x

Hvad laver I ved siden af musikken?

Hvad laver I ved siden af musikken?

I Danmark kan de færreste leve af musikken. Ofte kræves et fast arbejde ved siden af. Men det er ikke så tungt, som det lyder. Mike Park fra Hatesphere, Simon Olsen fra Baest og Nicolai Busse Hansen fra Møl har alle taget en uddannelse og besidder i dag et ganske almindeligt arbejde. Og sandheden er, at de ikke ville være det foruden.

Jeg troede engang, at musikere væltede sig i penge og damer. Damer vælter nogle sig måske stadig i, men at sige det samme om pengene, ville nok være en lettere overdrivelse. Med mindre man selvfølgelig hedder Drake og er en del af hitmaskinen i Guds eget land. For i Danmark er historien lidt en anden. Dansk musik har ganske vist større succes end nogensinde før med Volbeat, MØ og Lukas Graham, der leger med de tunge drenge på den anden side af Atlanten. Og så er der selvfølgelig Aqua, der af lidt uransagelige årsager stadig fylder arenaer i Nordamerika. Men inden for de danske grænser går det hele stadig ret fredeligt for sig. Særligt metalmiljøet nyder ikke meget af radiorotationer og åbning af Orange på Roskilde Festival.

Derfor har langt de fleste metalmusikere ganske almindelige jobs ved siden. Fra ni til sytten og det hele. Med ferieordninger og en klækkelig pensionsopsparing ved siden af. For at blive klogere på livet bag mosh pits, dåsebajere og djævelske tatoveringer ringede jeg til dem, jeg synes repræsenterer den danske metalscene på fornemmeste vis – Mike Park, der spiller trommer i Hatesphere. Simon Olsen, der brøler i Baest. Og Nicolai Busse Hansen, der er guitarist i Møl. Alle bands må sige at bevæge sig i medvind for tiden. Men når turbussen lukker dørene i, og fadølsanlægget backstage slukkes, kalder hverdagen.

– Jeg er fuldtidsansat tegnsprogstolk hos et firma, hvor jeg besøger uddannelser rundt omkring i hovedstadsområdet, forklarer Mike Park. – Jeg oversætter essentielt det, læreren underviser i, hvor jeg sidder ved siden af og oversætter til brugeren.

– Jeg underviser i musik, historie, natur/teknologi og geografi, fortsætter Simon Olsen. – Jeg blev uddannet i 2015 og har siden da arbejdet på Skovbakkeskolen i Odder – min gamle folkeskole.

– I dag arbejder jeg hos Aarhus Kommune som beskæftigelseskonsulent for de mange akademikere, vi har her i Aarhus, tilføjer Nicolai Busse Hansen. – Jeg rådgiver dem i jobsøgning, som jeg også har forsket i, men her er det mere praktisk fokuseret.

Den menneskelige kontakt

Hvad der er fælles for de tre, er deres arbejde med mennesker. De gør det alle sammen i den ene eller anden sammenhæng på hver sit pædagogiske niveau.

– I det firma, jeg arbejder i, er vi delt op i forskellige teams, hvor vi arbejder med de samme faste brugere, fortæller Mike Park. – På den måde skaber vi en relation til brugerne, da jeg for eksempel har fulgt nogle af dem siden gymnasiet og op igennem deres videregående uddannelse. Man kommer til at kende dem rigtig godt, selvom man som tolk skal være neutral.

Simon Olsen underviser til dagligt børn, der befinder sig i ti- til femtenårsalderen. For at bevare deres fokus er han nødt til at fastholde kontakten til dem. Ligesom det er at stå på en scene foran et øldrikkende metalpublikum på en festival. For selvom musikken egentlig fremstår ond og måske endda introvert og fjendtlig, er der i mange tilfælde en større interaktion mellem metalscenen og dens publikum, end der er hos andre genrer. Metalfans skal plejes, og energien skal fodres. Og der skal sælges T-shirts og patches til denimvesten.

– Der er helt sikkert noget af den energi, jeg bruger i Baest, som jeg også bruger i undervisningen, siger Simon Olsen. – Og helt sikkert også det her med at spille musik – rent rytmisk og motorisk at kunne følge en rytme og kunne leve sig ind i musikken. Det kræver jo kropslig tilstedeværelse og indlevelse, og det er noget, jeg bruger meget i begge sammenhænge. Det ligger ret dybt i mig, og det tror jeg også, at andre musiklærere kan forholde sig til. Hvordan musik kan opstå gennem fællesskabet. Derudover består mennesker jo også af mange forskellige følelser, og det er noget, musik kan hjælpe med at udtrykke.

Det samme gælder Nicolai Busse Hansen, der siden udgivelsen af Møls debutalbum Jord har oplevet en helt anden og mere intens publikumskontakt end tidligere.

– Der er helt klart en sammenhæng i relationen mellem mennesker, forklarer han. – Som musiker har vi en publikumskontakt, og i mit arbejde taler jeg med folk. Når vi er ude og spille shows, er jeg virkelig glad for den følelse, jeg får fra vores publikum. Følelsen af at have påvirket en masse mennesker og gjort noget rigtigt. Og det er også en følelse, jeg har i mit daglige arbejde – at det, jeg gør, har en betydning for nogle mennesker.

Struktureret hverdag

Den umiddelbare forklaring på, hvorfor man bør tage en uddannelse, selvom musikken tager fart, er sikkerhedsnettet, som uddannelsen unægtelig vil udgøre. Hvis bandet går fra hinanden, eller succesen falmer, er det godt at have noget at falde tilbage på. For Mike Park er det mere eller mindre årsagen, men efter flere års arbejdsliv og en passion for hans erhverv har behovet for et helt almindeligt fast arbejde udviklet sig noget helt andet, som musikken aldrig vil kunne give – strukturen.

– Det er rart at have en struktureret hverdag, siger Mike Park. – Hvis jeg kunne overleve alene på musikken, ville jeg være bange for, at jeg bare lå i sofaen og blev halvfed. Med mindre man kan finde en masse projekter ved siden af, er det godt at have noget at stå op til. Alle dine venner er jo på arbejde. Og på et arbejde udfører du jo noget, som du får det godt med. Og har man et arbejde, som man godt kan lide, er der heller ikke noget problem i at komme afsted.

For Simon Olsen har det egentlig stået skrevet lidt i stjernerne. Hans forældre har begge en pædagogisk uddannelse, og da han blev student og efterfølgende deltog i et højskoleforløb, begyndte han at få smag for tanken om at blive skolelærer. Han faldt over en folder fra seminariet i Silkeborg, hvor der stod noget om Musikpilot, og besluttede sig for at give det et skud.

– Jeg fik prøvet nogle andre ting af, og fik sat nogle ting i perspektiv, fortæller han. – Ikke kun det at dyrke musik og være musiker, men også når det kommer til at undervise i musik. Det er jo noget helt andet end at lave musik. Jeg fandt en masse sider af mig selv, der gav mig mere smag for at lave musik. Livløs begyndte så småt under mit sidste år på seminariet, og kort efter jeg blev færdig, kom Baest så til.

Nicolai Busse Hansen var først og fremmest akademiker, før han blev musiker. – Jeg havde egentlig regnet med at have et forskningsarbejde, fortæller han. – Det var lidt ved et tilfælde, at musikken pludselig begyndte så meget, selvom jeg altid har brændt for det. Men den måde, jeg selv opfatter musikbranchen og det at være i et band, er en ret flygtig tilstand. Man ved ikke, hvornår det pludselig slutter. Så det at have noget permanent i form af et arbejde ved siden af, er vigtigt. Og så er mit arbejdsområde også noget, jeg interesserer mig enormt meget for.

– Jeg vil i hvert fald råde alle dem, der render rundt og synes, at det går meget godt, til at få en uddannelse, afslutter Mike Park. – For det første bliver det nok kun værre med den digitale udvikling. Plus der er flere bands at konkurrere med. Og så bliver man jo ældre. Men når uddannelsen så er taget, kan man holde pause fra det og fokusere på musikken i et stykke tid. Set i bakspejlet tog jeg en uddannelse relativt sent, og det er sgu dumt at springe de tre eller fem år over, fordi man tror, at man skal ud og være en stor stjerne. For pludselig er det for sent at tage en uddannelse. Så snart du har børn og kæreste, bliver det unægtelig sværere at gå ned på en SU og den slags. Og man sagtens turnere ved siden af en uddannelse – det er vi flere i Hatesphere, der har bevist.

Mike Park – Trommeslager, Hatesphere

Oprindeligt havde Mike Park en idé om, at han aldrig skulle have en uddannelse. Dengang spillede han i Mercenary, der havde en del succes. – Det var først, da jeg blev omkring 30 år, at jeg tænke, at jeg måske skulle have et sikkerhedsnet, forklarer han. – Så jeg gik egentlig bare på Uddannelsesguiden, hvor jeg ledte efter noget, der var overkommeligt. Jeg forelskede mig hurtigt i tegnsprogstolkeuddannelsen, fordi den netop var overkommelig og samtidig lød enormt spændende.

I 2014 blev han uddannet tegnsprogstolk ved UCC i København og er i dag ansat hos et firma, der giver ham plads til musikken.

Simon Olsen – Forsanger, Baest

Simon Olsen bevægede sig i begyndelsen ned ad musikkens afmærkede sti med bandet Livløs. I 2016 så Baest dagens lys, og siden da er det gået støt fremad for det danske dødsmetalband.

– Jeg er heldig at være endt på en arbejdsplads, der har stor tillid til mig og mit arbejde og det, jeg laver ved siden af, forklarer Simon Olsen. – Det kræver selvfølgelig ærlighed og planlægning, men også en åben kommunikation med min ledelse.

Nicolai Busse Hansen – Guitarist, Møl

Første gang jeg mødte Nicolai Busse Hansen, var han i gang med at arbejde på sin ph.d. Dengang var Møl så småt begyndt at tage fart, så at han ved siden af arbejdede som akademiker på fuld tid, imponerede mig. – Jeg startede med at læse lingvistik, fortæller han. – Det læste jeg i tre år, og så tog jeg en research master i lingvistik på et universitet i York i England. Jeg havde egentlig sat mig for at gå forskningsvejen, så bagefter tog jeg en ph.d. i erhvervskommunikation, hvor jeg forskede i jobsamtaler.

– Jeg har siden været med til at udvikle et jobsøgningskursus for nogle af de ledige akademikere, som de kan bruge i deres jobforberedelse. Det er meget nede i øjenhøjde og meget handlingsorienteret, så jeg har forsøgt at koge min forskningserfaring ned til noget, der er brugbart for andre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA