x

Boganmeldelse: Claus Seidel og Jan Søttrup: Encore

Boganmeldelse: Claus Seidel og Jan Søttrup: Encore

Fanget i tiden

Interessante reportager fra koncerter i årene 1968-1974

Det er en interessant udgivelse, som Forlaget Sohn har kastet sig ud i med gamle anmeldelser fra koncerter inden for jazz, blues, folk og rock fra det hedengangne arbejderdagblad, Land og Folk. Og det der gør udgivelsen interessant er kombinationen af anmeldelser med journalistisk tilgang og de håndtegninger, der ledsager teksten (eller omvendt). For de flestes vedkommende har de en friskhed, fordi de er fortolkninger af det sete og hørte, frem for erindringer. Man fristes til at sammenligne med Torben Billes og fotografen Jan Perssons bog (tidligere anmeldt af GAFFA), og her vinder denne bog ved sin friskhed.

De gode tegnere, der fanger en situation og fortolker med få streger, er der ikke mange tilbage af. Synd, for de kan ofte gengive følelser og detaljer på måder, hvor fotografer ikke kan være med. Vi ser det i disse år hos en mand som Bob Katznelson og altså i rigt mål hos Claus Seidel, og mange af hans tegninger i denne bog er altså mesterlige.
Det samme gælder langt hen ad vejen Jan Søttrups betragtninger. Jeg holder rigtigt meget af den klassiske journalistiske tilgang, hvor skribenten ikke fortolker, men rapporterer direkte fra virkeligheden. På den måde overlades det til læseren at fortolke, og derved kan man være heldig at formidle, så læseren efterfølgende får en stærk følelse af det, som journalisten oprindeligt så.

Der er mange gode observationer, og specielt gribes man af ren misundelse over koncerter fra det gamle Montmartre med jazzens store, eller fra de bluesfestivaler, hvor tegneren og skribenten er sendt ud for at formidle koryfæer som Sonny Terry & Brownie McGee, Bukka White eller en Champion Jack Dupree plus Willie Dixon’s Chicago Blues All Stars med mundharpespilleren ”Big” Walter ”Shakey” Horton og efterfølgende gospelsangerinden Sister Rosetta Tharpe – alt sammen på samme aften. Eller striben af koncerter med Miles Davis i brydningstiden omkring 1970. Eller hippietidens store. Eller fødslen af dansk beatmusik med orkestre som Burnin’ Red Ivanhoe, Rainbow Band (Midnight Sun), Secret Oyster og de andre. Det er direkte morsomt at læse reportagen fra den 3. Roskilde Festival, hvor entréen er 50 kroner, og ”vi næste år får brug for flere papirkurve”.

Søttrup kan også rigtigt mange korte sætninger, hvor han som tegneren med få ord får sagt en masse. Efter 27-årige Jimi Hendrix’ død hedder det et halvt år senere: ”Den musikalske kollision mellem fortid og nutid gjorde musikken foruroligende og danner et billede af en musiker, der trak så meget ud af sin sjæl, at han ikke kunne leve mere”. Ligesom det om Elton John efter en koncert i 1971 hedder ”måtte Elton John tage en klar beslutning om at lave noget høreværdigt”. Søttrup må have connections højere oppe, for efterfølgende laver Elton John “Honky Chateau”, “Don’t Shoot Me (I’m Only The Piano Player)” og “Goodbye Yellow Brick Road”, med samme band, som Søttrup ser.

Kedeligt er det dog, at der i efterbearbejdelsen af materialet er sket en del smuttere, som man nok kunne have udbedret over de mellemliggende 40 års tid. Det er selvfølgelig detaljer, men Canned Heats bamse af en sanger hed Bob ”The Bear” Hite (1945-81) (og ikke Al, som der står) og Leonard Cohens korsanger hedder Jennifer Warnes, og ikke Warren. Man fornemmer, at det var sådan, det blev opfattet, da Cohen præsenterede hende til koncerten. Men eftersom hun siden udsendte det fremragende album ”Famous Blue Raincoat” og er den mest kendte af Cohens sangerinder, var det måske på sin plads med en rettelse, eller hvad?

Reportagerne strækker sig, fra Søttrup som frisk ung 20-årig journalistelev suger til sig og er oppe på tiden i 1968, til han som livstræt 26-årig holder op. Her skriver han som 25-årig om Led Zeppelins koncert i KB-hallen at ”John Bonham slider i det bag trommerne” og at musikken er ”beregnende kommerciel uden hjertevarme”. Vel at mærke fra den turné, der dokumenteres på 3-cd’en ”How The West Was Won” – almindeligt regnet som Led Zeppelin absolut på toppen (GAFFAs anmelder var til stede i KB-Hallen i ’73 som 16-årig, og det var som at drikke af rockens hellige gral, believe me). Ligesom Bonham aldrig bare sled i det, men i hvert et slag var heavyrockens store banebrydende trommeslager.

Dog alt i alt en vederkvægende udgivelse fra Seidel og Søttrup.
Lad os få flere tegnere på banen.

Encore!
Ekstranumre fra koncerter 1968-1974
I tegning og tekst af Claus Seidel & Jan Søttrup
Forord af Richard Williams
Forlaget Sohn
247 s – pris. 250 kr (vejl.)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA