x

STORT THE STREETS-INTERVIEW: ”Jeg har altid skrevet om livet som en sæbeopera”

STORT THE STREETS-INTERVIEW: ”Jeg har altid skrevet om livet som en sæbeopera”

Det var egentlig ikke meningen, None of Us Are Getting Out of This Life Alive skulle se dagens lys som et produkt af The Streets. Meningen var at videreføre Tonga-dj-projektet sammen med Murkage Dave, men da projektet begyndte at stikke i forskellige retninger, opstod The Streets langsomt fra den ni år lange dvaletilstand. Mike Skinner havde fundet frem til nogle historier, der var værd at fortælle. Historier, der kun kunne fortælles gennem The Streets.

– Jeg har gjort det længe nok til at vide, hvordan jeg skal navigere i det. I bund og grund er det bare vigtigt at tage de rigtige beslutninger, siger Mike Skinner. Han sidder et sted i England og jeg i København. Afstanden mellem os er på mange måder forventet. Grænserne er stadig lukkede, og ingen ved helt, hvad der skal ske med Storbritannien. Mike Skinner er imødekommende og spørger uventet ind til, hvordan jeg har det.

Han svarer derefter, at det stadig er ham en gåde, hvordan han skal formå at komme omkring udgivelsen af mixtapet None of Us Are Getting Out of This Life Alive. Verden ser i dag markant anderledes ud, end den gjorde sidste år, da Mike Skinner sidst besøgte Danmark med The Streets. Forandringen fra sidst, The Streets udgav ny musik, kan derfor virke komplet uhåndgribelig. Telefonerne er i dag de sande magthavere. Det er ikke kun kameraet, der kan virke intimiderende, men efterhånden hvad som helst, der i dag følger med en telefon.

– Jeg har altid skrevet om livet som en sæbeopera, siger Mike Skinner. – Når du gerne vil være specifik omkring noget, og det er noget, jeg altid forsøger at være, men når du forsøger at være det i 2020, involverer det uden tvivl mobiltelefonens rolle i vores liv. Der har været et overordnet tema – meget handler om telefoner. Det er nærmest et socialt distanceret album af The Streets, der opstod, før den sociale distancering blev dominerende.

Mod forventning mærker Mike Skinner ikke forandringen omkring ham. Han er vokset, siden The Streets blev lagt på hylden for en tid, men hans tilgang til den tilværelse, han mærker på tværs af den britiske befolkning, er den samme.

– Vores måde at navigere i verden på har ændret sig, siger han. – Men i bund og grund vil folk bare gerne kommunikere med hinanden, og sådan har det jo essentielt altid været. Lyden har naturligvis ændret sig, men jeg ved omvendt ikke, hvilke kunstnere jeg bliver påvirket af længere. Oprindeligt tænkte jeg ikke, at den her udgivelse ville være anderledes, fordi den er lavet på præcis samme måde som de andre.

Fra The Streets til Tonga og tilbage igen

None of Us Are Getting Out of This Life Alive er den uventede udgivelse, der aldrig har været planlagt. På den måde falder uforudsigeligheden i den verden, mixtapet præsenteres for, i tråd med det, der ligger bag. Mike Skinner lagde The Streets på hylden for at starte et lydsystem, der fik navnet Tonga. Sammen med den anden del af projektet, Murkage Dave, var ambitionen at skrive et album, der kunne falde ind under Tonga-paraplyen.

– Murkage Dave og jeg havde planer om at lave et mixtape, men det udviklede sig til, at han bare lavede sin ting og jeg min ting, fortæller Mike Skinner. – Men den anden side af sagen er, at vi lige nu er i gang med at lave en film, og det er bare en proces, der tager årevis. Vi har stadig ikke skudt filmen, men vi har et manuskript, som vi har det ret vildt over. Oprindeligt skrev jeg et album til det manuskript, og samtidig havde jeg gang i de her klubting med Tonga og forskellige samarbejder på tværs af det, og det havde jeg ikke lyst til at stoppe med, så det virkede bare logisk at fortsætte med de samarbejder og få noget ud.

– Når filmen på et tidspunkt kommer ud, er albummet sikkert fire år gammelt. None of Us Are Getting Out of This Life Alive er et mixtape, hvor albummet er soundtracket til filmen – The Darker the Shadow the Brighter the Light er navnet, men det hele hænger sammen.

The Streets er vågnet fra sin ni år lange dvale, men intet hidtil er lagt i graven. Mike Skinner har stadig en kærlighed til det at stå ved en dj-pult og betragte sit publikum med en anden distance, end han gjorde det med The Streets på Roskilde Festival i 2008.

– En af de ting, jeg godt kan lide ved at dj’e er, at man aldrig ved, hvad man får, siger han. – Det er så random. Og når du kigger på Instagram, står dj’s altid foran en kæmpe crowd, men der er bare så mange gigs, hvor det er lidt en skodaften. Og det kan jeg underligt nok ret godt lide, selvom det kan være ret stressende til tider.

Kontrasten mellem Tonga og The Streets udgør en nødvendighed for Mike Skinners virke som musiker. Han har brug for begge modpoler for at skabe en distance til sit erhverv, men i endnu højere grad for at kunne vokse som menneske.

– Når du er på tour som et band, får du lidt den samme oplevelse hver aften, og det betyder, at du bliver enormt god til det, du laver, forklarer han. – Men du oplever ikke særligt meget modgang. Og samtidig er det svært at vokse ud fra det. Hvis du er på tour for længe, bliver du nærmest institutionaliseret, fordi du konstant bliver fortalt, hvor alting er, og hvor du skal være. Derfor bliver musikere virkelig gode til det, de laver. Alene et år på tour kan gøre enormt meget for dig, men i andre dele af dit liv sidder du fast. Jeg har været heldig, at jeg gennem de sidste par år har haft mulighed for at gøre begge dele.

– Tonga var virkelig vilkårligt, fortsætter han. – Fordi vi bogstaveligt talt skabte det hele undervejs. Vi har ramt de her virkelig gode øjeblikke, som lynhurtigt kan ændre sig, så det går meget mere op og ned. Men hovedforskellen ligger i folks forventninger til det. Folk har forventet en bestemt optræden, og det har Tonga ikke altid givet dem. The Streets har altid været mere kalkuleret og fokuseret, hvor Tonga er en sammensmeltning af alting.

Artiklen fortsætter under videoen

The Streets 2.0

Tilbagekomsten af The Streets var lige så uventet, som den er forventet. Det har ikke handlet om at samle det gamle slæng, men for Mike Skinner snarere om at tappe ind i det mindset, The Streets er bygget op omkring. Pausen har undervejs givet ny viden og nyt blod til The Streets. Det har været nødvendigt at søge efter nye historier, der er værd at fortælle.

– Når du fortæller historier, er det nødvendigt at finde noget, som historien kan handle om, forklarer han. – Det handler ikke bare om at vokse og eksistere, men når du ikke laver andet end at skrive sange, løber du på et tidspunkt tør for historier, fordi der ikke sker meget andet i dit liv. Det er der, forskellen ligger denne gang.

Udviklingen fra Tonga og mod en genfødsel af The Streets har medført en anden tilgang, end Mike Skinner før har benyttet sig af. Gæsteoptrædener har aldrig været nyt i universet, men de elementer, der er trukket ind på None of Us Are Getting Out of This Life Alive, har ført et andet udtryk med sig. Fra Tame Impala til Idles har Mike Skinner åbnet op for et samarbejde på tværs af genrer. Forskellen ligger i musikken. Forskellen er der kun, hvis du absolut har brug for at begribe den.

– Jeg har det faktisk sådan, at alle musikere har mere til fælles, end der adskiller dem, siger Mike Skinner. – Kevin (Parker alias Tame Impala, red.) er ikke meget anderledes end en rapper, ment på den måde, at han sidder og indspiller lyde på en computer. Og alle kunstnere, jeg kender, har nærmest indledt et ægteskab med musik før alt andet, fordi det er nødvendigt. Jeg finder altid et fælleskab med de musikere, jeg arbejder sammen med.

– Ofte handler det om sangteksten og den måde, vi meget uglamourøst refererer til den verden, vi lever i. Så selvom der kan være forskel i baggrunden, er det ikke noget, der har særlig stor betydning. Musikere har deres ting, og det stammer altid fra noget i dit liv, og når du på et tidspunkt ender som musiker, adskiller du dig egentlig ikke så meget fra de andre musikere. 

Artiklen fortsætter under videoen

Fra Storbritannien til hele verden

I mine ører har The Streets altid været definitionen af britisk musik. Fortællingerne om det, der ses gennem øjnene på den menige mand. Gennem nedturen og en forsigtig berøring af den flygtige glædesrus. Jeg har altid betragtet The Streets som ærkebritisk, men det har ikke skabt begrænsninger for, at man kan forholde sig til det. Ligesom Sleaford Mods sidenhen har gjort det. Ligesom John Cooper Clarke har gjort det i årevis giver Mike Skinner og The Streets en stemme til den del af samfundet, der sjældent bliver hørt, selvom de råber højest.

– Som musiker sælger du essentielt din egen personlige smag, siger han. – Det lyder måske egoistisk, men det er det ikke. Du er nødt til at udfolde og fortælle historien om, hvad du laver. Jeg har stået på sygt mange scener, og der er så mange aspekter af det, der er fuldkommen ude af mine hænder, hvor det eneste, jeg kan kontrollere er at være en god soldat og fortælle mit eget syn på ting. Det er sværere, end man skulle tro.

– Jeg er mere sikker i det i dag, og pausen fra The Streets har givet mig mere sikkerhed i det, fordi jeg har haft mulighed for at connecte med musik på en ny måde. Jeg har fundet ud af, at jeg bare er nødt til at få det bedste ud af min fortælling. Og samtidig skal jeg ikke bekymre mig om, hvor mange mennesker der møder op.

Mike Skinner og The Streets har det med at zoome ind på de ting, der ofte kan blive glemt. Altid har The Streets været synonym med et projekt, der tog hånd om de følelser, alle mærkede. Scenen foregår i Storbritannien, men outputtet er hele verden.

– Musik er meget universelt, fortsætter han. – Derfor har folk det med at skrive musik med et meget universelt islæt. Hvis du placerer din musik et særligt sted, kan det være med risiko for at gøre dit publikum mindre, men egentlig synes jeg, det er omvendt. Hvis du skaber en scene for dine historier, giver det folk noget at forholde sig til. Det har jeg haft succes med at gøre, så det bliver jeg ved med at gå efter, selvom det ikke altid lykkes.

Inde bag studiets vægge

– Det hele er indspillet i et studie i samarbejde med de forskellige samarbejdspartnere på albummet, fortæller Mike Skinner. – Den del er ny for mig, fordi jeg før har lavet alt i The Streets selv. Men når du gør det på den måde, ryger sangen i alle mulige retninger, så det endte med, at vi brugte virkelig lang tid i studiet for at få det hele til at passe sammen. Og til sidst færdiggjorde jeg albummet på min telefon. Det var på en måde to ekstremer.

Meningen bag None of Us Are Getting Out of This Life Alive

– Det har ændret sig gennem processen, forklarer Mike Skinner. – I begyndelsen var det bare en tekst, jeg syntes var virkelig sej. For mig betyder det, at du bare skal nyde livet, for pludselig er det slut. Men det var essentielt også det, jeg sagde på mit tredje album med sangen ”Memento Mori”. Men siden corona er opstået, har det fået en anden betydning. På en måde eksisterer musikken egentlig kun med sit publikum. Lige så snart musikken er lavet, er den ikke længere mit. Når den er ude af studiet, har jeg ikke længere kontrol over den.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA