x

Michael Møller fra moi Caprice og The Mountains: Her er mit soundtrack til livet

Michael Møller fra moi Caprice og The Mountains: Her er mit soundtrack til livet

Michael Møller er sanger i snart turnéaktuelle moi Caprice og albumaktuelle The Mountains – to grupper, der begge har fået fem stjerner af GAFFA for deres respektive seneste udgivelser fra henholdsvis februar og juni i år. Her har han udvalgt otte sange, der betyder noget særligt for ham. Hør sangene på en playliste nedenfor.

Denne sang husker jeg tydeligt fra min barndom:

Kim Larsen: ”Forklædt som voksen”

Kim Larsen var bare så monumental musikalsk en skikkelse i min barndom. Min farmor lyttede til ham, mine forældre, mine venner. Vi sang “Susan Himmelblå” på gyngen i frikvarteret, og skrålede “Vi er dem, de andre ikke må lege med”, mens vi spillede fodbold på marken, hvor jeg voksede op. Han var gigantisk i midten af 80’erne, da jeg gik i det mindste skoletrin på Sæbygårdskolen.

Forklædt som voksen er den første plade, jeg kan huske. Min far havde den på vinyl, og jeg lyttede til den konstant, da den udkom. Jeg var en 9-10 år gammel. Og titelnummeret står bare som sådan et klart minde om den tid, selvom jeg reelt først forstod teksten, da jeg rent faktisk blev voksen.

Denne sang gør mig sentimental:

Don Henley: ”The Boys of Summer”

Dem er der virkelig mange af! Generelt gør musik fra min barndom mig ret sentimental. Skulle jeg nævne én lige nu, ville det være Don Henleys ”The Boys of Summer”. Den forelskede jeg mig i allerede, da jeg var en lille knægt, og den minder mig stadig om stranden i Sæby og tidlige sommerfester, hvor man forsøgte at få pigerne fra klassen til at smøre ens ryg ind i sololie. Og så har den bare noget enormt sentimentalt over sig, om somre, der forsvandt.

Denne sang vender jeg altid tilbage til:

Depeche Mode: ”Enjoy the Silence”

Dem er der godt nok også mange af. Depeche Modes ”Enjoy the Silence” er én af dem. Den tror jeg ikke, at jeg kan blive træt af. Jeg har altid elsket Depeche Mode, men det er også et band, som jeg engang imellem synes kan blive for postulerende i deres mørke, og som til tider har nogle helt igennem håbløse tekster. Men i ”Enjoy the Silence” går det hele bare op i en højere enhed. Den ligefremme tekst, de simple, men specielle akkorder, synthlydene, guitartemaet og formen. Man kommer ikke tættere på pop-perfektion i min bog.

Denne sang minder mig om den første gang, jeg var forelsket:

Paul Young: ”Both Sides Now”

Det kan ikke blive meget mindre hipt, men må nok være Paul Youngs tvivlsomme coverversion af Joni Mitchells ellers fantastiske ”Both Sides Now”. Det var i 8. klasse. Mia var nytilflytter fra Vejle, hun gik i klassen under mig. Stort set alle på skolen var forelskede i Mia, og jeg undrede mig såre over, at hun rent faktisk lod til at være interesseret i mig. Men det var hun, og vi blev kærester i november 1991. Det varede fire måneder, hvorefter hun slog op og knuste mit teenagehjerte, som først helede flere år senere.

Hun havde en Best of Paul Young-cd, som vi lyttede til næsten konstant, når jeg besøgte hende. Jeg kendte de fleste af sangene, men forelskede mig helt i ”Both Sides Now” uden at ane, at den rent faktisk var lidt af en klassiker, skrevet af et musikhistorisk koryfæ. På det tidspunkt kendte jeg intet til Joni Mitchell, og ”Both Sides Now” var bare det nyeste bekendtskab i en række relativt kendte sange på Paul Youngs opsamling.

Jeg lyttede en del til Paul Young, efter Mia slog op med mig. Han valgte altså nogle ret spøjse cover-sange. Flere senere yndlingssange hørte jeg første gang i et Paul Young-cover, også ”Love Will Tear Us Apart” af Joy Division og ”Man in the Iron Mask” af Billy Bragg.

I dag hører jeg sjældent Paul Young, men når en af hans sange dukker op i radioen, bliver jeg transmitteret tilbage til Mias start-90’er-værelse med det samme. Og sjovt nok har ”Both Sides Now” også stadig den funktion, selv i Joni Mitchells udgaver – hvoraf jeg i dag holder meget af den sene, mørke version.

Denne sang har jeg på heavy rotation lige nu:

FKA Twigs: ”Mary Magdalene”

Jeg forelskede mig i FKA Twigs allerede med ”Two Weeks”, men synes, det er ret interessant at følge med i, hvor hun bevæger sig hen. Hun er virkelig en fascinerende kunstner. Hun er sådan et fascinerende sted mellem noget meget poppet og nærmest avantgarde, mellem noget utrolig gammeldags og meget kontemporært.

Denne sang er min ultimative party starter:

ABBA: ”Lay All Your Love on Me”

Egentlig ret mange numre af ABBA. Jeg synes, det er et fuldstændig afsindigt godt band. Sommetider med nogle irriterende titler, der er alt for flashy. Og uden tvivl alt for meget camp og kitschet til tider. Men når de er bedst, og det er de altså ret ofte, er deres sans for melodier, arrangementer og detaljer bare sublim. At man kan skabe dansable sange med så megen vemod og skønhed, synes jeg er fantastisk.

Denne sang ville jeg ønske, jeg selv havde skrevet:

The Flaming Lips: ”Do You Realize??”

Et utroligt konventionelt valg inden for min verden, men det er bare så ubegribeligt smuk. Den er også for mig bare sådan et stykke skarpt skåret perfektion, hvor alt det, bandet har arbejdet sig hen mod pludselig mødes i en enkelt sang. 

Denne sang skal spilles til min begravelse:

Kate Bush: ”And Dream of Sheep”

Selvfølgelig.

LÆS OGSÅ: moi Caprice klar med nye koncertdatoer

Hør sangene på en Spotify-playliste:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA