x

Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld del 2 ud af 2

Sange i de mørke tider – en samtale med Blixa Bargeld del 2 ud af 2

Stort interview med Einstürzende Neubautens frontfigur om Berlin, Coronakrisen, anmeldere, hvorfor han forlod Nick Cave & The Bad Seeds og meget mere

Fortsat fra del 1 af interviewet, som du kan læse her

Corona

Det kunne være særdeles interessant at høre dine tanker om Covid-19-situationen og dens efterspil, men tillad mig lige at runde det andet af. Den her følelse af fremmedgørelse over for din fødeby...er det en oplevelse af tab, eller melankoli? Eller er det bare sådan, tingene er?

Jeg beskrev den effekt, en tur gennem Tiergarten-tunnelen har på mig, lige før. Og faktisk er jeg glad for at bo et sted, som ikke er overfyldt med alle mulige slags minder. Jeg føler mig ikke som sådan fremmedgjort over for Berlin, jeg befinder mig bare i en mærkelig mellemposition her. Jeg er i Berlin, men jeg er ikke i Berlin. Og helt aktuelt er jeg i karantæne i 43 dage – hvis jeg bliver indendørs en måned længere har jeg sikkert glemt, hvordan der overhovedet ser ud udenfor. Det er underligt at tale om et sted, når du ikke engang kan forlade din lejlighed længere. 

Men gentrifikationen indebærer også et identitetstab...

De rødgrønne, venstreorienterede partier i Berlin har netop introduceret den såkaldte Mietendeckel, som er et loft for, hvor høj en husleje må være. Alle ejendomsmæglere er selvfølgelig utilfredse, for pludselig kan boligejerne ikke længere bare gøre, som de vil. Heller ikke en dansk investor, som ønsker at købe en ejendom hernede....

Det glæder mig meget at høre...

De konservative kæmper stadig imod og forsøger at få sagen for en forfatningsdomstol. Det er en forventelig reaktion. På den anden side overrasker de konservative i øjeblikket, hvor butikkerne er ved at genåbne hernede og alle taler om lockerung – om lukningen og genåbningen efter Coronakrisen. Og her i Tyskland er det faktisk den ultrakonservative ministerpræsident i Bayern, som fremstår som den mest sympatiske – det havde jeg aldrig troet, jeg skulle sige om en konservativ politiker. Frem for at kæmpe for lempelser og tale om erhvervslivet, holder han strengt på at opretholde forholdsreglerne, indtil det er forsvarligt at genåbne. Og det på trods af, at netop hans region er hårdt ramt af lukningen.

Ja, her i Danmark er det naturligvis omvendt. Højrefløjen vil have genåbnet landet, mens venstrefløjen tøver...

Selvfølgelig, som man vil kunne forvente. Her er det idioter som Christian Lindner, formanden for det liberale parti FDP, der bliver ved med at snakke om industrien, om hvordan folk er nødt til at begynde at arbejde igen. Det er til at brække sig over. Mange af de her folk viser virkelig deres sande ansigt i denne tid. En anden interessant sideeffekt er, hvordan AFD (Alternative für Deutschland) virkelig mister terræn i øjeblikket. Det er et nynazistisk parti, som indtil for nylig var landets tredjestørste. Nu er de koncepter, de markedsfører sig på, pludselig ikke relevante længere.

Den politiske situation er totalt forandret, når vi kommer ud af denne Corona-situation. Det er noget, som ændrer sig fra uge til uge. Die Grünen, som jeg normalt er knyttet til, gør ikke en særlig heldig figur lige nu; de taler mest om menneskerettigheder. Socialdemokraterne og de liberale snakker om industrien – og pludselig er det de konservative, som faktisk fokuserer på folkesundheden.

Tror du, at Coronakrisen vil have mere langvarige konsekvenser for det kapitalistiske system, bredere betragtet?

Ja, absolut.

På hvilken måde?

Det kan jeg ikke svare på. Det er ikke gået op for alle endnu, men vi kommer ikke til at gå tilbage til den samme normalitet som før epidemien. Det vil aldrig blive det samme som før. Men hvad der præcis kommer til at ske, ved jeg ikke. Jeg er ikke profet, og det er heller ikke emnet for vores interview. Jeg har faktisk benyttet ordet corona i en tekst tidligere, i sangen ”Sonnebarke” på albummet Silence is Sexy fra 2000. Nu kan jeg ikke synge den linje længere!

Aftenlandet

Det er ikke kun Berlin, men hele Europa er under forandring i de her år – og på det nye album finder man også en direkte reference til den aktuelle flygtningesituation. Tror du, vi er i færd med at bevidne den vestlige civilisations fald, i en bredere forstand? Der Untergang des Abendlandes (tobindsværk af historiefilosoffen Oswald Spengler, udgivet 1918-1922, altså lige efter første verdenskrig, red.), om du vil?

Nej. Jeg er meget skuffet over det politiske ståsted, Tyskland har valgt i forhold til Europa. Jeg tror, det var en stor, generel fejl, at alle de europæiske lande lukkede deres grænser og førte hver deres politik. Ikke at hjælpe Grækenland og Italien er efter min opfattelse en fejl, som i værste fald vil dræbe. Men nok om det, nu – det her er virkelig ikke emnet for vores samtale.

Okay. Well, jeg er absolut ikke ekspert i såkaldt verdensmusik, men jeg fandt det meget interessant, da jeg blev bekendt med, at du fandt tidlig inspiration i etiopisk musik...

Åh ja – det handler ikke så meget om, at det var etiopisk musik, og det var på et tidspunkt, hvor man endnu ikke kaldte det verdensmusik. Det var før, Peter Gabriel opfandt world music. Men jeg havde en lp med etiopiske ørkennomader, som jeg lyttede til og konstaterede, hvordan de spillede på ting, som var i deres umiddelbare omgivelser. Ting, som de kunne instrumentalisere. Så jeg spurgte mig selv: ”Hvad er min livssituation? Hvad er jeg omgivet af? Hvad kan jeg bringe i anvendelse som instrumenter?

Så inspirationen er ikke fra den etiopiske musik som sådan, den handler om den autenticitet, som ligger i at lave den musik, som er indlejret i din livssituation og kultur. Den tanke ledte mig til at lave optagelser sammen med N.U. Unruh inde i en Autobahns hule stålkrop. Fordi det gik op for mig, at det var de ting, som udgjorde mine omgivelser – og at jeg kunne gøre de ting, som var umiddelbart tilgængelige for mig, til instrumenter. Det var tanken – det var helt tilbage i 1980.

Jeg skrev et lille statement i de tidlige firsere, hvor jeg reflekterede over, hvilken musik som ville afspejle de bygninger, som omgav mig. Bygninger med skudhuller fra anden verdenskrig, smadrede postkasser og toiletter i opgangene, som flere familier deltes om, brunkulsovne til opvarmning af lejligheder. Og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan disse omgivelsers musik ville lyde. For det var nu engang sådan, jeg levede i de tidlige firsere: Typisk vestberlinsk miljø. I dag lever jeg ikke på den måde længere, og derfor ville det også være en løgn, hvis min musik i dag forsøgte at afspejle de omgivelser. Det handler om autenticitet, og om hvordan musik kan være indlejret i en ens livssituation.

Lag af lort

Jeg har indtryk af, at der indimellem har været en vis diskrepans imellem den populære opfattelse af bandet – i medierne, og til dels også blandt jeres publikum – og så den kunstneriske vision, I rent faktisk har udfoldet. ”Der er det her stupide lag af media crap”, som du engang har formuleret det. Har det været en frustration, gennem årene? Og hvad er status i dag, i forhold til den type misforståelser?

Det har været et problem, helt bestemt. De dér myter, som medierne bliver ved med at reproducere, skaber nogle bestemte forventninger. Slag mod stål, ild på scenen, den slags. Så der har vitterligt været det lag af crap, ligesom der har været andre lag af crap. For eksempel i de tyske medier, hvor den stående kliché er, at vi altid har været finkulturelle darlings, favoritter i avisernes kultursektioner side om side med opera og anden finkultur. Hvilket ganske enkelt ikke er sandt.

Jeg kan heldigvis se en ændring i de ting; det begyndte at ske omkring Lament (album fra 2014, red.). Dækningen af Lament var 100 procent positiv, den blev taget alvorligt og fik rigtig gode anmeldelser. I dag er jeg over 60, og vi har lavet det her i 40 år – og jeg behøver ikke at bevise noget for nogen som helst. Vi er legendariske. Jeg behøver ikke engang at læse mediernes dækning; jeg får min feedback fra 600 supportere, som fortæller mig os, hvor meget de elsker pladen. Så når Rolling Stone Magazine eksempelvis skriver i en kort anmeldelse, at det er et mindfuck at lytte til vores plade – som de gjorde om dobbeltalbummet Silence is Sexy – kan jeg være fuldstændig ligeglad.

Og du er helt ærligt ligeglad?

Jeg bliver såret, når jeg læser det. Så folk omkring mig skærmer mig imod det. Jeg får ikke tilsendt lorteanmeldelserne, og jeg opsøger dem ikke selv.

Den anden guitarist

Det lyder som en fornuftig strategi. Well, jeg vil som sagt gerne respektere din modvilje mod at dvæle ved fortiden. Men jeg kan ikke lade været med at spørge ind til dit arbejde med Nick Cave &The Bad Seeds – hvad var, efter din opfattelse, det særlige ved det band? Dit bidrag? Det er jo, i en vis forstand, et helt andet band i dag...

Helt sikkert: Alt bør være anderledes efter et stykke tid. Jeg havde ikke nogen kunstneriske udeståender med hverken Nick eller andre i bandet. Hovedårsagen til at jeg forlod Nick Cave & The Bad Seeds var, at jeg blev gift. Rockstjernehustruer er det femte og overflødige hjul på turnébussen, og jeg kunne ikke forestille mig at skulle være involveret i alle tre projekter: Einstürzende Neubauten, Nick Cave & The Bad Seeds og mit ægteskab.

Hvis jeg skulle være fortsat med at turnere og lave plader med begge bands, havde der ganske enkelt ikke været tid til mit ægteskab. Jeg er nødt til at sige, at Nocturama (fra 2003, det sidste album med Bargeld, red.) er det svageste Nick Cave & The Bad Seeds-album, og arbejdsprocessen omkring det var ikke særligt tilfredsstillende. Men det var ikke årsagen til, at jeg forlod bandet.

Ud over de indlysende udfordringer, jeg allerede har nævnt, var den eneste grund til, at jeg gik, at jeg var meget utilfreds med vores management. Vi blev groft udnyttet, og ingen af de andre i bandet gjorde noget ved det. Efter min afgang gik de andre det management efter i sømmene – og fandt alle de skjulte penge. Hvad angår mit eftermæle i bandet, spøger jeg stadig i hele foretagendet...

Absolut. Hvad ser du tilbage på som dit bedste arbejde med det band?

Det ved jeg ikke. Jeg har altid haft en had/kærlighedsforhold til at spille guitar. Min idé om at spille guitar handler om at sætte den til en forstærker og så undlade at kigge mere på den. Undlade at give den lov til noget som helst. Da Nick i sin tid bad mig spille guitar på sin plade (From Her to Eternity med Nick Cave & The Bad Seeds fra 1984, red.) vidste jeg ikke, at jeg skulle være med i et band. Men jeg indvilligede hvilket jeg også havde gjort, hvis han havde bedt mig spille klarinet på pladen.

Men gennem årene som ”den anden guitarist” i bandet udviklede jeg en masse teknikker og strategier til at betjene instrumentet. Jeg er venstrehåndet, men spiller på en højrehåndsguitar – allerede dér gør jeg nogle ting en lille smule anderledes, end en højrehåndet guitarist ville gøre. Jeg gjorde mange ting modsat i forhold til at spille guitar. Stemte guitaren anderledes, masser af slide, ingen effekter overhovedet.

Jeg indstillede forstærkeren forskelligt til hver enkelt sang, men jeg brugte ikke distortion, pedaler og den slags. Det morede mig i lang tid at spille guitar og udvikle noget nyt til hver enkelt sang. Men efterhånden blev der mindre....plads, når vi var i studiet. Man fik akkorderne, spillede en sang og gik videre til den næste, indtil man ved fyraften havde indspillet otte nye sange. Og det er ikke den måde, jeg holder af at arbejde. Sådan foregik indspilningen af Nocturama, og det gjorde mig ikke rigtig glad.

Brecht i eksil

Jeg kunne godt tænke mig at nå at snakke lidt litteratur med dig. Personligt har jeg stor glæde af Michel Houllebecqs romaner i disser år. Er der nogen særlige bøger eller forfatterskaber, som har haft særlig betydning for dig?

Brecht. Han er den største forfatter de sidste 100 år. Brecht er et monument. Lad mig vise dig denne her (finder bogen The War Primer frem, red.) – det er Brecht, som skriver fra sit eksil i Danmark, hvor han sidder og studerer aviserne. Bogen indeholder en masse avisudklip, som han så har forsynet med hver sit lille epigram. Sem her er et billede af Hindenburg, som hjalp Hitler til magten.

For nylig har Adam Broomberg og Oliver Chanarin lavet en ny udgave af bogen – bare med fotografier fra i dag. De har beholdt Brechts epigrammer og de gamle billeder, som de så har sat nye fotos indover. Fantastisk bog. Og så må vi ikke glemme, at Brecht også var en fremragende sangskriver. Da vi lavede den nye plade, malede jeg et skilt hvor der stod ”In the dark times will there also be singing? Yes, there will also be singing. About the dark times”. Det er Brecht, og det hang på væggen under hele indspilningen.

LÆS OGSÅ: Einstürzende Neubauten klar med nye danske koncertdatoer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA