x

Lydmor: ”Jeg er ikke anti-uddannelse – jeg havde bare ikke noget valg”

Lydmor: ”Jeg er ikke anti-uddannelse – jeg havde bare ikke noget valg”

Som teenager søgte multitalentet Lydmor ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, men måtte acceptere et nej derfra. Derfor er musikeren autodidakt – men leger alligevel med tanken om et studieliv inden for musikken for at lære endnu flere aspekter af musik og komposition at kende.

Når Jenny Rossander går på scenen, gør hun det under navnet Lydmor, og i det rum er hun den eneherskende anfører for alt, du oplever.

– Jeg bestemmer alt det kunstneriske. Det visuelle, det lydmæssige, sangmæssige og produktionsmæssige. Også pr, coverart og plakater. Alt, der har det mindste med kreativitet at gøre, er jeg en ond diktator på, fortæller sangerinden.

Det kræver en vis færdighed og et vist blik for det færdige produkt. Friheden til at bestemme over det har hun egentligt altid haft. Hun er nemlig chefen i sin egen karriere, men det har ikke altid været lige nemt at vænne sig til netop denne rolle. Den talentfulde musiker har nemlig måttet lære det hele på egen hånd. Sidste gang hun stod med eksamensbeviset i hånden var, da studenterhuen kom på hovedet som teenager. Og dér var det ikke fryd og gammen det hele.

– Jeg kom op i fuldt pensum, fordi jeg havde så meget fravær, men det lykkedes! proklamerer hun.

Da hun efterfølgende søgte ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium som 19-årig, fik hun et nej og har derfor lært alt, hun ved om musikproduktion, ved at prøve sig frem og gennem YouTube.

– Alt om musikproduktion, frekvenser, rumklang, og hvordan man laver et fedt mix, lærte jeg på YouTube. Jeg bruger det stadig i dag, hvor jeg godt kan finde på at se en video engang imellem.

Der er dog ingen tvivl om, at det kræver stor selvdisciplin at være autodidakt, slår den 29-årige musiker fast og erkender, at det nok ikke er en egenskab, hun selv rummer særlig meget af. Hos hende har det været, fordi hendes interesse for musik overskygger det meste andet.

– Jeg kan godt se fordelen ved en uddannelse, for det har taget mig virkelig lang tid at nå hertil. Jeg er ikke anti-uddannelse. Jeg havde bare ikke noget valg, og det var bare ikke den sti, jeg skulle gå, erkender hun ved tanken om, at et kontorjob aldrig havde været tilfredsstillende for hende. Så når det ikke kunne blive konservatoriet, måtte hun prøve selv.

Selvom den videregående uddannelse ikke har været en del af Lydmors uddannelseshistorik, værdsætter hun virkelig sin ungdomsuddannelse – så meget, at hun næsten ønsker at kunne tage den igen.

– Det er ikke sådan, at jeg bruger det fra gymnasiet 1:1, men jeg er fandeme glad for, at jeg har gået der for at have en større fælles referenceramme med de mennesker, man møder, slår hun fast.

Sprogligt er det meget konkret, at tilvalget af at have fransk på gymnasiet også en er gave, der stadig mærkes i dag, når Lydmor rejser i fransktalende lande. Takket være sprogfaget kan hun forstå både sproget og kulturen bag en smule.

Derudover er det især kulturforståelse og at have en forståelse for og en viden om, hvad kultur er, især når man selv er en skaber af netop dette.

– For mig handler det om at have læst store værker og vide noget om dem. At man kan forholde sig til de forskellige forfattere og være analytisk. For eksempel når jeg samarbejder med andre mennesker, så er det at kunne analysere en tekst eller et skuespil og kunne læse sig ind i det rigtig vigtigt for håndværket, fortsætter hun.

– En af de ting, jeg savner i mit liv, er kurateret information. Jeg interesserer mig enormt meget for blandt andet teknoantropologi, fysik og litteratur, men jeg skal hele tiden ud og finde ting selv. Der er kurateret information guld værd. At der kommer nogen og siger ”Prøv lige at analysere det her!”

Lydmor er faktisk før kommet ind på netop en bachelor i teknoantropologi, men som tiden nærmede sig studiestart, måtte hun erkende, at tiden ikke var til det. Musikken lå i første række – som nu – og der er der ikke tid til et fuldtidsstudium.

– Så kunne jeg se, at jeg kunne gå der i en måned, før jeg måtte stoppe på grund af min musik. Sådan noget er ikke holdbart, siger hun.

Derfor håber hun, at der på et tidspunkt bliver tid til et sommerkursus eller et aftenstudium, hvor hun kan tilegne sig mere viden. Det bliver man nemlig aldrig færdig med, mener hun.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA