x

OVERSIGT: Bands der udgav ét fantastisk album, og så ikke mere

OVERSIGT: Bands der udgav ét fantastisk album, og så ikke mere

Der er en række grunde til, at nogle kunstnere eller bands faktisk kun har udgivet et enkelt studiealbum. Der er endnu flere grunde til, at nogle kunstnere eller bands skal være tilfredse med i det mindste at have produceret et enkelt album. I stedet for at dræne kreativitets-yveret for til gengæld at bevare håbet om at holde sig relevant og tjene de eftertragtede slanter, der forhåbentlig kan forgylde livets påtrængende kedsomhed og tomhed.

Under alle omstændigheder er der en overflod af kunstnere, der kun har formået at udgive et eneste studiealbum, simpelthen fordi der helt enkelt ikke har været nogen interesse. Derfor kan det i flere tilfælde være et blinkende advarselssignal, hvis du falder over en kunstner, der har et årti på bagen, men kun har en plade at tilbyde.

Imidlertid synes der også at være mindst lige så stor en overflod af kunstnere, der har udgivet et af verdens bedste album nogensinde, kun for derefter at forsvinde ud af syne. Denne liste fremhæver nogle af disse utrolige album, der både skaber en respektfuld ærbødighed for det, der er skabt, samt et tørstigt ønske om efterfølgere, der aldrig synes at komme, hvilket måske egentlig er fint nok.

Them Crooked Vultures – Them Crooked Vultures

Kan du lide Led Zeppelin? Måske har du lyttet lidt til Nirvana? Hvad med lidt Queens Of The Stone Age

Læg alt dette i en musikalsk blender, og sammen får du den fantastiske supergruppe Them Crooked Vulture. Sammen med Dave Grohl og John Paul Jones skabte Josh Homme denne ultimative rock’n’roll-lussing. Men efter kun et utroligt album og en kort turné (som jeg heldigvis nåede at opleve) ophørte bandet med at eksistere. Imidlertid har Homme selv hævdet, at Them Crooked Vultures er det musikalske projekt, han værner mest om.

Pludselig er der også opstået et håb om, at Them Crooked Vultures måske aldrig behøver at være på en lignende liste igen, da Grohl så sent som sidste år i et interview med NME hævdede, at bandet teknisk set stadig eksisterer: ”Vi øver en gang hvert årti, og vi indtræder netop i et nyt årti, gør vi ikke? Jeg har ingen officielle nyheder, men der er altid noget i gryden,” sagde hr. Grohl i samme interview.



Nevermen – Nevermen

En af mine absolut største forbilleder i musiklivet, hr. Mike Patton, modtog i 2016 et utroligt interessant forslag om at være en del af et ekstremt spændende projekt sammen med Tunde Adebimpe (TV on the Radio) og Adam ”Doseone” Drucker

Projektet blev kaldt Nevermen og blev tilsyneladende dannet så tidligt som i 2008, da Doseone jammede med Adebimpe på et lager i Brooklyn. Senere sendte de lydfilerne til hr. Patton, som de begge havde arbejdet med tidligere i lignende projekter. Og heldigvis var han hurtig til at mønte de gyldne ord: ”I’m in”. 

Et utroligt og kaotisk, absurd album, som du enten vil elske eller hade. Uanset hvad er du nødt til at give denne abstrakte kompot af eksperimentel hiphop, indierock og elektroniske vanvidsstrukturer en chance.




Temple Of The Dog – Temple Of The Dog

Inden grungen blev verdens største musikgenre i de hyggelige 90’ere, forenedes medlemmerne på Seattle-scenen for at hylde den afdøde stjerne, der ifølge profetien ville have været grunges førende messias. Andrew Wood – frontmand for de to bands Mother Love Bone og Malfunkshun – døde tragisk af en heroin-overdosis, kun 24 år gammel i foråret 1990. Hans daværende værelseskammerat Chris Cornell, som selv var frontmand for Soundgarden, vendte direkte tilbage til Seattle fra sin igangværende turné.

Som en hyldest skrev Cornell flere sange dedikeret til sin afdøde ven og skabte derefter Temple Of The Dog med de resterende medlemmer af Mother Love Bone – bassisten Jeff Ament, guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready, Soundgarden-trommeslageren Matt Cameron samt den daværende ukendte gæstesanger Eddie Vedder, som fløj til Seattle fra San Diego for at tage til en audition hos bandet Mookie Blaylock. Et lille, ubetydeligt grungeband, der snart skulle ændre navn til Pearl Jam. Temple Of The Dog er et utroligt følelsesladet og tungt album med musikere, som har formået at projicere en blødende ømhed og forvandlet deres sorg til et utroligt smukt album.


Madvillain – Madvillainy

Madlib og MF Doom havde længe planlagt, at deres fælles projekt Madvillain skulle fremstå som en sjov spøg, før de hurtigt vendte tilbage til deres respektive karrierer som to af de største navne i undergrunds hiphop. Resultatet, de biksede sammen, var imidlertid ikke direkte en lille spøg, men i stedet et af moderne musikhistories største mesterværker bestående af en kavalkade af dynamisk pulserende slag og interessant forvrængede melodier sammen med dybe og klogt designede tekster. Dette kombineres i en pakke, der kombinerer den klassiske gangsta rap med et moderne twist og suggestiv indpakning.

Forventningerne til en efterfølger har været skyhøje fra tørstige fans siden 2004. Men på trods af lejlighedsvise remixes og lignende kreationer virker det meget usandsynligt, at Madvillian nogensinde vil udgive et nyt album. Men hvem ved, hvad der virkelig koger i den boblende gryde?


Got A Girl – I Love You But I Must Drive Off This Cliff Now

Got A Girl var en duo, der blev dannet i 2012 og bestod af skuespilleren Mary Elizabeth Winstead og kunstneren og musikproduceren Dan "The Automator" Nakamura. En mand, der ud over sit eget materiale også er kendt for blandt andet at have produceret for Primal Scream, Gorillaz og Kasabian. Duoen blev oprettet, da Winstead fortalte Nakamura, at hun var fan, og at hun gerne ville lave et projekt med ham. Nogle gange er det ikke sværere end det. 

Og sammen skabte duoen den noget savnede og/eller glemte I Love You But I Must Drive Off This Cliff Now, der egentlig ikke er så forskellig fra Lana Del Rey og skaber en slags retro-romantisk dysterpop, der med en storslået pompøs kombination af fatal dysterhed og legende playfulness skaber et helt fantastisk album, der virkelig antænder sjælen. Dette album skulle være større, end det faktisk var.

Got A Girl udgav kun I Love You But I Must Drive Off This Cliff Now og turnerede derefter kun gennem fire byer i Amerika, før projektet døde i 2015.




Jeff Buckley – Grace

Den musikalske arv, du finder på Jeff Buckleys følsomme, hjerteskærende album Grace, har levet i et funklende lys længe efter den unge sangers tragiske død i 1997. Med en balance mellem ømhed og en blødende desperation blev Buckleys eneste studiealbum et sandt mesterværk, der stadig kan bruges som en manual til fremragende sangskrivning og sangkunst. Buckleys englestemme fylder hver sang med et suggestivt drama, der aldrig ser ud til at blive ældre.

Buckleys perfekte fortolkning af Leonard Cohens "Hallelujah" er nok den sang, der skinner mest tydeligt af alle stjernerne på albummet.

Buckley døde kun 30 år gammel i en drukneulykke i Mississippi-floden, mens han arbejdede på, hvad der ville have været hans andet album. 




Atoms For Peace – AMOK

Atoms For Peace var en fantastisk – men åh så kortvarig – supergruppe, der bestod af Radioheads strålende geni Thom Yorke på vokal, guitar og klaver, Red Hot Chili Peppers Flea på bas, Radioheads producer Nigel Godrich på keyboard, synths og guitarer, Becks og R.E.Ms Joey Waronker på trommer og Forro In The Darks Mauro Refosco som percussionist.

Atom For Peace udgav deres eneste – men åh så fantastiske – album AMOK den 25. februar 2013. En plade, der skubber en uhørlig mængde strålende musikalitet ind i et lille rum, der kunne drive et helt kontinent i et år, hvis kreativitet kunne konvertere direkte til energi. Hvilket det vel på sin vis også kan? 




Lauryn Hill – The Miseducation Of Lauryn Hill

Lauryn Hill er blevet udnævnt til et af de største talenter i hiphop-historien nogensinde. Engang var Hill en del af den populære hiphop-konstellation The Fugees, som i 90'erne satte verden stabilt under fødderne. Efter splittelsen i 1997 udgav Hill sit fantastiske og meget roste soloalbum The Miseducation Of Lauryn Hill blot et år senere. En genial kombination af soul, hiphop og reggae proppet med gennemtrængende kraftige budskaber om samfund og liv.

Dette album er intet andet end en ægte klassiker, som også er et af kun tre hiphop-album, der har haft den ære at blive placeret i The National Recording Registry. En af verdens mest anerkendte lister over lydoptagelser, der er kulturelt, historisk eller æstetisk vigtige og afspejler livet i USA. Listen styres af The Librarian of Congress, som er et højtstående kongresmedlem i USA udnævnt af præsidenten for De Forenede Stater.

Men på trods af dette har Hill efter dette magnum opus aldrig udgivet andet end akustiske liveoptagelser og et par singler. Trist, men måske lige så godt taget ​​denne plades slagkraft i betragtning.



 

Derek And The Dominos – Layla And Other Assorted Love Songs

En supergruppe ledet af Mr. Eric Clapton, som på dette tidspunkt var ude i en markant heroinafhængighed. Har du for eksempel nogensinde hørt en lille sang ved navn “Layla”, som Clapton selv har spillet et uendeligt antal gange siden da? Sangen er – som mange ikke synes at tage højde for – faktisk en Derek And The Dominos-sang. Noget, som albummet påpeger lidt subtilt gennem titlen, som i princippet i stedet kunne have været: "Med sangen Layla, og også nogle andre sange, du måske kan lide. Men Layla er i hvert fald med på denne plade." 

Derek And The Dominos var et kortvarigt projekt, hvor Clapton tog et skridt tilbage og lod hele gruppen skinne i et fantastisk musikalsk udtryk, der fanger den smukkeste og mest rå gennemsigtighed i lyd fra de tidlige og åh så flygtige tidlige 70'ere.

Gruppen formåede at indspille et studiealbum og tage på en hurtig turné, før de kollapsede, og medlemmerne gik hver for sig.




Darkside – Psychic

Nicolas Jaar og Dave Harrington – som sammen blev Darkside – udgav duoens eneste mesterværk med albummet Psychic i 2013. En dyster skyggefuld rejse gennem en eksperimentel tilpasning af 60'ernes og 70'ernes æstetik, der får lov til at svømme i et dybt og tilsyneladende uendeligt hav af varm og dynamisk elektronika. En rejse, der synes at blive mere og mere interessant ved hver lytning. Endda stadig efter syv år. Og garanteret mange, mange år frem endnu.

Glem ikke at tjekke duoens "track-for-track"-fortolkning af Daft Punks Random Access Memories under navnet Daftside.





Sex Pistols – Never Mind the Bollocks Here's the Sex Pistols

Sandsynligvis den mest indflydelsesrige gruppe, der nogensinde har formået at slippe af sted med bare at udgive ét album. Sex Pistols står stadig stærkt, og som de måske vigtigste pionerer inden for punkbevægelsen, der opstod i Storbritannien i 70'erne. Det er stadig, og vil for altid være forbløffende, at Sex Pistols kun formåede at udgive én eneste plade og alligevel har opnået den legendariske position, de har.




 





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA