x

GAFFA-jubilæumsinterview: 1991 – D-A-D

GAFFA-jubilæumsinterview: 1991 – D-A-D

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1991?
– Det må være turen til Japan og Australien. Det var en kæmpe oplevelse for os. Vi landede i Singapore, hvor vi skulle spille på Hard Rock Café dagen efter. Vi skyndte os at leje en sejlbåd ud til en bugt, hvor vi gik i vandet og solede os. Jetlaggen ramte os så på et tidspunkt, og vi faldt alle sammen dejligt i søvn. Og så vågnede vi – og havde fået første-, anden- og tredjegradsforbrændinger hele bundtet. Så vi brugte resten af dagen og natten på hver især at ligge i badekarret på hotellet i koldt vand og ringe til hinanden og beklage os. Og så op næste dag med lædertøj oven på forbrændingerne for at spille og se afslappet ud samtidig. Dér stod vi, røde som rejer, og det gjorde nas – en guitarrem og en forbrændt skulder, du kan slet ikke forestille dig det. Så primalskrigene var helt ægte den aften!

Hvad husker du som det værste, der skete i 1991?
– Haha, jamen det med forbrændingerne går jo ind under dét! Men en anden ting, som står mere traumatisk for os, var, at efter Singapore tog vi til Japan, hvor der var interviews på samlebånd. Det er altså svært. Man sidder med en tolkepige, som tolker alt det, man siger, til nye journalister hele tiden, fire dage med otte timer hver. Og vi svarede jo det samme og det samme, og til sidst kunne hun jo lave hele interviewet for os. Men det værste var at sidde dér og prøve at være morsom, og man kunne bare se, at hun skulle prøve at grine af de samme jokes hele tiden. Meget traumatisk. En af de ting, hvor man tænker ”bare lad de andre blive superstjerner”, for det her gider vi faktisk ikke.

Hvilken musik hørte du især i 1991, og er det noget, du stadig lytter til?
– På den tour, vi havde haft fra ’88 til ’91, var vi blevet vaccineret mod hele den typiske rockpersona, og der var mange af os, der gik hardcore-country-vejen, og jeg lyttede meget til jazz dengang. Når man ikke finder ud af, hvad man er, finder man altid ud af, hvad man ikke er, og så heavyrock var vi altså heller ikke. Så der blev hørt meget country og jazz, og det hører jeg stadig, men jeg nyder også mere rock end nogensinde.

1991 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Enter Sandman" af Metallica. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Det nummer er et hovedværk og et mesterværk. Jeg synes, det er fantastisk.

1991 var også året, hvor Golfkrigen fandt sted. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Jamen, jeg er sådan en Enhedsliste-type, der altid synes, at det er Amerika, der er idioten. Næsten på hver plade har vi haft en ørkensang, og det har vi også på den kommende plade. Vi havde "Jihad" på "No Fuel…", og vi havde "Down That Dusty 3rd World Road" på "Riskin’ It All", så det har altid betydet noget for os, fordi det er et brændpunkt og vores civilisations vugge.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1991?
– Jeg synes ikke, vi omfavnede vores status dengang. Vi troede ikke på vores eget bullshit og ville helst ikke blive ædt af det store rockmonster, så vi holdt os lige lidt til siden og prøvede så vidt muligt at komme med vores eget udtryk i stedet for at være del af en bevægelse.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1991?
– Rock blev mere og mere i orden. Sandmen var der, og vi spillede udsolgte koncerter i hele landet. Det var virkelig på en stor, opadgående bølge, samtidig med at vi virkelig holdt igen.

Du sagde i 1991: "Det er klart, at vi udsender nogle signaler, når vi står på scenen og spiller seksuelt inciterende musik og laver samleje-lignende bevægelser, men det er jo bare en del af showet." Holder det stadig?
– Hahaha, ja, for nogle af os! Jeg er holdt op. Jeg synes ikke, det er så klædeligt for en mand i fyrrene at lave samlejebevægelser!

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– At det nok skulle gå. Man render rundt og prøver at helgardere nogen steder, men det var der ikke brug for, for vi havde flere patroner i pistolen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA