Filmanmeldelse: Once

Filmanmeldelse: Once

Hvert år er der en film, der på et lille budget og med alt andet end en aura af stjernestøv formår at fange et bredt biografpublikum og få de såkaldte art cinemas til at klappe i deres hænder. Så alt imens biografkomplekserne vanen tro får filmnørder til at svede yderligere i sommermånederne, når dagene tælles ned i forventning til den næste superheltefilm, er mindre og alternative titler altid velkomne. Sådan en film er John Carneys ”Once”, en low budget, irsk, nymodens musical bygget over den klassiske dreng-møder-pige-tematik.

Drengen og Pigen spilles af musikerne Glen Hasard og Marketa Irglova. De har ligeledes skrevet samtlige originale sange til filmen sammen og debuterede sammen som singer-songwriter-makkerpar med albummet ”The Swell Season” i 2006. Derudover coverede de blandt andet sidste år Bob Dylan-b-siden ”You Ain’t Goin’ Nowhere” til ”I’m Not There”-soundtracket. Forinden samarbejdet med Irglova er Hasard dog mest kendt som fast medlem af Dublins The Frames – et band, som blandt andet har turneret de irske landeveje døde sammen med sammenlignelige Damien Rice, og som sidste år var kontinentalt supportband for netop Bob Dylan. John Carney var bassist i The Frames de første leveår af bandet, før han altså sprang fra for at instruere film.

Det meste af filmen igennem fornemmes det, at rødderne hele linjen over er placeret i musikken, og dens allestedsnærværende forkærlighed for musikken er bestemt en af dens klare styrker.

Først og fremmest er sangene popsange af forholdsvis stort format, ikke mindst den oscarvindende ”Falling Slowly”. Desuden belyses der flere formmæssige kvaliteter, jævnfør musicalgenren: Her er eksempelvis ingen mimik og eftersynkronisering – vi køber skuespillerne i rollerne som musikere af den simple grund, at de er musikere. Desuden er koreografien stor set ikke-eksisterende. Her hersker ingen lette tåspidse trin. Det, der i stedet sigtes efter, er at indfange en længsel, et håb, en drøm gennem en ærlig fremført sang. Filmens rytme galoperer ikke af sted, når numrene fremføres. Tværtimod klippes der næsten ikke i flere af sangscenerne. ”Once” er fattig på alt det charmerende pompøse gøgl, der normalt følger med musicals, men er derimod rig på gadeplansnærhed og varme. I den scene, hvor Pigen går ned af gaden i pyjamas med en discman i ørerne, alt imens hun synger sin tekst på et instrumentalnummer, er et direkte forbilledligt eksempel på, hvorledes en moderne musical kan være nærmest klassisk og dog yderst moderne på én og samme gang.

Det er det, filmen skal ses for: Dens enormt forfriskende simpelhed og dens vellykkede nye syn på genren. Det er ikke for dens ret ukantede historie, eller de to ensidige karakterer og deres konfliktløse forhold. Carney forsøger at skildre forholdet så realistisk som muligt, men stilstande er både kedelige og frustrerende – det gør sig i lige så høj grad gældende på film som i den virkelige verden. Karaktererne er sympatiske som bare pokker, og deres kærlighed er smukt uundgåelig, men de forbliver desværre statiske, ikke-handlende.

Ikke desto mindre er det en seværdig film. Den er til tider endda ganske charmerende. Historien er hurtigt glemt og man kan knap nok huske, om de fik hinanden eller ej, men igen, dens minimalistiske vovemodige tilgang til en så pompøs genre kan kun ses som en succes i sig selv.

Karakter: Tre stjerner

"Once" har premiere i dag i biografer over hele landet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA