x

JOHN GARRISON-INTERVIEW: Fra Ed Sheeran og Christina Aguilera til at stå alene

JOHN GARRISON-INTERVIEW: Fra Ed Sheeran og Christina Aguilera til at stå alene

 – Det er som at bo i en verden, der er på vej ud af kontrol, siger John Garrison. Faktisk er der ikke meget nyt i den udmelding. Det er den slags, der ofte bliver snakket om blandt kritikerne. Musik med udgangspunkt i de problemer, omverdenen og en selv centrerer sig om, har alle dage hængt sammen. Men indsigten i de problemer er måske nye.

– Hen over de sidste par år er verden blevet meget polariseret, og jeg har oplevet af blive slettet som ven på Facebook, fordi jeg har en anden holdning, fortsætter John Garrison. – Sådan var det ikke for ti år siden, og det er noget, jeg har gået og observeret hen over det seneste stykke tid. Så jeg begyndte at skrive om det, og samtidig indså jeg, at det ikke kun handler om politik og dine venner. Det påvirker det alting. Det kommer albummet Extinguisher af.

Han sidder et andet sted i København. Nær Nyhavn i et kunstnerisk kvarter, hvor han til tider omgås manuskriptforfattere og andre kunstnertyper. Han forsøger at forklare mig detaljerne om et af områderne i min hjemstavn i et forsøg på at få mig til at placere området, men det sker uden held. Det er en af de ting, København kan, bliver vi begge enige om. Byen, hvor de små lokale områder blomstrer uden om andre bydele og storbyfolkets generelle bevidsthed. John Garrison har efterhånden boet der i et par år. Han er gift med en dansk kvinde, og de har et barn sammen. Men han er langtfra billedet på en lokal musiker.

Mens han fortæller mig sin historie, bliver jeg gentagne gange imponeret over den succes og de talenter, han gennem sin omkring 20 år lange karriere har berørt. Fra bandet Budapest, der var spået til at blive den nye store ting imellem Coldplay og Radiohead i begyndelsen af 00’erne til dagjobbet som session-bassist i selskab med Christina Aguilera, Ed Sheeran, Sting og Robbie Williams. Men målet er ikke længere at få succes med musikken, snarere er det at arbejde med den, fordi han ikke kan komme uden om det.

– Da Budapest gik fra hinanden, forsøgte vores pladeselskab at sagsøge os og blokere alt, hvad vi prøvede at lave efterfølgende, fortæller han. – Det var et mareridt.

Historien om Budapest kulminerede, da bandets guitarist, Mark Walworth, begik selvmord en uge efter, bandet var blevet færdige med at indspille deres debutalbum. Pladeselskabet forsøgte lynhurtigt at profitere på tragedien, og John Garrison blev mere eller mindre tvunget til at lave hundredevis af interviews, hvor dagsordenen handlede om at miste sin bedste ven.

– Der lærte jeg, hvor kynisk musikbranchen kan være, siger han. – Det gav mig lyst at lægge branchen helt bag mig og lave noget andet. Men sangene kom alligevel til mig. Der opstod melodier i mit hoved, som jeg begyndte at skrive tekster til – jeg kunne ikke stoppe det. Uanset hvor meget jeg havde lyst til at lægge det hele bag mig, og det er en følelse, jeg stadig kan få engang imellem, så kan jeg ikke. Musikken kommer altid til mig. Men det, jeg har lært nu, er at skelne mellem succes og at kunne leve af musikken. Jeg har ikke længere en ambition om at blive en kæmpe succes. Men det mind-set ændrer sig, når jeg arbejder som session-bassist. Jeg er nået frem til at kunne skelne mellem mit kreative jeg og mit musikalske jeg.

Alene i sin kreativitet

I mange år forfulgte John Garrison succesen, fordi han fik at vide, at det var værd at gøre. Han har lært branchen at kende på den hårde måde, ligesom han har fundet ud af, at han kommer længst med at følge sine egne instinkter.

– Når jeg er i studiet med Christina Aguilera, efterlader jeg mine kreative idéer ved døren, siger han. – Det er ikke min opgave at gå ind i musikkens udtryk, men snarere at få musikken til at lyde så godt, som den kan. Hvis jeg havde lyst til at gå i en bestemt retning med hende, ville det nok ikke falde i så god jord. Jeg skal lave mine lektier og vide, hvad de gør, og hvor de vil hen, ligesom jeg skal finde min plads i rummet. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis nogen lytter til en sang, jeg har været med på og tænker, at den bas lyder fantastisk, så har jeg gjort for meget. Sangen skal hellere fremstå fantastisk i sin helhed, men med sangeren i fokus.

Med udgivelsen af Extinguisher står John Garrison for første gang uden en pladekontrakt. Han har lagt de store pladeselskaber bag sig for at give sin kreativitet fuldt afløb. Extinguisher er ikke én ting. Det er alting og et produkt af en mand, der har fulgt sin intuition.

– Jeg har været fuldkommen alene i processen, siger han. – Det er enormt forfriskende, men samtidig aner jeg ikke, hvad der så skal ske nu. Men det er det, jeg altid har haft lyst til at gøre. Jeg har udgivet plader, da jeg var på Universal og Sony, men der følte jeg mig som en del af en større maskine, og jeg havde ikke den fulde kontrol, som jeg havde brug for. Der har ikke været nogen A&R-mand, der har spurgt mig, hvilken genre jeg var ude i med den her plade. Jeg har omfavnet den her ukontrollerede tilstand, jeg har befundet mig i. Jeg har sluppet håndbremsen, inden bilen kørte ned ad bakken for at se, hvor den endte henne. Det var først, da jeg havde skrevet den sidste sang til albummet, at jeg tænkte, jeg var i mål.

Hvem:

John Garrison har næsten prøvet alt. Som en del af bandet Budapest stod han på kanten til et enormt gennembrud, der endte i tragedie. Siden har han arbejdet som studiemusiker, der har bragt ham forbi alle fra Christina Aguilera over Ed Sheeran til Sting. I dag står han for første gang alene, uden pladekontrakt og management, og er klar til at præsentere albummet Extinguisher for verden.

Hvad:

Havde John Garrison indspillet Extinguisher i samarbejde med et større pladeselskab, havde det sikkert været nemmere at sætte en finger på albummet. Men som ene mand ved roret er han endt med et album, der går i lige netop den retning, han har haft behov for. Uden om genrer og særlige forventninger.

Hvor:

John Garrison er oprindeligt fra Coventry i England, men i flere år har han boet i København. Han er stadig ærkebritisk med en stolthed for visse ting. Men ligesom mange andre briter tager han sig til hovedet over den retning, det faldne imperium er gået i. Sammen med sin kone og deres søn er han en tilfreds expat i København.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Eftertænksom indiepop med samfundsbevidste tekster


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA