x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med Lou Reed – og blev irettesat af ham

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med Lou Reed – og blev irettesat af ham

I dag er det præcis syv år siden, Lou Reed døde, 71 år. Vi mindes ham ved at "genudsende" denne artikel, der tidligere har været bragt på GAFFA.dk i april 2010.

Musik for en partikelaccelerator

Lou Reed levede op til sit ry som en af rockens sande enere, da GAFFA traf ham over telefonen på et hotelværelse i Bruxelles. Lørdag aften står han på scenen i København.

Lou Reed er p.t. på landevejen i Europa med sin Metal Machine Trio, hvor han sammen med saxofonist med mere Ulrich Krieger og computer-komponisten Sarth Calhoun fremspiller improviserede instrumentale lydlandskaber. Og i nær fremtid genudgives Metal Machine Music, Reeds musikalske misfoster af en plade fra '75 med fire nøjagtig lige lange pladesiders infernalsk feedbackstøj.

Reed er ikke blevet mindre excentrisk med årene, og tilsyneladende heller ikke væsentligt venligere stemt over for journalister. Det måtte GAFFA sande, da vi fangede ham på vej til lydprøve inden torsdagens koncert i Bruxelles, efter at interviewaftalen i øvrigt var blevet rykket frem og tilbage flere gange.

Trods navnefællesskabet er der åbenlyse forskelle mellem dit arbejde med trioen og det oprindelige "Metal Machine Music-album"…

– Det må man håbe….

Det sagde du og ikke jeg. Men hvad er forbindelsen mellem de to projekter?

– Ønsket om fraværet af vokal, fastsat rytme og fast toneart … guitardreven … forsøget på at skabe en lydverden, som transcenderer alting. Og så lave det langt nok til, at du kan være i det, ikke bare kigge på det i få sekunder … så det kan flytte dig fysisk ind i et andet område af eksistensen.

Du har nogle gange sagt, at dit kunstneriske mål lige siden The Velvet Underground har været at lave "rock'n roll-plader for voksne", og at du derfor betragtede sangskrivningen som den vigtigste del af dit artistiske output. De senere år har du imidlertid i højere grad vendt dig mod instrumental musik….

– Det er også at skrive.

Men det er ti år siden du udgav dit sidste fulde album med nye sange ("Ecstasy" fra 2000, red.). Er der nye sange undervejs?

– Jeg har en sang, du aldrig har hørt, på Peter Gabriels nye album, som hedder "Power of the Heart" (hvilket ikke er helt korrekt, da Lou faktisk spillede den ved flere koncerter på sin "Berlin"-turné i 2008, red.). Og jeg har en sang sammen med Grizzly … øh, Gorillaz, der hedder "Some Kind of Nature", som jeg laver sammen med Damon Albarn. Det er to – og det er bare de sidste seks måneder.

Men intet album i eget navn undervejs?

– Nej.

Eukalyptus-dinosauren vender tilbage

Du har udgivet en samling liveoptagelser med trioen under titlen "The Creation of the Universe". Det er noget af en titel…

– Ja, ret altomfattende….omkring hvordan jeg følte omkring altings begyndelse. Du ved, de har lige genstartet The Large Hadron Collider (verdens største partikelaccelerator, red.) – det her er musik til den. Man er også nødt til at have lidt humoristisk sans. "Creation of the Universe" er en dejligt ydmyg titel, ikke? Ville du have foretrukket noget mere formelt, a la "The Return of the Eucaluptus Dinosaur" … ville det have fået dig til at have det bedre?

Well, det er også en god titel. Nogle af optagelserne har i mine ører nogle cinematiske kvaliteter – noget af det kunne være fra soundtracket til en gyserfilm…

– Det er jeg ked af at høre. Det, synes jeg, er en temmelig indskrænket vinkel.

Men noget af det har dog en temmelig dyster atmosfære….

– Måske er det bare dig. Jeg oplever det som meget overstadigt, opløftende og transcendent – du oplever det som en dyster gyserfilm. Ergo er du og jeg i hver vores ende af alting.

Givetvis. Hvad er dine planer, når denne her turné er overstået?

– Jeg har en fotoudstilling i New York, og en dokumentarfilm på nogle filmfestivaler.

Nu, hvor du vender tilbage til Metal Machine Music…

– Jeg vender ikke tilbage til Metal Machine Music.

Well, pladen bliver genudgivet, og navnefællesskabet med trioen…

– Pladen hedder Metal Machine Music, trioen Metal Machine Trio. Det er ikke det samme. Er det forvirrende?

Næ, men det indikerer dog en vis forbindelse…


– Tja, det er guitarer og metal og beslægtede ideer, men det er bestemt ikke det samme. Du ved, jeg kunne debattere tåbelige små ting som det her med journalister dagen lang. Det spiller ingen rolle, det betyder ikke noget for nogen. Det spiller ingen rolle, hvem eller hvad der kaldes hvad, om det er seks eller tolv mennesker, eller fyrre mennesker eller to eller en … det er ligegyldigt.

Tilbage til albummet. Hvorfor lavede du netop dén plade på det tidspunkt, umiddelbart efter den kommercielt succesfulde "Sally Can't Dance"?

– Det kan jeg ikke sige i dag, men jeg var ikke særligt glad for Sally Can't Dance, og jeg ville lave flere ting i stil med Velvet Underground, som soloen i "I Heard Her Call My Name". Og det her er, hvad der kom ud af det.

Stadig ligeglad

Tror du, tiden langt om længe er moden til, at albummet kan blive værdsæt i højere grad end tilfældet var, da det oprindeligt udkom?

– Det aner jeg ikke.

Og du er formentlig også ligeglad, hvis jeg ikke tager fejl…?

– Jeg var ligeglad dengang, og jeg er ligeglad nu. Jeg laver dette her for min egen skyld. Og hvis du er heldig nok til at være i nærheden, er du heldig nok til at få lov at høre det … hvis du vil dvæle ved forklaringer, så er det dit problem…

Ja, og mit job. Men et par ord om de oprindelige liner notes til albummet. Heri hed det blandt andet at "jeg havde næret et håb om, at den intelligens, som romaner og film engang besad, ville æde rocken op". Hvor står vi efter din mening i dag, i dén henseende?

– Der er nogle virkelig intelligente folk indenfor det her felt … jeg har lyttet til nogle fantastiske grupper, det er helt utroligt. Hal Wilner og jeg har et radioshow i New York, som hedder New York Shuffle, hvor jeg prøver at spille en masse af det nyeste rockmusik, mens Wilner spiller meget gamle og eksotiske numre, foruden nye. Og en af de ting, jeg har bemærket, er hvor mange forbløffende nye grupper, der er. Jeg lyttede eksempelvis til en i dag – jeg ved ikke om jeg udtaler det korrekt – som hed Autistici…du ved, som "autistisk", men med "i" til sidst (britisk ambient-projekt, red.). Og så er der denne her gruppe i England, som hedder Heavy, som jeg synes var fantastisk. Hvem så end de er…

Du nævnte din fotoudstilling. Hvorfor tror du, at det netop er det fotografiske medie og ikke, eksempelvis, maleriet, du har vendt dig mod ved siden af musikken?

– Jeg elsker fotografi. Det har jeg gjort i århundreder…

Apropos Poe

Inden dette interview har jeg fået indskærpet, at jeg udelukkende må stille spørgsmål som drejer sig om trioen og Metal Machine Music. Det respekterer jeg naturligvis – men hvorfor egentlig?

– Fordi jeg ikke gider køre ud af en tangent omkring en masse rock'n'roll-ragelse.

Men for nylig deltog du i et arrangement omkring The Velvet Underground på et offentligt bibliotek i New York…

– Det var bare Doug Yule, Mo (Maureen "Mo" Tucker) og mig, der mødtes og talte om bandet i forbindelse med, at biblioteket havde arrangeret en fejring af The Velvet Underground. Det var det hele. Det var bestemt ikke en diskussion omkring at relatere til noget som helst eller ideer om noget som helst, overhovedet. Vi talte bare om The Velvets, og det føltes godt at gøre det på et offentligt bibliotek i New York, hvor de har en lok af Poes hår i en montre i rummet nedenunder det, vi sad i.

Apropos Poe; du nævner altid ham, William Burroughs og Hubert Selby, Jr. som dine store litterære forbilleder. Hvad læser du for tiden?

– Jeg er lige begyndt på en ny James Lee Burke-bog, ham har jeg altid elsket. Han er en detektivforfatter fra New Orleans. Dave Robicheaux er detektiven. Han har skrevet en bog som jeg – der ellers ikke anbefaler noget som helst vil anbefale, som hedder Black Cherry Blues.

Tilbage til musikken. Du har opført både New York- og Berlin-albummene. Kunne du forestille dig nogensinde igen at opføre nogen anden af dine plader i sin helhed. Coney Island Baby fylder eksempelvis også 35 senere i år…

– Nej, nej.

Når du ser tilbage på din karriere som pladekunster, er der så nogen plader, du finder mere betydningsfulde end andre?

– Alle sammen. De er alle sammen en del af én stor ting, jeg tænker ikke på dem som separate.

Om end temmelig forskellige….

– De er kapitler. Hey, det er forfatteren, som siger det til dig, så du kan ikke være uenig.

Tilbage til trioen. Du sagde, at associationen til gyserfilm var udtryk for undertegnedes snæversyn…

– Well, hvis du med gyserfilm taler om ting som "Psycho" og Bernard Herrmann (komponisten bag en række klassiske soundtracks fra Hitchcocks "Psycho" til Scorceses "Taxi Driver"), er jeg glad for at være en del af det. Hvis du bare mener dårlige horror-film, er jeg ikke glad … du har ét sidste spørgsmål.

Ok. Fra de føromtalte liner notes til Metal Machine Music stammer også det velkendte citat "My week beats your year". Hvordan ser en typisk uge i Lou Reeds liv ud nu om stunder?


– Well, det ville tage et år at fortælle.

Prøv.

– Det begynder med at prøve at lave nogle Chen Tai Chi-øvelser så snart, jeg kan. Det er det første træk, to timer hver dag… (tavshed, red.)

Og….?

– Det er en god start, og det er nok, okay?

LÆS OGSÅ: Lou Reed og John Cale – fra den fløjlsbeklædte undergrund


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA