x

Will King – Americana, East Coast Style

Will King – Americana, East Coast Style

Noter fra en email-korrespondance:

Musik er i virkeligheden en stammeting. Det er som en dunkende hjerterytme. Det er som at trække vejret. Være i live. Den flyder til os det sekund, vi er født, berører os og forbliver dybt forankrede inden i vore komplekse strukturer, indtil det øjeblik vi forhåbentlig bliver lagt til evig fredfyldt hvile. Musik kan sende dig, blot ved et enkelt anslag, på en rejse helt tilbage til begyndelsen af alting og frem til det altid tilstedeværende nu … på et eneste øjeblik. Dette er musikkens sande natur. Dette er musik. Den musik alle elsker. Dette er formentlig, også, årsager til, hvorfor vi elsker det så meget, og de færreste af os kan leve uden, eller, hvis vi oplever/vælger at være foruden, at livet ikke forekommer helt så fuldt, som det burde være.
Lyder det ikke rimeligt? Lyder det ikke rigtigt?

Jeg synes jo, at det gør det. Jeg skal synes det, ikke, eftersom, at det er mig, der har fastnaglet dem til papiret her, ikke? Men jeg bliver nødt til at være retfærdig og indrømme, at de fleste af disse ord – præcis som flertallet i artiklen – slet ikke er mine. Uanset, hvor meget jeg ønsker det, så har jeg kun gjort dem til mine, rent midlertidigt, tigget, bedt og lånt fra den behagelige newyorker og sanger/sangskriver Will King, hvis debut-album som solo-artist ”Come On In from the Cold”, jeg har været så heldig at få mine ører i.

Det er naturligvis ikke så udsædvanligt at være sangskriver, ikke i dag, slet ikke, antager jeg, i New York, men så snart du træder ind i Kings univers, så vil du både føle, høre og vide, at du blander blod med en, der virkelig er sin egen herre.

Indfødte newyorkere kan kende både navn og stemme, om ikke andet så som en del af halvfemsernes populære band Melange, men da jeg er dansker/europæer, så er han og hans musik helt ny for mig. Det er slet ikke så sørgeligt, som det lyder. Ikke, hvis du er så nysgerrig, som jeg er. Så, heldigvis, vil der altid være helt nye verdener at opdage. Men at han, Will King selv, kun lige er på nippet til selv at komme overens med sin rolle som solo-artist, selvom han har optrådt som sådan siden årtusindeskiftet, er både utrolige, men også tiltalende nyheder. Han er ikke i gamet for 15 minutters berømmelse. Det skal ikke nægtes, at han gerne vil høres, ligesom alle andre musikere, men på en eller anden måde, så er handlingen blevet vigtigere end resultatet:

Overlagt stemme
- Før jeg begyndte at optræde solo, var jeg en travl musiker, både på landevejen og i studiet med forskellige projekter. Jeg tog fri fra den virkelighed og koncentrerede mig om min egen sangskrivning og tilgang til den akustiske guitar. Det næste, jeg vidste, var, at der var gået seks år, og jeg fik umanerlig lyst til at indspille et album.
Albummet, førnævnte ”Come On In from the Cold”, har gjort ham selvsikker, men også ydmygt fået ham til at erkende styrker og svagheder, muligheder, ikke hverken mæt eller tilfreds, men med et usagt ønske om at tage det hele så langt det overhovedet kan bære. Denne selv-bevidsthed er meget beundringsværdig, men det kan også bare være en musikers naturlige overlevelsesinstinkt.

– Det er aldrig nok at være god til det, du gør, fordi der er så mange talentfulde musikere/sangere i dag. Du må blive ved med at udvikle dig. Det øjeblik du stopper med det, så dør vitaliteten indeni dig, og din musik fordufter med den. Du må konstant finde dit helt præcise og eget udtryk, det som indfanger dig og, hvis du virkelig gerne vil frem i verden, lader dig fremstå som noget særligt. Omdrejningspunktet hos King er en stemme, som indeholder og holder hele verden i et skruetvingehårdt greb. Stemmen, som er sand, er også overlagt:

– Min stemme har udviklet sig langsomt. Jeg har altid skrevet sange, men fra et tidligt stadium haft andre til at synge dem. Det var en del af min udvikling. Pludselig blev det kritisk for mig at kunne kontrollere min egen stemme, live. På det tidspunkt jeg gik solo, erkendte jeg, at jeg følte en speciel kemi mellem mig, min stemme og den akustiske guitar. Det var forfriskende endelig at have den frihed, som jeg somme tider savnede i et band. Jeg opdagede samtidig, at jeg muligvis, hvis jeg nu øvede flittigt på håndværket og ligefrem fremelskede en særlig stemme, kunne få mine sange til at fremstå helt unikke. Det, jeg savner, lige nu, er noget, som jeg først for nylig har opdaget gennem mine mange optrædener, nemlig evnen til at levere mine sange på en enkel, men kraftfuld måde.

Set med den nævnte optik, så indeholder cd’en simpelthen fire ufattelige højdepunkter, fire enkelt lydende, men meget stærkt stående sange, hver i deres egen ret: ”[The Legend of] Johnny McPhee”, ”Venetian Blind”, ”I.O.U” og ”Flow”.

Resten fremstår noget mere blegt, alle som én godt indfangede, men jeg antager, at en hvilken som helst sangskriver glædeligt ville ofre unævnelige kropsdele for at have skrevet bare én af de nævnte fire. Albummet er på den måde også et løfte om de endnu større ting, som må og skal komme fra Will King.

Afgørende for – og en af de mest ønske sange fra – pladen er dog den næsten doktrinære ”I Won’t Give Up”, skrevet som den første i 2000, langsomt voksende fra en familiefavorit til et koncertkrav, udstikkende en åbenlys, men ikke altid nem sti for sangskriveren at gå ad … og på sin vis udvikle sig til det dogme, hvorefter han lever sit liv.

Da han ikke på forhånd ønskede at fremstå som en kliché, valgte han ikke at gøre sangen til titelsang, til fordel for albummets blivende åbningsnummer, hvori han afslører en lille, stærk sandhed (som nogle af os åbenbart har glemt): Got some time before we go. Man kan ligeså godt leve (og brænde stærkt), og det er, hvad King gør. Tiden har selvfølgelig ikke stået stille siden debuten, og han er ikke stoppet med at skrive materiale, men nærmere intensiveret sangskrivningen. Ind i mellem koncerter og sange til fordel for noble sager som humanitet og fred (og hvem vil argumentere mod mere af den slags i denne skøre verden?), har han skrevet sange i en lind strøm, og på den måde frembragt mulige stykker til en kommende cd:

– Jeg nyder nu en proces, hvori jeg skaber og deler. Jeg kan lide at spille og arbejde tidligt om morgenen og sent om aftenen/natten. Ofte er dagens første sang den mest specielle. Der er dage, hvor jeg spiller i fem ellers seks timer. Når jeg skriver en ny sang, så spiller jeg den måske tyve eller tredive gange. Gennem dette arbejde har vores hund Reilly vist sig som en god ven. Jeg nævnte ham i albumnoterne, fordi han blev hos mig gennem optagelserne. Utroligt nok er han her stadig. Han hører ofte hver eneste sang et utal af gange, men selvom det også ser ud, som om han sover, så forlader han aldrig rummet. Du kan ikke få en mere hengiven fan!

Hjælp fra YouTube
Normalt ville sangskriveren holde disse nyheder tæt ind til kroppen, indtil albummet udkommer, men her har internettet åbnet sig op med en helt ny verden af muligheder for kunstneren, blandt disse YouTube, hvor han kan udgive sit materiale og få øjeblikkelige tilbagemeldinger – og desuden skubbe sin egen kreativitet en lille smule videre, som det skete med Lyle Lovetts sang ”South Texas Girl”:

– Det har faktisk vist sig som en stor oplevelse. Jeg har efterhånden opbygget en god og talstærk support. Fans velsagtens. Dette medium tillader mig at nå langt flere mennesker, end en koncert kan. Jeg elsker at spille live, men som en uafhængig kunstner; du har brug for alle mulige måder, hvormed du kan dække et større territorium, og YouTube udfylder det behov. Jeg efterlader sangene dér for at se, hvilken respons de får. Ofte lytter jeg også til andre kunstnere og svarer med en video, hvis jeg synes, der er en forbindelse, som for eksempel med Lovetts sang og min egen ”5 Dollar Bet”.

Der er ikke noget nemt svar for, hvad eventuelt kan bygge den bro, da Kings personlige smag tilsyneladende er uendelig:

– Jeg kan lide sangskrivere og store melodimagere. Jeg kan lide Jerry Garcia. Jeg kan lide Miles Davis. Jeg kan lide George Harrison. Jeg kan lide Dylan, Lennon. Jeg kan lide Andrew Bird, M. Ward og så mange andre. Jimmy Page var den første guitarist, jeg hørte, og han tog mig med storm, rent akustisk. I sidste ende er min egen musik en store pærevælling af folk, rock, jazz, blues … på mange måder Melange. Der var en god grund til, at vi tog det navn til vores band dengang, da vi alle kom fra forskellige baggrunde, men havde fælles interesser. Jeg kan lide at tro, at jeg, fremadrettet, bare har bygget videre på det tema som soloartist.

Sangskrivningen vigtigere end pladen
Nogle af sangene tilgængelige på internettet vil klare skærene til det næste album, andre vil ikke. Intet er afgjort endnu, og det mærkeligste af det hele, når man snakker med Will King, er, at pladen ikke synes særlig vigtig. På dette tidlige tidspunkt skriver han sange mere for sangskrivningens skyld, nærmest opvågnet med den erkendelse, at du kun kan føde kreativitet ved at kreere. Det hjælper ikke at sidde og vente på den guddommelige inspiration, som bare aldrig kommer. Næ, man sætter sig ned og arbejder en vis legemsdel ud af bukserne.

– Sangskrivning kommer i bølger, og lige nu rider jeg på en kæmpebølge. Jeg har benyttet mig af en masse ”open tunings” på guitaren på det seneste og opdager langsomt nyt land, en proces, der holder mig oppe til langt ud på natten. I nogle af mine tidligere bands sang jeg ikke, selvom jeg skrev sangene. Det har selvfølgelig ændret sig med tiden, af gode grunde, men sangskrivningsprocessen har ikke.

– Det synes altid at komme fra guitaren først. Riff, melodi eller akkordgange kommer sædvanligvis først. Jeg finder det desuden vanskeligt og udfordrende ikke at gentage referencer eller fortidens gode sange og antager, at det er her, rejsen mod det unikke begynder. Nu ønsker jeg samtidig at skabe en lytteoplevelse både musikalsk og lyrisk og det er i virkeligheden den største forandring i min sangskrivning. Da jeg var yngre, var mine historier vage. Men en god sang skal få lytteren til at føle og reagere. Gode sange må enten ramme folk, hvor det gør ondt eller gøre dem glade. Der er ingen mellemvej.

Kampe og oplysning
– Der er altid et øjeblik i en sang, hvor beskeden bliver personaliseret, eller det er i det mindste målet for sangskriveren. Det øjeblik er forskelligt fra person til person. For mange mennesker er det et omkvæd et cool riff eller en melodi. For andre kommer det måske fra et eneste ord. For hver sang jeg skriver, ønsker jeg også at føle disse ting. Det er min ambition, og jeg håber bare, det skinner igennem. Som sangskriver kan du ikke ønske dig mere. Og som sangskriver leder jeg altid efter øjeblikke, lytter til samtaler og studerer og tolker mit eget liv. Det er sådan, sange fødes.

– Jeg foretrækker at se på de store forhold i livet og, når du gør det, ender du ofte med skrive sange, der kan karakteriseres som triste. Men for mig er det svært at få en trist sang til at resonere, og ”Venetian Blind” er et meget godt eksempel på det. Når jeg spiller den live, bliver publikum ofte fanget med paraderne nede. Måske fordi der ikke er nogen akkorder i mol, som der er i ”Johnny McPhee”. Når den gamle mand dør, alt imens han rækker ud efter persiennen, så er det vanskeligt både at synge og høre. Men gennem tristhed kan vi lære og vokse. På den anden side er det mindst lige så svært at udtrykke glæde i musik.

Det er de udfordringer du har, når livet, så at sige, er det ler, du har at arbejde med.

– Jeg foretrækker at skrive om menneskelige tilstande, om kampe og oplysning. Jeg elsker personlige forvandlinger og ser op til mennesker, der ikke er bange for at stå ansigt til ansigt med forandring, konsekvenserne uanfægtet. Det er dog ikke altid den slags mennesker, jeg skriver om. Karakteren i "I Won’t Give Up" er en utroværdig fuldebøtte, som alligevel klarer sig. Den type mennesker fascinerer mig også. Nogle gange er det dog slet ikke nødvendigt med ord for at indfange en følelse, og jeg har altid haft en svaghed for instrumentale sange. De giver lytteren en mulighed for at danne sin egen tekst.

På den måde er det et tohovedet væsen. I forlængelse af den tankerække, så ønsker Will King også at skrive for andre i fremtiden, da der er sange, som han skriver og virkelig holder af, men alligevel ikke kan få til at makke ret.

Men, når ovennævnte er sagt, så foreslår King alligevel, at det kommende album bliver mere et rendyrket solo-projekt end ”Come On in from the Cold”; omvendt begyndte disse dog også sådan:

– Det var min intention, at det skulle være et ligefremt solo/singer-songwriter-album, men da jeg var i færd med at finde mine egne ben som indspillende artist, foreslog den tekniker, jeg arbejdede med, nogle ting, som fik mig til at overveje bas og trommer på nogle af sangene. I forlængelse heraf indvilligede mine gode venner John Cohen og John Ventimiglia i at deltage, hvilket jeg nød. Men min næste plade vil komme tættere på den solo-akustiske oplevelse, som jeg har givet publikum ved mine koncerter.

Fakta er selvsagt, at intet menneske er en ø, og musikere har en tendens til at tiltrække andre musikere; her har Will King haft det privilegium at arbejde sammen med en god del kompetente kollegaer:

– Michael Friest, som jeg spillet sammen med i en evighed og stadig ser, er en god musikalsk partner in crime. Han forstår det. Han forstår processen, og det er noget, jeg værdsætter højt. Hver eneste af mine gamle band-kammerater har lært mig noget særligt. Jeg ville ikke være den, jeg er, uden dem. Jeg ved det og minder mig selv om det hver dag. Jeg har mødt nogle meget berømte musikere. Medlemmer af Led Zeppelin, The Band og kunstnere som Richie Havens og John Cohen, blandt andre. Der findes virkelig en ting som musikalsk osmose. Og jeg kan se tilbage på disse oplevelser med forelskede øjne, fordi jeg har lært noget særligt af hver eneste, jeg har mødt.

For ikke så lang tid siden spurgte The Willie Nelson Peace Institute, om han ville lave en version af ”A Peaceful Solution”.

– Som fan af Willie, så jeg det som en stor ære. Jeg var så inspireret af opgaven og de andre sangskrivere, der havde givet deres besyv med, at jeg begyndte at arbejde på den straks. Min version tager sig visse friheder med hensyn til akkorder og tekst, men jeg antager, det er i orden, da jeg synes, sangen handler om frihed.

New York har kant
For mange mennesker, før og nu, er ordet frihed og byen New York uløseligt knyttet. Men hvordan kan én by (ud af tusinder) så let fremstå som en af de mest indflydelsesrige på alle tænkelige måder? King tilbyder sin forklaring:

– Jeg har boet i San Francisco og Los Angeles i kortere perioder. Jeg spillede med et band derude. Jeg lod mig inspirere af Bay Area-musikere som Grateful Dead og den musik og de mange musikere fra San Francisco og The Doors fra Los Angeles i 60’erne, som vitterligt gav utallige kommende bands en platform at bygge fra. Men atmosfæren er en anden dér, solrig, varm, noget langsommere end her på østkysten. Se, New York har på mange måder en skarpere kant.

– Jeg er nok forhåndsindtaget, da jeg er født her, men jeg har boet her i fortiden, og jeg bor her nu. I The Bronx. Når jeg optrådte her med Melange, spillede vi ofte i Greenwich Village, som er et helt fantastisk område. Der var jeg den anden aften. Gik bare rundt, kold regn slog imod mit ansigt, varm musik strømmede ud fra alle de åbne klubdøre. Det er elektrisk. Det er, hvad New York er for mig: Altid dirrende. Uendelige muligheder. New York er et musikalsk mekka og vil sikkert altid være det. Der er intet som at optræde i New York City.

I sidste ende er du også som kunstner selvfølgelig et produkt af alle de elementer, der formentlig bedst kan kategoriseres som livet, det selvsamme liv, som du forsøger at tolke … og med livet naturen i os alle; der er ingen vej udenom, at naturen er vores katedral, at vore respektive liv er en del af en større cyklus, og vi føler os ofte allermest levende, når vi er forbundet til den cyklus, den natur, der gør os til mennesker. Will King selv er en sand naturkraft, og selvom ”Come On in from the Cold” som helhed (i mine øjne) ikke er helt vellykket, så har den sine magiske øjeblikke og sine fantastiske sange, der virkelig gør ham til et navn, man bør regne med for fremtiden.

Lyt til ham i det medie du nu foretrækker og fortæl mig, at jeg tager fejl. Det gør jeg nemlig ikke.

Will Kings hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA