x

LISTE: Latterlige, geniale eller ødelæggende playback-øjeblikke

LISTE: Latterlige, geniale eller ødelæggende playback-øjeblikke

Et utroligt latterligt fænomen i musikbranchen

Er det nødvendigt at anstrenge sig, hvis du kan opnå samme succes uden at løfte en finger? Hvad med altid bare at springe over, hvor gærdet er lavest? For eksempel det med at synge live, det er jo faktisk sygt besværligt, når nu det er muligt bare at mime til allerede indspillet materiale. Og det er vel egentlig også meget mere besværligt for en lydtekniker at skulle holde styr på et hav af instrumenter og mikrofoner i stedet for bare at trykke på en enkelt knap, som får musikken til at flyde ud af højtalerne og ud til publikum.

Men lad os blive enige om, at playback og lip sync med rette er et utroligt latterligt fænomen i musikbranchen, der hurtigere end spredningen af COVID-19 kan ødelægge en kunstners ry i al evighed. Hvis du som kunstner ikke er klog nok til at gøre dette til din fordel, kan du i stedet for at lægge dig ned som en død fisk og demonstrere, hvor sjæleløst det er at foregive at gøre noget, du faktisk bliver betalt for at gøre.

Uanset hvad er playback et fænomen, der er ekstremt fascinerende at være vidne til. Et fænomen, man enten kan grine ad, blive underholdt af eller bare irriteres over. Så længe du ikke skal betale for det.

Nedenfor finder du en lang række af de mest spektakulære, ynkelige eller mest kreative løsninger fra shows, hvor kunstnere enten er blevet tvunget til at optræde med playback eller frivilligt har valgt at lade folk betale for at lytte til deres manglende evne til selv at være i stand til at udføre deres egne værker.

Iggy Pop – I'm Bored fra Countdown Australian Television

Fantastiske hr. Pop strækker en hård oprejst langefinger og skubber den langt gennem de australske tv-apparater i slutningen af 70’erne, gennem hele denne fantastisk spastiske og skødesløse opførsel. Til dem der hungrer efter mere, vil jeg opfordre til også at søge på det korte interview inden forestillingen, hvor Mr. Pop mildt sagt har svært ved at sidde stille.

Nirvana – Smells Like Teen Spirit fra Top Of The Pops

Igen får vi serveret en fuckfinger. I dette tilfælde fra den historisk underholdende forestilling med Nirvana på British Top Of The Pops fra 1991. Hvad der er ekstra særligt ved forestillingen er, at alt ser ud til at være playback, lige med undtagelse af Cobains mikrofon a la Melodi Grand Prix. Men heldigvis for det! For ellers ville vi aldrig være blevet beriget med denne ekstremt melankolske og lidt Joy Division-agtige version.

Елена Ваенга (Elena Vaenga) – Невеста (Bruden) fra Slavic Bazaar

Hvem fanden har brug for en elektrisk guitar til at rive fede shreds? Ikke Elena Vaengas’ fabelagtige guitarist, der på mirakuløs vis formåede at få sin akustiske nylonstrengede guitar til at genere den samme tone og præcision som Steve Vai. 

Ashlee Simpson – Pieces Of Me fra Saturday Night Live

Få mennesker har været nødt til at bøde for så meget had, som Simpson modtog efter sin katastrofale optræden i 2004 i en live-udsendelse foran millioner af seere. Efter reklamepausen, der måtte afbryde styrtet, beskyldte Simpson dog også uhensigtsmæssigt sit band for fejlen, i stedet for selv at tage skylden. Noget, der ikke syntes at virke særligt ydmygt efter en katastrofe af den kaliber.

Efter sigende blev showet da også sømmet til ligkisten for Simpson, der aldrig formåede at stabilisere sin musikalske popkarriere efter en sådan panikoptræden. De af jer, der har savnet hendes musikalske udtryk, kan dog imidlertid glæde sig over, at Simpson og hendes mand Evan Ross gjorde noget af et comeback sidste år med den splinternye sang “Phases”. Dog er hun endnu ikke blevet tilbudt at optræde med det nye nummer på Saturday Night Live.

OV7 – Te Necesito fra Toma Libre

I et forsøg på at skumme fløde af de succesfulde boy- og girlbands i 90’erne pressede pladeindustrien alle de potentielle pengekøer, de kunne finde. En af disse var den mexicanske blasfemigruppe OV7, der var hurtigt med på de musikalske tendenser, som kunne fange flest ører gennem radio og tv's fantastiske rækkevidde. Og at fange folks opmærksomhed var noget, de helt sikkert gjorde på live-tv, da deres backing track kollapsede fuldstændig under udsendelse. Tåkrummende pinligt!

Optrædenen skal naturligvis afbrydes brat, før tumulten er en kendsgerning i studiet. Men for at redde det fremtrædende program har de selvfølgelig tid til at presse en letpåklædt model ind på scenen, der sjæleløst danser til en generisk plastik-eurodisco-melodi. Rigtig god redning der, Toma Libre.

Iron Maiden – Wasted Years fra P.I.T.

Igen ser vi en perfekt måde at tackle en playback-performance på, når man ikke kan få lov til at udføre sit arbejde alene. Og der er noget utroligt befriende ved endelig at se bassisten og en af bandets førende sangskrivere, Steve Harris, overtage Dickinsons mikrofon en gang for alle for at “synge” en af bandets kendte sange. Dog ville det have været mere passende, hvis guitaristen Adrian Smith også fik en plads bag mikrofonen, da det jo faktisk er den første sang, han skrev alene for Maiden.

Muse – Uprising fra Quelli Che Aspettan

Som mange andre – og som synes at være blevet en fantastisk standard – benyttede drengene i Muse også lejligheden til at prøve at spille på hinandens instrumenter for en aften. Frem for alt virker bandets oprindelige sanger og guitarist Matthew Bellamy utroligt begejstret for at sidde bag trommesættet. Selvom han har en smule problemer med at synkronisere perfekt med musikken.

Muse-drengene tager dog playback-setuppet skridtet videre og lader trommeslager Dominic Howard foregive at være bandets frontmand. Muligvis noget lort, men utroligt sjovt.

Tenacious D – Master Exploder

Enhver, der har haft det privilegium at se en live-optræden med Tenacious D, har længe vidst, at Mr. Black ikke har brug for en mikrofon. intet mærkeligt ved det...

De kan dog have behov for at gennemgå deres backing-track… 

Bemærk også, hvor genialt det er, at Milli Vanillis "Girl You Know It's True” er klippet ind i slutningen. Hvis du ikke er klar over hvorfor, vil du finde ud af mere om dette længere nede på listen.

Blur – Charmless Man fra Sanremo Festival

Bortset fra at Blurs rigtige bassist Alex James her er blevet erstattet af en af bandets tidligere medlemmer, ser jeg selv ikke noget underligt ved denne optræden? Havde jeg ikke hørt det i et interview, ville jeg aldrig selv have været i stand til at opdage, at deres performance antyder, at nogle af bandmedlemmerne ikke ville synge eller spille deres instrument. Men guitaristen Graham Coxon ser muligvis noget flad ud…

Squeeze Theeze Pleeze – Sometimes A Little Some Time

Der er ikke meget at sige til, at denne klassiske “epic fail” naturligvis skulle have en plads på denne liste. For det portugisiske fløde-rockband, med måske verdens værste navn, tyede åbenbart til sætningen “the show must go on”. Dette selvom sangeren Pedro Assalino virkelig ikke havde behøvet at gå tilbage på scenen igen efter denne kæmpe brøler. Men fa….n tage den, der giver sig.

Joe Exotic – I Saw A Tiger

Som karantæne-bonus til alle cool cats n’ kittens out there må jeg desværre ødelægge illusionen omkring Joe Exotics fantastiske dybe og klangfulde stemme. Noget som Netflix selv ikke vovede at tage op i sit kæmpehit til en dokumentarserie The Tiger King. Hr. Exotic synger nemlig ikke en eneste frase på sine albums. Han er ikke engang i nærheden af at røre ved et af instrumenterne.

Efter sigende er det faktisk musiker Vince Johnson og sanger Danny Clinton, som laver al musikken til den nu berygtede tiger-konge.

Milli Vanilli – Girl You Know It's True 

Og vi afslutter naturligvis med verdens nok mest kendte playback-tilfælde i den musikalske historie. Nu fik fru Simpson ekstremt meget had for sit eksempel i, hvordan man ikke bør fremføre en sang live. Men de tyske dansere og ”sangere” Fabrice Morvan og Robert Pilatus – bedre kendt under gruppenavnet Milli Vanilli – tog den musikalske verden med storm med deres andet album Girl You Know It’s True (1989).

Albummet blev med rekordfart nummer et i både USA og Canada, og gruppen fik hurtigt fem top ti-hits. På trods af den enorme fremgang opstod der dog en mistanke efter et interview med MTV, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved, om duoen rent faktisk sang sine egne sange eller ej. Denne mistanke opstod, fordi det blev tydeligt under interviewet, at Milli Vanilli havde utroligt store vanskeligheder ved at mestre det engelske sprog, som de jo ellers sang så fejlfrit på.

Den 21. juli 1989 begyndte majoriteten at blive skeptiske overfor artisternes autenticitet, da deres backtrack begyndte at hakke fuldstændigt under en koncert i Lake Compounce Theme Park i Bristol, Connecticut. En optræden, som endda blev sendt live via MTV.

På trods af dette blev duoen både nomineret til og vandt en Grammy for Bedste Nye Artist, selvom de ikke selv havde sunget en eneste stavelse, hverken live eller på nogle af deres plader. Men i slutningen af 1990 afsløredes det en gang for alle officielt, at Milli Vanilli var ét stort bedrageri. Tre andre sangere afslørede, at det var dem som havde indsunget samtlige sange, og at Pilatus og Morvan ikke var andet end bedragende distanceblændere. Duoen returnerede sidenhen selv deres Grammy og lagde dermed Milli Vanillis ellers lovende karriere langt, langt op på en mørk hylde, hvor man den dag i dag, imellem spindelvæv og nullermænd, kan finde gruppens fortsat visnede rygte. 

Den 3. april 1998 inden en planlagt turné med et nyt, færdigindspillet Milli Vanilli-comeback-album, som Pilatus og Morvan faktisk sang rigtigt på, blev Pilatus fundet død af en formodentlig utilsigtet overdosis. Albummet udkom aldrig.

Siden har Fab Morvan forsøgt sig som soloartist, og han optrådte blandt andet på Smukfest 2018, hvor hans præstation var rimelig ifølge GAFFAs anmelder.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA