x

GULD FRA GEMMERNE: Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer

GULD FRA GEMMERNE: Kick out the Jams, motherfuckers!: En samtale med Wayne Kramer

En del af Danmark er stadig lukket ned, trods gradvis genåbning af samfundet, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har publiceret i de forgangne snart 37 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem bringer vi en stribe af i denne tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt på GAFFA.dk i juni 2018 i forbindelse med Wayne Kramers koncert på NorthSide 2018 som en del af gruppen MC50 – en 50 års jubilæumsudgave af det stilskabende Detroit-garagerockband MC5.

Det virkede ikke sandsynligt, da jeg i sin tid købte MC5s debutalbum Kick Out the Jams fra en rodekasse i Roskilde på vej hjem fra en festival – og formentlig endnu mindre for Wayne Kramer, da han sammen med resten af MC5 udgav bemeldte debutalbum i et USA i opbrud.

Men her sidder vi altså, 50 år efter ’68, over espresso og danskvand på et hotel i Aarhus: 70-årige Wayne Kramer overfor GAFFAs udsendte. Meget langt fra Detroit i '68 – og så måske alligevel ikke.

Historiens gang

– Jeg anerkender, at det er vanskeligt at have en referenceramme, en kontekst på hvad der sker nu, hvis man ikke var til stede i 1968, siger en fokuseret Kramer og fortsætter:

Men nogle af parallellerne er ikke til at tage fejl af: Den rene, arrogante korruption i den amerikanske præsidentielle administration. Nixon var en dygtigere politiker (end Donald Trump, red.), men slutresultatet var det samme:

De er begge mænd, som ikke var og er kvalificerede til at indtage en position med så stort ansvar, magten over så mange mennesker liv. Hvis det ikke var for ungdommen, ville jeg være modløs.

Ser du historien som en cyklisk størrelse, eller tror du at vi bevæger os i en nedadgående spiral?

Nej, det tror jeg faktisk ikke, vi gør. Jeg tror, at historien skal bedømmes over længere tidsperspektiver end år eller årtier. Jeg tror, man skal kigge på årtusinder for at få en retvisende fornemmelse af historiens gang.

Du ved, vi laver i den tryggeste og mindst voldelige verden, med de største videnskabelige og medicinske fremskridt i artens historie. Så hvis du kigger på det store billede, klarer vi os fremragende!

Ja. Men hvis du kigger på et andet stort billede, så er der hele klimaproblematikken, som kan siges at sætte os i en anden situation end tidligere –

Det er sandt. We might not make it. Det er altid en mulighed.

Heroinhandlens vilde vesten

Det er det, jeg mener. I forhold til din egen karriere, er der en bestemt periode, jeg har glædet mig til at spørge ind til, nemlig da du kom ud af fængsel, flyttede til New York og slog dig sammen med Johnny Thunders i bandet Gang Wars. Kan du prøve at kaste lidt lys over de år? Jeg mener: I dag er New York – eller i al fald Manhattan – et temmelig familievenligt sted. Men hvordan var byen og scenen dengang i anden halvdel af 1970’erne?

Da jeg kom til New York i 1979-80 var hele Lower East Side heroinhandlens vilde vesten – det var fuldstændig ude af kontrol. Det var et friluftssupermarked med stoffer, åbent 24/7. Som bazaren i Cairo...

Det var Tompkins Square Park og deromkring?

Yeah, og østover. Avenue A til Avenue D, 14th street og ned forbi Houston (st) var en kæmpestor stof-bazar; organiseret kriminalitet i stor stil. Du kunne købe stoffer på åben gade, uden at skjule det, på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Alt, du behøvede, var kontanter. Det var som en mørk vision, som Dantes Inferno – det var perverst og unaturligt og spændende og skræmmende, på samme tid....

Og så var der samarbejdet med Thunders i Gang War?

Gang War var et eksperiment, som var dømt til forlis. For når folk står midt i et aktivt opiat-misbrug, så dominerer afhængigheden alle aspekter af deres liv. Så kunst, musik, karriere, relationer bliver altsammen sekundært i forhold til dit misbrug.

Og hvordan manifesterede det sig, i jeres tilfælde?

Vi fik ikke øvet, fordi vi skulle skaffe stoffer først; af samme grund fik vi ikke spillet shows. Lufthavne og at tage på turné var ikke en mulighed, fordi vi skulle have stoffer. Så det umuliggør at udføre det arbejde, man er nødt til at gøre for at have et band. 

Og det var situationen for både du og Johnny, på det tidspunkt?

I begyndelsen var det ikke for mig. Jeg blev løsladt fra fængslet i ’79 og forsøgte virkelig hårdt på ikke at vende tilbage til aktivt opiat-misbrug. Men jeg havde det på tæt hold hver dag, og i sidste ende havde jeg ikke en chance. Så til sidst bukkede jeg under for min egen afhængighed, og mellem os to var det absolut umuligt at køre et band.

Persona non Grata

Tillad mig at gå endnu længere tilbage. Få måneder efter I udgav Kick Out the Jams, sendte Jefferson Airplane deres mest politiske album, Volunteers, på gaden. Hvordan havde I det med hele vestkystscenen, i MC5?

Min kritik gik ikke på det politiske: Rent politisk var vi på bølgelængde, for så vidt angik vores afvisning af forældregenerationens håndtering af nationens kurs. Alle unge var enige om, at vore forældres generation fuckede op.

Min kritik gik på musikken: Jeg brød mig ikke om vestkystkunstnernes musik. Jeg er født og opvokset i Detroit, og vi havde en anden opfattelse af, hvordan bassen og trommerne fungerer, og hvordan guitaren skal spilles.

Det, jeg hørte på vestkysten, var folkemusikere, som havde købt elektriske guitarer. Som ikke rigtig forstod instrumentets muligheder. Og jeg synes ikke, vestkystens rytmesektioner var særligt gode. Sammenlignet med James Jamerson, Benny Benjamin, Pistol Allen, Detroit-Motown-rytmesektioner.

Da John Lennon og Yoko Ono flyttede til New York City I 1971/72 fik de ret hurtigt en tilknytning til den særlige niche af modkulturen, hvor I også befandt jer. Var du med til John Sinclair Freedom Rally i december ’71?

Ja, jeg var det – og det var meget svært for mig. Jeg prøvede ihærdigt at sikre MC5 en plads på plakaten ved den koncert. Men de Hvide Pantere udelukkede MC5 fra festen: Vi var persona non grata og fik forbud mod at optræde der. Det var meget frustrerende for mig, det gjorde mig meget vred og ked af det.

Hvorfor var I ikke velkomne?

Da John Sinclair røg i fængsel for besiddelse af to joints ved sin tredje marijuana-sag, var det, som om John bebrejdede bandet. Det var som om, at det var vores skyld, og vi havde et forfærdeligt brud. Hvor han troede, at vi var ligeglade med ham, at der var tale om politiske uenigheder. Det mener jeg ikke, der var.

Jeg tror, han havde større problemer end MC5: Han stod overfor en lang fængselsstraf og havde to små børn – foruden sine følgere, som ønskede at han skulle være der. Hans retssag var uretfærdig, og i sidste ende også forfatningsstridig. Til sidst vandt vi appelsagen, på grundlag af at dommen var ”cruel and unusual”.

Du ved, han besluttede sig ikke for at blive en marijuana-martyr: Det var et spørgsmål om omstændighederne. Om lovgivningen. At sidde i fængsel er en stressfyldt oplevelse – jeg ved det, for jeg har prøvet det selv – og jeg ved, at John var meget vred over at blive sendt i fængsel. Og noget af hans vrede blev rettet mod MC5.  

Det var jo lidt uheldigt, men det var altså sådan, det var. Så da chancen til at optræde ved støttekoncerten dukkede op, syntes hans bror, kone og andre folk, som var tæt på ham, at det var en god lejlighed til at give MC5 fingeren. Det var meget småligt...man skulle tro, vi kunne have fundet sammen...

...konfronteret med en større fjende...

Præcis. Have et større koncept om det i spil. Men det faldt for smålige, menneskelige følelser. Jalousi, bitterhed og foragt. (...) men vi følte alle den samme vrede mod systemet, som forfulgte ham. Men de så det altså på en anden måde.

Mælkens skyld

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre nogle af dine tanker om marijuana i dag – lovgivningen, psykologien, dit eget forhold til det?

Jeg vil lige starte med at sige, at John Sinclair og jeg er rigtig gode venner i dag, og har været det gennem alle årene. Vi genoptog vores venskab, da vi begge var kommet ud af fængslet.

Vi var i stand til at lægge fortiden bag os, og der er den blevet. Vi står hinanden meget nær i dag; jeg taler ofte med ham, og vi ses en del. Han deler sin tid mellem Detroit og Amsterdam.

Men altså, hvad angår marijuana: Jeg er ikke overrasket over, at det tog 50 år før vi fik lovlig marijuana at se i USA. Hjulene drejer meget langsomt – og det her er kæmpe. Kulturelle og generationsmæssige issues.

For forældregenerationen i 1960erne lå lovlig marijuana lige så fjernt som grise, der flyver til månen. Det var utænkeligt, med den generation. Og her er vi så i dag, 50 år senere, hvor lovlig marijuana er helt almindeligt.

Min personlige overbevisning er, at marijuana er et mildt stof. Du kan ikke tage en overdosis, og der er aldrig nogen som har røget sig skæve og er gået ind og har røvet en liquor store.

Muligvis er de gået ind i en Haagen-Dazs-butik og sagt ”du er nødt til at give mig noget af den chocolate chip ice cream”, men derudover...Du ved, i en verden af stofmisbrug betragter jeg marijuana som meget mildt.

Jeg tror ikke på ideen om pot som en glidebane til hårdere stoffer, det er i al fald ikke min erfaring.... 

Heller ikke min....

Så skulle mælk være starten på en glidebane, for det startede vi alle ud på, ikke? Nogle af os fortsatte til whisky og heroin, andre gjorde ikke. Men det var alt sammen mælkens skyld.

Jeg er glad for at se det blive afkriminaliseret. Jeg ryger det ikke selv længere, men jeg mener, at alle stoffer burde afkriminaliseres. Det er et medicinsk og personligt spørgsmål, ikke et politisk eller lovgivningsmæssigt anliggende.

Jeg beklager mine lange svar, men det her er komplicerede spørgsmål...

Forud for sin tid

Jeg vil også gerne tale med guitaristen Wayne Kramer i dag – din stil, guitardynamikken i det oprindelige MC5 osv. – Jeg havde en behagelig samtale med din kollega Gilby Clarke, som kaldte sit samarbejde med dig for ”et højdepunkt i mit personlige og professionelle liv”. Jeg vil gerne citere lidt fra det interview:

“Jeg lyttede til musikken for at lære guitarstykkerne - men du ved, albummene er lidt rodede og mixene ikke ret rene. Men da jeg så satte mig ned med Wayne Kramer for at gennemgå sangene, blev jeg fuldstændig blæst omkuld. Det bragte det op på et helt andet niveau, for mig, at finde ud af havd det var som gjorde de her sange særlige, fra et guitarist-synspunkt: At de to guitarister hver havde deres unikke og distinkte rolle. MC5 var klart forud for deres tid, i forhold til den måde de brugte to-guitar-band-kombinationen”

Giver den udlægning mening for dig?

 Ja, han tager ikke fejl der. Fred Smith og jeg havde raffineret kunsten og videnskaben at spille elektrisk guitar – på et niveau, som ingen af vores samtidige havde nået.

Vi spillede sammen så længe – fra vi var drenge – og blev i stand til at perfektionere en måde at spille sammen. Hvor vi spillede simultant, både rytmestykker og soli som flettede sig ind i hinanden. Vi begyndte med en klar opdeling af rollerne: Fred var rytmeguitarist og jeg var sologuitaristen.

Men henad vejen smeltede det sammen; jeg lærte af hans rytmespil og hans lærte af min leadguitar. Så vi blev i stand til at spille simultane soli...

Ikke ulig Dick Wagner/Steve Hunter-kombinationen i Lou Reeds band i midten af 70’erne...

En lille smule, ja. Det er ikke raketvidenskab: Mange folk kan gøre det. Men det kræver lidt ekstra indsats. Jeg gennemgår det jo i dag med Kim Thayil i det nye band, hvor han ligesom skal have hovedet omkring ideen at vi skal spille solo simultant. Hvordan passer rytmedelene sammen?

Hvis jeg spiller en bestemt rytme i en bestemt position, så spiller han en anden rytme, i en anden position. Men det to dele passer sammen. Det er stadig lidt en lost art.

Risikabel business

Jeg ser virkelig frem til showet i aften. Da jeg gik i gymnasiet præsenterede en ven mig for den vanvittige G.G. Allin & The Murder Junkies. Du arbejdede sammen med Allin på et tidspunkt, tidligt i hans karriere, og du har sagt at han dengang bare var en ”lidt overentusiastisk rock’n’roll-fyr”. Kan du kaste lidt mere lys over dine oplevelser med manden?

En del af det jeg gør som professionel musiker, er at jeg laver sessionarbejde, hvor folk ringer til mig og hyrer mig til at komme og spille guitar på deres projekter.

Og det her var et af de projekter - hvor en ven ringede og spurgte om jeg var tilgængelig for den session, og jeg sagde ”selvfølgelig. Som jeg sagde: Han var bare en meget energisk og entusiastisk ung mand dengang, meget ophidset over sine sange, sit band og det faktum at jeg kom og spillede på hans sessions

Det var et par aftners arbejde; jeg nød hans selskab, musikken var god og jeg tænkte ikke meget mere over det, dengang. Det var først meget senere – omkring 1990, tror jeg – at han ringede til mig, efter jeg var flyttet til Nashville, hvor han var kommet for at spille en koncert.

Han ringede til mig, og jeg ville komme og se koncerten – men han fortalte at politiet havde stoppet showet. Jeg spurgte, hvad der var sket, og han fortalte at han lige var kommet ud af fængslet.

Han var ikke meget for at tale om, hvad han havde været inde for; senere fandt jeg ud af at, at det vist var noget med at han havde slået sin kæreste, noget ret slemt.

Og så begyndte jeg at høre om de her bizarre, skatologiske performances – med afføringsmidlet og alt det der. Jeg mener, jeg kunne godt se det fra et kunstnerisk perspektiv.

Der er et element i rock’n’roll, som handler om at være provokerende, og det har vel principielt ingen grænser. Det kendte i hvert fald meget få grænser, i hans tilfælde.

Og så tog han en overdosis. Når du leger med narkotika er det højt spil. Den slags spil, hvor du enten ender i fængsel, indlagt eller i lighuset. Det er meget risky business – og han trak det korte strå.

Han var på min alder, da han døde. Jeg mener, han var 36 –

Ja. Meget ung.

Solide brothers

Historien om MC5 omfatter også dine gamle bandkammeraters tidlige bortgang. Hvilket perspektiv efterlader det dig med – at være overleveren?

På en måde efterlader det mig, hvor jeg begyndte. Jeg havde en idé til et band, noget, jeg ville gøre, da jeg var dreng. Jeg arbejdede meget hårdt på at få det til at ske – og lykkedes med det, på mange niveauer.

Men at stå i dag, som den ensomme kurator over arven – jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det med det på nuværende tidspunkt. Men jeg er bestemt glad for at kunne arbejde, og jeg elsker fyrene i bandet, i dag:

Kim Thayil, Don Was, Matt Cameron og Marcus Durant er solide brothers, og de har alle sammen hver deres personlige forbindelse til MC5; til musikken og det, den repræsenterer.

Tabet af mine brødre fra bandet var noget, jeg ikke var forberedt på. Jeg tænkte altid, at vi ville samle bandet en dag. Da Rob Tyner døde i 1990, indså jeg at det aldrig ville kunne ske. Så døde Fred Smith, i 1994, og Michael Davis i 2012.

Det fortæller mig, at tiden er definitiv: Det er en konfrontation med det definitive. Og at vi alle har to døde: Livets død, som vi alle går i møde.

Og så er der din ungdoms død – forstået som erkendelsen af, at din ungdom ikke kommer tilbage. Du vil ikke kunne omskrive historien efter dit eget ønske. Det er ikke nødvendigvis er blevet, som du ville have det til. Det er blevet på en anden måde.  

Ikke desto mindre er du blevet far for få år siden – tillykke med det!

Tak!

Det må være fantastisk...

Det er det bedste, jeg har gjort. Det mest cool, jeg nogensinde har gjort. Han er fem i dag. 

Skønt. Jeg har selv en på otte. Så, i en vis forstand kan man måske sige, at du alligevel har omskrevet historien...

Nej, det er en anden historie, haha. Men de andre – de tog alle sammen afsted for tidligt. Rob og Fred var 46, hvilket er ungt efter nutidens standard; Michael var sidst i tresserne.

Det, det fortæller mig, er at jeg skal komme i gang med arbejdet, hvis jeg vil have noget gjort. Tiden er definitiv. Der bliver masser af tid, efter jeg er taget afsted. Så mens jge er her vil jeg leve det her liv så fuldt som muiligt, og forhåbentlig forlade stedet en lille smule rarere end jeg fandt det.

Plovfurer i tiden

”Masser af tid, efterjeg er taget afsted”...det er et godt citat. Er det din egen formulering?

Nej, den er ikke original. Men...folk bekymrer sig om døden og spørgsmålet om uendeligheden. Men ingen tænker over evigheden før du blev født.

I virkeligheden plopper du ligesom bare herud for et kort øjeblik, og så forsvinder du tilbage til det sted, du kom fra. Blander dig med universet...

Det, tror jeg, er et sundt perspektiv – om end måske vanskeligt at fastholde. Jeg har et sidste spørgsmål: Jeg kan huske, du engang i et interview talt om revolutionen som en ”tovejs-ting”: Dels den del som handler om at omstyrte regeringer, og så det, du kaldte idéernes revolution. Tror du, at rockmusik kan generere egentlig, politisk forandring?

Det som kunst, inklusive musik, kan gøre, er efter min overbevisning at pløje jorden. Tilføre ilt og næring i jorden, så noget kan vokse frem. Vi har et fællesskab i selve sangene:

Hvis du kan lide en bestemt Bob Dylan-sang, og jeg kan lide den samme, så har vi mødt hinanden, i den sang, og lavet et fællesskab dér.

Hvad sådan et fællesskab kan gøre i den virkelige verdens politik, må vi se. Regeringers politik, forandringens politik – det er alt sammen kørt af folk.

Og uanset hvilket rod, som foreligger – så er det folk, som har skabt det. Folk lavede problemerne, og folk kan løse dem.

Det er også min tilgang til det arbejde, jeg laver i amerikanske fængsler. Det her er ikke naturlove; det er menneskelige handlinger.

Hvis jeg ikke troede på, at folk faktisk kan reparere og reformere systemet, så ville jeg give op. Men det er det sidste jeg har lyst til, fordi jeg tror at folk kan ændre tingene.

Den rolle, kunsten spiller, er at den kan bære et budskab, den kan udforske om idéer, tale om komplekse, poetiske, metaforiske, visionære ting og på den måde pløje jorden og skabe en frugtbar jord, som noget kan gro op af.

Hvem ved, hvilken form det vil antage – det er op til de unge, til din søn og min søn, at gøre arbejdet nu.   

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Hårdtslående og helhjertet historielektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA