x

BIFFY CLYRO-INTERVIEW: ”Det er en fucked op virkelighed, vi lige nu befinder os i”

BIFFY CLYRO-INTERVIEW: ”Det er en fucked op virkelighed, vi lige nu befinder os i”

Det var egentlig planen, at Biffy Clyro skulle udgive deres niende album, A Celebration of Endings i maj. Men så ændrede verden sig. Samfundet lukkede sig ned, og i takt med de forandringer, der syntes at opstå omkring os, fandt vi sammen i solidaritet – med et fælles ansvar og mod uretfærdighed. A Celebration of Endings var oprindeligt ikke tiltænkt som en kommentar til det, der sker omkring os. Men i takt med Brexit og et nyt årti, der kom helt forkert fra start, fik Biffy Clyro pludselig en anden betydning.

– Jeg vil føle, at jeg opdager musik igen. Det er vigtigere at være bange for noget, når det kommer til kunst, end det er at være tryg ved det, siger Simon Neil, sanger og guitarist i skotske Biffy Clyro. Egentlig var A Celebration of Endings ikke tiltænkt som en kommentar til 2020. Albummet opstod før de symptomer, begyndelsen af et nyt årti har ført med sig. Alligevel resonerer albummet på en særlig måde i mig, mens jeg lytter til det.

– Det her album handler om at mærke en forandring omkring sig, fortsætter han. – Og når man ser på det, der er sket i Storbritannien hen over de sidste par år med Brexit og så oveni alt det, der sker i USA, er det tilsammen noget, der har skabt en frygt i mig. Men det er ikke en frygt, jeg er utryg ved. Jeg er nået frem til, at jeg kan føle, hvad jeg vil. Jeg skal ikke undskylde for noget længere.

A Celebration of Endings er ikke en direkte kommentar til noget, der lige nu sker omkring os. Det er en kombination af alting, hvor strømningerne bevæger sig ind og ud af ligningen og sætter deres aftryk på de tanker, der præger os. A Celebration of Endings er resultatet fra tre musikere, der mærker forandringerne omkring sig.

– Forandring er en god ting, som Simon Neil understreger det. De forandringer og omstruktureringer, en virus kan medføre er ikke kun negative. Modstand og opmærksomhed kan føre til det sammenhold, vi i mange år har manglet.

A Celebration of Endings handler om at omfavne den forandring og det nye, forandringen fører med sig, forklarer Simon Neil. – Vi skal ikke bestræbe os på at genskabe det, der var i gamle dage, for det fungerede ikke. Hele idéen om de gode, gamle dage er skabt på en nostalgisk illusion om, at fortiden var bedre, men hvor den i virkeligheden kun var bedre for de få.

Vores samtale bevæger sig lynhurtigt ind i en oprigtighed. Biffy Clyro skulle oprindeligt have udgivet A Celebration of Endings i slutningen af maj, men datoen er nu skubbet til august. Årsagen er utvivlsomt corona-pandemien, der har sat den internationale musikbranche på ufrivillig pause. Det er blevet nær umuligt at opbygge og bevare sit momentum i 2020, uanset musikkens og musikerens kaliber. Kalenderen er ryddet, og der er ingen reelle koncerter, der omfavner alle facetter af livemusikken.

– Jeg ville helt sikkert have en disclaimer, der fortalte folk, at jeg ville løbe hen over deres biler, siger Simon Neil grinende, mens vi taler om drive-in-koncerterne, der fra danske scener har sendt chokbølger gennem den vestlige verden og bevist, at musikken ikke kan tøjles. Musikken er den del af kunsten, der oftest oplever undertrykkelse, men den er skabt til at overleve. Lige nu står Biffy Clyro i en venteposition. Der er ingen reelle koncerter i sigte, mens nervøsiteten omkring modtagelsen af A Celebration of Endings stiger.

– Normalt ville jeg allerede være i gang med den næste plade, men jeg føler ikke rigtigt, jeg kan gå i gang med den, før den her plade er ude, siger han.

– Jeg havde håbet på at være meget kreativ i den her periode, men det er bare ikke sket. Du kender det sikkert selv i et eller andet omfang, fordi vi jo alle sammen omstiller os i den situation, vi befinder os i. Men som musiker og som en kreativ sjæl er det svært at forholde sig til, at en pladeudgivelse skal udskydes. Man arbejder virkelig hårdt på en plade og glæder sig til at introducere den for verden, og at det så skal ændre sig, grundet den her enormt bizarre situation, er svært at forholde sig til.

LÆS OGSÅ: Biffy Clyro annoncerer ny koncertdato i Danmark

Artiklen fortsætter under videoen

Det uforudsigelige band, ingen kan regne med

– Min største frygt som band, og særligt som et rockband, der har udgivet syv-otte plader, er at blive til det band, der bare flyder med strømmen, og som folk ved, hvor de har, fortæller Simon Neil. På A Celebration of Endings har Biffy Clyro taget et skridt tilbage fra det massive rockmonster, de hen over 20 år er blevet til. Bandets deltagelse i MTV Unplugged satte skub i den følelse og bevidstheden om, at Biffy Clyro bare ikke helt er det band endnu.

– Sangene på vores forrige plade, Ellipsis er opstået af mig og min guitar, så at være en del af MTV Unplugged, hvor sangene fremstår meget nøgne og nedtonede, gav mig virkelig lyst til at skrive nogle sange, der var noget helt andet, fortsætter han.

– De skulle være meget riff-baserede og fyldt med energi. Vores sange fungerede godt i konstellationen, og det var skønt at være en del af MTV Unplugged, men samtidig fik det mig til at indse, at det ikke helt er der, vi befinder os som band endnu. Vi er stadig det der uforudsigelige band i hjørnet, ingen helt kan regne med. Og MTV Unplugged gav mig lyst til at være mere excentrisk og skubbe grænserne i vores musik. På A Celebration of Endings er vi tilbage på fuld styrke.

Sammen med resten af Biffy Clyro fandt Simon Neil løsningen ved at se tilbage. Dengang det var skræmmende at lave en plade. Dengang det var med livet som indsats, og med ønsket om at bryde ud af den trummerum, de ikke kunne tøjles i. Biffy Clyro har altid haft en progressiv tilgang til sin sangskrivning, men kompromisløsheden er gennem årenes succes blevet mindre tydelig.

– For et par år siden blev vi enige om at rydde bordet for at lave soundtracket til filmen Balance, Not Symmetry, og det gjorde vi uden nogen indflydelse udefra, fortæller Simon Neil. – Gennem den proces, hvor vi ikke bekymrede os om genrer eller et bestemt udtryk, lærte jeg virkelig noget om min måde at skrive musik på, set ud fra, at jeg kunne tilgå musikken med en større frihed. Vi er vant til at arbejde med store pladeselskaber, men gennem processen omkring Balance, Not Symmetry blev vi mindet om, hvor simpelt det kan være at lave musik. Og hvor simpelt det helst skal være at lave musik. Den uskyldighed og naivitet bevægede sig over i A Celebration of Endings.

Artiklen fortsætter under videoen

Bevidstheden om sit publikum

A Celebration of Endings er baseret på en bevidsthed om, at der skal forventes mere af ens publikum. – Mennesker er virkelig komplekse mennesker, og det afspejler sig på albummet, siger Simon Neil.

– Når jeg sætter en plade på, er jeg ikke interesseret i at høre det samme nummer igen og igen. Jeg vil gerne udfordres og høre noget forskelligt, og derfor finder jeg det vigtigt at vise forskellige aspekter af min personlighed gennem musikken. Jeg elsker popmusik, ligesom jeg elsker virkelig vred og aggressiv musik, og selvom A Celebration of Endings essentielt er et udtryk for den lyd, der kendetegner Biffy Clyro, har vi helt sikkert afsøgt nye veje og udtryk på albummet.

 – Ofte kan man bare mærke, at det er et band, der er stoppet med at prøve, fortsætter han. – Men jeg vil altid gøre alt for at bevare den følelse, vi startede ud med som band. Alt er muligt, og det er pisseskræmmende at lave en plade. Efter du har lavet et par plader, og har oplevet noget succes, finder du frem til konteksten omkring det hele, og hvordan mange har det med at forsøge at påvirke dig og din tilgang til at lave musik. Så derfor forsøger jeg konstant at bevare det uskyldige. Det vigtigste for mig at tage min guitar, rydde mit hoved for tanker og fokusere på det, der inspirerer mig som musiker. Og der går jeg altid tilbage til vores tidlige plader for at mærke, for dengang var der ikke det samme ansvar, som der er i dag.

Årtiet, der kræver forandringer

For otte måneder siden så vi mod 2020 med en forventning om forandring. Et nyt årti er lig med en ny tid. Der banes vej for en ny epoke, ligesom et nyt år i sig selv skaber grundlag for den forandring, der endnu ikke er ankommet. 2020 har ført forandringer med sig, men vi taler stadig om de samme problemer. Vi ser stadig tilbage på 2016 og oprøret i Ferguson, Missouri. Vi kaster stadig blikke tilbage og lytter en ekstra gang til ordene fra Martin Luther King Jr. Vi er stadig enige om, at Lyndon B. Johnsons ord stikker dybere i os end dem fra den siddende præsident.

Der er den sociale distancering og ansvaret for det sociale sammenhold, der er vokset ud af det. Forgangne imperier, der søger mod isolationen for at bevare illusionen om noget, der aldrig har været. Ifølge Simon Neil er det alle indikationer på den forandring, der sker omkring os. Den gamle generation er ved at uddø, og den unge er kommet til.

– Vi befinder os i slutningen af en epoke, siger han. – Vi skal ikke være bange for at tage afstand fra de ting, vi skammer os over. Det er Black Lives Matter jo et udtryk for, men samtidig ser vi det her stigende behov hos lande for at isolere sig. Og jeg forstår det ikke. Jeg er bevidst om det, jeg tror på, og jeg kan ikke lide det, den britiske regering har gjort ved landet. Det gør sig gældende på albummet, men det er set ud fra et mere universelt synspunkt.

– Jeg er vokset op med, at jeg kunne stole på det samfund, jeg bor i, men det føler jeg ikke længere, jeg kan. Jeg oplever, at de mennesker, der bestemmer, bliver vægtet højere end dem, der ved noget. Albummet handler om at gøre modstand mod de mennesker, der gennem løgne fortæller dig, hvordan du skal leve. A Celebration of Endings er et udtryk for det, der er på vej ved at sige til systemet, at nok er nok.

Verdenssamfundet er i dag mere polariseret, end det længe har været. Corona-pandemien har givet alverdens regeringer muligheden for at vise deres værd, hvor de færreste har levet op til det format, der forventes af dem. Pandemien har fremhævet forskellene imellem os, der ellers deler samme kultur. Det har dannet grundlag for spørgsmål om det, vi bygger vores samfund på.

– Når vi er vokset op med kærlighed og empati og visheden om, at vores samfund er bygget på det, forstår jeg ikke, hvorfor det i det hele taget skal diskuteres, hvorvidt racisme er en dårlig ting, siger Simon Neil.

– Det er en fucked op virkelighed, vi lige nu befinder os i. 2020 kræver forandring. Black Lives Matter er større end nogensinde, og det er nu blevet en enorm global bevægelse. Vi ser det amerikanske politi vise solidaritet med bevægelsen, og det gør det umuligt at ignorere. Samtidig er generationen, der sidder fast i fortiden, ved at uddø, og det skaber grundlag for forandring. For første gang nogensinde har vi muligheden for at bevæge os i den rigtige retning.

Skotsk håbløshed i et faldent imperium

– Skotland er en minoritet i Storbritannien, så uanset hvem vi stemmer på, har det minimal indflydelse. Skotland har aldrig stemt konservativt, og alligevel har de konservative magten, siger Simon Neil. – Men det, der virkelig har pisset mig af, var hvordan vi under Brexit blev fodret med løgne. Og det skabte en vished om, at de her mennesker, der arbejder for Brexit, vil gøre alt, hvad de overhovedet kan, for at få det, de gerne vil have.

– Jeg er enig i demokratiet, og jeg forstår, at mange kan være uenige med mig, men i demokratiet er tillid bare et vigtigt element. Og påstanden om, at Storbritannien bruger £350.000.000 om ugen på at være en del af EU, og de penge i stedet skulle bruges på sundhedsvæsenet, var en lodret løgn. Og den påstand var en af hovedårsagerne til, at mange stemte for Brexit.

Forandringer fra folket

– Boris Johnson tog det ikke alvorligt i begyndelsen, og det manglende ansvar har sat sit aftryk på samfundet, siger Simon Neil. – Men corona har samtidig bevist, hvordan mennesket kan skabe enorme forandringer, hvis vi vil. Hele klimakampen bevæger sig i den rigtige retning, ligesom Black Lives Matter gør det, og det understreger, at forandringen kan være god.

LÆS OGSÅ: BIFFY CLYRO-ANMELDELSE: Stærk stadion-indie – med livrem og seler


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA