GAFFA-jubilæumsinterview: 2000 – Tim Christensen

GAFFA-jubilæumsinterview: 2000 – Tim Christensen

Hvad husker du som det bedste, der skete i 2000?
– At få lov til at udsende en plade – igen – denne gang under mit eget navn, og at man kunne mærke, at der var faktisk var folk, der gad at høre på det. Men kampen blev noget hårdere, end jeg havde regnet med, og pladen solgte kun 12.000 eksemplarer til en start. Men så udkom "Love Is A Matter Of…" på single, og så havde den pludselig solgt 70.000 efter et år.

Hvad husker du som det værste, der skete i 2000?
– Vores første koncert på "Secrets On Parade"-touren spillede vi i Randers, og der var 12 betalende gæster. Vi havde øjenkontakt med dem alle sammen, fordi de var så få, og de var lidt bange for at gå på toilettet, for så var de jo kun 11, og det kunne man sagtens se. Der var en meget nervøs stemning. Men det var kun den første koncert, der var sådan. Den sidste, inden "Honeyburst" udkom, var i Tivoli, og da slog vi publikumsrekord med 60.000 mennesker. Der er sateme langt fra 12 til 60.000!

Hvilken musik hørte du især i 2000, og er det noget, du stadig lytter til?
– Næh, det tror jeg ikke. Det er plader, jeg har stående, og sikkert nogle, jeg vil tage frem engang imellem, men ikke noget, der tit bliver sat på. Eller, jo, nogle af dem. Grandaddy, "The Sophtware Slump", meget dén. The Flaming Lips, The Soft Bulletin, og Fiona Apple, "When The Pawn…" – den havde vi med i studiet som reference, fordi den lød så godt.

2000 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Fly On The Wings Of Love" af Brødrene Olsen. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Jeg var ude på Loppen, hvor én oppe i baren fortalte, at de havde vundet. Det gav sådan en hjemlig Danmarks-følelse, og jeg skyndte mig hen til mine venner – ”Har I hørt det, har I hørt det? Danmark har vundet!” – og de var bare sådan: ”whatever”. Så tænkte jeg ”ja, det kunne godt ske, jeg skulle lægge min grand prix-fetichisme fra mig”.

2000 var også året, hvor tragedien på Roskilde Festival fandt sted. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– Det blev jeg superbevæget af. Jeg har altid haft et tæt forhold til Roskilde, fordi jeg har spillet der så mange gange. Jeg har altid fødselsdag lige omkring Roskilde, og det år var det søndagen, der var min fødselsdag, og det var den aften, hvor D-A-D spillede, og de åbnede med "Something Good". De sendte sådan nogle fakler rundt, hvilket kan lyde lidt cheesy, men som i situationen var meget smukt og meget rigtigt set.

Hvordan husker du dig selv, som du var i 2000?
– Forvirret. Tyndhudet. Jeg kom jo ud af både et langtidsforhold og Dizzy-tingen. Det var lidt at stå på egne ben uden støtte fra kæreste eller gammelt band, men når du bliver kastet ud i tingene, kan du ikke gøre andet end bare at tage kampen op. Så viser der sig nogle kræfter, du ikke var klar over, du havde.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 2000?
– Rigtig kedeligt. I hvert fald fra et rock-point-of-view, for der var ikke noget rock. Ikke noget, der var populært. I al beskedenhed tror jeg faktisk, det var mig selv, der fik den presset tilbage på landkortet. Ellers var det meget Aqua-fiseret, det hele.

Du sagde i 2000: "Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at have et fast orkester igen på et tidspunkt, men det skal være mit orkester. Hvis der er et bandmedlem, der skriver lige så gode sange, så må han sgu lave sit eget band!" Holder det stadig?
– Haha, har jeg sagt det? Det lyder meget rigtigt. Så ja, det gør det da. Som årene går, jo bedre synes jeg, jeg bliver til at skrive sange, og jo vigtigere bliver det også for mig.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Faktisk syntes jeg, jeg vidste enormt meget dengang. Med Dizzy breakede vi jo i en sindssygt tidlig alder, så da "Secrets" kom, var jeg stadig kun 26. En alder, hvor der sikkert er mange andre, der debuterer. Selvfølgelig var det også en slags debut for mig, men jeg havde hele Dizzy-eventyret med mig, og var derfor også meget privilegeret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA