x

Kasper Eistrup: "Poul Martin var den første, der troede på mig – og Kashmir"

Kasper Eistrup: "Poul Martin var den første, der troede på mig – og Kashmir"

Han kunne som den første person i vores tid sammen se os. Ikke kun som helhed, men også individuelt.

I morges blev det offentliggjort, at Smukfests mangeårige talsmand Poul Martin Bonde er død af kræft, 62 år gammel.

Siden er mindeordene strømmet ind fra kolleger og samarbejdspartnere i den danske musikbranche. GAFFAs skribent Espen Strunk har modtaget et længere mindeord fra Kashmirs forsanger og sangskriver, Kasper Eistrup, som vi her deler med Eistrups tilladelse.

Poul Martin Bonde var som leder af pladeselskabet Start ansvarlig for at udgive Kashmirs første album, Travelogue fra 1994, og arbejdede senere med Kashmir, da han blev ansat på pladeselskabet Sony Music.

LÆS OGSÅ: Smukfest-talsmand Poul Martin Bonde er død

Kasper Eistrup skriver:

Et stort og usædvanligt menneske er gået videre

Jeg var så heldig at få lov at være en del af Poul Martins liv, i en tid af fælles opblomstring og karakterdannelse. Hvis jeg skal tænke på en person, som har gjort afgørende forskel i mit professionelle liv, er det Poul Martin Bonde. Han var den første person som troede på mig, og senere Kashmir. Han så os, da vibrationerne i kølvandet af vores andenplads ved DM i Rock havde lagt sig. Dette var sommeren 1993, og alle de store pladeselskaber havde forkastet vores demobånd. Vi var i vildrede og uden retningsbestemmelse.
 
Pludselig ringede Poul Martin fra Aarhus, som en kolibri ud af det blå, og sagde: “Skal vi lave en plade?”. Efterfulgt af “...for så skal vi denondenlynemig skynde os. Toget kører nu”. I december og januar ‘93 - ‘94 fik vi nogle ureserverede tider i Puk Studierne ved Randers, og på 14 dage, med influenza, brækket kraveben og et minus-budget, lykkedes det os at indspille Travelogue. Poul Martin sad ved knapperne. Dette var så nyt for ham, som det at lave en plade var for os, men vi fandt en konsensus og løsningsorienteret model. Den 14. februar 1994 udkom Travelogue, og selvom man kan diskutere den overordnede kvalitet i dette album, så nåede vi toget. 14 dage senere udkom Dizzy Mizz Lizzys debut, og dansk rock var for evigt forandret.
 
Han kunne som den første person i vores tid sammen se os. Ikke kun som helhed, men også individuelt. Han beherskede kunsten at guide os i en sammenhængende retning, uden at skulle sætte sin signatur i musikken. Hun kunne redigere vores uforståeligheder imod et publikum, uden at fjerne vores egenart. Han kunne inspirere os, og præsentere os for dele af sit enorme musikkendskab.
 
Samtidig kunne han bringe virkeligheden ind i vores forventninger. Han fik på sin jyske facon kørt disse ned i øjenhøjde, hvilket betød, at da Travelogue i sommeren 1995 blev certificeret med guldplader for 50.000 solgte eksemplarer, så var det, med hans egne ord OUTSTANDING!
 
På denne måde fulgte han os, om end mere og mere på sidelinjen, hele vejen til og med indspilningerne af The Good Life i 1999.
 
Han var af den overbevisning, at musikken ville finde sig selv og sit publikum, hvis man lod den kultivere i en tillidsfuld, venskabelig ånd. Han troede aldrig på det hurtige hit og de nemme penge. Processen skulle være adstadigt arbejdsom og fremfor alt sjov. I onsdags talte jeg i telefon med ham for sidste gang, og vi vidste begge, at det var den sidste gang. Vi kom igennem Aarhus og København, imod Sevilla, over Lake Tahoe og igennem Londons beskidte klubliv i midt alvfemserne. Vi grinede, og jeg fik sagt tak. For hans venskab og tillid, og som altid ville han ikke have min tak. Han ville hellere fortælle mig om sine nye boblende projekter i støbeskeen.
 
Vi vidste begge, at han ikke selv ville være der til at afslutte dem, men han fik på imponerende begejstret vis delt sin vision. Det vigtige i dette er, at jeg mærkede denne umiskendelige flamme, som brændte i hele hans væsen. Den slukkede aldrig. Heller ikke til det sidste. For menneskene i musikken og for musikken, som bankede i hans hjerte.
 
Nu er han gået videre, men i Asger, Mads og jeg vil han altid leve, og vi skylder ham at bringe hans livsbudskab videre: Gør det ordentligt, gør det nænsomt, gør det med hele din sjæl, men frem for alt: GØR DET!
 
Jeg kan med ophøjet ro sige, at uden Poul Martin, intet Kashmir, som I kender os. Han var den uselviske mand i kulissen, med livsindsigt og smittende humor, og han yndede at krydre sine sætninger med ordene “...i det”. Fordi han ønskede at være “i det”. Ikke foran, over eller under.
 
Jeg er trist ved tanken om, at vi aldrig mere skal dele vilde ideer, drikke god vin, tale om dagene hvor vi skabte store ting sammen eller grine uhæmmet over mærkværdige typer, vi har mødt. Alligevel må jeg sammenfatte hans liv som meningsfyldt, usædvanligt og overordentligt produktivt. Vores tanker går til Kirsten og Poul Martins tre børn.
 
Vær i det og gør det!"
 

Tak for samtalerne, Poul Martin Bonde. Jeg er meget glad for at du nåede at fortælle din historie henover de sidste...

Slået op af Espen StrunkOnsdag den 26. august 2020

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA