x

LIBERTY: Her er mit soundtrack til livet

LIBERTY: Her er mit soundtrack til livet

Den tidligere Dúné-sanger Mattias Kolstrup alias Liberty er aktuel med sit første soloalbum, Haven't Felt This Great Since 1988 og drager på danmarksturné til oktober med start i hjembyen Skive 1. oktober. Her har han udvalgt otte sange, der betyder noget særligt for ham. Hør sangene på en playliste nedenfor.

Denne sang husker jeg tydeligt fra min barndom:

The Beatles: ”Lucy in the Sky With Diamonds”

Der er mange sange, jeg kunne fremhæve, men ”Lucy…” havde en enorm tiltrækningskraft på mig. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var yderst mærkværdigt og syret. Som at blive trukket ind i en anden verden, men stadig med en imødekommende lethed i melodien.

Denne sang gør mig sentimental:

XXXTentacion: ”Depression & Obsession”

Som at høre en selvreflekterende dæmon. Han var i sandhed en hjemsøgt sjæl.

Denne sang vender jeg altid tilbage til:

Coldplay: ”Lovers in Japan”

Fra deres bedste plade Viva La Vida. ”Lovers…” er både dansabelt og dragende i sin melankoli, hvilket gør, at jeg åbenbart ikke bliver træt af det.  

Denne sang minder mig om den første gang, jeg var forelsket:

Innocent Blood: ”Den første gang”

Hvad kan jeg sige? Den var overalt, da jeg fik min første kæreste i 6.-7. klasse. Vi var selvfølgelig også i biffen og se Kærlighed ved første hik. ”Den første gang” er en vildt velskrevet popsang, hvilket er et uomtvisteligt fact!

Denne sang har jeg på heavy rotation lige nu:

Bleachers: ”Rollercoaster”

Jeg ved ikke helt, hvad der er med den her sang og med Bleachers generelt. Jack Antonoff rammer måske bare en blanding af velproduceret, legesyg pop og rock, der kilder de rigtige steder. På ”Rollercoaster” gi’r han sin bedste Bruce Springsteen.

Denne sang er min ultimative party starter: 

Jay Z & Kanye West: ”Ni**as in Paris”

Den der fucking intro gi’r mig lyst til at smadre ting! Godt udgangspunkt for en god fest.

Denne sang ville jeg ønske, jeg selv havde skrevet:

Justin Bieber: ”Baby”

Fuck, jeg ville være rig og bo på en ø i Caribien, hvis jeg havde skrevet den sang. Så personligt 100 procent. Kunstnerisk er der en hel del andre sange, der kommer før ”Baby”.

Denne sang skal spilles til min begravelse:

The Rolling Stones: ”Sympathy for the Devil”

For at være helt ærlig er jeg ligeglad. Jeg er jo død. For min skyld kan de blaste ”Baby Shark” ud af højtalerne. SKAL jeg vælge en, kan de spille ”Sympathy…” Så kan de danse lidt til lyden af djævelen, der kræver min sjæl tilbage for den aftale, vi lavede i krydset Violvej/Rosenbakken for nogle år siden.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA