x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 15 bedste album ifølge Elias Kvist

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 15 bedste album ifølge Elias Kvist

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Hen over julen giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Elias Kvist. Hør sange fra alle albummene på en playliste nedenfor.

Årets 10 internationale album:

10. Arca – Kick I

På 40 minutter springer hun fra den harmoniløse revolte mod de binære samfundskoder over til længslen efter nærvær. Alt sammen tilsat en elektronisk puls på 120. Vanvittigt og storslået.

9. Jay Electronica – A Written Testimony

Det her er det bedste kritisk religiøse album, jeg har hørt, der samtidigt bærer sin kunstneriske frihed stolt. I selskab med Jay Z har Jay Electronica skabt et frelst-fortvivlet kunstværk, der holder.

8. Kelly Lee Owens – Inner Song

I Kelly Lee Owens’ lydunivers er der intet overdrev, ingen lydnuance går til spilde. Alt foregår i sekvenser, der komplementerer den forudgående i en introspektiv blanding af house og pop.

7. Ray Lamontagne – Monovision

Uden epigoneri lykkes det den amerikanske singer-songwriter at skabe en sublim hommage til den amerikanske folk-tradition – og samtidig bevise sit værd som formidabel sangskriver på ny.

6. Swing – ALT F4

Belgiske Swing er årets stærkeste afspejling af sin generations mismod. Fortællinger om racisme, mobilitetens smerte og altings flygtighed fylder smukt i en tæt sfærisk lyd af ængstelighed.

5. Matt Berninger – Serpentine Prison

Endnu engang er The National-frontmanden en mester i at udfritte sig selv til åbent skue – men her sker det på egen hånd. Resultatet er den ene smukke indie-ballade efter den anden.

4. Bryson Tiller – Anniversary

Den essentielle følelse af længsel skinner igennem på dette jubilæumsalbum – længsel efter ungdom, kærlighed, tid, ro – og længslen efter den fem år gamle nyskabelse, som ”Trapsoul” var.

3. Jhené Aiko – Chilombo

Årets ultimative søndagsalbum. Det skal forstås i bedste mening, fordi California-neo soul-kunstneren har overgået sig selv i tekstur og finesse på et album, der stråler af moden livsglæde og velvære.

2. Bob Dylan – Rough and Rowdy Ways

“You know darlin’ / the kind of life that I live / when your smile meets my smile / something’s got to give / I ain’t no false prophet / no, I’m nobody’s bride / can’t remember when I was born / and I forgot when I died”

1. Phoebe Bridgers – Punisher

Når du skaber et album af 11 sange, der hver især er deres egne lyriske og melodiske drømmelandskaber, hvor kvalitetsniveauet og den romantiske ømhed kun øges ved hvert genhør, så smager det af et mesterværk i mine øjne.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste udenlandske album

Årets fem danske album:

5. Phlake – The Illegal Download of Your Soul

Uagtet den androgyne Mercedes-virus må man bare lægge sig fladt ned – det her er et af de bedste engelsksprogede danske popalbums i lang tid – og duoens håndværk bliver kun bedre.

4. Lord Siva – Lys

Lord Siva har skåret sine kanter af – og det klæder ham faktisk. I forsøget på at lave mere rendyrket pop, lykkes han med at bringe solskin ind i sit ellers lyssky univers uden at gå på kompromis.

3. Khalil H2OP – Seid

Den skæve københavnske trio bliver ved med at udvikle sig, og med deres anden udgivelse trumfer de igennem med en avantgarde-techno, som nu kan være af albumlængde og knaldunderholdende på samme tid.

2. Artigeardit – Idiot

I det høje og lave tempo fastholder Ardit sit tårnhøje niveau som rimsmed og bringer sågar lidt af sin sårbarhed fra vildedage tilbage her. Danskalbaneren er rigtig tæt på tronen i dansk hiphop.

1. Ganger – Tro

Det er langtfra et perfekt album. Men at lave et album med så højt et ambitionsniveau på dansk, som lykkes så langt hen ad vejen med sit projekt, skal have rigtig meget ros og skiller sig særdeles meget ud fra mængden.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN KÅRER: Her er årets 20 bedste danske album

Lidt om mig selv

Jeg har været aktivt skrivende for GAFFA, siden jeg startede i praktik i 2016. Hiphop, folk og klassisk poprock plus det løse er nok mit foretrukne. Jeg er uddannet i Idéhistorie med tilvalg i klassisk filologi fra Aarhus Universitet og i gang med en kandidat i Europas Religiøse Rødder på Københavns Universitet. Direkte oversat betyder det, at jeg synes, gamle ting fra gamle dage er rigtig spændende. At jeg kan nå min næse med min tunge, er dog min vigtigste egenskab. Har du først overværet det, så er du min ven.

Hør sangene her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA