x

San Francisco Outside Lands: En øjenvidneberetning

San Francisco Outside Lands: En øjenvidneberetning

”Den koldeste vinter, jeg nogensinde har oplevet, var en sommer i San Francisco.” Således skildrede Mark Twain i sin tid årets midterste måneder i den tågeplagede californiske by. Det lyder ikke umiddelbart som det ideelle sted at opstarte en stort anlagt sommerfestival, men det er ikke desto mindre, hvad der er hændt og som har udmøntet sig i Outside Lands, som blev placeret i Golden Gate Park den 22.-24. august.

Arrangørerne er de samme, som står bag Bonnaroo-festivalen i Tennessee, og de er dermed ikke helt grønne inden for feltet. Som det følgende vil skildre, var det imidlertid ikke nok til at sikre, at der ikke bliver truffet en god portion mindre heldige beslutninger.

Prisen for den samlede festival var 225 dollars plus gebyrer – et pænt stykke over 1000 kroner for tre dage. En pris, som har modtaget en del kritik, og ikke fordi eksempelvis en anden stor, californisk festival som Coachella er billigere – men fordi programmet har været domineret af blot enkelte helt store navne og så ellers massevis af mindre, ofte lokalt baserede bands. Ganske rimeligt har folk derfor ytret ønske om en regulær, enkeltstående koncert med eksempelvis Radiohead, frem for at have dem som hovednavn på en festival som denne.

Asen og masen og lydproblemer
Første dag på festivalen havde netop Radiohead som altoverskyggende navn, med Beck placeret lige inden – på en anden scene med kun 10 minutter imellem de to navne. En ikke specielt fornuftig beslutning, da fansegmenterne naturligvis er særdeles overlappende. Voldsomme menneskemængder var placeret foran Sutro-scenen, som Beck spillede på, og denne var placeret i en bakkedal, så kun rundt regnet den forreste fjerdedel kunne se selve scenen – endnu en knapt så kløgtig beslutning. Da disse mennesker skulle forlade arealet, både under og efter koncerten, foregik det igennem det ellers afhegnede område – men hegnet blev flået fra hinanden, og dermed var en fiks smutvej til Radiohead skabt.

At der ikke var programsat andre navne samtidig med Radiohead, gjorde selvsagt at samtlige festivalgængere – og, ifølge rygterne, en hel del, der havde brudt igennem det yderste sæt hegn – var ude efter at se dette absolutte hovednavn. Det officielle tal er ukendt, men som minimum 50.000 og sandsynligvis et godt stykke over 60.000 mennesker stod sammenklemt foran Lands End-scenen.

Som beskrevet vidt og bredt i anmeldelsen var både de fysiske og lydmæssige forhold under koncerten en ganske tvivlsom affære: Ganske få sikkerhedsforanstaltninger, massevis af mas, to totale lydudfald – et under ”Airbag” og et under ”All I Need” – samt tendenser til håndgemæng, storævlende publikummer og endelig (mindst) en besvimet koncertgænger, som bestemt ikke stod i den forreste sektion af publikum. Oppe på scenen gjorde Radiohead det fremragende, men det var en kunst i sig selv at få sig selv til at nyde koncerten.

En ikke alt for interessant første dag, der var præcis så tiltåget, som Twain foreskrev det. Ikke just en sommerlig fryd at stå på den plæne, der til daglig udgør parkens polobane. Takket være det massive pres fra alle de omkringstående frøs man i det mindste ikke, men det var på alle måder lidt af en lose-lose-situation.

PA-anlæg på nippet til at eksplodere
Næste dag var ligeså tågeramt, men med Radiohead af vejen var det som om, den samlede festivalplads kunne ånde lettet lidt op. Den føltes væsentligt mere rummelig og behagelig, og med en moden herre som Tom Petty som hovednavn havde publikums gennemsnitsalder ganske sikkert også fået et godt los opad.

Ud over Petty bød dagen blandt andet også på M. Ward og Regina Spektor, der begge leverede fremragende koncerter til publikums udelte begejstring. Førstnævnte var utvivlsomt undertegnedes højdepunkt for hele festivalen, mens sidstnævnte også imponerede, ikke mindst på grund af hendes evne til at få folk til at hvine af glæde, selvom hun var ganske alene på scenen.

Vilkårene for Tom Petty And The Heartbreakers var principielt set de samme, som for Radiohead, men det ældre publikum og et væsentligt mere behageligt fremmøde sikrede en afgjort rarere koncertoplevelse. Petty og co. gjorde det rigtig fint, men der var imidlertid fortsat lydproblemer. I alt fire mindre totale lydudfald, udfald af Pettys guitar og ikke mindst en ufrivillig pause midt i koncerten, da PA-anlægget ifølge Petty var ved at eksplodere.

At lade noget så essentielt som lyden være i så problematisk stand på en festival med hovednavne af denne kaliber brøler langt væk af pinagtighed, og på en festival med en lang række øvrige problemer bidrager det kun til at sætte hele foretagendet i noget tvivlsomt – for ikke at sige tiltåget – lys. Som samlet festivaloplevelse var andendagen dog væsentligt bedre end den første. Stemningen havde fået et løft, folk var rarere, og de kritisable sikkerhedsforhold stod ikke nær så tydeligt frem.

Tågen letter
At solen så pludselig valgte at lade den tredje og sidste dag være smuk og varm, var et kærkomment lykketræf. Man kan sige mangt og meget om vejrets evne til at påvirke folks stemning, og måske lægges der for meget heri, men for første gang var det muligt rent faktisk at værdsætte, at man var på netop denne festival. For en stund behøvede man ikke drømme sig væk til eksotiske Coachella eller velorganiserede Roskilde, for badet i eftermiddagens sollys så Outside Lands-pladsen pludselig ganske smuk ud, og der var flere smil og mere bar hud over hele linjen.

At Wilco og Jack Johnson så også begge præsterede fuldt ud fornuftige koncerter, skadede bestemt ikke. Fremmødet ved Wilco var intet mindre end dybt imponerende. Området foran Twin Peaks-scenen var proppet til bristepunktet, samtidig med at folk syntes at nøjes med at være glade og nyde vejret og musikken, frem for at skubbe og skændes og småslås som ved Radiohead.

Jack Johnson som finale virkede umiddelbart som en lidt pudsig beslutning, og man kunne have forventet et noget voldsommere rockbrag til slut, frem for Johnsons afdæmpede surferpop. Dog skal der her bukkes og nejes og hele molevitten til ære for arrangørerne, der skabte den mest behagelige festivalafslutningsatmosfære, undertegnede nogensinde har oplevet. Genistregen lå i kombinationen af de rolige guitartoner og Johnsons sympatiske fjæs kombineret med publikums smittende entusiasme.

Som Regina Spektors koncert dagen forinden også havde demonstreret det, behøver man bestemt ikke, at tordne derudad med alle virkemidler i brug for at få gang i publikum – man skal simpelthen blot være elsket nok. Spørgsmålet var så, om Johnson ville være så elsket, at det at placere ham på festivalens største scene ville give mening – men det var han, og det gjorde det.

Få numre inde i koncerten fik Johnson øje på en lille, grøn edderkop, der havde valgt at sætte sig netop dér, hvor hans læber mødte hans mikrofon. Han blev så distraheret, at han ikke kunne koncentrere sig om at synge teksten, så mens hans band spillede videre derudad, informerede han publikum om situationen, som hujede af morskab, mens han gjorde sit for at puste det lille insekt væk. En ganske bizar situation, som dog kun bidrog positivt til koncertoplevelsen.

Resten af koncerten var krydret med diverse gæsteoptrædener og oprigtige taksigelser til publikum, og der blev dermed sat et fuldt ud sympatisk punktum for en festival, der bestemt har en lang række kritikpunkter – men som i de rette øjeblikke også formåede at skabe rammen for både det fantastiske og forunderlige. Rettes de værste par brølere, er der lagt i ovnen til en væsentligt bedre oplevelse – og kan man lokke solen frem alle tre dage, kunne det gå hen at blive helt fortryllende. Der er dog, trods alt, et ganske godt stykke vej endnu, før arrangørerne når frem til enden af denne regnbue – minimum et års vandren, og nok i hvert fald to eller tre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA