x

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Johanne Nedergaard

ANMELDERNE HAR ORDET: Årets 20 bedste album ifølge Johanne Nedergaard

Traditionen tro har GAFFAs samlede skribentstab ved en afstemning kåret de årets bedste danske og udenlandske album. Hen over julen giver vi ordet til de enkelte anmeldere og fortsætter med Johanne Nedergaard. Hør sangene på en playliste nedenfor.
 
Årets 10 internationale album:
 
1. Dua Lipa - Future Nostalgia
Dua Lipa har formået at lave en vaskeægte, nostalgisk danseflugt af et album. Det er velpoduceret, gennemtænkt og trækker på nogle fine retro-perspektiver. En perfekt lille virkelighedsflugt i det grusomme år 2020. 
 
 
2. Christine and the Queens - La Vita Nuova
Når der ikke skal rystes røv og serveres attitude til Dua Lipas Future Nostalgia, skal der grædes ind i en pude til Christine and the Queens La vita nouva. Kan især anbefale "Mountains (We Met)", hvis du lige skal have tømt tårekanalerne. 
 
 
3. Georgia - Seeking Thrills
Geogia er en skidesej gør-det-hele kvinde, der er 100 steder på én gang, både når hun producerer sine club bangers, og når hun spiller live. Lettere forpustet bag trommerne og sample-computeren charmerede hun sig ind hos mig på NorthSide Festival sidste år. Siden da har jeg fulgt hendes lyd, som er meget à la Robyn, men krydret med noget mere hårde og upolerede detaljer.
 
 
4. Phoebe Bridgers - Punisher
2020 er et år, der har kaldt på at vende blikket indad. Her er Punisher med sine afdæmpede og stærkt melankolske lydtapeter en sikker vinder. Sæt den evt. på, hvis du har en af de dage, hvor du ikke orker en skid. Så fortæller Phoebe Bridgers dig (især med sangene "Chinese Satellite" og "Graceland Too"), at det er helt i orden, og det sgu nok skal gå alligevel. 
 
 
5. Ariana Grande - positions
Jeg har faktisk aldrig rigtig været med på hele den dér Ari-bølge, men jeg kunne godt forstå, at der er noget om snakken, da positions blev udgivet. Det viser, at Ariana Grande ikke er bange for at drage mere sensuelle og mørke tendenser ind i tyggegummipop-universet (såsom "nasty" og titelnummeret "positions"). Og så er der jo bare et hav af smukke strygere og himmelhøje whistlenotes, som Grande har sat sig på tronen af som aftager efter Mariah Carey. Yas girl!
 
 
6. Gorillaz - Song Machine, Season One: Strange Timez
Damon Albarn har haft tid til fordybelse, hvor der er fundet nye kunstneriske veje og samarbejder på Song Machine, Season One: Strange Timez. Det lyder det i hvert fald til, for hvert nummer formår at blive sin egen lille særegne enhed, hvor mange nutidige undergrunds-kunstnere er blevet inviteret med. Her bør især Georgia, slowthai og Slaves fremhæves. Hurra for kreativ inddragelse, grundighed og sans for detaljen! 
 
 
7. Haim - Women in Music Pt. III
Søstrene Alana, Danielle og Este lyder simpelthen til at hygge sig røvmeget, når de laver musik. Det kommer der nogle åbenhjertige tracks, der er båret af solide trommer, sikre harmonier og lækre strenge. Jeg kaldte selv albummet for lidt af en rodebutik, da jeg kvitterede med fire stjerner. Men på trods af lidt album-sammensætning er der ikke mange fingre at sætte på søstertrioens stilsikre energi og numre, hvor især "Los Angeles" "Summer Girl" og "Don't Wanna" har kørt på repeat herhjemme. 
 
 
8. Porridge Radio - Every Bad
Every Bad indkapsler rigtig fint lyden af den britiske ungdom. Forsanger Dana Margolins omskiftelige stemmeføring tager os igennem hele følelses-karusellen – fra dovenstemme føring og laissez-faire går-den-så-går-den-charme (på "Sweet") til råb, ren vrede og afmagt (på "Lilac"). Hele følelsesbarometeret bliver tæsket godt og grundigt igennem, hvor man sjældent kommer til at kede sig. 
 
 
9. boy pablo - Wachito Rico
boy pablo og band laver simpelthen skudsikker popmusik med et glimt i øjet. Det har jeg i hvert fald haft brug for i 2020, hvor enhver lalleglad tilflugt har været os alle undt. I en anmeldelsessammenhæng gav jeg boy pablo lidt høvl for at være for sukkersød, og det bliver pladen også til tider, men han får mig nu alligevel overtalt med spansksproget sang og falset-kor, som går lige ind i hjertekulen. 
 
 
10. James Blake - Before
James Blakes har smedet en rigtig fin og atmosfærisk ep sammen, som har været perfekt at sætte på de gange, hvor arbejdet på hjemmekontoret har virket uoverskueligt. James Blake gør dét, han er allerbedst til, og det er der kommet denne ep ud af, som inviterer sin lytter ind i en bedroom-pop-verden med velstøbte lydtapeter og elektroniske effekter.
 
Årets 10 danske album:
 
1. GRETA - Ardent Spring
GRETA slog benene godt og grundigt væk under mig med sit debutalbum Ardent Spring Pt. I & II. Det er lavet i samarbejde med produceren Farao. Er der en ting, jeg elsker mere end nostalgisk popmusik, skulle det da lige være, når dygtige kvinder finder sammen og lykkes skidegodt med deres arbejde. Stor cadeau til både GRETA og Farao for – hvis du spørger mig – årets mest helstøbte danske udgivelse, som tryllebandt mig fra start til slut.
 
 
2. Phlake - T.I.D.O.Y.S. (The Illegal Download Of Your Soul)
Phlake har ligesom været igennem hele møllen som danske stjerner. En platin-plade, åbning af Orange Scene, ja anerkendelse på tværs af det danske land. Så hvad nu? Her vælger Phlake heldigvis at tage en chance på albummet T.I.D.O.Y.S., hvor køn, genrer og lydlandskaber formår at være flydende, udfordrende og revolutionerende, i hvert fald i en dansk kontekst. Bravo. 
 
 
3. Rigmor - Rebel
Det aarhusianske band Rigmor laver rockede Michael Strunge-inspirerede sange. Første gang jeg fik øjnene op for gruppen var på Smukfests Live Camp sidste år, hvor forsanger Sarah Wichmann leverede en magtdemonstration af en koncert med sikker vokalføring og noget, der lød som et ur-skrig. Førstehåndsindtrykket har Rigmor formået at leve op til på ep'en Rebel, der både har kraft og blødende hjerter i spil. 
 
 
4. Angående Mig - Kunsten at lade som om
Aalborgensiske Angående Mig har lykkedes med en debut-ep, der skildrer mødet med den store, tarvelige voksenverden til punkt og prikke. Sanger Laura Lilholts vokal er hæs og sprød og lyder især godt, når hun supplerer den med kaotiske lydbilleder og vocoder (gør lige dig selv tjenesten at sætte "storbysalibi" på, så vil du forstå, hvad jeg taler om). 
 
 
5. Goss - Group Therapy
Goss er en af de danske kunstnere, jeg har nydt allermest i live-format. Den pulsende energi fra Reptile Youth-dagene spøger stadig derinde et sted, men udtrykket er nu blevet pakket ind i løse jakkesæt og en kende mere alvor. Det demonstrerer han også på albummet Group Therapy, hvor der kommer country-elementer og erkendelser på bordet. Og nå ja, så bliver det hele spiced up med støvede lydfiltre, synths og Lucky Luke-hyl, som limes sammen af den fuldstændigt skudsikre produktion. 
 
 
6. Joyce - Formskifter
Joyce er et tiltrængt trykspark til den danske scene. Men selvom energien er høj, er der også noget på hjerte. Og så har Sebastian Wegener en vokal, man umiddelbart ikke vidste, man manglede, men det gjorde man da! Hans nærmest brølende vokalføring har været en lydkanal, som man har kunnet spejle hele dette års frustrationer og kampe i. En af de bedste danske gennembrud i 2020, som jeg regner stærkt med at se på næste års Roskilde med en kold fadøl i hånden og urinstøv i luften (ja, det SKAL ske!)
 
 
7. Palace Winter - ...Keep Dreaming, Buddy
Jeg kan rigtig godt lide at dagdrømme, og her er Palace Winters lyd altså en sikker vinder som underlægning. Lyden er charmerende, atmosfærisk indie-pop krydret med et hav af synths (ja tak), og så er der altså noget trance-agtigt ved Carl Colemans vokal. 
 
 
8. Søn - Danish Crown
Søn er lykkedes med en yderst gennemtænkt og stærkt udført toer efter debuten Det Skandinaviske DesignDanish Crown indkapsler nogle virkelig fine observationer fra livet i start 20'erne, hvor der er forventningsræs alle steder, mens du febrilsk scroller din Instagram igennem for lidt narcissistisk anerkendelse ("I Wanna Be Seen"). Og så synger Kristoffer Jessen jo bare smukt altså. 
 
 
9. Nelson Can - So Long Desire
2020 blev enden på Nelson Can. Heldigvis sluttede de godt af med albummet So Long Desire, hvor de gør det, de er bedst til: Rocket instrumentføring med tonsvis af girlpower og et glimt i øjet. Her på the grand finale har de endda lykkedes med at få det hele krydret med små elektroniske detaljer og nogle virkelig stærke korfigurer. Jeg er især en sucker for "Limelight" og "Yeah, I Didn't Think So". 
 
 
10. Clara - Growing Up Sucks
Ja, min liste er lidt (læs: helt vildt) poppet. Og hvad så? Pop er skidelækkert, hvis der har været nogle gode tanker bag det. Det synes jeg, at Claras produktioner har været bevis på længe. Hendes selvskrevne sangtekster bliver nemlig serveret med dejligt meget attitude og sikker vokal, at det er svært ikke at lytte til fortællingerne om at møde voksenlivet (og hvor røvnederen det kan være fra tid til anden). 
 
 
 
 
Om anmelderen:
Jeg har anmeldt for GAFFA siden marts 2020. Når jeg ikke er i gang med det, render jeg rundt i København, hvor jeg producerer og sender musikprogrammet Tilbagebliks Tirsdag på Uniradioen, skriver artikler for Uniavisen og studerer en BA i Europæisk Etnologi på Københavns Universitet. Og nå ja, så bliver der da også drukket en del rødvin og spist god mad med veninderne og set rigeligt af Netflix med kæresten. 
 
Fun fact: Haha, den er svær. Jeg er lettere obsessed med farven rød og har det allerbedst, hvis jeg er iført minimum én rød beklædningsgenstand (bare se billedet).
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA