x

GAFFA-jubilæumsinterview: 1996 – Nikolaj Nørlund

GAFFA-jubilæumsinterview: 1996 – Nikolaj Nørlund

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1996?
– Det var rigtig skægt at udgive Navnløs (Nørlunds debutalbum som solist, med musik til Michael Strunge-digte, red.), og der skete rigtig mange spændende ting. Jeg kan huske, vi spillede to koncerter inde på JazzHouse, hvor vi havde strygere og lidt blæs med. Det var nogle temmelig vilde koncerter. Vi spillede tingene fra "Navnløs" og "Du Ku’ Blive Mit Held", som var det første af numrene til "Nye Optagelser".

Hvad husker du som det værste, der skete i 1996?
– FC (København, red.) spillede rigtig dårligt det år. Jeg tror, det var det år, hvor de overvintrede under stregen. Det er det år, jeg refererer til som ”det sorte år”. De spillede meget godt, men resultaterne var ikke så gode.

Hvilken musik hørte du især i 1996, og er det noget, du stadig lytter til?
– Det kan jeg sgu ikke rigtigt huske. Det er jo 12 år siden, for fanden! (Der tænkes længe og intenst, red.). Jerry Lee Lewis måske – Jerry Lee, the killer! Ham havde jeg sådan en periode med deromkring. Han var for crazy, altså. Og ja, det sker, at jeg stadig lytter til det.

1996 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Don’t Look Back In Anger" af Oasis. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Noget meget perifert. Oasis, altså … det kan gøres bedre end det! Jeg var inde at se dem i Forum, og jeg synes, det er et temmelig overvurderet band. De er ikke rigtigt kommet med noget selv, og det er ikke engang specielt godt udført.

1996 var også året, hvor Bjarne Riis vandt Tour de France. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Det syntes jeg var ret vildt, det må jeg indrømme. Jeg tror, jeg var inde i Tivoli, da han kom tilbage. Jeg kan rigtig godt lide cykelløb, og det var da fuldstændig sindssygt, da han vandt. Og dér har jeg det sådan lidt på samme måde som Jørgen Leth – at det var stadigvæk en stor oplevelse, og det er det stadigvæk for dansk cykelløb (på trods af, at Riis i 2007 indrømmede, han tog doping, red.). Og det er der sådan set ikke ændret på i min verden – de var jo alle sammen på doping alligevel.

Hvordan husker du dig selv som du var i 1996?
– Jamen, jeg synes ikke, der er så stor forskel, faktisk. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg følte mig gammel dengang, eller fordi jeg føler mig ung nu. Jeg arbejdede måske for lidt dengang, men det er jeg ved at råde bod på nu. Jeg fik ikke produceret så meget dengang, som jeg synes, jeg burde.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1996?
– Sådan temmelig outsider-agtigt, vil jeg sige! At spille det dér lidt indie-agtige, som jeg kom fra, var jo temmelig minimalt, kan man sige. Men på den anden side var det også begyndt at komme lidt indenfor. Den første Rhonda Harris-plade kom året før, og dér fik jeg tre Grammy-nomineringer, og det fik jeg sådan set også med Navnløs – og med "Nye Optagelser" for den sags skyld – og sådan var det ikke med Trains (And Boats And Planes, Nikolajs tidligere band, red.). Så det begyndte at åbne lidt op. Hele indie-miljøet var slet ikke så stort, som det er i dag. Der var sådan set ikke rigtig andre end Cloudland, som var det selskab, vi udkom på med Trains.

Du sagde i 1996: "Grundlæggende tror jeg, at popmusik og dansemusik giver mig en større tilfredsstillelse (end indiemusik)." Holder det stadig?
– Det var da en speciel udtalelse. Jeg har sikkert været træt af indie-helvedet. Det lyder lidt sådan! Men jeg ved ikke, om det stadig holder – i dag ville jeg nok ikke udtale mig om genrer så bombastisk. Men jeg hører stadig popmusik, især klassisk 60’er-pop.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Det ved jeg sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til. Jeg går ikke sådan og fortryder ting – sådan er jeg ikke. Og hvis jeg havde været anderledes dengang, så havde jeg jo ikke været den, jeg er nu.

Nikolaj Nørlunds hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA