GAFFA-jubilæumsinterview: 1986 – Henrik Balling, Gangway

GAFFA-jubilæumsinterview: 1986 – Henrik Balling, Gangway

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1986?
– Det var det år, jeg droppede mit halvdagsjob i arbejdsdirektoratet og blev professionel. Alting var på vej op, og der var en stor interesse fra udlandet. Det var bare et godt år i det hele taget! Vi spillede blandt andet på Motown i Århus, hvor der simpelthen blev lukket for mange mennesker ind, og der var iltfattigt i lokalet, og man var ved at besvime på scenen. Men vi brød rekorden for, hvor mange der havde været til koncert på Motown, og det var ret sjovt.

Hvad husker du som det værste, der skete i 1986?
– At vi ikke fik nogen royalties fra vores pladeselskab, Irmgardz. Så gik vi fra dem.

Hvilken musik hørte du især i 1986, og er det noget, du stadig lytter til?
– Hmm, Prefab Sprout. Depeche Mode måske... Og Scritti Politti. Men jeg hører det ikke længere – jeg har ligesom hørt det. Det skulle da lige være Depeche Mode, men det er meget lidt.

1986 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Rock Me Amadeus" af Falco. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Det var jo en ikke-engelsktalende mand, der prøvede at lave noget på engelsk, som var lidt pinligt. Det har ændret sig helt vildt meget siden, men dengang var det stadig de engelsktalende lande, der dominerede og var de bedste. Så jeg har sikkert følt personlig skam ved det, jeg hørte – og været lettet over, at det ikke var mig, der havde lavet det!

1986 var også året, hvor Olof Palme blev myrdet. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Vi boede på Eriksens Hotel i Århus, og morgenen efter fortalte vores lydmand mig, hvad der var sket. Det var meget, meget underligt. Det var den dér blanding af, at man bliver lidt opstemt over, at der sker noget radikalt, og så alle mulige tanker om, hvem og hvad der står bag.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1986?
– Glad. Eller – tilfreds med tingenes tilstand. At alting så ud til at gå op, og udlandet så ud til at åbne sig. Man skal huske på, at vi tjente aldrig særlig mange penge. Vi tjente kun penge ved at spille live, for vi fik jo ikke nogen royalties af pladeselskabet. Vi fik udbetalt 5000 kr. hver om måneden i de dér første seks år. Men jeg kunne leve for meget få penge, og det kan jeg stadigvæk.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1986?
– Jeg kan huske, at jeg tænkte over, hvordan der i England var krige mellem forskellige bands – og det var der slet ikke i Danmark. Nok på grund af to ting: Dengang var der ikke nogen Storebæltsbro, så man mødte altid hinanden på færgen – og så var der alle festivalerne. Så hvis man kom til at sige noget om nogle andre, så mødte man dem helt sikkert om fredagen – enten på færgen eller på en eller anden festival. Og det var jo lidt pinligt, så det kunne ikke betale sig.

I sagde i 1986: "Der er ikke noget værre end at høre en guitarsolo, fordi den skal være der." Holder det stadig?
– Ja, men kan man ikke overføre det til alt? At noget, der er der, fordi det skal være der – det er ligegyldigt. Dengang var det ret demonstrativt, at der ikke måtte være guitarsoloer. Men der er selvfølgelig lige sådan halvanden takt, ligesom hos George Harrison – vignetter, snarere end egentlige soloer. Men man skal passe på med at sætte for mange dogmer op for det, man laver. Det kunne jo gå hen at blive rent, og det er ikke så godt.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Jeg ville gerne have vidst, at man skulle arbejde hårdere. At man skulle være meget mere fokuseret, hvis man ville have en eller anden form for gennembrud i udlandet. Men hvis man så gik tilbage til 1986 og havde den viden – ville man så gøre det anderledes? Det er jeg ikke så sikker på, for viden afføder ikke nødvendigvis, at man ændrer noget. Det kan være, man ville have været den samme mølle igennem, men så havde det bare ikke været så sjovt, for så vidste man, at det ikke blev til noget!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA