x

GAFFA-jubiæumsinterview: 1985 – Elisabeth

GAFFA-jubiæumsinterview: 1985 – Elisabeth

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1985?
– At jeg sendte min første soloplade ud. Jeg havde været vant til at spille i orkester, men her var der noget, jeg selv stod for. Også på den måde, at jeg havde kæmpet meget for, at det blev, som jeg ville have det. Og pladen blev modtaget supergodt. Jeg havde slet ikke tænkt så langt som til modtagelse – så det var jo meget bekræftende.

Hvad husker du som det værste, der skete i 1985?
– Så slemt var det jo ikke, men når der har været megen virkelig god respons, så er der selvfølgelig nogen, der skal have en anderledes mening. Så de mente, at "nu var Elisabeth blevet så maskinel", og snakkede om, hvor koldt maskinuniverset var – og det kunne jeg sgu ikke følge. Jeg synes ikke nødvendigvis en maskine er mere kold end en eller anden tosse, der spiller firkantet guitar. Sådan hænger det slet ikke sammen for mig.

Hvilken musik hørte du især i 1985, og er det noget, du stadig lytter til?
– Jeg hørte meget forskelligt – det har jeg altid gjort. Men The Clash kunne jeg godt lide, og Blondie. Både pop og noget, der var lidt mere punk-rock-agtigt, og The Clash var jo ganske melodiøse. Jeg kan stadig godt lide at høre nogle gamle Blondie-numre, men jeg er ikke sådan én, der kun hører gammel musik. Hvis jeg hører Bob Dylan for eksempel, så hører jeg også hans nyeste. Det er jo også en form for retro.

1985 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Take On Me" af A-Ha. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– På videoen med tegnefilmen. Der var nogle, der syntes, det nummer var så godt, men det synes jeg nu ikke. Han går for højt op! Det er sådan lidt irriterende.

1985 var også året, hvor Live Aid-koncerten fandt sted. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Jeg havde det dobbelt. Det er smukt, at der er nogen, der tænker i større baner end sig selv, samtidig med, at det meget hurtigt bliver kvalmt, når Bono synger lidt for meget ud og lidt for følt på andres vegne. Det er en meget, meget vanskelig balance. På samme måde, da vi lavede Afrika, hvor vi også skulle forsvare, hvad vi gjorde, når man egentlig bare gerne ville støtte sagen.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1985?
– Jeg havde samme frisure! Jeg tror ikke, jeg var så anderledes. I dag har jeg mere erfaring og mere at bære rundt på af livets fortrædeligheder. Jeg er nok lidt mere nuanceret i dag – og lidt mindre skrap – men jeg har cirka de samme grundværdier som dengang.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1985?
– Det var mere firkantet, end det er i dag. Det var delt op i "her er noget, der dur" og "her er noget, der ikke dur". Det var delt op i det, der var kunstnerisk, og det, der var mere let til bens. Det medførte selvfølgelig noget snobberi, men til gengæld var man også mere kritisk over for, hvad det var, folk ville med det, de lavede. I dag har folk mere respekt for det, der bare er kommercielt, og synes, det er godt, fordi det har solgt så og så meget.

Du sagde i 1985: "Jeg tror ikke på meninger. Jeg tror på mennesker, og på forskellene. Og hvis du selv er eksempel på, at noget kan blive flyttet – ja, så kan verden være foranderlig. Jeg laver ikke musik for nogen. Jeg kan kun være tro over for mig selv." Holder det stadig?
– Hvor er det klogt sagt af sådan en ung pige! Ja, det mener jeg faktisk – og sådan har jeg det stadig. Det var vigtigt for mig dengang, at jeg forholdt mig til den verden, jeg var i. Sådan har jeg det også i dag, når jeg skriver om noget, der handler om mine egne følelser – "ej, jeg burde også skrive min mening om, hvordan der ser ud i Tjetjenien". Men følelser kan flytte bjerge. Det kan meninger ikke.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– At man skal være x-large over for, hvad der er af tilbud fra tilværelsens side. Jeg kunne være lidt ungdommelig fordomsfuld dengang, og det er jo menneskeligt – men ikke så smukt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA