x

THE KILLS-INTERVIEW: ”Jeg elsker at være presset til at indspille en sang på en eftermiddag”

THE KILLS-INTERVIEW: ”Jeg elsker at være presset til at indspille en sang på en eftermiddag”

Rockduoen er aktuel med B-side-opsamlingen Little Bastards

Engelsk-amerikanske The Kills udsender den 11. december et opsamlingsalbum, Little Bastards, med b-sider og sjældenheder fra første halvdel af bandets levetid. I den anledning fik vi en langdistance-snak med Alison Mosshart og Jamie Hince, der sad i Los Angeles og var veloplagte trods en halvdårlig forbindelse og lidt broken English. Mosshart leverede de små skarpe kommentarer, mens Hince ivrigt fortalte om alt fra bandets ydmyge start til sin kærlighed til København.

Kan I fortælle lidt om, hvordan opsamlingsalbummet blev til?

Mosshart: – Vi gennemgik de gamle numre og lavede en liste over de mest interessante.

Hince: – Faktisk startede det med, at en medarbejder fra Domino Records gik en tur med sine høretelefoner og afspilleren på shuffle, og helt tilfældigt fik han genhørt nogle b-sider og begyndte en rejse med at opdage gamle Kills-numre. Han fik idéen med at samle 12 sange, men da projektet først gik i gang, blev det større og større og endte med 20 sange i alt.

Er der et gennemgående træk i de sange, der blev b-sider og ikke singler eller album-tracks?

Hince: – Nej. De fleste sange blev skrevet specifikt til at være b-sider. Nogle tror, at vi har tonsvis af sange og besluttede os for, at nogle var bedre end andre, som så kom på et album. Sådan var det ikke. Dengang i 2003 og i årene efter var der alle de der forskellige formater – cd, cd-singler og vinyl, og man var nødt til at have ekstra sange til alt, hvad der blev udgivet – eksklusive numre på cd’en for at sælge cd’er, eksklusive numre til vinyl for at sælge vinyl. Dengang synes jeg, at det var corporate bullshit, og jeg hadede at gøre det. Halvdelen af gangene havde vi heller ikke tid til at indspille, og nogle af sangene blev optaget på hotelværelser. Det var ikke den måde, jeg ville indspille musik på, men når jeg nu ser tilbage på det, synes jeg egentlig, det er fedt.

Mosshart: – Der var helt sikkert mere charme over det

Hince: – Præcis! Jeg elsker at være presset til at indspille en sang på en eftermiddag, men det gør vi ikke mere.

Er der nogle af disse sange, der betyder noget særligt for jer?

Mosshart: – Alle sammen! Det smukke er, at de er tidsrammer fra begyndelsen og første halvdel af vores karriere, så det at lytte til dem er specielt. Man kan huske, hvor man var, hvad der skete i ens liv, som afsnit i en dagbog, man ikke har læst i meget, meget lang tid. De føles meget vigtige i vores rejse som band. Der er ikke en, jeg ville vælge frem for en anden. De er vores små babyer. De er alle vigtige.

Hince: – ”Jewel Thief” er noget særligt for mig. Det var en af de første sange, vi fik indspillet, og vi hed ikke engang The Kills endnu. Vi indspillede den i mit soveværelse, og det var en af de første gange, hvor vi havde lavet noget sammen, og jeg bagefter tænkte, at det lød præcis, som jeg ønskede, det skulle lyde. Det var et specielt øjeblik.

Har råd til mad nu

Dette projekt må også have været en god mulighed for at kigge tilbage til dengang, I startede. Hvad er den største forskel fra dengang til nu?

Hince: – Vi bor ikke i et usselt kollektiv længere, og vi har som regel råd til vores mad nu. Der er åbenlyst nogle store ting der har ændret sig; for eksempel i forhold til at blive anerkendt, men andre ting er uforandret. Det vigtigste er det samme. Mig og Alisons forhold, jeg elsker stadig at lave det, vi gør, vi har givet hinanden dette løfte og har overholdt det gennem tiden. Det er de vigtigste ting.

Jeg bor ikke i Sydlondon længere, jeg bor i Los Angeles. Dengang var vi meget afhængige at studier, branchefolk og pladeselskaber. Alle disse dele af en stor maskine. Vi var afhængige af dem, selvom vi ønskede at være så punk som muligt og sige ”fuck you” til alle, så måtte vi hengive os til nogle, der kunne skaffe os et studie, og nogle havde kendskab til at arbejde i et studie. I dag har vi ingen af den slags restriktioner, jeg har mit eget studie, hvor jeg kan gøre lige, hvad der passer mig. Jeg arbejder, og så kan Alison komme forbi og være med. Hun har også sit eget ministudie, som hun kan arbejde i. Det er Liberation Street!

Overvejede I dengang at have flere bandmedlemmer – for eksempel en trommeslager og/eller en bassist?

Hince: – Det var oppe og vende i en måned eller to. Alting gik så stærkt dengang. Vi havde en idé til et band, men der var ingen fast plan. Vi begyndte med det samme at skrive sange. Vi tænkte aldrig ”Det her lyder ikke rigtigt”, vi gik bare i gang, og på et tidspunkt tænkte vi ”Hvordan ville det her virke med kun to musikere. Vi brug for noget rytme”. Vi tænkte kort på at udvide besætningen, men ret hurtigt lærte vi at bruge trommemaskiner og tape loops, og så fortsatte vi den vej.

Mosshart: – Det var virkelig noget, der definerede os – at det bare var os to, der skulle finde ud af at få det til at fungere. Det var vores lyd, og det lød ikke som noget andet, og det var det fede ved det. Der var muligheder i vores idéer.

Hince: – Meget af det handlede om, at vi ikke havde penge. Det, at vi kun var to i bandet betød, at man kunne køre rundt i en bil uden en masse gear bagi. Det var helt udmattende at tænke på at skulle leje et øvelokale, så en trommeslager kunne komme med sit sæt og pakke ud og skrue delene sammen og derefter skulle transportere det rundt til koncerter. I stedet havde vi mulighed for gå rundt med en guitar under armen og lave vores eget.

I har et højt niveau æstetisk, hver gang I udsender et album, og denne gang udkommer Little Bastards på gul vinyl. Hvor meget betyder det for jer at præsentere musikken på den måde?

Mosshart: – Det betyder meget, og vi bruger meget tid på det. Hele aspektet ved at lave det til et kunstværk og den historie, som coveret fortæller. Det skal være en genstand, som andre ønsker at holde og bruge tid på.

Hince: – Vores første album tog 13 dage at indspille, mens coveret tog fire måneder at lave.

Mosshart: – Ha ha, ja. Det er vigtigt for os!

Sidste gang I udgav et album (Ash & Ice fra 2016) udkom det på gennemsigtig vinyl og – måske endnu mere spektakulært – så kunne fans vinde en gratis tatovering med kunst fra albummet. Det må have været noget af en oplevelse for jer.

Mosshart: – Det var virkelig sjovt og cool. Vi havde de her små babysymboler, små tegninger, der repræsenterer hver sang på pladen, og det var et virkelig sjovt projekt. Jeg blev helt overrasket over antallet af fans, der ville have en tatovering, glæden i rummet, folk der gladeligt lod nålen ramme deres arme, det var en fest, og det var simpelthen så fedt.

Band under Covid-19

I er kendt for endeløse turnéer og høj aktivitet og mobilitet. Det må være svært for jer at være underlagt restriktioner og ikke være i stand til at optræde.

Hince: – Vi er gode til at tilpasse os, det er sådan vi altid har overlevet. At turnere er fedt i to-tre måneder, hårdt efter seks måneder, og efter et år bliver man skør, men begynder at tilpasse sig.

Mosshart: – At turnere er som at være i hæren. Man vænner sig til ikke at kunne gøre, hvad man vil det meste af dagen. Der et stramt program, en masse rejseaktivitet, søvnløshed, rejser fra by til by, land til land i en uendelighed, så man er nødt til at få det bedste ud af situationen – en udfordring, man skal overkomme. Alle på planeten er jo i samme situation. Vi håber bare, at det hele bliver normalt igen, og vi kan ikke vente til at komme på scenen igen. Mange af de ting, vi har taget for givet såsom ildelugtende backstagelokaler, søvnløshed og en masse møg, det savner jeg virkelig

Hince: – Det er rart virkelig at længes efter at komme tilbage. Ikke at vi har været utaknemmelige på noget tidspunkt, men det kan være lidt af en ustoppelig maskine en gang imellem. At skrive sange og indspille plader kan være stressende efter noget tid. Gå i studiet, tage på turné, skrive sange, gå tilbage i studiet. Nu savner jeg det virkelig, og det er jeg på en måde glad for. Jeg kan virkelig ikke vente. Når vi kommer tilbage på scenen bliver det absolutely bongo!

Valget

Når vi taler om verdenssituationen er det svært ikke at nævne, at der lige har været et meget afgørende valg. Hvordan havde I det på valgnatten og de efterfølgende dage?

Mosshart: – Jeg er stadig “high as a kite”! Virkelig glad. Vi har haft et seriøst problem i Amerika, og det har taget lang tid at kæmpe imod, men nu føler jeg, at der er udstukket en retning, og at alle er lettede. Alt gik galt før, men nu går det i den rigtige retning for første gang i lang tid.

Hince: – På valgnatten gik jeg tidligt i seng og var deprimeret, fordi det ikke så for godt ud. Jeg vågnede om morgenen halvt vågen, halvt sovende og tænkte ”Jeg klarer det ikke”, for jeg var sikker på, at han havde vundet igen. Jeg begyndte at lægge planer om at sælge mit hus og flytte væk. Først efter nogle dage begyndte jeg at indse, at det var gået godt.

Fremtiden for The Kills

Hvordan ser fremtiden ud for The Kills?

Mosshart: – Vi arbejder på en ny plade og forskellige andre ting. That’s the future, man!

Kan I sige noget om retningen?

Hince: – Det er The Kills ind til benet. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg ellers skal beskrive det.

Mosshart: – Vi har ikke indspillet noget endnu. Der kan ske en masse fra nu og til vi går i studiet. Vi laver bare musikken nu.

Hince: – Der er tre sange, hvor der endnu ikke er guitar på, hvilket gør det svært at beskrive. Jeg plejer helt spontant at ville lægge guitar på, når jeg får en idé, men det er ikke sket endnu, og derfor er det ikke så The Kills-agtigt endnu.

Vil I sige noget til jeres fans i Danmark?

Mosshart: – Jeg håber, I holder ud og håber, at vi snart ser jer igen i den virkelige verden.

Hince: – Når vi laver de her interviews med folk i Belgien, Frankrig, Tyskland og Danmark… Da du sagde, at du var fra Danmark, blev jeg med det samme transporteret tilbage til København mentalt. Jeg savner bare at gå rundt i forskellige byer. Jeg kan simpelthen ikke vente med at gå rundt i Københavns gader, mens jeg forbereder mig på at spille en koncert. Can’t wait!

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Moderne garagerock med cigaretaske og kølig whiskeyånde

Hør Little Bastards:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA