x

Huxi Bach: "Jeg har levet for let et liv til nogensinde at kunne skrive en rigtig god sang"

Huxi Bach: "Jeg har levet for let et liv til nogensinde at kunne skrive en rigtig god sang"

Alder: 42 år

Profession: Tv-vært og satiriker, aktuel med showet Nye tider, der drager landet rundt hele efteråret med premiere på Bremen Teater 10. september.

Hvad er dit allerførste musikminde?

Min allerførste rigtige koncert – altså sådan, hvor jeg var af sted alene – var B.B. King i Musikhuset i Aarhus. Min ven Jakob og jeg endte backstage med kongen, fik en autograf og af en eller anden årsag også en sandwich. Han var verdens rareste gamle mand. Og koncerten var fremragende.

Men hvis jeg skal HELT tilbage, så var der i Aalborg, hvor jeg voksede op, hvert år en slags festival for musikskole-orkestre. Bogstaveligt talt hundredevis af bands spillede på en masse små scener i Aalborghallen. Det var en eksplosion af musik. Fra tunge metalbands til poppiger til mig og mine kammesjukker, der spillede D-A-D i følgende opsætning: Trommer, bas og klaver. Det var smukt.

Vi gik desværre glip af festivalsommeren i år, men hvad er dit bedste festivalminde?

Jeg har mange gode. Men det største – ubetinget – er at stå på scenen til Tønder Festival med Niels Hausgaard og Allan Olsen. Det bliver ikke større i min bog. Det var samtidig min ilddåb som musikant med små hjemmebryggede sange. En angstprovokerende oplevelse, som jeg sent vil glemme.

Men faktisk også fordi jeg fik øjnene op for en festival, jeg ikke kendte – og som er blevet min ubestridte yndlings. Jeg tager hjem hvert år med en ekstremt lang liste af nye bands og kunstnere, jeg skal tjekke yderligere ud.

Hvad er din vildeste livekoncert-oplevelse nogensinde?

Uha. Igen er der mange. Men jeg tror, den vildeste, og skøreste, må være David Lee Roth på Smukfest i 1999. Jeg elsker Diamond Dave og det gamle Van Halen. Til et punkt, hvor det ikke kan ødelægges. Men forsøget blev dog gjort på Skanderborg. Dave var bestemt i stødet, i skakternet, tætsiddende lycradragt og grotesk affarvet blond manke. Herligt. Men bandet var jammerligt – og muligvis også påvirkede. Koncerten sejlede rundt. Og som guitarist er det ikke rart at se en middelmådig guitarsvinger skamfere Eddie Van Halens perfekte riffs. Men alligevel gik jeg derfra opløftet. Diamond Dave bar mig igennem. Jeg elsker ham fortsat. Selv om det var en bizar omgang.

Hvad lyttede du til, da du var teenager?

En relativ bred vifte af sager. Jeg var – og er – kæmpe Toto-fan. De fyldte meget i teen-årene. Men mine første tre cd’er var: Gary Moore – Still Got the Blues. AC/DC – The Razor’s Edge og B.B. King – Live at the Apollo. Fremragende albums, som jeg stadig kan hive frem. Derudover er jeg vokset op i et hjem med en far, som er klassisk komponist og en mor, som er die hard Beatles-fan. Så de to ting har været i højttalerne hele tiden.

Du er selv en ferm musiker. Kunne du finde på at lave en Anders Matthesen og udgive et decideret album en dag?

Nej. Jeg synes ikke rigtigt, de sange jeg skriver, er albumsange. I virkeligheden skriver jeg lejlighedssange. Jeg skriver sange til mine one man-shows, så de er altid hængt op på et eller andet aktuelt. En sang til Lars Løkke… eller en om en liderlig islamist. Sågar en om den store bagedyst. Og så har jeg så stor respekt for musik på plade, at jeg ikke mener, jeg selv er i en kategori, hvor jeg kan skrive noget godt nok.

Min kære ven Annika Aakjær har engang sagt til mig, at jeg har levet for let et liv til nogensinde at skrive en rigtig god sang. Det tror jeg faktisk, hun har ret i.

Hvilken kunstner vil/ville du allerhelst opleve live?

Hvor lang en liste må jeg lave? Beatles! Van Halen i '84. Og lige nu sidder jeg med Oscar Peterson i ørerne – ham ville jeg virkelig også gerne have set. Jeg kunne blive ved.

Hvad er din største musikalske guilty pleasure?

Hmm. Det må nok være instrumental guitarrock. Altså sådan sportsguitar. Joe Satriani, Steve Vai. Steve Lukathers soloplader. Jeg knuselsker den slags – men det er ikke lige noget, jeg sætter på hjemme i stuen en søndag morgen. Jeg har prøvet at forklare min kone genialiteten i det, men det er tabt på hende.

Hvilken artist vender du altid tilbage til, når du shuffler rundt på dine playlister?

Toto. De er der altid. Øde ø-scenariet med en plade, så tog jeg Totos debutplade med. Fremragende. Velspillet, lækkert produceret og virkelig, virkelig gode sange. Fuld plade. Et Jeff Porcaro-beat er noget af det bedste, der findes. Nok til at få tankerne væk fra en nagende sult på en øde ø. Ham ville jeg i øvrigt også gerne rejse tilbage og se, hvis jeg kunne!!! Og så John Mayer. Jeg kan forstå, at nogle anser ham for en poppet flødebolle. Men jeg anser ham faktisk for en stor, stor sangskriver.

Hvilken sang kan få dig i godt humør, hvis du er trist?

”Den dejligste morgen” med Gnags. Min kone og jeg har en ting med Gnags. Og der er noget i energien og begejstringen hos Gnags, som er uforlignelig.

Hvilken sang kan få dig til at græde uden varsel?

Uha – efter jeg har fået børn, er der overraskende mange sange, der kan det. For tiden vil mine børn gerne have, at jeg synger ”I skovens dybe stille ro” for dem som godnatsang. Den kan sagtens få en lille tåre frem i krogen… Det er en virkelig smuk melodi og en fin, fin tekst. Og en fin historie: man aner ikke, hvem der har skrevet melodien, det er en gammel folkemelodi fra Langeland. Tænk, at der har siddet et – i min optik – musikalsk geni og strikket den sammen. Ingen kender ham eller hende. Det er da fantastisk.

Er der noget musik, som du har det meget, meget svært med?

Ja. Dancehall. Jeg forstår simpelthen ikke genren. Jeg er givetvis ignorant, men det er, som om der kun findes én melodi-linje i dancehall, som alle så bare malker…. Og den melodi har åbenbart også kun to toner at rutte med. Dancehall gør intet for mig. Men lad mig så tilføje, at der 100 procent sikkert er nogle, der vil sige det samme om guitarrock, eller Toto. Og heldigvis. Musik er en vidunderlig subjektiv ting. Hvis det rører noget i dig – hurra! Hvis ikke, så er der alt muligt andet at gå videre til. Og hvis du ikke kan lide noget musik… så er du syg, haha. Men altså – dancehall forstår jeg ikke.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

Ted Nugent. Han virker komplet afsindig. At tage automatrifler med på scenen? Jeg vil gerne vide, hvad der sker inde i sådan en hjerne. Hvis noget overhovedet. Men altså, en kaffe med Paul McCartney siger jeg heller ikke nej til.

Når du engang skal begraves, hvad kunne så være et godt soundtrack til dit liv?

Det bliver jo nok en slags compilation-album. Og så er vi allerede i Joy Mogensen-land. Og så bliver det giftigt. Men jeg vil gerne have en festlig begravelse. Så prøv at finde B. B. King – Live at the Apollo og sæt første track på. ”When Love Comes to Town”. Den stemning vil jeg gerne have til min begravelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA