x

Lamb of God: "Alt er helt fucked"

Lamb of God: "Alt er helt fucked"

Der er gået fem år, siden Lamb of God sidst udgav et album. I mellemtiden har de sagt farvel til Slayer, og de har fået nyt blod i bandet. Men vigtigst af alt har verden omkring dem ændret sig, og forandringen går lige nu så stærkt, at musikken konstant får en ny betydning.

– Vælg et hvilket som helst land, og du vil se et kaos, der er på vej ud af kontrol, siger Randy Blythe. Midt under højdepunktet af den danske samfundsnedlukning og kun få dage efter, corona-pandemien for alvor har ramt USA, har jeg ringet til ham. Undervejs i vores samtale går det op for mig, hvad der lige nu sker omkring os. Hvordan en pandemi ikke er den eneste krise, vi befinder os i. Listen fortsætter fra land til land og ender i det USA, de civiliserede nationer ukritisk stræber efter. På tværs af handelsaftaler og korrupte frihedsidealer. Det er det, Lamb of God handler om, og som står nedskrevet på bandets nye, selvbetitlede album.

– Har du tjekket nyhederne for nylig? spørger han mig. – Det bliver mere og mere sindssygt. Det politiske billede i hele verden – ikke bare i USA – bliver mere og mere sindssygt. Hele verden er min inspiration, dude. Jeg har forsøgt at se det fra et større perspektiv og stille spørgsmål om, hvordan vi nåede hertil. Jeg synes ikke, det gør noget godt at pege fingre ad en bestemt politiker eller et bestemt land eller system, når alt er helt fucked. Så det var vigtigere for mig at stille spørgsmålet om, hvordan vi nåede dertil. Og jeg mener, at det strækker sig helt tilbage til dengang, forbrugskulturen blev skabt – helt tilbage i begyndelsen af det industrille revolution, hvor alting bare er stukket af siden.

Udgangspunkt i sit hjemland

Den kritiske iagttagelse af verden omkring dem er ikke ny for hverken Randy Blythe eller resten af Lamb of God. Jeg steg i sin tid på toget i 2004 under Ashes of the Wake, hvor jeg dengang lod mig medrive af bandets brølen ad det forsvarspolitiske kaos, der gik under navnet ”the war on terror”. Jeg blev grebet af den indirekte galde mod Bush-administrationen og mod den amerikanske patriotisme. En galde, der ikke var til at skære i på helt samme måde som hos andre bands. Lamb of God var for mig en sofistikeret kritik af det system, der eksisterede og udviklede sig omkring dem.

– Der er mange politiske plader, der er kommet ud af punkscenen fra 80’erne, og det er den musik, jeg er vokset op med, siger Randy Blythe. – Men alting var mere simpelt dengang, og problemerne var mere definerede dengang. Helt op til Bush-æraen og Golfkrigen. Men i dag er alting bare all over the place og fucking sindssygt. Det er svært at sætte fingeren på selve problemet, så derfor syntes jeg, det var vigtigere at tage fat i et større perspektiv.

Med udgangspunkt i sit eget samfund har Randy Blythe taget fat i den forbrugskultur, der tog sine spæde skridt under den industrielle revolution i slutningen af det 19. århundrede. Willy Adler og Mark Morton har lagt lydsiden til fortællingen, for sådan fungerer det altid i Lamb of God – de samme tre mænd bag det, der i sidste ende kommer ud af højtalerne.

– Den industrielle revolution påvirkede en enorm forbrugskultur, der i dag har resulteret i nogle meget udbredte og generelle problemer, som alle mennesker følger, forklarer han. – Jeg føler, at mit kendskab er stort nok til, at jeg kan kommentere på det, men hvis jeg laver nogle specifikke politiske referencer, tager det ofte udgangspunkt i mit samfund. Fordi det er det eneste samfund, jeg kender godt nok til at kunne referere specifikt til.

– Der er intet, der irriterer mig mere, end når folk brokker sig over et land, de ikke bor i. Uanset, hvor i verden de kommer fra. For hvis man ikke bor der, ved man det ikke. Den der generalisering af en befolkning og et politisk system er fucking irriterende. Deres holdning er ekstremt påvirket af et selvvalgt nyhedsmedie og derfor ekstremt unuanceret. Men har du mødt de mennesker fra det land? Har du været i landet? Har du interageret med de mennesker fra det land? Eller er al din viden baseret på noget, du ser på internettet?

De generelle og meget udbredte problemer, der er vokset i den civiliserede verden omkring os, beskriver Randy Blythe som et resultat af the great forgetting – en udbredt forglemmelse af en række idealer, der skaber en simpel og tilstrækkelig værdi i livet.

– Materielle ejendele og rigdom, endda den der åndssvage internetberømmelse, udgør de her falske paradigmer, der skulle give dig en eller anden form for indre fred og lykke, som han forklarer det. – Men det er direkte falsk, og det er noget, jeg går i dybden med på pladen.

– Det her behov for at holde forbindelsen til alting omkring os kan være en fed ting, og lige nu under den her pandemi er det en god måde at kommunikere med de mennesker, du ikke længere har mulighed for at se, fortsætter han. – Men samtidig er den her massekommunikation, særligt hos unge mennesker, noget der fører til en følelse af utilstrækkelighed og et behov for hele tiden at sammenligne sig med andre.

– Men det, man ser, er en ekstremt kurateret version af livet. Der er jo ingen, der poster et billede af sig selv på toilettet med forstoppelse og ude af stand til at kunne skide. Men sådan er livet jo. En supermodel oplever det, og det lugter lige så fucking dårligt som hos andre. Men man snakker hele tiden om det der fucking bedste liv, du kan leve, og det er det, alle bliver eksponeret for og stræber efter. Men er det virkeligheden? Hvis det var virkeligheden, ville du ikke have travlt med at dokumentere det på sociale medier. Du ville have travlt med at leve det liv.

Det, der begyndte under As the Palaces Burn

Imens jeg forholder mig til albummet Lamb of God, forsøger jeg at bevare en konstant forbindelse til det, der tidligere er opstået fra bandets mund. Udviklingen fra Resolution fra 2012, hvor bandet sidst berørte små elementer af politiske temaer. Hvordan Lamb of God læner sig op ad samme formel som Ashes of the Wake fra 2004 og As the Palaces Burn fra 2003. De politiske undertoner er aldrig udelukkede fra Lamb of Gods univers, men med bandets seneste album berører Lamb of God en række temaer, de ikke har været i nærheden af i snart to årtier.

– Den her plade lægger tungere vægt på det politiske, end vores sidste par album har gjort det, siger Randy Blythe. – Når man ser tilbage på samfundet under As the Palaces Burn og Ashes of the Wake, så er mange af problemerne de samme, hvor andre er helt anderledes. Men under den her pandemi begynder man at kunne se hullerne i systemet. De er begyndt at blive meget tydelige.

– Det er ikke sagt på den måde, at det er en god ting med en pandemi og folk, der dør – for det er det fucking ikke. Men med det her ekstreme skift begynder folk at kunne se, hvordan systemet kan være en illusion, der ikke kan fikse hvad som helst. Det er en tid, hvor folk kan tage et øjeblik for at observere, hvad der sker omkring os og måske lære noget af det.

– For nylig hørte jeg en ven læse et brev af F. Scott Fitzgerald op på sin podcast, hvor Fitzgerald beskriver forskellige ting i samfundet under den spanske syge, fortsætter han. – Og en af de ting, han beskrev var, hvordan Hemingway ikke tog det seriøst. Det er 100 år siden, men det er fuldstændig det samme, der sker i dag. Så det her er ikke en uventet og ny begivenhed. Vi har haft det her før. De der sindssyge anti vaxxers, der ser det her som et komplot. Du må være fucking sindssyg.

– Min bedstefar havde polio, da han var barn, og dengang var det en meget almindelig sygdom, og det var det, indtil man opfandt en vaccine mod det. Min bedstefar døde, før jeg blev født, men jeg har set billeder af ham, hvor man kan se, han havde en pukkel på ryggen som følge af polio. Derfor er det en god ting, at den sygdom ikke er udbredt længere. Og hvorfor er den ikke det? På grund af vacciner. Så nogle gange virker det som om, at folk går tilbage. Ligesom folk, der ikke tror på global opvarmning – der er jo bare idioter allevegne.

The American Scream

Undervejs i vores samtale, og imens pandemien spreder sig omkring os, har budskaberne på albummet fået en ny betydning. Da Lamb of God tilbage i februar satte ild under sin nye albumcyklus med singlen ”Checkmate” om ”the American scream”, blev mine tanker øjeblikkeligt ført over på den samfundstilstand, der vokset ud af Donald Trumps præsidentembede.

Artiklen fortsætter under videoen

Teksten stod i forlængelse af de tanker og spørgsmål, jeg selv har gjort mig – spørgsmålet om, hvordan populariteten kan stige omkring en så stor grad af inkompetence. Hvordan det kan sættes i forlængelse af et samfunds desperation og social og politisk ulighed. ”Checkmate” italesætter de huller, der hver dag vokser og tydeliggøres i det amerikanske system.

– Vi har det her to-partisystem, vi har i USA, som ikke længere er funktionelt, forklarer Randy Blythe. – De her ”valg”, vi bliver givet, er totalt illusoriske. I ”Checkmate” går jeg ind på, hvordan valget mellem de to altid lander på det mindre onde. Hvis du ser på vores politiske system, er det enormt frustrerende at se, hvor ofte kongressen har været så fastlåst, fordi medlemmerne stemmer ud fra partier og ikke ud fra folkets interesse.

– For nylig fik kongressen en masse opmærksomhed, fordi de for første gang i evigheder var enige om noget, de skulle stemme om. Men det er jo fuldstændig sindssygt, at det sker så sjældent. Vores to partier burde altid arbejde for det amerikanske folk og derfor have lettere ved at komme til enighed. Det burde ikke være en triumf, når det endelig sker. Men sådan fungerer systemet i dag. Og en stor del af problemet i dag er funderet i de to partiers individuelle interesser. Egentlig strækker det her problem sig ud over hele verden, fordi de mennesker i den amerikanske kongres repræsenterer multinationale virksomheder. Og det, der sker i USA, påvirker resten af verden.

Siden vores samtale har Bernie Sanders meldt sig ud af valgkampen og sidenhen givet sin opbakning til sin oprindelige modstander, Joe Biden. Donald Trumps popularitet vokser af uransagelige årsager og fungerer som et symbol på den splid, der gennemsyrer det amerikanske samfund. De samme folk, der dør i deres hjem, fordi de ikke har råd til sygesikring, siger samtidig, at Trump taler sandheden. Samtidig har den amerikanske valgkamp sjældent været så uforudsigelig, fordi den i realiteten er blevet suspenderet. Valget er der stadig, men uden at give befolkningen retten til reelt at forholde sig.

– Det amerikanske valgsystem er gået i stykker, fortsætter Randy Blythe. – Det fungerer ikke længere. Måske fungerede det engang, men det burde blive ændret i dag. Folk læner sig altid op ad forfatningen som et argument for, at tingene er, som de er i dag. Men de forstår ikke, at der er sket mange forfatningsændringer i tidens løb. Det er ligesom en computer, der skal opdateres. Jeg er tilhænger af de fundamentale værdier i forfatningen, men systemet har brug for at blive opdateret. Det er sket før, og det kan lade sig gøre igen. Hvis du ikke tror på det, er du ignorant.

Fra Virginia til Christiania

I samtalen om det amerikanske valgsystem og den politiske realitet, den amerikanske befolkning står over for, bevæger Randy Blythe sig ind på Christiania. Jeg er meget bekendt med hans kærlighed til stedet, og jeg ved, at kærligheden ikke står og falder med det, man kan købe på Pusher Street. Jeg har set hans billeder, der dokumenterer hans fascination af christianitternes beboelsesformer og livsstilsstandarder.

– Jeg er vild med, hvordan det sociale eksperiment er lykkedes, fortæller han. – Det er ikke perfekt, men det er fedt. Jeg ryger ikke weed og har ikke gjort det i årevis, så jeg tager ikke til Pusher Street for at købe hash. Og hvis jeg havde brug for den slags, behøvede jeg sgu ikke at tage til Pusher Street for at købe det – jeg spiller i et fucking rockband, dude. Så det er ikke det, der tiltaler mig ved stedet, men rettere, hvordan stedet fungerer. Jeg har venner, der bor og arbejder der, og de har introduceret mig til nogle af de ældre beboere, som jeg har snakket med om, hvordan det var før i tiden. Og det er et fascinerende system. Det er ikke et nemt system, fordi alle skal være enige om det, de gør. Men det er et ægte demokrati.

Tilbage i 2012 opstillede Randy Blythe i den amerikanske valgkamp. Han gjorde det ikke med henblik på at vinde – det var nærmest forudbestemt fra begyndelsen baseret på hans kampagnebudget, der bestod af 99 cent. Han gjorde det for at bevise korruptionen bag finansieringen af den amerikanske valgkamp. Hvordan alle valgte politikere i kongressen repræsenterer en amerikansk virksomhed. Men Randy Blythe havde ingen intentioner om at blive valgt som præsident og har sjældent gjort sig reelle tanker om at være det. Han er kunstner og ikke politiker. Men gennem sin kunst har han stadig et ansvar.

– Vi er alle en del af systemet, om vi vil det eller ej, siger han. – Det går tilbage til det ansvar, man har som kunstner. Og på spørgsmålet om, hvorvidt kunstnere er ansvarlige for menneskers ageren og ændringer i samfundet, mener jeg, at de ikke er ansvarlige. Jeg er ansvarlig for én ting, og kun én ting. Jeg er ansvarlig for at lave kunst, som jeg godt kan lide og sætter pris på. Der er intet galt med musik, der ikke er politisk, og det er i bund og grund også det, min musik handler om. Jeg er ikke ude på at ændre verden gennem min musik. Det, jeg gør med musikken, med mine billeder, og når jeg skriver, handler om emner, der tiltaler mig. Og tilfældigvis handler det om politik engang imellem.

Fra Chris Adler til Art Cruz

– Chris Adler har ikke turneret med os i flere år efterhånden, siger Randy Blythe. – Men hans afsked har slet ikke påvirket vores kreative tilgang, fordi han ikke er en del af den. Det er altid Willie, Mark og jeg, der er bag musikken, og sådan har det været siden begyndelsen. Art (Cruz, ny trommeslager, red.) har gjort det godt, og han er kommet med en anden energi og et yngre perspektiv til tingene.

Hvad gør fotografi for dig, som musik ikke kan?

– Når jeg skriver musik eller prosa, så kommunikerer jeg min subjektive holdning og mine egne værdier, forklarer Randy Blythe. – Jeg er ikke studiefotograf, så jeg skaber ikke situationer med mine billeder. Jeg er i bund og grund gadefotograf. Jeg går ud for at se, hvad verden tilbyder mig. Jeg bruger sågar sjældent blitz. Så at tage billeder gør mere for mig på et personligt plan. Det lukker ned for det subjektive synspunkt, hvilket jeg nogle gange kan være meget optaget af.

– At tage billeder giver mig mulighed for at læne mig tilbage og lægge mærke til de smukke ting, der eksisterer i verden. Det er naturligvis aldrig hundrede procent objektivt, fordi du altid framer billedet på en bestemt måde, og dine øjne er tiltrukket af bestemte ting, men det er ikke ting, jeg har skabt. Så det er en måde for mig at lægge mærke til ting, der allerede eksisterer, og sætte større pris på det.

Hvor er USA på vej hen?

– Ingen steder, svarer Randy Blythe. – Vi er alle sammen i karantæne. Ligesom du er, min ven. Det bliver interessant at se, hvad der kommer til at ske med det næste valg. Hvis jeg havde en krystalkugle, kunne jeg give dig et godt svar, men det har jeg ikke. Men alting befinder sig bare et meget interessant sted lige nu. Jeg prøver bare at følge med.

LÆS OGSÅ: LAMB OF GOD-ANMELDELSE: En arbejdshest af et album


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA