x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste albums ifølge Trinelise Væring

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste albums ifølge Trinelise Væring

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Hen over julen giver vi ordet til de enkelte anmeldere og begynder med Trinelise Væring – som dog først startede på GAFFA efter deadline for den fælles afstemning. Hør sange fra alle albummene på en playliste nederst.

Jeg startede som ny anmelder på GAFFA i november. Jeg er sanger og sangskriver, og både som kunstner og lytter opsøger jeg oftest det, der ligger lidt uden for mainstream. Det afholder mig dog ikke fra fx at se frem til et nyt album fra Rihanna, så man kan aldrig helt vide med mig. I bund og grund leder jeg altid efter god sangskrivning, exceptionelle stemmer og tekster med vid og bid.

Jeg er primært tiltrukket af musik med levende mennesker for enden af instrumenterne, selvom der er undtagelser nok til ikke at bekræfte reglen. Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country, så jeg lever ikke af musikalsk smalkost. Her ved juletid leverer Spotify jo troligt en oversigt over, hvad man har lyttet til i året, der gik. I år kunne de oplyse mig om, at jeg har lyttet på 2737 kunstnere, heraf 1594 nye, indenfor 684 genrer. Ja jeg vidste slet ikke, at der fandtes så mange genrer:-)

Under alle omstændigheder glæder jeg mig meget til her i GAFFA at anmelde mere af den vilde musik, jeg går og finder.

Med mit bud på årets udenlandske albums har jeg også forsøgt at komme lidt rundt i “mine” genrer og territorier, og listen kunne let have været 25 albums lang. Nu har jeg valgt at lægge fokus på albums, der IKKE har været anmeldt i GAFFA, for måske at servere noget, I ikke har hørt før.

Jeg har ranglistet dem, men der er som at sammenligne æbler og bananer, så i mine ører ligger de alle disse album på en delt første plads.

Årets 10 bedste internationale album:

1. CLEM SNIDE: Forever Just Beyond

Genre: Singer-songwriter

Manden bag “aliaset” Clem Snide er israelsk-amerikanske Eff BarZelay. Jeg knuselskede hans helt skrabede 2015-album Girls Come First. Det aktuelle album er nænsomt og smukt produceret af Scott Avett (den ene af Avett-brødrene). Det er fuld-akustisk, håndspillet musik og virkeligt gode og eftertænksomme sange.

Roger Ebert, som han citerer i sangen af samme navn, er i øvrigt en virkelig person, (I kan selv google), ligesom det er både sikkert og vist, at hans sidste ord til konen var “It’s all an elaborate hoax”.

2. SYLVAN ESSO: Free Love

Genre: elektronisk indie-pop 


Amelia Meath og Nick Sandborn fra North Carolina er duoen bag navnet Sylvan Esso. Jeg så dem i Lille Vega for et par år siden og havde en skøn oplevelse; to voksne mennesker der dansede igennem ved hver deres turntables. Det nye album er knapt så dansabelt som deres tidlige albums. Nu er det mere Less is more, der synes at være det styrende princip. Når det går lige i hjertet på mig, selvom det helt mangler det der akustiske element, jeg plejer at opsøge i musikken, tror jeg det handler meget om Meaths “naturlige” vokal.

I rigtig meget musik fra den elektronisk verden er vokalerne så gennemredigerede, at det minder mig om kunstige bryster. Man ved bare, at det er for godt til at være sandt, og alt det bløde og skæve er pint ud af det. Sådan er det ikke med Sylvan Esso, der er et præmieeksempel på, at elektronik sagtens kan være både dynamisk og organisk.

På trods af det elektroniske udgangspunkt vil jeg kalde dette album for et album af kød og blod. Se bare videoen til et af de mere dansable tracks, “Ferris Wheel”.

3. GORDI: Our Two Skins

Genre: Indie / folktronica / alternative pop

Sophie Payton alias Gordi er australier. På nogle måder sender hun min tanker i retning af newzealandske Lorde med det organisk elektroniske i udtrykket, selv om det også adskiller sig fra Lorde på det ret væsentlige punkt, at sangene ikke er bygget op over beats. Det er da også de mange fine ballader, der tiltrækker mig mest. For eksempel den helt nøgne “Airplane Bathroom”, der beskriver et angstanfald på en flyrejse og er helt rørende i sit totale maskefald:

“ ‘Cause I can't get my shit together / In this aeroplane bathroom / I'm wondering why / I haven't seen myself before / In naked lights, and sleepless nights  / I'm trying to remember / But the contents of my chest are down there on the floor”

Læg mærke til, hvor utrolig fint lydsiden udvikler sig med elektroniske flader under klaveret, efterhånden som nummeret skrider frem.

Gordi undgår unødigt pynt og lir. Ligesom hun satser på snigende ørehænger-kvaliteter frem for store omkvæd. 




4. ASHLEY RAY: Pauline 

Genre: Alt.Country

Dette album er et rørende og råt bud på skramlet americana eller alt. country. Med en stemme som en skærebrænder, der står i skarp kontrast til den søde blide unge kvinde i pufærmer på coveret åbner Ray for familiealbummet og fortæller om levet liv og skæbner fra sin barndoms Kansas. I titelsangen “Pauline” fortæller hun historien om sin bedstemor: “Mom got your locket / Dad got your gun / Kari got your diamond ring / Cousin Josiah got your forty-fives / And the cross that you kept on a string / (…) I got your name / Got your hand me down heart / I got your blood in my veins”

Ray bor nu i Nashville og arbejder som professionel sangskriver og hvor hun blandt andet har været med til at skrive den feministisk vinklede Grammy-vinder “The Daughters” til Little Big Town.

5. BONNY LIGHT HORSEMAN: Bonny Light Horseman

Genre: Folk

Ny supergruppe, og ja, det kan man jo godt være, selv om man spiller folk, med Eric D. Johnson (Fruit Bats, The Shins), Josh Kaufman (The Nationals) og ikke mindst Anais Mitchell, som jeg har jeg fulgt i mange år, fordi hun også har udgivet mange fine albums i eget navn. Desuden har hun i år vundet en Grammy for bedste “musical theatre album” for Hadestown, som spiller på Broadway og som hun har skrevet.

Bonny Light Horseman-albummet er også helt velfortjent nomineret til en Grammy for “Best folk album”, for det er simpelthen et forrygende smukt og velspillet album.

6. OUMOU SANGARÉ: Acoustic

Genre: World/Afro 



SANGARÉ er fra Mali og en af Vestafrikas største stjerner. Jeg er ikke reelt velbevandret i afrikansk musik, så det var mere held end forstand, at jeg faldt over dette dejlige album, med akustiske versioner af hendes 2017 album Mogoya. Her gik jeg og troede, at grunden til, at jeg ofte lader mig begejstre, når kunsterne udgiver “stripped” eller akustiske versioner af deres sange, var, at jeg kommer tættere på teksterne. Men jeg taler jo ikke malisk, og alligevel bliver dette album ved med at optage mig. Sangaré har en bemærkelsesværdig smuk stemme og en fantastisk timing, og de to instrumentalister er decideret ekvilibristiske. Man har en oplevelse af at sidde lige ved siden af dem, mens de synger og spiller.

7. NANA ADJOA: Big Dreaming Ants 


Genre: Indie/alternative 



En virkelig original debut fra hollandsk-ghanesiske Adjoa, der leverer en inspirerende blanding af elektronik, håndspillede instrumenter og loops samlet i en kreativ og original produktion.
Adjoa startede som jazzbassist på konservatoriet i Amsterdam. Nu er hun så sprunget ud som sangskriver og multiinstrumentalist, men man fornemmer stadig, at sangene er “rejst” fra bas og beat, hvor der ligger mange fine nuancer gemt. Hendes stemme er ikke voldsomt emotionel, nærmest lidt ”cool” i sit udtryk, men musikken fordrer heller ikke så meget af det vokale. Det, det gælder om her, er den samlede pakke, og den har hun fuldstændig styr på.




8. OHMME: Fantasize Your Ghost

Genre: avantgardistisk og ret støjende indierock

Ohmme beskriver sig selv som en duo af to kvinder, Sima Cunningham og Macie Stewart, fra Chicago, og jeg skal være den sidste til at “franarre” kvinder deres “titler", men jeg vil dog sige, at den mand, der har “sneget” sig til at spille trommer på dette album, er nok så væsentlig for helhedsindtrykket. Der er en fed energi og vilje til at prøve grænser, og jeg nyder meget, at de giver plads til frispilning og passager, hvor anarki får lov at råde.


9. LAURA MARLING: Song for our Daughter

Genre: Singer-songwriter

Skønt album fra bristiske Laura Marling. Tekster som fanger én ind, fordi man fornemmer, at det har været presserende for hende at skrive dem. Der er flotte arrangementer med masser af akustiske instrumenter og melodier, der på en og samme tid er nutidige OG hører en svunden tid til. Marling var shortlisted til en Mercury Prize “Album of the Year” for dette album.

Jeg vil også ile med at nævne, at Marling som kunstner jævnligt udfordrer sig selv med samarbejder, der skubber hende nye steder hen. Jeg kan for eksempel også varmt anbefale hendes grundlæggende elektroniske album LUMP fra 2018.



10. FIONA APPLE: Fetch the Bolt Cutters

Genre: Singer-songwriter

Jeg har fulgt Apple siden hendes første album fra 1996. De seneste pænt mange år har der været stille omkring hende (selvom jeg er blevet mindet om hendes eksistens, fordi hun har lavet titelmelodien til serien The Affair, som jeg har fulgt). Det er der så blevet lavet eftertrykkeligt om på. ALLE musikmedier OG hendes amerikanske kolleger var ved at gå i spagat over, hvor fedt dette album var, da det udkom.

Det kom også lige på det tidspunkt (tilbage i april), hvor vi alle havde brug for at blive mindet om, at der kan kommer noget godt ud af at blive hjemme.  Apple har nemlig levet i mere eller mindre selvisolation i flere år og netop indspillet albummet hjemme, altså før selvisolation blev moderne, kunne man fristes til at sige. Resultatet er da også virkelig low-fi, det må man sige, med hendes hunde, der gør i baggrunden med mere.

Det virkede også svært opmuntrende på mange af os, der selv arbejder i udkanten af mainstream, at et så tilpas skævt og på sin vis velgørende rodet album kunne få så meget velfortjent opmærksomhed. Musikken er legesyg og produktionen meget fokuseret på det rent percussive, og så har teksterne et bid, jeg virkelig kan værdsætte: “I grew up in the shoes they told me I could fill / Shoes that were not made for running up that hill ” Eller “kick me under the table all you want, I won’t shut up”

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste udenlandske album

Årets 10 bedste danske album:

Aarhus giver København baghjul på min liste.

Jeg vil sige, som jeg sagde om listen af internationale udgivelser, i min verden ligger alle disse albums på en delt førsteplads, og en reel rangorden er der ikke tale om.  

Jeg har til gengæld forsøgt at fremhæve nogle albums og kunstnere, der ikke har fået så meget omtale, og som I måske har misset.

1. Verdens Sidste Idé : Den Indre By

Et “rigtigt” album, som i sådan et med en samlet lyd og en hel håndfuld virkelig gode (dansksprogede) sange. Aarhusianske Verdens Sidste Idé leverer flotte melodier og virkelig fine, eftertænksomme, mundrette og ofte eksistentielt vinklede tekster, der slet ikke er fri for humor. Det er voksenlivets mange udfordringer, der er brændstoffet, og det byder jeg velkommen. Bemærkelsesværdigt i øvrigt med noget så usædvanligt som rigelige mængder af trompet på stort set alle tracks, noget der er med til at give dette album en særlig egen lyd.

2. Rigmor: Rebel (ep)

Skøn ep fra dette unge aarhusianske band. Flot og smidig stemme (Sarah Wichmann), velspillet og hvirvlende musik med stærkt med poetiserede tekster i centrum. Der er flere gode sange, men især “Vægtløs” er betagende, og føles ja netop “vægtløs”.

 

3. ANGÅENDE MIG: Kunsten at lade som om (ep)

Aalborgensiske Laura Lilholt Andersen lægger ikke fingrene imellem, når hun med raspende stemme i “Vrede kvinder” lægger fra kaj med: “Du sagde til mig, der er noget over vrede kvinder / jeg ved ikke, hvad det er, jeg ved bare, de forsvinder / Du har alt for røde kinder og alt for ru hænder / Jeg kan ik’ li’ når kvinder, de minder om mænd og / jeg tror ikke længer’ jeg tænder på dig som før” Konfrontatorisk feministisk vinklet lyrik med inspirationer fra hiphoppernes måde at rime i kæder. Så fedt! Der er flere gode sange for eksempel “Storbyalibi” og “Menneske”. Hendes sprukne stemme og det herlige fravær af utidige soulfraseringer og tågede metaforer er alt sammen noget, der i sidste ende giver hendes foredrag troværdighed.

På den lange bane kunne jeg måske godt tænke sig, at hun løftede blikket lidt og lukkede sine sange ud af ”du og jeg”-reservatet, men det er der jo et helt kunstnerliv til at gribe fat i.

4. ROCQAWALI: Kalam

Den danske producer og trommeslager Stephan Grabowski har over en årrække haft dette spektakulære dansk-pakistanske projekt, der blander sufi-musik med tung rock. Ejaz Sher Ali leverer den vildeste vokal over dronemusik og et sejt, organisk og tungt rullende beat. Der er meget at hente i de der zoner mellem genrerne, så meget, der ikke er blevet sagt et utal af gange før, og det er dette album endnu et fornemt eksempel på.

 

5. Blæst: Vindstille (ep)

“Du gør det bedre” er den danske sang, jeg har haft liggende allerlængst på min “what I listen to” playliste i år. Blæst er møgcharmerende med deres blanding af EDM, retro disco og sød naturlig pigestemme. Vi taler naboens datter og ingen manerer her. De kører helt igennem mundrette tekster, med en umiskendeligt dansk tone. 

Mens jeg skriver dette, har jeg sat sangen på, og jeg bliver stadig helt let om hjertet i det øjeblik, de sætter af til kvædet på det der beat, man slet ikke havde forudset, også selv om jeg nu ved, det kommer.

Runner-up-track er “Androkles”, der næsten når “Du gør det bedre” til sokkeholderne.

 

6. ANYA: Nøgen (ep)

Der er flere gode sange på ANYAs ep, men det er særligt én sang “Se mig nøgen”, som jeg har kastet min kærlighed på. En rørende og fin sang om online-dating, som, både i tekst og tone og den sødmefyldte, lyse vokal, udstiller sårbarheden i hele netdating-situationen: “Du ser ikke ud som på billeder / dine ord har anden tone end på skrift”. Ja det tror man på, og jeg kan lide, at skrift og lyd smelter sammen i sproget. Det er også en skøn produktion, hvor sangen starter med noget, der godt kunne være en klaverbåren demo, som så siden indtager rummet med mere lyd og iscenesættelse.

7 & 8.

BABY DID A BAD THING: Baby Did a Bad Thing

&

HELENE BAK: Under One Roof

Så er vi tilbage i Aarhus igen, men lad nu det ligge, for vi taler ikke dansksproget rock/pop, men “americana”. Som I kan se af de internationale udgivelser, that made my year, så er roots-, folk- og country genrer jeg henter mange gode lytteoplevelser fra. Derfor skal I også have et par rigtigt gode danske bud fra den arena. Disse to album med god sangskrivning, flotte stemmer og fine arrangementer af herlig håndspillet musik har jeg nydt meget i år. Baby Did a Bad Thing leverer super velproduceret, velspillet og sunget guitardrevet alt. country, helt på niveau med de amerikanske bands. Jeg håber virkelig for dem, at de kommer ud og rejse med deres sange. Det fortjener de i den grad.

Helene Bak har inviteret blæsere med på sit elegante og mol-skandinavisk farvede bud på americana-inspireret sangskrivning. Baks stemme har ikke helt samme ”twang” som de amerikanske sangerinder i stilen, men man kan forvisse sig om, at hun kan sin country, hvis man hører sangen “Fuel to the Flame”, hvor hun helt kækt disker op med det helt perfekte country-knæk.

9. AGNES OBEL: Myopia

Jeg er fuld af respekt for Agnes Obels projekt, for hendes konsekvens, for hendes æstetiske sans og mod til at gå sine egne snirklede og efterhånden decideret ukommercielle veje. Men jeg må jeg også indrømme, at lige så dejlige hendes sange er, når de dukker op som oaser mellem andre sange i en playliste, lige så monokromt oplever jeg hendes album, som jeg efter en tre-fire sange mister koncentrationen omkring. MEN igen, når man hører sådan et enkelt nummer som her, så er Obel jo fucking fantastisk!

 

10. Ganger: Tro

Selvfølgelig kan man ikke lave en årsliste uden super seje Ganger, men dem har I jo nok læst om andre steder. Derfor får de lov at putte sig her i bunden af min liste. Tro er deres andet album på to år, så for dem var karantænen nok bare endnu et kreativt rum. God tur til dem ud over stepperne på den musikrejse, de først lige har tage hul på.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste danske album

Hør sange fra alle albummene her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA