x

Orgi-E: Her er mit soundtrack til livet

Orgi-E: Her er mit soundtrack til livet

Suspekt-rapperen fortæller om en stribe sange, der har påvirket ham. Hør sangene på en playliste nedenfor.

Den her husker jeg tydeligt fra min barndom:

Pink Floyd: ”Another Brick in the Wall pt. 2”

Stemningen i sangen, ja hele albummet, filmen og koncerten fra Brandenburger Tor, gjorde stort indtryk. På Galgebakken, hvor jeg kommer fra, var der mange røde ræve, så den slags musik og kultur spillede en stor rolle der. Folk kiggede mod øst – Jugoslavien, Balkan, Grækenland osv. Jeg vidste ikke, hvordan det hang sammen, men kunne ane en mulighed for, at noget åbnede sig, da de samlede Berlin i ’89. The Wall er på en eller anden måde soundtracket til et fakkeloptog, demonstrationerne, dårlig mad, gamle biler, Commodore 64, pædagoger på guitar, bogreoler og hjemmevævede vægtæpper. 

Den her forbinder jeg med min første forelskelse:

Snap: “Rhythm is a Dancer” 

Jeg var 12 år gammel. På ferie med klubben på Korsika, vi dansede Hammer-trin, sov i telt, røg smøger og drak tequila i smug. Danmark vandt EM i fodbold, og jeg blev forelsket i Geraline fra Sydfrankrig, som var på ferie med sin katolske skole og tennistræner. Jeg var ildeset, men husker duftefinger, sand, det salte hav og månen som lysmester fra den stjerneklare nattehimmel. Jeg græd den sommer, lige indtil jeg en uge senere tog på ferie til Sverige og slikkede på et par store teenagebryster. 

Den her gør mig virkelig sentimental:

Nina Simone: ”Baltimore” 

Det er en sørgelig sang om en by i ultimativt forfald. Et stort psykotisk kollektiv, som ikke kan reddes. Jeg får ikke nedtur på, når jeg lytter til den. Jeg sætter ofte det nummer på. Jeg synes, det vækker gode minder fra ferie med mine bedste venner. Ture gennem Thy, som jeg oplever igen på indersiden af øjenlågene. Det er et ambivalent nummer. Smukt og bedrøvende på samme tid.     

Den her er min ultimative partystarter:

Snoop Dogg: “Gin and Juice” 

Så ved man, at festen skal til at begynde. Det har den gjort siden ’92. Min første drink er altid en hundepik. Men jeg kommer, denne fredag aften, til at længes efter en slavebrandert med skovsmag. Appelsin, æble og grannål? Hvordan hænger den drink egentlig sammen? Og hvem fandt på det lort? Jeg napper en fra det kolde skab.   

Den her ville jeg ønske, at jeg selv havde skrevet: 

Nas feat. The Dream og Kanye West: “Everything” 

Et af galaksens bedste numre. Tekst med indhold og et sjældent budskab, fantastisk fængende omkvæd, arrangement, beat og emnevalg fra andre afkroge af universet. Jeg kan næsten ikke se, hvordan man kan bruge musik bedre end det her. En sang, der er til for at inspirere en halv verden. Det er svært at lave en sang om at gøre en forskel, uden at det bliver kedeligt, plat eller alt for klichefyldt. Den her gør det bedre end meget andet. Den rykker dit ansigt rundt og det, som nogle gange foregår bagved. Der er tusind andre sange, som jeg selv ville ønske, jeg havde skrevet. Det her er en af dem. Det er ikke ultimativt. Der er måske en anden i morgen, men lige nu er det den her, jeg boller med.   

Den her roterer nonstop lige nu:

Skepta: ”Energy”

Den har roteret i et år. Den bliver ved. Det er en god sang at komme tilbage til, når man lige skal have pusten fra andre mennesker og deres fantastiske ideer, humør – eller mangel på samme. Man skal nogle gange fange sig selv, og hvad det egentlig er, man synes er det fede. Det er den her tune en hjælp til. Nyd livet og ta’ den med ro, imens du fyrer den af. 

Den her vender jeg altid tilbage til:

Leonard Cohen: ”The Partisan”

Det er tidsløst design.

Den her skal spilles til min begravelse:

Sebastian: ”Når lyset bryder frem”

Den skal spilles for at sende min sjæl godt af sted til drømmeland. Den skal spilles på banjo af Simon Jul. Jeg hader banjo.

Hør sangene på playlisten nedenfor:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA