x

GAFFA-jubilæumsinterview: 1997 – Randi Laubek

GAFFA-jubilæumsinterview: 1997 – Randi Laubek

Hvad husker du som det bedste, der skete i 1997?
– At min plade kom ud. Det var sådan en forløsning. At den virkelig var der, efter at man har fået nogle fantastiske musikere til at spille på sine sange. Men den havde en langsom start, og det var faktisk først efter, jeg fik de dér Grammyer, at jeg fik en fornemmelse af, hvor stort det var. Jeg kan huske mit første job – og jeg havde aldrig spillet alene som mig selv – det var på Huset i Århus, hvor der var fuldstændig udsolgt. Jeg var ved at dø af skræk. Jeg fik lidt et chok, da jeg så, at der var helt proppet. Da tænkte jeg: ”Gud, der er sgu nogen, der kan lide det – hvor er det vildt!” Det var en stor oplevelse.

Hvad husker du som det værste, der skete i 1997?
– Jamen, allerede når man går i gang med interviews omkring pladen, så får man den dér oplevelse, man aldrig har haft før, med at okay, nu har jeg bare lagt mit hjerte ud – uden at det skal lyde fuldstændig melodramatisk. Men den første anmeldelse, jeg fik, var en temmelig dårlig én. Jeg var på en café for at få en kop kaffe, og så lå avisen der, og jeg var slet ikke forberedt mentalt på, at der stod noget om mig. Og så stod der noget dårligt, og jeg kunne slet ikke gemme mig – så jeg tænkte: ”Åh nej, åh nej, nu starter det bare!” Det var vist i Politiken, og det var ikke, fordi den var så dårlig, men det var noget med ”uheldig debut” i overskriften, så jeg tænkte: ”Av for den – det bliver ikke sjovt, det her”. Men der kom nogle gode anmeldelser bagefter, så det var okay. Men man er slet ikke forberedt på, hvordan det egentlig er, og hvad det egentlig er, der sker. Jeg blev lidt forskrækket.

Hvilken musik hørte du især i 1997, og er det noget, du stadig lytter til?
– Ja, det er det nok. Jeg hørte meget Björk dengang – Homogenic – og så Erykah Badu, der debuterede det år. Begge har gjort stort indtryk på grund af originaliteten og stemmerne – især Björk.

1997 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Don’t Speak" af No Doubt. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Kun fordi jeg ved, at No Doubt ikke læser det her og bliver kede af det, så må jeg faktisk sige, at det syntes jeg ikke var særlig godt! Der er jo en masse mennesker, der syntes, det var godt – men det var ikke min smag. Men jeg synes, at Gwen er cool. Der er krummer i hende.

1997 var også året, hvor Prinsesse Diana døde. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Det har jeg fuldstændig glemt. Jeg ved, at John Denver også døde det år. Og det var jo faktisk lige så sørgeligt. Men det er som om, verden har brug for en fælles sorg, og det er jo tankevækkende.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 1997?
– Som en meget febrilsk Maude Varnæs, der kartede lidt rundt! Men ellers også bare som glad og ung.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 1997?
– Jeg havde meget svært ved at finde mig til rette. Men jeg var meget taknemmelig over, at der skete så meget, og at der var nogle, der ville høre mine sange.

Du sagde i 1997: ”Hvis jeg havde solgt mange plader, så havde jeg ikke fået de Grammyer. Jeg tror, at komitéen ville give mig et skulderklap.” Holder det stadig?
– Måske, ja. Det kan være, de tænkte, at alle andre i komitéen ville stemme på Aqua – hvad ved jeg! Det er ikke for at tvære mig selv ud, men det var jo kæmpestort med Aqua, så jeg følte det bestemt som et skulderklap. Men det er der jo mange, der fortjener.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– At man ikke dør af det! Nej, jeg ved det ikke. Der er mange ting, jeg gerne ville have vidst – og så alligevel ikke. Det er måske ikke så spændende, men der er meget i det praktiske i forhold til musikken. Hvordan man indspiller. Jeg var meget grøn i studiet og havde ikke overblik over alle de tekniske muligheder, nu, det var første gang, jeg indspillede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA