x

Michael Møller er tilbage med The Mountains: ”Hollywood har altid fascineret mig”

Michael Møller er tilbage med The Mountains: ”Hollywood har altid fascineret mig”

Michael Møller udgav i februar et album med moi Caprice, og nu er han tilbage med sit andet band – kan han selv holde styr på kasketterne?

Den danske elektropoptrio The Mountains har netop udgivet deres tredje album, Before and After Hollywood, opfølgeren til debuten The Mountains, The Valleys, The Lakes og toeren When We Were Kings fra henholdsvis 2014 og 2016. The Mountains er især kendt for hittene ”The Mountains”, ”The Valleys” og ”There is Always Hope” og består af sanger Michael Møller og musikerne, tvillingeparret Frederik og Fridolin Nordsø.

Tilfældigheder vil, at medlemmerne i The Mountains ligeledes er aktuelle i andre sammenhænge dette forår. Michael Møller er også sanger i indiepopbandet moi Caprice, der i februar udgav deres første album i mere end 11 år, og brødrene Nordsø er ligeledes medlemmer i en anden indiegruppe, The William Blakes, der udsendte et nyt album samme dag som The Mountains. Og så er Fridolin Nordsø i øvrigt på det seneste også blevet medlem af moi Caprice for at gøre kasket-tredoblingen total.

Vi har fået en snak med Michael Møller om inspirationen til det nye The Mountains-album, om hvordan han selv jonglerer med de forskellige kasketter, og hvornår vi kan forvente at se ham på en scene igen – enten med det ene eller det andet band.

Førstesinglen til albummet, titelnummeret ”Before and After Hollywood”, udkom for halvandet år siden, og så er der kommet to singler i 2019 og endnu en single i april, men selve albummet kommer først nu – og I aflyste også nogle koncerter sidste år. Hvad gik der galt?

Michael Møller: – Det var bare en proces plaget af uheldigheder. Én blev syg den uge, vi skulle lukke pladen, og pludselig lå jeg på stressgrænsen, da vi kom i gang igen. Og da vi endelig var færdig med pladen, gik alt galt i trykning af vinylen. Vores grafiker havde lavet nogle småfejl, som kostede lidt tid. Og så var der noget i vejen med det første tryk. Hele den proces tog flere måneder, og da jeg endelig kunne afhente de færdige vinyler, var det så sent, at udgivelsen ville falde to uger før udgivelsen af moi Caprice-pladen. Derfor blev vi enige om at udskyde den til efter den planlagte moi Caprice-turné, så de to udgivelser ikke stjal opmærksomhed fra hinanden – og den turné blev jo så faktisk ikke til noget. Små konstante skred og småfejl, en uheldig dominoeffekt. Sådan er det nogle gange. Men nu er den så endelig ude.

Hvordan har du det med at være sanger i to bands på én gang lige nu? moi Caprice udgav jo ikke noget i 10’erne, hvor de to første Mountains-plader kom.

– Jeg havde selvfølgelig selv foretrukket, at de var udkommet på forskellige tidspunkter. Vi var jo i gang med den her plade med The Mountains, før vi overhovedet kastede os over moi Caprice igen. Vi var endda næsten færdige, og så ramler det lige sammen med den første moi Caprice-plade i 12 år! På den anden side er der også noget sjovt over at smide de to plader så tæt på hinanden. Man føler sig i hvert fald aktiv. Og midt i en corona-tid har jeg i hvert fald givet min del til at fylde den med musik.

LÆS OGSÅ: STORT MOI CAPRICE-INTERVIEW: ”Det er fint at komme tilbage med et brag”

Hvad synes du selv er de største forskelle mellem The Mountains og moi Caprice – nu er Fridolin jo kommet i moi Caprice, så nu er der to medlemmer, der går igen i de to bands?

– Processen i de to bands er meget forskellige. I The Mountains opstår musikken meget spontant, få idéudvekslinger og melodier over færdige tracks, mens moi Caprice har noget mere arkitektonisk over sig – vi bruger lang tid på små akkordvendinger. Og så lyder de ret væsensforskelligt. The Mountains er for mig et popband. Vi forsøger hele tiden at lave store popsange. Vi arbejder nærmest kun i computeren, alt er elektronik. Det har en ret stor produktionsmæssig kompleksitet, mens moi Caprice har en markant mere harmonisk kompleksitet. I moi Caprice er der en anden udforskning af formsprog, rammen er mere åben. De er nok begge prægede af min melankolske melodifornemmelse, men rent sonisk synes jeg, at det er ret forskellige bands. 

LÆS OGSÅ: THE MOUNTAINS-ANMELDELSE: Dansk synthpop af højeste kvalitet

Se The Mountains fremføre singlen "Barcelona" fra det nye album – artiklen fortsætter under videoen:

Sjovt at smide plader ud på kryds og tværs

The Mountains’ nye album udkom samme dag som det nye Willam Blakes-album Europa, hvor Nordsø-brødrene også er en del af bandet. Der er to forskellige pladeselskaber involveret, i The Mountains’ tilfælde multinationale Warner Music, og så William Blakes’ eget selskab Speed of Sound, og sammenfaldet er ganske tilfældigt, fortæller Michael Møller, der vælger at se sagen fra den lyse side frem for at frygte konkurrencen fra sine kollegers andet band.

– Jeg vidste det faktisk ikke før en uge før. Det er totalt tilfældigt. Jeg tror bare, at vi har været nødt til at se på det positive i situationen; at det også er sjovt, at vi smider plader ud på kryds og tværs lige nu. Ellers skulle vi have udskudt The Mountains yderligere, og det ville have været dybt utilfredsstilende, nu alt endelig var parat.

LÆS OGSÅ: THE WILLIAM BLAKES-ANMELDELSE: Dans og lær om Europas opløsning

The Mountains’ nye album har som nævnt titlen Before and After Hollywood, og det har Michael Møller naturligvis en forklaring på. At titlen også refererer til to andre markante albums, er dog mindre bevidst, fortæller han. 

– Titlen opstod faktisk omkring titelsangen. Frederik havde for sjovt kaldt et track for “It Must Have Been Love”, som jeg gav mig til at arbejde på den sidste dag, vi var i Sverige for at skrive. Ordene “It Must Have Been Love” faldt bare naturligt for mig, da jeg gav mig til at lege med den, og så føltes det sjovt at gå videre med den svage Pretty Woman-reference, der lå i det. Og den foregår i Hollywood. Hollywood har altid fascineret mig. Det er jo sådan en vild drømmefabrik, der som billede fungerede godt med den drømmefabrik, musikindustrien også kan være. Det er et tilbagevendende tema på pladen; alle de drømme, vi arbejder ud fra, når vi laver musik. Og Hollywood var et både smukt og grimt billede på det.

– Så jeg tror egentlig, at linjen “Before and after Hollywood there must be only silence” opstod, før jeg nåede at overveje, at der både er reference til Brian Enos Before and After Science og The Go-Betweens’ Before Hollywood. Men det er to plader, jeg holder meget af, så en sær krydsning af de to titler giver god mening for mig.

Se musikvideoen til titelsangen "Before and After Hollywood" – artiklen fortsætter under videoen:

Hvordan skriver I egentlig jeres sange?

– Vi kickstarter altid processen på brødrenes ødegård i Sverige. Vi pakker en masse synthesizers og isolerer os der en uge. Det gjorde vi også denne gang, helt tilbage i 2018. Oftest bruger vi de første dage på at lave en masse meget løst materiale. De kommer med masser af idéer til tracks, som jeg overtager og synger over. Sommetider udvider jeg dem lidt, bygger videre på dem. Og så samler vi trådene og gør tingene færdige, når vi er tilbage i København. Den sidste del af processen blev så bare udvidet lidt for meget denne gang!

Hvad har været inspiration til musikken? Nogle særlige kunstnere eller genrer?

– Faktisk ikke rigtig. Vi brugte en masse inspiration på de to første plader, men denne gang var vi mere sikre på, hvordan det er, vi lyder. Egentlig tog vi bare udgangspunkt i den sound, vi har opbygget på de tidligere udgivelser.

Skriver du anderledes tekster til The Mountains end til moi Caprice, og i givet fald hvordan? Du bruger jo også referencer til andre kunstværker i The Mountains’ tekster, ligesom du gør i moi Caprice?

– Ja, det synes jeg, selvom de har åbenlyse fællestræk. Der er en anden direkte simpelhed i The Mountains’ tekster. Jeg tror egentlig bare, at det er fordi, der ofte er endnu mere lyd, det hele er meget storladent – endnu mere end i moi Caprice – så jeg kan godt lide et mere simpelt, umiddelbart billedsprog. Og det har lidt været traditionen fra starten. Hvor moi Caprice altid på en mere koncentreret måde har dyrket referencerne og en hældning mod det litterære og intellektuelle. Jeg føler, at moi Caprice lyd angiver mere fordybelse, og det forsøger jeg nok også at få med i teksterne.

– Men min leg med både populærkultur og højkultur ligger i begge ting, måske med en hældning mod mere populærkultur – filmen The Blue Lagoon og Roxette – i The Mountains, og mere højkultur – Philip Lamantia og Morton Feldman (henholdsvis digter og komponist, red.) – i moi Caprice. Noget umiddelbart versus noget mere kontemplativt, men med et fælles sprog. Og fordi de er skrevet inden for nogenlunde den samme periode af mit liv, er de også præget af nogle af de samme temaer. 

Hvem er det, der synger kor på titelsangen?

– Det er mig selv! Der er bare leget lidt med pitch-effekterne.

Musikbranchen ikke det letteste sted at ældes

Flere af sangene kredser om det økonomisk usikre liv, man kan have som musiker, samtidig med at musikken er ret poppet og poleret og inspireret af r&b. Økonomisk utryghed er ikke ligefrem et velkendt tema i r&b, hvor kunstnerne omvendt ofte fremstår i luksuriøse omgivelser i deres videoer, så når The Mountains’ tekster peger i en ret anden retning, skyldes det netop, at det var en sjov kontrast, fortæller Michael Møller.

– Jeg synger jo fra et andet sted. Jeg er ikke 20 længere, og musikbranchen er ikke just det letteste sted at ældes, fordi der er så klart et fokus på det nye og unge. Sound og scene skifter konstant. Og på trods af alt det kan man ikke lade være med at lave musik, fordi det er så forløsende en oplevelse. Og netop i nogle af de mere r&b-inspirerede numre var det sjovt at tage denne vinkel helt ud. I numre som “A Bad Dream That Won’t Go Away” og “Passionate Loser” hælder den soniske ramme mod noget, der ofte udstråler lidt mere bling, hvorfor kontrasten står endnu tydeligere frem, når man synger om at gemme sig på et forladt hotel.

– Teksten til “A Bad Dream That Won’t Go Away” er forresten direkte inspireret af en rejse til Tanzania, hvor vi decideret kom forbi et forladt hotel, som var blevet indtaget af hjemløse. Nogle af dem var musikere, der spillede på gaderne om aftenen. Det er jo en helt anden situation, men den her fornemmelse af økonomisk usikkerhed som er en integreret del af musikertilværelsen synes jeg det var spændende at tage til sin ekstrem efter den oplevelse.

Apropos økonomi: Dine to bandmakkere i The Mountains tjener vist lidt flere penge, end du gør, fordi de også arbejder med mere kommercielle kunstnere, eksempelvis Burhan G, Christopher og Shaka Loveless, og Ekstra Bladet har lige skrevet om Fridolins dyre Frederiksberg-lejlighed, der nu er til salg. Hvordan har du det egentlig med det?

– Haha, den artikel har vi moret os en del over. Egentlig er det ikke helt så simpelt. De har perioder, hvor de overhovedet ikke tjener penge, mens jeg via undervisning har en ret konstant indtjening. Men derudover tror jeg, jeg er ret ligeglad. De elsker jo også at lave pop på en anden måde, end jeg gør. Vi sidder i samme studiekompleks, hvor de kan sidde og arbejde på en ny major label-artist i det ene rum, mens jeg sidder og arbejder på vietnamesisk ambient ved siden af. Selvfølgelig er der bedre chance for at tjene penge på det første. Men vi gør jo de ting, vi gør, fordi vi er passionerede omkring det, og sådan er det bare.

I fik et pænt internationalt hit med sangen ”The Valleys” fra jeres første album, der var med i FIFA15-spillet, men jeg synes ikke, der er sket så meget siden på den front. Var det et lykketræf, eller har I opgivet de internationale ambitioner?

– Vi satsede som sådan ikke på noget stort internationalt gennembrud. Vi er jo ikke typerne, der har lyst til at turnere os igennem Europa tre måneder i træk, og det er nok kriteriet, hvis du for alvor vil slå igennem. Vi kan bedst lide at være i studiet og så have nogle få koncerter, hvor vi kan vise det frem, vi har lavet i studiet. Det var mere en tilfældighed – og godt arbejde fra min publisher – at FIFA lige faldt over den. Men det har jo skaffet os fans i hele verden, og det er bare fantastisk. 

The Mountains har altid været på et multinationalt pladeselskab, Warner Music, mens moi Caprice altid har været på et indie-selskab, Glorious Records. Skyldes denne fordeling, at The Mountains er det umiddelbart mest kommercielle af de to navne, og hvad er egentlig forskellen på at være på et major label og et indie-ditto, set fra din vinkel? (Og så springer vi lige over dit selvfinansierede projekt A Month of Unrequited Love i denne omgang og henviser til dette interview med dig fra 2011)

– Ja, det tror jeg. The Mountains lyder jo mere af major label end moi Caprice. Det er klart, at forholdene hos et major label kan være mere gunstige. Der er penge til at lave produktionen og en masse, der arbejder for én. Til gengæld er der en anden loyalitet og ubetinget kærlighed hos et indie-label. Men grænserne er jo vildt flydende. Grundlæggende er major labels jo mere forretning, hvor indie-labels er mere passion. Sådan er det bare.

– Men det betyder ikke, at der ikke er en masse passionerede folk hos major labels – de skal bare have nogle bundlinjer til at gå op, og de skal kunne lønne en masse mennesker. Der kan et indie-label jo sagtens være et fritidsforetagende, hvor man smider alle sine aftner efter at gøre alt for et par bands, man har forelsket sig betingelsesløst i, selvom indtjeningen sikkert er minimal. 

Skal I på turné, hvis det kan lade sig gøre? Og ved du, hvad der sker med moi Caprices augustturné, nu hvor spillestederne må åbne, men måske kun have 30-50 personer inde?

– Ikke foreløbig. Fordi vores plade blev udskudt så meget, gav det til sidst ikke mening at spille de koncerter, der var linet op. Og nu har vi allerede én gang udskudt en turné med moi Caprice, så jeg tror lige, at vi prøver, om den kan lykkes først. Det er en underlig tid overhovedet at tale koncerter, for det er svært at sige, hvordan det hele ser ud om et halvt år – og der er vores plade allerede lidt gammel i forhold til turné. Men vi vil gerne ud og spille igen, og var pladen ikke landet midt i lockdown, havde vi sikkert arbejdet på det. Nu tror jeg lige, vi ser tiden an og finder ud af, om det giver mening.

LÆS OGSÅ: THE MOUNTAINS-ANMELDELSE: Dansk synthpop af højeste kvalitet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA