x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med Emmylou Harris

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med Emmylou Harris

En del af Danmark er stadig lukket ned, trods gradvis genåbning af samfundet, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne snart 37 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi en stribe af i denne tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt på GAFFA.dk i maj 2011.

Emmylou Harris – Det var Gram, der gjorde det

Sig navnet Emmylou Harris, og en del hankønsvæsener vil stadig blive fjerne i blikket. Den æteriske skønhed og ditto stemme bag mesterlige albumudgivelser som Elite Hotel (1975) og Luxury Liner (1977) er med sine snart 64 år stadig velholdt og vel på den anden side af et velfortjent comeback med Daniel Lanois-producerede Wrecking Ball (1995) og den ikke mindre vellykkede opfølger Red Dirt Girl (2000).

Stemmen er også intakt på sangerindens aktuelle album Hard Bargain. Det vilde rock'n'roll-liv har aldrig været Harris' metier, og det var et mildest talt umage parløb, der indledtes, da den unge, nybagte mor og håbefulde sangerinde blev taget under vingerne af den notoriske festabe og i dag legendariske Gram Parsons sidst i 60'erne. Han blev kun 26, men nåede nærmest egenhændigt – eller sådan vil mytologien det i al fald – at introducere hippierne for countryens fortræffeligheder, indstifte countryrocken med sit band The Flying Burrito Brothers og således danne skole for en række efterfølgere.

Emmylou Harris selv har sagt, at hendes mave dårligt tåler alkohol, hun tilbringer i dag det meste af sin fritid med sine elskede hunde og virker alt i alt som en harmonisk kvinde, i det mindste offentligt. Som sangskriver vender hun imidlertid stadig igen og igen tilbage til de knuste drømme, ensomheden og forgængeligheden. "Åh, der kommer bare meget bedre sange ud af det", lød det indlysende svar, da GAFFA spurgte den albumaktuelle countrylegende om hvorfor.

Lykkeligt ugift

"Some of us are better off to make it on our own", synger du i Lonely Girl på den nye plade. Er det en selvbiografisk sang?

– Jeg startede ikke ud med en intention om at skrive en sang om det emne, ordene kom bare med melodien. Men, du ved, jeg har været gift tre gange, og jeg er meget gode venner med mine eks'er, og jeg tror bare, at nogle folk er bedre tjent med ikke at være i et forpligtende forhold. Klarer sig bedre med venskaber og i en mere ensom… alle forventer, at man kun kan være et helt menneske, hvis man er i et lykkeligt ægteskab eller sådan noget. Men jeg tror, man kan have et rigtig godt liv uden, jeg er i hvert fald ganske tilfreds med mit.

Ud over to coverversioner har du skrevet alle sangene på det nye album selv, mens hovedparten af dit bagkatalog – med et par markante undtagelser – består af andre folks materiale. Hvad var anderledes denne gang?

– Efter Wrecking Ball gjorde jeg virkelig en indsats for at komme tilbage til at skrive, og det er bare noget, jeg prøver på at holde ved lige. Man er nødt til at blive ved med at presse sig selv som kunstner. Jeg vil fortsætte med at være mere eller mindre den samme sanger, som jeg hele tiden har været og arbejde med samme type materiale, men jeg følte at det at skrive var noget, som jeg skulle blive ved med at forfølge, fortsætte min uddannelse i … du ved, betale tilbage til musen.

Så det er altså en bevidst indsats og ikke udtryk for, at du flyder over med materiale i disse år?

– Det er virkelig en indsats. Det er arbejde; man må tage sig tiden og forpligte sig på det. Måske skriver jeg aldrig en sang igen; jeg er altid overrasket, når jeg skriver en færdig. Så jeg må bare tage det en plade ad gangen. Faktisk har hele min karriere været sådan en sang ad gangen, uanset om det har været covers eller noget jeg har skrevet selv.

Gram var ekstraordinært vigtig

Det er nærliggende at høre den nye sang The Road som en elegi over Gram Parsons. Gennem årene har du imidlertid været tilbageholdende med at tale om den periode af din karriere. Hvorfor?

– Åh nej, tro mig, jeg taler om det i hvert eneste interview, jeg laver, så jeg er ikke tilbageholdende, men du ved, der er mange andre ting i mit liv. Men Gram var en ekstraordinært vigtig del af mit liv, mit arbejde, mit kunstneriske virke, eller hvad du nu vil kalde det. Han var en meget vigtig del af den kurs, jeg er blevet velsignet med. Så jeg synes, at det kun er naturligt på et vist tidspunkt at se tilbage og reflektere over, hvordan jeg endte her. Og for mig var det jo på en eller anden måde begyndelsen. Det var ikke starten og slutningen på alt, men helt sikkert en begyndelse.

For mig personligt har dit arbejde fra midten af 70'erne – Pieces Of The Sky, Elite Hotel og Luxury Liner – altid haft en særlig betydning. Der er en særlig, næsten fortvivlende melankolsk følelse på de plader ... fortæl lidt om den periode af din karriere. 

– Jeg var ved at lære at lave plader og finde min vej, finde gode sange at spille. Faktisk var det en temmelig vidunderlig periode af mit liv. Jeg var ved at finde min stemme…og sagen er den, at jeg føler, at min stemme passer bedst til melankolske, triste sange. Det er der, jeg føler mig hjemme, Gud ved hvorfor. Jeg havde en lykkelig barndom, og jeg er en rimeligt velafbalanceret person, tror jeg. Men enhver, som bliver født ind i denne verden, ved, at der findes en masse sorg. Det er bare sådan, livet er. Jeg synger bare sandheden.

Ud over dine egne plader har du været involveret i en lang række samarbejder gennem årene. Er der nogen, der har haft særlig betydning?

– De er alle sammen noget specielt, men selvfølgelig havde Dolly og Linda og jeg (trioen Dolly Parton, Linda Ronstadt og Emmylou Harris udgav de to album Trio og Trio 2 i 1987 og '99, red.) det alle tiders med bare at være os tre piger. For, du ved, man har ikke megen tid til at have veninder, når man er på landevejen hele tiden med en flok fyre; de er også mine gode venner, men det var virkelig en fornøjelse at arbejde med dem, for de er virkelig…især Linda, hun og jeg har været rigtig gode venner, og jeg elsker Dolly og har altid beundret hende, hun er så glad og sjov. Så det har været vidunderligt, men jeg vil heller ikke forklejne det andet, for de fleste af dem, jeg har arbejdet med har været mine helte, som Neil Young … der er så mange andre plader, som jeg har været en del af. Bare at få lov at indspille én sang med Roy Orbison. Hvis nogen havde fortalt mig for år tilbage, at jeg ville komme til at spille med ham, ville jeg have troet, at de lavede sjov med mig. Eller Dylan…

Ja, jeg skulle lige til at nævne ham; Desire ville bestemt ikke have været den samme plade uden dit bidrag. Kan du huske de sessions?

– Ja, vi kom bare ind, jeg havde aldrig mødt ham før eller hørt sangene forinden; de begyndte bare at spille, og så faldt jeg ind. Der var ingen øvning eller konversation eller noget, jeg måtte bare … krydse fingre, ha,ha.

Du har også lavet noget glimrende arbejde med Lucinda Williams. Ikke meget, men alligevel… (de to sang duet på Greenville fra Williams Grammy-vindende album Car Wheels On A Gravel Road fra 1998, ligesom Harris inkluderede Williams' Sweet Old WorldWrecking Ball, red.). Har du overvejet at arbejde med hende igen?

– Ja, hvis hun vil have mig til at synge på en af sine plader, vil jeg være der in a New York second… men, du ved, vi har hver vores liv og karriere. Men når tiden er den rette … når du spørger nogen om at medvirke på din plade, er det, fordi de har en bestemt lyd, en bestemt stil. Det er fuldstændigt ligesom, hvis du ønsker en bestemt guitar-sound på din plade; du hører bare vedkommendes stemme. Sådan er det i hvert fald, når jeg bringer nogen ind for at synge på mine plader ... at jeg vil høre dén specifikke stemme. Så jeg formoder, at når folk spørger mig, er det, fordi de er på udkig efter noget, som jeg har ... en sound, de vil have for at fuldende deres version af en sang.

Til at begynde med var det the folk revival og hele protestbevægelsen, som var din indgang til musikken. Hvorfor blev du countrysanger, hvis du da accepterer den kategori…?

– Det var Gram. Han gjorde det – det er hans skyld!

Kun tre musikere

Af ren nysgerrighed: hvorfor undsagde du dit allerførste album (Gliding Bird fra 1970, red.)?
– Well, det var selvfølgelig der, jeg var på det tidspunkt, med de folk, der nu var omkring mig. Men da jeg fik success med Pieces Of The Sky (i 1975, red.) og var en mere hel kunstner, følte jeg, at det første album blev solgt af de her mennesker, som bare ville tjene nogle penge og udnytte nogle folk, som forventede noget andet end det, de ville få. Men der er, hvad det er, og jeg fornægter det ikke. Jeg kunne bare ikke lide den måde, forretningsfolkene håndterede det på.

For at vende tilbage til det nye album; det er indspillet med blot tre musikere, inklusive dig selv. Hvorfor valgte du sådan en nedbarberet tilgang denne gang?

– Faktisk var det ikke mig, men Jay (Joyce, producer, red.). Jeg havde arbejdet med ham før på nogle enkeltstående projekter og vidste, at han kunne lide at arbejde på den måde. Så jeg bad os bare prøve at komme så langt, som vi kan, bare os tre. Han og Giles (Reeves, red.) er multiinstrumentalister og meget kreative, men der var hele tiden muligheden for at bringe andre ind. Men det fik vi ikke behov for, for det hele fungerede så smukt med deres bidrag. Noget af det, du gør, i forhold til vokalharmonier, er først at se, hvor langt du kan komme. Og hvis man så føler, at noget mangler, eller at der mangler en specifik stemme, bringer man nogen ind, jævnfør det jeg sagde tidligere. Så det var ikke sådan, at vi havde et strikt regelsæt, vi besluttede bare at starte ud sådan her – og det fungerede smukt. Jay var inde i sangene; jeg havde spillet alle sammen for ham, og vi vidste, hvilke vi ville indspille. Og jeg tror, at grunden til, at det gik så hurtigt var, at han havde lavet sit hjemmearbejde og på forhånd vidste, hvordan han ville gribe det an og gå til hver enkelt sang. Alt, hvad jeg skulle var at spille rytmeguitar og synge. Det er derfor, man får en producer, you see

Litterære favoritter

Når jeg laver interviews, kan jeg godt lide at spørge til kunstnerens litterære inputs, så: hvad læser du for tiden, og er der nogle litterære favoritter?

– Jeg har lige afsluttet en smuk bog af Paul Harding, der hedder Tinkers, som jeg fik i julegave, smukt skrevet roman, jeg tror at han fik Pulitzer- eller Bookerprisen for den… (han fik Pulitzer-prisen, red.) anyway, min yndlingsforfatter er Annie Dillard; hun skriver mest essays om naturen og teologi, næsten som Thoreau. Men hun skriver også skønlitteratur, og jeg tror, at jeg har læst mere eller mindre alt, hvad hun har skrevet. Jeg læser også klassikere, jeg har lige læst én af Graham Greene. Åh ja, og jeg har lige læst Rodney Crowells bog, han gav mig et anmeldereksemplar, og jeg er ved at gore mig klar til at læse Steve Earles bog…så dybest set læser jeg kun mine venners bøger for tiden, ha-ha. Alle andre end mig skriver en bog…

Man ved aldrig, hvilken retning et interview vil tage, og jeg havde egentlig tænkt mig en helt åben tilgang denne gang. Nu kom jeg så alligevel til at stille en masse spørgsmål, men nuvel da: hvad kunne du tænke dig at tale om resten af den tid, vi har?

– Well, jeg ved ikke, om du er klar over, at jeg er blevet meget engageret i dyreinternater, især for hunde, hjemløse hunde. Og der er så mange folk rundt om i verden, som er opmærksomme på de frygtelige problemer med overbefolkning og medlidenhedsdrab på fuldstændig raske hunde og katte. Så det er noget jeg lægger meget energi i på dette tidspunkt i mit liv, i en grad så jeg faktisk har et lille internat ved mit hjem i Nashville. Jeg samarbejder med lokale organisationer, og vi prøver at etablere et stort internat, hvor vi kan huse alle de hunde og katte, som er bestemt for aflivning, midlertidigt, indtil de bliver adopteret. Det er noget, jeg er ekstremt passioneret omkring, og jeg håber, at der vil komme en tid, hvor der ikke længere findes hjemløse kæledyr. Folk kan besøge hjemmesiden for Bonapartes Retreat, som er navnet på mit internat, hvis de vil vide mere… 

Ok, det vil jeg viderebringe. Og tak for din tid.

– Det var en fornøjelse. Og, nå ja, vi kommer i øvrigt også jeres vej inden længe….

Hard Bargain udkom 26. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA