x

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

PLAYLISTE: De bedste hiphoptracks lige nu

Vores ugentlige hiphop-playliste er tilbage – hør alle sangene på en playliste nedenfor

Cordae - Gifted (Roddy Ricch)

YBN Cordae har droppet de tre første bogstaver fra navnet, grundet YBN-holdets opløsning. Derfor går han nu blot under navnet Cordae. For at være helt ærlig er han alligevel også på et helt andet niveau end sine to gruppemedlemmer fra YBN, så det skader ikke noget at fjerne associationen. På “Gifted” er Cordae teamet op med Roddy Ricch. Det udgør to af hiphoppens største håb på et og samme track. Det er skam slet ikke dårligt! 

Hvis du vil lære mere om YBN-holdet, kan du læse et interview med YBN Nahmir her

Problem - Nothin (Featuring Jack Harlow & Jay Rock)

På “Nothin” bliver vi præsenteret for et vildt lækkert beat, hvor Jack Harlow flyder let hen over omkvædet. Det samme gælder Problem på første vers. Jay Rock slutter det hele af med en lidt hårdere tone, dog vedligeholdes den afslappede stil stadig. 

Nasty C - King Shit

Hvorfor har jeg dog aldrig hørt om Nasty C før?! Han er jo genial! Den 23-årige sydafrikanske rapper imponerer virkelig på hans nye album Zulu Man With Some Power. Det er et meget alsidigt album med fremragende produktion, solide melodier, stærke rim og jeg kunne blive ved og ved. “King Shit” er det første nummer på albummet, og sætter tonen for de resterende 19 tracks. 

The LOX - Miss You (Featuring T-Pain)

LOX-trioen bestående af Styles P, Sheek Louch og Jadakiss er legendariske. Deres første album fyldte New Yorks gader i 1998, og de var med til at forme lyden af de sene 90’ere og start-00’erne. Nu er de tilbage med albummet Living Off Xperience. “Miss You” formår at ramme en bredere målgruppe, men samtidig stadig fastholde elementer fra deres traditionelle lyd. 

Vince Ash - Whut It G Like 

På under to minutter rapper Vince Ash sig gennem fire forskellige beats på fornemmeste vis. Det er ganske underholdende. “Whut It G Like” er fra hans nye udgivelse, Vito.

AD - Grimey (Featuring SOB X RBE)

“Grimey” er et højdepunkt på den nye ep Julio Nights fra Compton-rapperen AD. Han udtaler selv, at han følte, musik var ved at føles for meget som bare et job, og på denne ep ville han prøve at have det sjovt med at lave musik igen. Jeg synes, det lader til at have lykkedes rimelig godt, for “Grimey” er helt sikkert et fedt nummer. Ikke mindst takket være gutterne fra SOB X RBE. 

Doley Bernays - A Week Straight (Featuring 03 Greedo)

New York og Los Angeles forenes på “A Week Straight”. Et nummer til alle dem, som knokler hårdt hver dag. Det er vildt, hvordan 03 Greedo bliver ved med at være lige så relevant, selvom han nu har været fængslet i to år. 

Internet Money - Really Redd (Featuring Trippie Redd, Lil Keed & Young Nudy)

Producerholdet Internet Money har netop udgivet debutalbummet B4 The Storm. Det er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, men der er et par gode tracks at finde. Selvfølgelig singlen “Lemonade”, som før har været på playlisten, men derudover også “Really Redd”, der slår utrolig hårdt. Spændende og velfungerende kombination af rappere. 

redveil - Clench (Featuring Chris Patrick)

Hvad foregår der lige her? Bassen er godt forvrænget, et sample kører på loop i baggrunden, og der rappes for fulde udblæsning. “Clench” er det hårdeste track på redveils nye album Niagara, som mest af tiden har en mere oldschool lyd. redveil er kun 16 år, jeg gentager, Maryland-rapperen er kun 16 år!

Rockie Fresh - Hold On (Featuring Wale & Arin Ray)

Lækker ny single fra Rockie Fresh, som indleder nummeret, hvorefter Arin Ray tager sig af omkvædet. Wale har også et stærkt vers på det ellers korte track, som varer blot to minutter. 

Rich Brian - Sometimes

“Sometimes” er et smukt, velproduceret og unikt nummer fra Rich Brians nye EP 1999. Det her er uden tvivl min favorit fra udgivelsen. Forskellige stilarter og genrer smelter smukt sammen og bliver til en gennemført lyd. 

Nines - Movie Knights

Endelig er Nines Crabs In A Bucket-album ude! Selvom der er features fra både Headie One, Roy Woods og mange flere, er det dog “Movie Knights”, jeg vender tilbage til. Produktionen er simpel og giver plads til Nines. 

Conway the Machine - Fear of God (Featuring DeJ Loaf)

Griselda-gutterne har overtaget gamet med deres rå gaderap. Conway har stadig sin Shady Records (Eminems pladeselskab) debut i gemmerne, men først gør han klar til at udgive albummet From King to a God. Arbejdsmoralen er i top og det samme er musikken. 

A$AP Ferg - No Ceilings (Featuring Lil Wayne & Jay Gwuapo)

Drill-subgenren stiger i popularitet, især i New York for tiden, og Ferg vil have en bid af kagen. Han får hjælp af både Lil Wayne og Jay Gwuapo. Ferg og Wayne beviser begge, at de sagtens kan klare sig over den distinkte produktion, som er Jay Gwuapos hjemmebane. 

AG Club - Memphis, Pt. 2 (Featuring NLE Choppa & A$AP Ferg)

A$AP Ferg er også at finde på AG Clubs “Memphis, Pt. 2”, sammen med NLE Choppa. AG Club, bestående af i alt fem personer, udgav deres debutalbum Halfway off The Porch tidligere i år. Det er stærkt at kunne komme igen efter albumudgivelsen med to så stærke features som Ferg og NLE Choppa. Sejt! 

Hør playlisten på Spotify:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA