x

DELTE MENINGER: Spillesteder reagerer på muligheden for siddekoncerter med afstand

DELTE MENINGER: Spillesteder reagerer på muligheden for siddekoncerter med afstand

Imens Dexter i Odense og Huset i Aalborg i den nærmeste fremtid vil afholde siddekoncerter, tager Train og Musikhuset i Aarhus sine forbehold.

Vi kunne i sidste uge oplyse, at danske spillesteder nu må afholde siddekoncerter med maksimum 500 gæster. Det er dog med forskriften om et tomt sæde – eller én meters afstand – mellem hver gæst. Vi har derfor været i kontakt med flere af landets spillesteder for at få svar på, hvordan de forholder sig til den nye lempelse.

Koncerter i kalenderen igen
Hos Dexter i Odense og Huset i Aalborg arbejdes der på højtryk. De er begge i fuld gang med at undersøge, hvordan de bedst muligt afholder musikarrangementer hen over sommeren. Blandt andet planlægger Dexter at gennemføre nedskalerede siddekoncerter med Vestbo Trio den 18. juni og Ibrahim Electric den 19. juni:

– Det er faktisk et par koncerter, som vi endnu ikke har flyttet, da vi jo har ventet på, om der ville ske nogle ændringer i retningslinjerne. Så her den 18. og 19. juni har vi koncerter, som vi har tænkt os at gennemføre, udtaler Morten Østlund, spillestedsleder ved Dexter og Posten i Odense.

Morten Østlund afviser heller ikke idéen om at afholde flere lignende koncerter i løbet af sommermånederne:

– Det kan sagtens være, vi føler os fristet til at sætte noget på programmet med kort varsel, for vi har selvfølgelig en forventning, om at publikum er sultne for at komme ud, fortæller han.

Siddekoncerterne er en naturlig forlængelse af Dexter, der i forvejen kun afholder arrangementer med et siddende publikum. Spillestedet har normalvis plads til 180 gæster, men den nedjusterede kapacitet er dog endnu uvis.  

Ligeledes slår Huset i Aalborg koncertdørene op den 28. maj, hvor de præsenterer jazzduoen Svaneborg Kardyb. Flere artister er også kommet på programmet, heriblandt Souvenirs den 12. juni.

– Vi har en pligt til at genåbne, så snart vi kan, synes vi, når vi jo får et offentligt tilskud. Det er vigtigere for os lige nu, at vi kan formidle livemusik for publikum og give musikerne mulighed for at spille, som jo er vores opgave, frem for at fokusere på, hvad vi selv kan tjene, fortæller kulturhusleder Michael Falk Marino.

LÆS OGSÅ: Siddende koncerter med op til 500 personer er nu tilladt i Danmark

”Det kan blive meget dyrt”
Det er dog ikke alle landets spillesteder, der kaster sig direkte ud i at arrangere siddekoncerter.  

Hos Train i Aarhus hersker der tvivl om, hvorvidt det er økonomisk rentabelt at afholde koncerterne.

– Selvfølgelig vil vi rigtig gerne i gang med musikken, have nogle musikere på scenen og nogle folk, der kan nyde det. Men vi er jo ligesom mange andre tvunget til at kigge på, hvordan vores økonomi ser ud – i særdeleshed i denne tid. Som hjælpepakkerne er skruet sammen, så bliver det meget svært at få økonomien til at hænge sammen lige nu. Den første krone, vi smider i kassen betyder – uanset om vi taber på bundlinjen – at vi reducerer vores tilskud fra de hjælpepakker, der er tilgængelige. Så det kan blive meget dyrt at lave nogle få ting, fortæller Carsten Nielsen, spillestedsleder på Train og fortsætter:

– Vi skal også kunne passe publikum ind i det. Man kan jo ikke sætte folk på en stol langt nede bag en pille i salen. Man skal jo varetage noget service over for de mennesker, man sælger en billet til. De skal kunne høre og se alle sammen, udtaler han og påpeger, at Train er ved at undersøge, om det bliver muligt at afholde siddekoncerter.

Også Musikhuset Aarhus’ direktør, Jan Christensen, har tidligere udtalt til GAFFA, at lempelsen er ”too little, too late” for dem:

– Det er jo fantastisk for kunsten, for musikken og for kulturen, at koncertsalene kan åbne igen. Og det giver os troen på, at vi hurtigere kommer tilbage til normaltilstanden. Men for os er det lidt too little, too late, for vi går jo ind i en lavsæson nu for Musikhuset. Vi har været nødt til at aflyse alle koncerter til og med juni, fordi vi jo har forholdt os til et forsamlingsforbud frem til 8. juni, fortæller Jan Christensen.

Imens vi forgæves har forsøgt at få en kommentar fra VoxHall, ønsker Vega endnu ikke at udtale sig på området.

LÆS OGSÅ: Spillested genåbner med koncerter i denne uge

Alle danske spillesteder og koncertsale har holdt lukket siden 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen erklærede, at store dele af det danske samfund skulle lukke på grund af COVID-19.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA