x

Poul Krebs: "Poul Martin var ved min side i 34 år"

Poul Krebs: "Poul Martin var ved min side i 34 år"

"Han var et gennemført ordentligt menneske"

I morges blev det offentliggjort, at Smukfests mangeårige talsmand Poul Martin Bonde er død af kræft, 62 år gammel.

Siden er mindeordene strømmet ind fra kolleger og samarbejdspartnere i den danske musikbranche. GAFFA har talt med Poul Krebs, som Poul Martin Bonde var manager, sparringspartner og til dels producer for i årtier.

Hvad har Poul Martin Bonde betydet for dig?

Han har været med min side i 34 år og var det til det sidste. Vi mødtes på audioen (en slags radiomusical, red.) Det Blå Hotel, og når man først var kommet ind på ham, kunne man ikke komme fra ham igen. Det startede som et arbejdsfællesskab, som siden er blevet et nært venskab. Han har altid været der for mig og min familie. Han har i alle årene været min manager og sparringspartner, og nogle gange var han også producer. Andre gange vidste han, det var nødvendigt at inddrage folk udefra, og så var han god til at hjælpe med at finde den rigtige. For eksempel Bob Dylans guitarist Charlie Sexton, som indspillede et engelsksproget album med mig i Austin, Texas (Magnolia Tales, 2011).

Hvad var det, han kunne?

Han er den klogeste mand, jeg har kendt. Han var irriterende bedrevidende, men han havde jo altid ret. Han havde en enorm viden om musik, havde et stort overblik og var også et fantastisk organisationstalent. Det er sjældent, at folk favner så vidt. For alle os omkringfarende musikere var han et bolværk, et anker. Han var organisatorisk til det sidste, og derfor har han også fundet ud af at overlevere sine forskellige projekter til sine efterfølgere. Og så havde han en sjældent høj moral. Han var et gennemført ordentligt menneske.

Hvad er dit bedste minde om ham?

Der er mange, men jeg har aldrig givet ham credit nok for at samle det hold på Sony Music, der arbejdede så hårdt for at give mig et gennembrud med albummet Små sensationer i 1995. Han fik virkelig mobiliseret folk til at tro på projektet, og det lykkedes jo. Der var en gejst på Sony dengang, som jeg aldrig har oplevet noget sted siden.

LÆS OGSÅ: Kasper Eistrup: "Poul Martin Bonde var den første, der troede på mig – og Kashmir"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA