under the Eaves," som jo ellers ikke er en af de sædvanlige, man kunne vælge at fortolke. "Lawyers, Guns & Money, som er rigtig enkel at lære, for eksempel.  

Den her kræver noget mere at lære. Jeg har også sunget den med dem; Jonathan Wilson var også med. Men altså, bare for at sige: Der er en hel generation af yngre musikere, som kan lide Warren Zevons sange…og det er en god ting. For mig at se er den eneste, som kommer tæt på Zevons måde at skrive på, Father John Misty…. 

Interessant pointe...

Han har virkelig den samme – well, ikke den samme,  men meget lignende – slags observation. Hans synspunkt er meget ætsende, sjovt – og kynisk, på en eller anden måde.

Påtrængende problemer

Du sagde for nylig til The Telegraph, at, og jeg citerer: "Amerika er ikke rigtig et demokrati for øjeblikket. Og ting, der ikke tjener de store firmaer, bliver fejet af bordet…..vil du forklare, for den danske læser, hvordan den mekanisme konkret virker, efter din opfattelse?

Det er meget enkelt…big business har en stor indflydelse på regeringen, og de køber valgene. Du har milliardærer, som simpelthen køber lovgivningen. Fremsætter love, som tjener deres formål men ikke gavner almenvellet. For eksempel har de noget, der hedder ALEC. Det er et akronym. Et eller andet bullshit, en sammentrækning af positive termer.

Men de, de i virkeligheden gør, er at de laver udkast til lovgivning, som de så bringer til et kongresmedlem…de opridser love for kongresmedlemmer, og beder så vedkommende præsentere det som sin egen lov. Det gør de faktisk; sammen med deres bidrag til kampagnen kommer udkast til lovgivning, som bliver præsenteret i kongressen, som konkrete lovforslag.

Det præcis er sådan, den mekanisme, jeg talte om, virker: Big business skriver lovene, og køber embedsmændene. Og der er en million andre måder som er mindre åbenlyse. Det med ALEC var faktisk i en eller anden udstrækning hemmeligt til at begynde med, og foregik i ret lang tid, før det gik op for nogen at de gjorde det.

Nu er det så fremme i lyset, og jeg tror der er en stor bevægelse i retning af at få afdækket pengenes indflydelse på politik. Du kan koge det ned til en simpel sætning: Pengene køber politikerne.

Du har også for nylig fortalt om din indledende tvivl, da du i sin tid – for længe siden – valgte at tage direkte politisk stilling. Hvorfor har det alligevel været nødvendigt for dig, som kunstner, at engagere dig direkte i forskellige politiske anliggender?

Jeg synes ikke, det er nødvendigt som kunstner – jeg synes det er nødvendigt som borger. Jeg tror, det er op til hver enkelt af os at gøre, hvad vi kan. Så hvis du er kunstner, så bruger du din kunst. Og hvis du har muligheden for at samle folk, så gør du det. Det er vanskeligt at gøre det i selve musikken – og jeg har selv gjort det med blandede resultater, synes jeg.

Fantastisk band

Hvad skal det danske publikum forvente af de forestående koncerter?

Jeg har et fantastisk band med; næsten alle sammen var med på pladen, Greg Leisz og de andre. Så jeg synes jeg har et band, som kan præsentere det virkelig godt. Jeg har ikke guitaristen Val McCallum med; han har været nødt til at tage en pause, fordi han har en datter, som skal starte i skole.

Denne turné kommer på et tidspunkt, hvor skoleåret slutter, sommeren begynder og han tager noget tid ud. Han vender tilbage og spiller med os halvvejs gennem sommeren, og så træder han ud igen når hans datter starter i skole. Alle i bandet har familie, som de er nødt til at tage hensyn til.

Ingen af dem kan turnere lige så meget, som jeg kan …fordi mine børn er voksne. Anyway; bandet er virkelig meget, meget godt. Jeg tror ikke, at vi vil spille hele albummet ("Standing in the Breach", 2014, red.) ved hver koncert, men vi vil spille mange sange derfra – og mange sange fra forskellige tidspunkter i fortiden.

Vi ændrer hele tiden sætlisten, så vi kan blive ved med at udforske. Jeg kan virkelig sige, at det her er et fantastisk band – og vi nyder virkelig at spille de her sange sammen. På mange måder er det det bedste band, jeg nogensinde har haft.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA