x

LEDER: Vi må ikke tabe fokus i kampen for ligestilling i musikbranchen

LEDER: Vi må ikke tabe fokus i kampen for ligestilling i musikbranchen

Hvis vi skal til at tvivle på intentionerne fra alle dem, der udviser sympati og handling i kampen mod de undertrykkende strukturer, der findes i samfundet og musikbranchen, så bliver processen i bedste fald unødigt forlænget og i værste fald afsporet.

For lidt over en måned siden var en af de hotteste nyheder i medielandskabet, at jeg havde henstillet til GAFFAs skribenter om at overveje deres sprogbrug og konsekvenserne deraf i forbindelse med fastholdelsen af kønsstereotype termer i vores skrevne produkter. Det fokus er efterhånden overtaget af mink, mink, mink og USA, USA, USA. Der figurerer dog stadig et par tanker eller tre om førstnævnte emne – i hvert fald mit hoved.

Her den anden dag spiste jeg middag med en veninde, der selv gebærder sig i musikbranchen. Blandt snak om restaurationers prissætning af postevand og det paradoksale ved friturestegt broccoli kom vi også ind på vores (alles) brug af sproget. En divers samtale, I know. Vi er begge ret rationelle typer og forstår grundlæggende godt, hvorfor det kan give anledning til debat, når folk bliver udfordrede på deres ret til at tale frit. Der blev dog også åbnet op for nogle perspektiver på min personlige sprog-gate, som jeg egentlig gerne vil dele med jer, der læser med her.

LÆS OGSÅ: LEDER: Retten til fri tale kan bruges – og misbruges

Dagen inden vores middag havde vi på GAFFA postet et indlæg fra Hans Bonde, professor i idræt og forsker i maskulinitet, der gik imod præmissen om, at kvinder grundlæggende underkendes i musikbranchen. Han påstår sågar, at kvinder forfordeles. Beslutningen om at bringe Bondes kommentar gav, hos nogle, anledning til at så tvivl om mine motiver og intentionerne ved min tidligere og stadige personlige og redaktionelle kamp for ligeværdig behandling af kønnene i musikbranchen.

Jeg har tidligere oplevet det, men her dukkede det op igen: beskyldningen om, at jeg egentlig ikke interesserer mig for ligestilling og blot lefler for en bestemt gruppe mennesker ved i ny og næ at ytre interesse for kvindernes position og undertrykkelse i branchen. At bringe Bondes anti-feministiske indlæg var beviset.

Der er flere interessante nedslagspunkter i den oplevelse. Først og fremmest ideen om, at man som redaktør på et medie udelukkende skal bringe indholdsstof, som man sympatiserer med. Det er naturligvis ikke en rentabel overbevisning. Nuancer er velkomne og giver anledning til samtale, debat og refleksion. Men det er egentlig ikke dén ellers så åbenlyse problemstilling, jeg synes er mest interessant at dykke ned i, i denne sammenhæng. Det er derimod det paradoksale i, at man hurtigt kan blive beskyldt for at være leflende, hvis man i en magtposition ytrer interesse for rent faktisk at skabe forandring på et område. I dette tilfælde er der tale om mit personlige og redaktionelle ønske om at bidrage aktivt til en forandring, der gør, at musikbranchen bliver et sted, hvor kønnene, alle kønnene, er ligeligt stillede.

LÆS OGSÅ: LEDER: Ungdomsfiksering er en skadelig magtfaktor i musikbranchen

Det faktum, at aktiv handling eller udvisning af sympati for en sag kan vække diskussioner om, hvorvidt intentionerne bag er gode eller falske, er ret interessant. Jeg ved, at tvivlen om intentionerne kommer et sårbart sted fra, men jeg mener også, at det kan være underminerende for en proces, hvor målet er noget så fundamentalt som ligestilling. Hvis du ikke tror nok på sagen til, at du vil imødekomme den opbakning, der gives, så er det måske tid til at sænke paraderne, puste ud og genfinde troen på, at der rent faktisk er mennesker, der også ønsker forandring ligesom dig. Også i en magtposition som min, der dog alligevel trods alt begrænser sig til den kravlegård, vi kalder musikbranchen.

GAFFA og jeg er blevet kaldt mange ting den senere tid – herunder politiske og aktivistiske. I min optik er ligestilling, eftertanke og ansvar grundlæggende elementer i (musik)journalistik, og det er der intet radikalt i at opfordre til. Forargelsen over min tidligere nævnte henstilling underbygger blot problematikken i, at normen i samfundet har en undertrykkende struktur, så det at kæmpe for lige rettigheder i sig selv bliver en radikal handling.

Det er en kompleks størrelse. Og kompleksiteten kædet sammen med vigtigheden af problemstillingens natur gør det bare ekstra frustrerende, når der bliver sået tvivl om gyldigheden ved intentionerne bag den forandring, vi ønsker at være en del af på GAFFA. Den forandring, som jeg ønsker at være en del af. Hvis vi også skal til at tvivle på intentionerne fra alle dem, der udviser sympati og handling i kampen mod de undertrykkende strukturer, der findes i samfundet og musikbranchen, så bliver processen i bedste fald unødigt forlænget og i værste fald afsporet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA