GAFFA-jubilæumsinterview: 2003 – Kashmir

GAFFA-jubilæumsinterview: 2003 – Kashmir

Hvad husker du som det bedste, der skete i 2003?
– Overraskelsen ved at komme tilbage med et album – "Zitilites" – som vi nok selv mente var temmelig alternativt og mere introvert, end en stor succes ville kunne bære – og så finde ud af, at der faktisk var lydhørhed over for det. Der sker jo tit det, at når man har succes, som vi havde med pladen før, "The Good Life", så vil den næste plade altid stå til sammenligning med den sidste og aldrig rigtigt komme op på siden af den. Vi havde en fornemmelse af, at nu var vi afskrevet. Men efter en langsom opbygning, kunne vi så i løbet af sommeren 2003 mærke, at pladen begyndte at krybe ind under huden på folk.

Hvad husker du som det værste, der skete i 2003?
– Vi havde den her Englandsturné, hvor vi varmede op Aqualung. Vi var første band af tre, der skulle spille, og den turné står som noget af det hårdeste, vi nogensinde har prøvet, og det tror jeg, alle danske bands, der har prøvet at turnere i England, vil kunne nikke genkendende til. Det er jo det, man kalder ”the toilet tour” – ens første turné derovre. Der er så mange bands, og det at skulle bryde igennem i England, det er noget med bare at spille og spille og spille, indtil man har anciennitet nok til at rykke op i rækkerne og være nummer to opvarmningsband for så til sidst at kunne få sine egne slots.

Hvilken musik hørte du især i 2003, og er det noget, du stadig lytter til?
– Jeg tror, jeg lyttede til Interpols første plade, "Turn On The Bright Lights". Bonnie ”Prince” Billy. Yo La Tengo kan jeg huske, jeg dyrkede ret meget. Og nogle af de tyske krautrock-ting. Neu! og Kluster. Jeg er meget glad for tysk spacerock fra 70’erne – det, der ligger i kølvandet på Kraftwerk. Det er noget af det, der rammer mig, og ja, det har jeg lyttet til de sidste par år.

2003 var året, hvor alverdens ører blev fyldt med "Seven Nation Army" af The White Stripes. Hvad tænker du, når du tænker tilbage på den single?
– Rigtig mange gode ting. Der sker nogle alternative ting i musikbilledet, som pludselig bliver store igen. Man kan sige, at grungen vender tilbage, men i en ny form – eller i hvert fald den samme trang til noget alternativt.

2003 var også året, hvor Irak blev invaderet. Hvad tænkte du, da du hørte om det første gang?
– ”Hvad fanden sker der?” Jeg var påvirket af danskernes indifference i forhold til det – sådan, ”nåh ja, nu gør Bush så det, og det er jo fint nok.” Det var ikke rigtig noget, folk tog sig så meget af, og det undrede mig meget. Der er faktisk en sang på "Zitilites", som handler om det. ("The New Gold", red.)

Hvordan husker du dig selv, som du var i 2003?
– Forholdsvist drukfældig! Ej, vi gik meget til den – meget fest, megen gang i den. Jeg husker det, som at jeg egentlig havde det rimelig godt. Det føltes som en genkomst, at det lykkedes at ramme noget rigtigt med "Zitilites", og det fyldte os med en kæmpestor lettelse og glæde.

Hvordan oplevede du det danske musikmiljø i 2003?
– Mew kom ud det år, og dem har jeg altid haft stor respekt for. Vi fik lejlighed til at turnere med dem i slutningen af året, og det var enormt fedt. De var i mine øjne meget skelsættende for enormt mange andre danske bands, og lige pludselig skulle alle andre indie-agtige bands lyde som Mew, og så tænkte de alle sammen, at de havde opfundet den dybe tallerken.

Du sagde i 2003: "Det bliver hårdere og hårdere at lave plader." Holder det stadig?
– Ja, det synes jeg. Det er også lidt, hvad man gør det til, men jeg er lidt tilhænger af, at det godt må være en svær proces at lave en plade. Jeg kan godt lide at gøre det lidt besværligt for mig selv. Det er også nogle andre ting, jeg har lyst til at lave nu end tidligere, og det er måske sværere.

Hvad ville du gerne have vidst dengang, som du ved i dag?
– Jeg ville godt have haft et bedre branchekendskab. Været bedre til ikke at stole på pålydende ord, og til at gennemskue branchefolk og kontrollere vores egen karriere bedre.

Kashmirs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA